K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Alt det andet > Et godt link!

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Et godt link! Har du et godt link som du mener at andre kan have nytte af kan du lægge det her. Denne kategori er ikke beregnet til debat.

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 16-12-2021, 22:15   #31
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Dejligt, at du følger med Reno..... § 102

Jeg arbejder sammen med familien, som er hårdt ramt, hvor en ansøgning i første omgang blev et afslag fra kommunen.

Afslaget blev anket og Ankestyrelsen omgjorde kommunens manglende og dermed ulovlige afgørelse.

Behandling efter § 102 som gav gode resultater frem til nu, hvor kommunen pludselig mener at forløbet skal stoppes, forde fremskridt er så store, at nu kan kommunen pludselig selv fortsætte et optræningsforløb, som de tidligere ikke kunne.

I løbet af få dage bliver der afsendt endnu et afslag på fortsættelse af forløbet.

Til stor skade for en ung patient, som har kæmpet for forbedringer.

Jeg har anbefalet aktindsigt og endnu en anke til kommunen. Som får 4 uger til at foretage en reel genvurdering, men vi kender til resultatet.

Efter 4 uger skal kommunen så afsende sagen, endnu engang, til Ankestyrelsen, hvor vi forsøger at få sagen, som en hastesag.

Vi har argumentationen, velforberedt men er spændte på Ankestyrelsens bedømmelse.

Derfor trækker sagen ud.

Men indtil nu, er det fastslået at kommunerne SKAL vurderer om patienterne hører under Servicelovens § 102. En god og vigtig afgørelse, som KL og kommunerne naturligvis ikke har det godt med.

Jeg vender tilbage med beskrivelse af regler, love og fremgangsmåder på, hvordan vi patienter "Svært handicappede" skal navigere imod kommunernes mange bevidste fælder, som bliver lagt ud på stribe.


Vi må se, hvad fremtiden bringer og fremtiden viser, at der findes andre muligheder for "Svært handicappede" unge mennesker som naturligvis SKAL hjælpes videre med behandlinger, som kan bringe dem, videre og ud af kørestolen, gennem korrekt og hård træning.

Her findes der ingen hurtige løsninger.


Hilsen Peter .... som vender tilbage
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 28-09-2022, 23:24   #32
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ministerie svar vs § 102

https://www.facebook.com/photo.php?f...1086766&type=3

Altså at de siger at 102 er subsidiær til anden lovgivning.

Det er den også, men en kommune må altid gå direkte til 102, hvis bare de vurderer at en situation er af særlig karakter, men det er en situation sjovt nok aldrig, når en kommune selv må vælge.

Her er et dokument fra ministeriet, som bekræfter at en kommune altid må gå direkte til 102: 

Principafgørelse 28-17 "Gælden"
https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2017/9452

Principafgørelsen fastslår
En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen. Der kan dog være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser eller lignende, at det kræver en særlig indsats eller indretning af behandlingstilbuddet, som ikke kan tilbydes i det sædvanlige behandlingssystem.

Personkredsen for tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven er borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Tilbud om behandling efter serviceloven er betinget af, at borgeren har behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke er et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gælder situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering er afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise.
Eventuel egenbetaling for behandlingen og eventuel ventetid kan ikke begrunde tilbud efter serviceloven, da det er et vilkår for alle.

Tilbuddet er desuden betinget af, at behandlingen er nødvendig for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner.

I den konkrete sag var Ankestyrelsen enig med kommunen i, at der ikke kunne bevilges hjælp til laserbehandling efter serviceloven med det formål at få fjernet tatoveringer i ansigtet. Mulighederne for behandling inden for det sædvanlige behandlingssystem var ikke udtømte, og borgeren skulle på lige fod med andre borgere benytte de almindelige behandlingstilbud.

Principafgørelse 5-13 "Gældende" kan jeg ikke finde???


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 12-11-2023, 19:04   #33
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ankestyrelsen ændret praksis af § 102

Folketinget har vedtaget Serviceloven, tilbud til borgerne, ved lov, herunder § 102 med påstand om at i Danmark har vi velfærd og Verdens bedste anke-system.

https://danskelove.dk/serviceloven/102

Er dette døden for Servicelovens § 102?


Følgende kræves at forståes af kriseramte familier, der er ramt af Muskelsvind, Sclerose, CP, børn med autisme, ADHD, traume, ulykker, arbejdsskader etc


Kan omgivelserne, politikere, jurister, socialchefer etc forstå og anvise, hvor ressourcerne skal findes til hårdt ramte familier med sygdom og svære handicaps med slige ændringer udsendes om Servicelovens § 102?

Opleves nedestående, som en hjælp til handicappede borgerne, børn med handicaps?



Peters spørgsmål:

1) Kan en kommunalbestyrelse beslutte at Servicelovens § 102 ikke bruges i berørte kommune?

2) Skal kommunalbestyrelsen vedtage sagsbehandlingsfrist iht RSL § 3 stk.2, på Servicelovens § 102, som skal offentliggøres på kommunens hjemmeside?

3) Kan patienten ikke mere søge på et specifikt behandlingssted?


Når du har læs Ankestyrelsen nye praksis, kan du eller dygtige jurister, måske svare på Peters spørgsmål



SVAR på Peter´S spørgsmål kan læses nederst i denne tråd, når du har læst og forstået, hvis muligt, Ankestyrelsens ændrede praksis



Ny Principafgørelse 4-23 "Gældende"

Ankestyrelsens principmeddelelse 4-23 "Gældende" om serviceloven - kan-bestemmelse - ligebehandlingsprincippet - behandling

https://ast.dk/afgorelser/principafg...9-db9e2e29f3a8


Principmeddelelsen fastslår



Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.



Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen.

(phhmw: Hvis der i kommunen befinder sig en anden patient der er bevilget en § 102 ved samme sted, skal kommunen bevilge til den nye ansøger)



En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling.



Hvis en kommune vælger at anvende servicelovens § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder, uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.



Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og om det imødekommer kriteriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Det betyder, at hvis borgeren fx har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102. Overvejelser om behandlingens effekt mv. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.



Kommunen behandler ansøgninger om bevilling af behandling efter serviceloven. Kommunens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen).



De konkrete sager

I sag nr. 1 fik borgeren afslag på behandling, da Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse i form af Binge Eating Disorder (BED) hører under sundhedssektoren. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at det forhold, at det i sundhedssektoren er besluttet, at der ikke gives behandling til patienter med spiseforstyrrelsen BED, ikke kan begrunde, at hjælpen skal ydes efter reglerne i den sociale lovgivning. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse. Styrelsen besluttede at genoptage sagen til principiel behandling til afklaring af, hvilken betydning kan-bestemmelsen i servicelovens § 102 kan have for borgerens materielle rettigheder efter serviceloven. Ankestyrelsen fastholdt afgørelsen, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen ift. behandling af BED. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.



I sag nr. 2 fik borgeren afslag på behandling i form af Body SDS fra kommunen, fordi behandling som udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser.



Kommunen havde henvist til, at borgeren ville kunne modtage en behandling tilsvarende Body SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, fx ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen for så vidt angår Body SDS behandling. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.


Baggrund for at behandle sagerne principielt
Ankestyrelsen har behandlet to sager om behandling efter serviceloven principielt. Det har vi gjort for at afklare, i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102. Derudover fastslås det i principmeddelelsen, at det efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunerne kan bevilge efter servicelovens § 102.



Denne principmeddelelse ændrer praksis i forhold til, i hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17.



Da praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, er der ikke grundlag for, at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager.



Reglerne


Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022.



§ 102 om behandling


Praksis

Kasserede:

Følgende principmeddelelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk):



5-13: Principmeddelelsen fastslog, at kommunen altid skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren opfyldte betingelserne for at få behandling efter serviceloven, herunder hvilken betydning et fastsat serviceniveau havde for den konkrete afgørelse, og om den påtænkte indsats afhjalp borgerens behov.


Nr. 28-17: Principmeddelelsen fastslog, at tilbud om behandling efter serviceloven var betinget af, at borgeren havde behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke var et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gjaldt i situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering var afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise.



De konkrete afgørelser




Sag nr. 1, j.nr. 22-52016

Du har klaget over Ankestyrelsens afgørelse af 1. april 2020, hvor vi stadfæstede kommunens afgørelse af 11. oktober 2019 om behandling af Binge Eating Disorder (BED). Vi har den 22. januar 2022 besluttet at genoptage din sag.



Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.



Resultatet er:



Du har ikke ret til den ansøgte behandling.


Det betyder, at vi fastholder vores afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.





Begrundelse for afgørelsen



Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig behandling for BED.



Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse hører under sundhedssektoren, og at kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde særskilt behandling til patienter med BED.



Kommunen har i sin afgørelse bemærket, at det forhold, at sundhedssektoren har etableret en behandlingsindsats, som kun rummer lette til moderate tilfælde af BED, ikke ændrer ved kommunens vurdering, fordi kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde behandling af BED efter servicelovens § 102.



Kommunen har tilbudt dig socialpædagogisk støtte, men du har afvist dette. Du gør dog gældende, at du gerne vil tage imod tilbuddet om socialpædagogisk støtte, hvis du kan få bevilget det ansøgte rehabiliteringsophold på behandlingssted X efter reglerne om socialpædagogisk støtte.



Vi er dog enige med kommunen i, at der er tale om behandling, ikke socialpædagogisk støtte. Vi henviser til behandlingssted X´s hjemmeside, hvor indsatsen er beskrevet til primært at bestå af forskellige terapiformer.



Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen - i hvert fald i forhold til behandling af BED - generelt har fravalgt at anvende bestemmelsen efter servicelovens § 102.



Vi kan tilføje, at det forhold, at sundhedssektoren ikke tilbyder den af dig ønskede form for behandling, ikke fører til, at kommunen forpligtes til at anvende bestemmelsen om behandling efter serviceloven.



Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende.



Om reglerne

Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbyde efter anden lovgivning.



Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling.



Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger.



Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig.





Sag nr. 2, j.nr. 20-1125



Du har klaget over X Kommunes afgørelse om behandling, konkret Body-SDS. X Kommune afgjorde sagen den 17. december 2019.



Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.



Resultatet er:



Du har ikke ret til den ansøgte behandling.


Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.



Begrundelse for afgørelsen



Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig Body-SDS behandling.



Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at muskelmassage, bevægelse af led samt træning af åndedræt som Body-SDS behandling som

udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser.



Kommunen har henvist til, at du vil kunne modtage en behandling tilsvarende Body-SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, for eksempel ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Det er også kommunens vurdering, at der udtømmende er gjort op med muligheden for at modtage Body-SDS i det ordinære sundhedssystem, idet der kan kompenseres med fysioterapi i forskellige varianter gennem tilbud i det ordinære behandlingssystem.



Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen har fravalgt at anvende bestemmelsen i servicelovens § 102 til at bevilge hjælp til behandling, i dit tilfælde Body-SDS behandling, til borgere, som fx vil kunne få anvist anden tilsvarende behandling i sundhedsvæsenet. Kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling.



Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende.



Om reglerne

Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.



Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling.



Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger.



Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig.



Hilsen Peter



BILAG

DUKH om "KAN & SKAL bestemmelserne"

https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...l-bestemmelser

Praksisnyt 42 - Kan og skal bestemmelser
( Opdateres ikke )
11-07-2023
Læs mere om forskellen på kan og skal bestemmelser.

”Kan” og ”skal” bestemmelser - er der nogen reel forskel?

I nogle af servicelovens bestemmelser står der, at kommunen kan yde hjælp, og i andre bestemmelser står der, at kommunen skal yde hjælp, når bestemte betingelser er opfyldte. I DUKH oplever vi fra tid til anden, at en borger får afslag på en ydelse efter en kan-bestemmelse bl.a. med den begrundelse, at når det er en kan-bestemmelse, er kommunen ikke forpligtet til at bevilge det ansøgte, uanset at lovbestemmelsens betingelser er opfyldte.

Spørgsmålet er dog, om der reelt er nogen forskel på - kan og skal-bestemmelser i forhold til konkrete ydelsesparagraffer. Det handler denne udgave af praksisnyt om.

Eksempler på reelle kan-bestemmelser

Nogle kan-bestemmelser er såkaldte reelle kan-bestemmelser, det vil sige, det er op til kommunen, om den vil anvende lovbestemmelsen. Et eksempel er servicelovens § 117, hvoraf det fremgår, at kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

I Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring er det anført i pkt. 127:

”Kommunalbestyrelsen har mulighed for at yde befordringstilskud til borgere, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse.”

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det i § 117, stk. 2 er anført, at der ikke kan klages over kommunens afgørelse. Det vil sige, en afgørelse om afslag ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Et andet eksempel er servicelovens § 11, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan kommunen som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte.

Kommunen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte, hvis de beslutter sig for at anvende bestemmelsen.

Det er helt op til kommunerne, om de vil gøre brug af muligheden. Også her er det anført i lovbestemmelsen, at kommunens afgørelser om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er også en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for - men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen.

Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen).

Hjælp til afklaring af kan/skal i lovbemærkninger
Efter servicelovens § 122 kan kommunen under visse betingelser yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når f.eks. en nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter servicelovens § 119, passer en døende.

I en sag omtalt i principafgørelse C-51-03 vedrørende § 122 fandt en kommune, at den lovligt kunne afvise en ansøgning på ydelser, der var formuleret som en ”kan-bestemmelse” med henvisning til, at der ikke forelå en pligt for kommunen til at lade den pågældende ydelse være en del af kommunens serviceniveau.

Kommunen anførte endvidere:

”De fakultativt formulerede bestemmelser skulle alene ses som en sikring af et hjemmelsgrundlag for kommuner, der måtte ønske at lade ydelser omfattet af disse bestemmelser være en del af kommunens tilbudskatalog, jf. legalitets-princippet, der fordrede materiel lovhjemmel for ydelser leveret fra forvaltningen.”

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke frit kunne vælge om den alene ville yde hjælp til nogle af de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122.

Ankestyrelsen fandt bl.a., at udtrykket ”kan yde hjælp” skulle fortolkes således, at hjælpen skulle ydes efter en konkret individuel vurdering af, om betingelserne var opfyldt, herunder om hjælpen var sagligt begrundet sammenholdt med bestemmelsens formål. For yderligere afklaring af ordet ”kan” i § 122 gik Ankestyrelsen tilbage til lovbemærkningerne. Fra afgørelsen kan yderligere citeres, idet lovbestemmelserne er opdaterede:

”Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 122 i lovforslaget ... fremgik, at bestemmelsen svarede med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 57 d. Af lov-forarbejderne fra 1990, hvor bestemmelsen blev indført i bistandslovens § 57 d, fremgik det af de almindelige bemærkninger, at det i betænkningen fra Folketinget Socialudvalg afgivet den 17. maj 1989 var anført, at der skulle sikres gratis medicin og sygeplejeartikler m.v. i plejeperioden, således at plejen i eget hjem ikke påførte familien udgifter, som den ikke ville have haft, hvis den havde valgt sygehusophold.

Ankestyrelsen var derfor ikke enig med kommunen i, at formålet med loven havde været at tilgodese et eventuelt forskelligt serviceniveau i kommunerne. En sådan fortolkning ville efter styrelsens vurdering være i strid med det formål, som bestemmelsen havde til hensigt at sikre. Kommunen kunne således ikke frit vælge om den ville eller ikke ville yde hjælpen eller kun yde hjælp til nogle at de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122.”

Det betyder, at den enkelte lovbestemmelse og lovbemærkningerne hertil har større vægt, end om den konkrete lovbestemmelse er formuleret som en kan-bestemmelse.

Særligt om servicelovens § 96, stk. 3 (BPA)

Efter servicelovens § 96, stk. 3 kan kommunen tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA) til borgere, der ikke er omfattet af BPA-personkredsen, hvis kommunen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren. Men det er helt op til den enkelte kommune, om de vil gøre brug af denne mulighed. Det er således en reel kan-bestemmelse. Fra BPA-vejledningen:

“25. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilbyde BPA efter § 96, stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen generelt beslutter at anvende bestemmelsen, vil en afgørelse om ikke at anvende § 96, stk. 3, i en konkret sag kunne påklages. Kommunalbestyrelsens beslutning om at fravælge § 96, stk. 3, i den konkrete sag vil således være en afgørelse i forhold til borgeren.

Hvis kommunalbestyrelsen generelt fravælger at anvende servicelovens § 96, stk. 3, vil en sådan beslutning relatere sig til fastlæggelsen af kommunens generelle serviceniveau. Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 3, kan en sådan beslutning ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.”

Det fremgår ikke direkte af hverken lovbestemmelsen eller af lovbemærkningerne (L 154 2007/08), at kommunen ikke har pligt til at anvende en BPA-ordning efter § 96, stk. 3, men vejledningsteksten stammer fra svaret på spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154. Ordet kan skal altså tages bogstaveligt.

Er der klageadgang til Ankestyrelsen?

Efter servicelovens § 166 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i serviceloven eller i retssikkerhedsloven, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Udgangspunktet er således, at der er klageadgang, men at der kan være undtagelser fra klageadgangen. Det er tilfældet med de reelle kan-bestemmelser (§ 11, stk. 6 og § 117 omtalt tidligere), hvor det er fastsat i begge bestemmelser, at der ikke er klageadgang. Modsat er der klageadgang i sager efter § 96, stk. 3, når en kommune generelt har besluttet sig for at anvende denne lovbestemmelse.

Når der er klageadgang, betyder det, at Ankestyrelsen bl.a. kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering i deres afgørelse af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.

Afrunding

I de fleste tilfælde betyder det ikke nogen reel forskel, om der står, skal eller kan i en lovbestemmelse. Et "kan" vil i mange tilfælde reelt betyde et skal. Det har således større betydning for tolkningen af ordet kan, hvilke intentioner lovgiverne har haft med lovbestemmelsen.

Det kan som regel læses ud af lovbemærkningerne, i svar til Folketingets Socialudvalg under det konkrete lovforslags behandling eller i afgørelser truffet af Ankestyrelsen.

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk

I dette Praksisnyt er henvist til:

Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)
Retssikkerhedsloven (nyt vindue)
Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (nyt vindue)
Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring (nyt vindue)
Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven (nyt vindue)

Ankestyrelsen principafgørelser:
5-13 (link åbner i nyt vindue)
C- 51-03 (link åbner i nyt vindue)

Ministersvar, lovbemærkninger m.v.:
Lovbemærkninger (nyt vindue)
Lovmærkningerne (L 154 2007/08) (nyt vindue)
Spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154 (nyt vindue)
https://www.ft.dk/samling/20072/lovf...421/554896.pdf


DUKH oplyser 2023

https://www.dukh.dk/ref.aspx?id=25079

ER § 102 BLEVET OVERFLØDIG?

DUKH HAR DEN SENESTE TID MODTAGET EN DEL HENVENDELSER MED OVENSTÅENDE SPØRGSMÅL. EN NY PRINCIPMEDDELELSE FRA ANKESTYRELSEN GØR DET NEMLIG MULIGT FOR KOMMUNERNE AT TRÆFFE EN GENEREL BESLUTNING OM AT UNDLADE AT ANVENDE § 102.



Servicelovens § 102 har fyldt en del i DUKH’s rådgivning på det seneste – og også været årsag til en del frustration. For ”er paragraffen blevet overflødig – og hvorfor findes den så overhovedet?”, lyder spørgsmålene bl.a. fra borgerne.



Kommunerne kan efter § 102 give tilbud til behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer under forudsætning af, at det er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.



Det er med andre ord muligt for kommunerne at give et behandlingstilbud til den omtalte målgruppe i de tilfælde, hvor der ikke er muligheder i sundhedssystemet – og hvor en individuel vurdering peger på, at det er nødvendigt.



Men det er sidstnævnte – den individuelle vurdering – der er årsag til, at DUKH nu bliver spurgt, om § 102 er blevet overflødig.


Ankestyrelsen har nemlig med principmeddelelse 4-23 netop slået fast, at det som udgangspunkt er det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, der skal benyttes ved behov for behandling – ligesom den enkelte kommune også kan træffe en generel beslutning om slet ikke at anvende § 102.



Det betyder i praksis at kommunen nu kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter servicelovens § 102, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.



Og det er ny praksis i forhold til tidligere.



Borgerne kan stadig søge kommunen om behandling efter § 102 – og der er også klageadgang ved afslag. Men hvis kommunen har besluttet ikke at anvende § 102, vil sagen være afgjort på forhånd – medmindre afgørelsen strider mod ligebehandlingsprincippet.



For kan det dokumenteres at kommunen har bevilget behandling i en sammenlignelig sag, vil de også skulle bevilge det igen jf. reglerne om ligebehandling. Imidlertid er det dog yderst vanskeligt at dokumentere, så principmeddelelsen betyder i praksis, at det er blevet vanskeligere at få bevilget behandling efter § 102.



Har kommunen til gengæld besluttet at anvende § 102, åbner principmeddelelsen op for at der er tale om ”enhver form for behandling” efter en konkret vurdering af borgerens individuelle behov.

DUKH

Praksisnyt 05 - Behandlingstilbud efter servicelovens § 102
KC
20-06-2023
Læs mere om reglerne om tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som har levet et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v.

I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.

Ankestyrelsen har imidlertid med principmeddelelse 4-23 fastslået at udgangspunktet er at det sædvanligt behandlingssystem efter sundhedslovgivningen skal benyttes ved behov for behandling.

Kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling, men er efter 4-23 ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter

Hvad kan § 102 anvendes til?
Efter § 102 kan kommunen - ud over tilbud efter § 85 (§ 85 omhandler hjælp og støtte, som gør borgeren i stand til at varetage sin egen dagligdag) - give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

I Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven, er det anført:

”15. Udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes ... Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.”

I samme vejledning præciseres det i pkt. 16 at:

”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud,
når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller
at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.”
Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.

I Vejledning om botilbud mv. til voksne, er det om behandling på kvindekrisecentre i medfør af servicelovens § 102, anført:

”159. Behandlingsydelser forudsættes først og fremmest ydet efter de almindelige regler herom. Der kan dog være situationer, hvor disse regler ikke er hensigtsmæssige eller tilstrækkelige. Efter servicelovens § 102 kan der derfor i særlige tilfælde gives tilbud om behandling.

Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 skal ligge ud over de tilbud, der generelt tilbydes efter sundhedslovgivningen og skal herudover indgå i en handleplan for den enkelte, som et led i den samlede sociale indsats. Der vil typisk kunne være tale om socialpsykiatrisk, psykologisk eller specialterapeutiske behandlingstilbud, som kan medvirke til at forbedre/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.”

I Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (2018) står der i kap. 7.3.:

”Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling.

Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.”

Om kommunens forpligtelse i forhold til § 102
Ankestyrelsen har i principmeddelelse 4-23 behandlet 2 sager principielt for at afklare i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102.

Ankestyrelsen fastslår med denne afgørelse, at:
Servicelovens bestemmelse i § 102 er en kan-bestemmelse
Kommunen har mulighed for, men er ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven
Der ikke er krav om, at kommune skal træffe en generel beslutning om at anvende Servicelovens § 102
Kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Dette betyder at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter § 102, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter denne bestemmelse.
En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling
Derudover fastslår Ankestyrelsen i 4-23 at det ”efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunen kan bevilge efter servicelovens § 102”.

Principmeddelelsen ændrer praksis i forhold til, hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17, der begge kasseret da de ikke længere har vejledningsværdi.

Praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Der er i forlængelse af denne praksisændring ikke grundlag for at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager.

Kan-bestemmelse med klageadgang
I principafgørelse 4-23 har Ankestyrelsens fastslået, at;

”Hvis en kommune vælger at anvende § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.

Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller socialsituationer og om det imødekommer kriterieriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Dette betyder, at hvis borgeren f.eks. har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102 Overvejelser om behandlingens effekt m.v. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.”

Der er fortsat klageadgang over afslag på behandling efter § 102, hvilket fremgår af principmeddelelse 4-23:

”Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen)”.
Afrunding
Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Kommunen kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.

Tilbud efter § 102 kan ydes uafhængig af boform, dvs. også til borgere, der f.eks. har ophold i botilbud efter servicelovens § 108. Hjælpen efter § 102 ydes uafhængig af økonomi. Mange borgere, der i dag ikke kan få den nødvendige behandling i det sædvanlige behandlingssystem, bliver henvist til at søge om hjælp til betaling af udgiften til behandling efter aktivlovens § 82, men her ydes hjælpen som bekendt efter en økonomisk vurdering.
Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 102 kan således med fordel anvendes i en række situationer.

Afgørelsen kan påklages selv om det er en kan-bestemmelse. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling - og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen.

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk

SLUT

I dette Praksisnyt er henvist til:
Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)
Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), §§ 81 og 82 (nyt vindue)
Ankestyrelsens principafgørelser:
Principmeddelelse 4-23 (nyt vindue)

Vejledninger:
Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven - pkt. 15 og 16. (nyt vindue)
Botilbudsvejledningen pkt. 140 (nyt vindue)
Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner - kap. 7.3. (nyt vindue)


Forstod du, hvad den ye praksis fra Ankestyrelsen går ud på?



SVAR på Peters spørgsmål. Har du en anden fortolkning eller kan påvise fejl i denne tråds fortolkning, så lad det komme frem.


1) JA, hvis kommunen ikke har en eneste borger, som har en bevilling på § 102 (Ligebehandlingspricippet)

2) JA, måske, hvis kommunen har en løbende bevilling på § 102.

3) NEJ, fordi det er kommunen, som bestemmer hvilket behandlingstilbud der skal bevilges til.


Håber med dette at give et virkelighedstro billede af, hvad det sociale system kræver af hårdt ramte familier, der forsøger at kæmpe sig til en mulighed for hjælp, optræning etc.

§ 102 er endegyldig sidste mulighed for svært handicappede, fysisk som psykisk, at forsøge at kæmpe sig til kvalificeret hjælp

Er denne, eller afgår denne § 102 døden, i nærmeste fremtid?

Hilsen Peter

Sidst redigeret af phhmw; 12-11-2023 kl. 20:13.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 13-11-2023, 20:00   #34
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
I Gladsaxe kommune døde § 102

https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A

""På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration. Desuden er arbejdsgangen for bevillinger for borgere over 65 år blevet ændret, så sagsbehandlingen ikke længere foregår i Visitationen i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen, men i stedet er samlet i Handicaprådgivningen.""

phhmw

SEL § 102:

Kommunalbestyrelsen kan vælge at:

1) tilbyde støtte efter bestemmelsen

2) tilbyde støtte til nogle typer/andre/alternativ behandling

3) ikke tilbyde støtte overhovedet

iht. AST principafgørelse 4-23.


Hvilke muligheder har borger, forudsat at alle behandlingsmuligheder i sundhedssystemet er udtømt?

Ad 1)
Fint hvis der findes en ekstra behandlingsmulighed.

Ad 2 og 3)
Får borger afslag, kan der klages til Ankestyrelsen.

Har kommunen en anden borger, der har bevilling på lignende behandling, kan AST ændre kommunens afslag.

MEN det forudsætter at borgeren kender til/finder den anden borger, med samme behov, og kan dokumentere det overfor Ankestyrelsen.

For har kommunen mon overblik på/ved, om de har truffet afgørelse efter § SEL 102 til en anden borger?


For kommunalbestyrelser som har vedtaget ikke længere - helt eller delvist - at anvende SEL § 102, er det nærmest umuligt at få bevilling/medhold.


Gladsaxe eksempel hvor SEL § 102 fjernes:

Referat 1. november 2023 kl. 16.30

Psykiatri- og Handicapudvalget

https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A

punkt 3 Kvalitetsstandarder for voksne med særlige behov 2024 https://dagsordener.gladsaxe.dk/vis?...XQn_e-z_JcEE2A

"På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration."


"Ad indstillingen:

Et flertal i Psykiatri- og Handicapudvalget (Katrine Skov, Calle Greisholm, Signe Ejersbo, Michael Dorph Jensen, Jaqueline Siliam Kristensen og Suleman Naim (stedf.)) stemte for.

Lone Yalcinkaya stemte imod med henvisning til følgende protokollat:

"Venstre stemmer imod, idet vi ikke kan støtte op om fjernelse af kvalitetsstandarder for servicelovens § 102 og med henvisning til vores ændringsforslag til ændring af sagsbehandlingsfrister.""


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 29-11-2023, 12:28   #35
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Manglende retssikkerhed er aftalt spil

Professor i politisk ledelse ved CBS, Niels Åkerstrøm, påpeger, at der er en uskreven aftale mellem regering, kommuner og ankestyrelse om at formulere social- og beskæftigelsespolitikken så elastisk, så kommuner og ankestyrelse kan afslå borgeres ansøgninger om hjælp, selvom de har ret til ydelsen.

Det skriver jeg i et debatindlæg i dag.


Jeg har skrevet denne artikel, fordi det rystede mig at erfare en professor i politisk ledelse udtale så klart og tydeligt, at den retssikkerhed, som mange ikke oplever at få i det kommunale system, rent faktisk ER kompromitteret, endda åbenbart endnu mere systematisk end vi borgere tør mistænke.

Mens de politisk ansvarlige igen og igen afviser, at borgeres retssikkerhed krænkes i de kommunale systemer, er der altså en person, der tør fastslå det fra sin professorstol på universitetet. Det, synes jeg, bør udbredes.

Det kunne være interessant at høre ham uddybe dette emne, altså hvad han tør sige udfra sin position.

Og det kunne være interessant at få de politiske partier til at forholde sig hertil.

Men det er der ikke mange medier og politikere, der vil gå ind i (min artikel blev således afvist af Altinget, før jeg sendte den til Arbejderen).

Tilbage står, at borgernes retssikkerhed i mange tilfælde er ikke-eksisterende.

Hvad vil de forskellige politiske partier gøre ved dette kolossale retssikkerhedsproblem?

Eller måske rettere: Er der nogen, der vil gøre noget - udover Alternativet, som er anledning til radioudsendelsen bagved denne artikel?

LISBETH RIISAGER HENRIKSEN, AARHUSCAND.MAG. OG FORFATTER
30. OKTOBER 2022 | 05:00

https://arbejderen.dk/debat/manglend...ZncnGDvp8oKakk

Radiokanalen 24syv bragte den 30. september et meget rystende program https://web.24syv.dk/audio_clips/293745 om manglende retssikkerhed på social- og beskæftigelsespolitikkens område. Det handlede om det forhold, at Ankestyrelsen trods cirka 500.000 klage- og ankesager igennem de seneste 10 år ikke har sanktioneret kommunerne én eneste gang.

Det har folketingsmedlem Torsten Gejl, social- og beskæftigelsesordfører for Alternativet, haft indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) i åbent samråd om i Indenrigs- og Boligudvalget den 27. september. https://www.ft.dk/aktuelt/webtv/vide...px?as=1#player

Ministeren sagde da, at de manglende sanktioner af kommunerne var et succeskriterium. Det svar blev Torsten Gejl naturligvis rystet over.

Reporterne på 24syv har efterfølgende talt med borgeren Marie og professor i offentlig og politisk ledelse ved CBS, Niels Åkerstrøm.

Marie fortæller til 24syv om et treårigt forløb, hvor hun som alvorligt psykisk syg ikke fik det botilbud, som psykiatrien havde anbefalet, og som hun havde retskrav på. Konsekvensen var, at hun blev endnu mere syg; så syg, at hun har haft 30 selvmordsforsøg!

Niels Åkerstrøm fortæller til 24syv, at kommunerne reelt ikke har råd til at overholde lovgivningen på social- og beskæftigelsespolitikkens område. Derfor har man en uskrevet aftale om, at lovgivningen formuleres sådan, så den rummer et stort fortolkningsrum – det vil sige, at man bevidst formulerer lovgivningen utydelig og elastisk.

Så overlader man det til kommunerne at fortolke lovgivningen på en måde, der kan komme borgeren til skade. Og så kan borgeren klage til kommunen eller til Ankestyrelsen, og bolden med ansvaret kan skubbes frem og tilbage igen og igen.

Ankestyrelsen har ikke selv muskler til at sanktionere kommuner, for så skulle den selv anvise svar til kommunerne på, hvad de i stedet skal gøre. Det er selvsagt en for stor opgave med i gennemsnit 50.000 ankesager om året. Dens magt består derimod i at være en trussel for kommunerne. Ansvaret og arbejdet uddelegerer den til kommunerne, vurderede Åkerstrøm.

Tilbage står, at borgere altså snydes for det, de har retsmæssigt krav på, og at både kommuner og Ankestyrelsen bevidst bryder lovgivning. Og alle ved det!

Det er altså en meget, meget alvorlig konklusion. For så har vi simpelthen et aftalt spil mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det er magtfordrejning, når lovgivningen udformes og forvaltes, så borgerne loves rettigheder, som de samtidig uden saglig begrundelse kan forholdes, og som de end ikke kan opnå via domstolene.

Det er ikke, hvad man forventer af et retssamfund!

Det er endnu mere alvorligt og rystende retsløst, end jeg allerede har vidst igennem de ti år, jeg indtil videre har fulgt og skrevet om social- og beskæftigelsespolitikken og forvaltningen af dem.

Der er brug for en fundamental genoprettelse af retssikkerheden for de syge borgere på disse ressortområder! Hvilke partier ud over Alternativet vil tage ansvar herfor efter folketingsvalget den 1. november?


Tak til LISBETH RIISAGER HENRIKSEN og Arbejderen

Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 21-03-2024, 21:00   #36
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Et øjebliksbillede af "KAN" og "SKAL" love

Facebook.

#enmillionstemmer

Guide til hjælp og støtte. Forældre til børn med handicap

I guiden gennemgås de vigtigste tilbud om hjælp og støtte til forældre, der har et barn med handicap. Der findes også en række henvisninger til, hvor der kan søges mere viden, fx om lovgivning.
https://sbst.dk/.../guide-til-hjaelp...ette-foraeldre...

GUIDEN:
https://sbst.dk/.../2-1503_Foraeldreguide%20handicap...

Kære forældre,
Denne guide henvender sig til jer, der venter, eller som er forældre til et barn med handicap. Som forældre er I – med det kendskab I har til jeres barn og jeres dagligdag – afgørende for at sikre den bedst mulige indsats for jeres barn og jeres familieliv.
Guiden gennemgår de vigtigste tilbud om hjælp og støtte og giver en ræk- ke henvisninger til, hvor I kan søge mere viden, både i de gældende regler (find dem på www.retsinformation.dk) og i relevant informationsmateriale om de forskellige emner.

I kan også slå op på barnets alder og finde information, der er særlig vigtig på dette alderstrin.

I guiden anvendes begrebet ”handicap” bredt, som en samlet betegnelse for alle former for og grader af funktionsnedsættelser. Men den henvender sig først og fremmest til jer, hvis barn har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller lang- varig lidelse.
Med venlig hilsen 🤝 phhmw


Mette Møller
Jeg synes nærmest det er en hån at udgive sådan en guide.
I første linje burde der stå, at alle sætninger begynder med ordet “ kan” og at det dermed giver kommunen ret til at afvise enhver ansøgning.
Handicappede har derimod ingen ret til noget som helst.
Alle guidens overskrifter benytter også ordet “ kan” og ikke at handicappede har “ ret” til.


Peter Hansen
Forfatter

Kære Mette Møller En spændende vinkling.

Vi ser netop i skrivende stund, at Styrelser (Ankestyrelsens Tilsyn) omskriver Folketingets vedtagne Serviceloven, her eksempelvis § 102, som med et pennestrøg er blevet en 100% "KAN"-lov, som er blevet en FRIVILLG § at bruge for kommunerne.

https://www.k10.dk/showthread.php?p=374497

CITAT"Ankestyrelsen har nemlig med principmeddelelse 4-23 netop slået fast, at det som udgangspunkt er det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, der skal benyttes ved behov for behandling – ligesom den enkelte kommune også kan træffe en generel beslutning om slet ikke at anvende § 102."CITAT slut

SAMT:

Gladsaxe kommune:

CITAT"""På baggrund af revisionsprocessen foreslår forvaltningen to ændringer i kvalitetsstandarderne for voksne med særlige behov: At servicelovens § 102 udgår samt at sagsbehandlingsfristerne for en række ydelser tilpasses en mere realistisk varighed. Ændringerne tager udgangspunkt i en principafgørelse fra Ankestyrelsen samt i arbejdet med regelforenkling og nedbringelse af unødig administration. Desuden er arbejdsgangen for bevillinger for borgere over 65 år blevet ændret, så sagsbehandlingen ikke længere foregår i Visitationen i Sundheds- og Rehabiliteringsafdelingen, men i stedet er samlet i Handicaprådgivningen.""CITAT slut

Så på alle områder er en jagt gået ind på besparelser, som vi alle bør følge med skarpe øjne.


Med venlig hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum

Lignende emner
Emner Emnet er startet af Forum Svar Sidste indlæg
Afslag på flytteudgifter BPA-ordning og servicelovens §100 Akmf Alt det andet 6 26-05-2013 15:47
Hvornår overgår en sag til behandling efter reglerne om ftp.? Enteneller Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 9 28-02-2012 13:58
Ansøgt efter §17 – sagsbehandlet efter § 20 - afgørelse efter § 17? Mitochondrie Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003 13 12-11-2011 01:10
Afgørelse vedr. servicelovens § 108 FlemmingLeer Alt det andet 2 20-02-2011 13:59
servicelovens § 112? buster Politik og Samfund 8 01-10-2009 19:15




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 19:01.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension