Syg/gravid/børn

[frida]

Nu har jeg været her i et par år vil jeg tro, og er pludseligt faldet ind i et problem som ikke vedkommer de ting vi normalt behandler på K10, Det er yderst personligt, men hænger i sidste ende også sammen med min sygdom.

Nok et spørgsmål mange kvinder vil kende. Børn eller ej. Kan man håndtere det? Klare det? Hvad med graviditet, forløb og bla bla bla.....

Og hvad med når man nåede til endelig at tage denne svære beslutning, at sige ja! Og så miste det...

Jeg ved ikke om jeg må skrive om dette emne på K10. men jeg føler på en måde, det er ok, for at være syg og i smerter vs/skal jeg have børn er vel også relevant.

Jeg vil bare gerne have feedback på denne her...

Frida

[Huldra]

jeg ved ikke helt om jeg forstår præcist dine spørgsmål..
men om man kan holde til at være gravid, og passe/pleje sit barn, det afhænger jo en del af hvilken sygdom man har.
jeg vil mene, at jeg med mit piskesmæld og deraf følger ikke rigtig kunne holde til en graviditet og pasning af baby, men jeg er så samtidig sikker på, at blev jeg gravid(gør jeg ikke,), så skulle jeg nok klare det alligevel.. ligesom jeg idag kæmper mig igennem og passer de 4 levende børn jeg har. dog passer de 2 største mest sig selv. samtidig med at jeg har en syg mand, dyr, hus med kæmpe have, eller vilnæs nærmere.
men jeg ville ikke vælge et barn til, men jeg har jo også en lille flok. og min alder er lidt høj.
mht at miste det, ved jeg ikke om du hermed siger, at du har mistet? men jeg har mistet en datter under fødslen, det var inden jeg blev syg. Det var tæt på også at gå galt med min yngste datter, derved er valget om ikke flere, lettere taget.
hvis emnet ikke passer sig her, så står jeg gerne til rådighed med flere kommentarer og evt. hjælp på en pb..
knus herfra

[Morgause]

Jeg synes også, det er svært at sige noget generelt om, da det jo er forskelligt, hvordan og hvor meget forskellige sygdomme eller handicaps påvirker en.

For mit eget vedkommende ønskede jeg mig oprindeligt omkring 3 børn. Da jeg overvejede graviditet, sagde lægerne, at det ville gå fint, for det gjorde det stort set altid. Det gjorde det så bare ikke. Det endte med, at min sygdom blussede rigtigt meget op, så jeg måtte ha' et akut kejsersnit en hel del før tid, tabet af en tvilling og et langvarigt hospitalsophold til den overlevende.

Ud over, at min sygdom lige siden bare er blevet værre og værre, så jeg nu mener, at det ville være uforsvarligt at få et ekstra barn at tage sig af, så tror jeg helt ærligt ikke, at jeg ville kunne holde psykisk til en ny omgang a la den første. Havde jeg vidst, hvordan jeg ville ha' det i dag, dengang jeg blev gravid, havde jeg nok også overvejet det en ekstra gang. Selvfølgelig finder man en måde at få tingene til at fungere på, når man skal, så det er en meget svær diskussion. Det vil nok altid være en vægtning af, hvor meget det vil påvirke barnets dagligdag i forhold til ønskedrømmen om at være mor. Men ja, jeg har da taget nogen tudeture, for drømmen om flere børn har virkelig været en stor drøm at opgive for mit vedkommende.

Hvis du har lyst til at snakke mere, så er du også velkommen til at pb'e mig.

Nu vil jeg lige sige at jeg ikke kan se at der skulle være noget til hindre for at snakke om det her, det er jo en stor del af det at være syg og vi er mange med børn herinde som ved hvad det vil sige at være syg og have ansvaret for børn , så jo jeg vil helt bestemt mene at det er aktuelt her....
(og skulle det vise sig at jeg ikke har ret eller du gerne vil under mere private former så er der mulighed for at lave en social lukket gruppe ) men indtil videre så her, det er fint andre som ikke har vores hverdag kunne måske også trænge til at læse det


Hvad ang dit spørgsmål så er jeg ambivalent omkring det, for jeg mener i og for sig at alle mennesker har retten til at få et barn hvis det er det de ønsker samtidig så mener jeg også at det er hensynset til barnet der vægter mest ...

Og mange når de snakker om syge mennesker med børn så vægter de samfundsøkonomien mest ...

Men jeg kan ikke rigtigt se hvad det er du mener er det at miste sit barn (dødsfald ) eller er det at man ikke kan passe det (pga sygdom)


Hvis kroppen og helbreddet på nogen måde kan holde til det og man har et stort ønske om det , ja så vil jeg klart mene at man skal kaste sig ud i det , det vil jo altid være en satsning men det vil det også for raske mennesker ..

Jeg fik min datter (efternøler for jeg var hurtigt i gang ) da jeg var fyldt 31 og jeg var sund og rask og ingen hævede et øjenbryn eller noget , det var bare hyggeligt at jeg skulle have en efternøler og at jeg var så meget et helt andet sted i mit liv end med de to første ...

Desværre var der åbenbart noget i min sidste graviditet der satte det hele i gang, og midt i graviditeten begyndte jeg at få lammelser , forårsaget af kraftige migræner , jeg begyndte at få ondt alle steder i kroppen og ingen kunne finde ud af hvorfor, det eneste jeg kunne få at vide var at hos nogen migræne patienter så man at migræne forsvandt ved graviditet og også det omvendte , pludselig opstået migræner ...

Men efter fødsel kom alt så bare trin for trin mange forskellige ting og da min datter var 6 år blev jeg så tilkendt fleksjob ...

Så et sats er det jo altid syg eller rask og jeg ville sgi ikke undvære min datter i dag , sygdom eller ej selvfølgelig tænker man sit engang imellem men når jeg så ser på mine unger , ja så er min datter det hele værd og mon ikke alle mødre har det sådan... også selv om man i dårlige perioder tænker hvordan kunne mit liv have været hvis ikke ... MEN ingen kan jo vide det med sikkerhed ...

Jeg kan huske da jeg gik i skole at en af mine klassekammerater havde en lam mor , og han var ikke mere lykkelig eller ked af det end os andre de fungerede som familier gør flest og det vil jeg da holde på at min datter og jeg også gør , man kan faktisk overkomme en hel del og lidt mere når det drejer sig om ens barn...

Men når det kommer til sygdom og mulighed for forværring så må det være op til hver enkelte og familie at finde ud af hvorvidt man vil have børn med den risiko det kan indebære for helbreddet det kan ingen andre dømme om.

[Enteneller]

Hej Frida,

Jeg er enig i, at ønsker man sig børn, så er det "bare" at kaste sig ud i det syg eller ej. Dog skal man have for øje at det er en meget stor opgave og det vil sikkert føles som endnu større hvis man er syg.

Da jeg fik børn for 12 år siden, var jeg rask og frejdig med fuldtids job og det hele. Mine graviditeter gik godt dog med en masse kvalme, jeg kunne dårligt drikke kaffe og det var jo hårdt nok i sig selv.

Da jeg fik min søn følte jeg det som livets største opgave, det var hårdt og det var som at komme over på den anden side af "muren", som jeg husker det. Man gav afkald på utrolig megen frihed og jeg bebrejdede nærmest min mor, at hun ikke havde fortalt mig hvor anderledes og hårdt det var !!.


Jeg syntes, at hvis du vil have børn, så er det vigtigt at gøre dig klart om du har familie og evt. barnets far til, at tage fra når du kunne have brug for det.


Da jeg selv blev syg for 3 år siden havde jeg ingenlunde tænkt på, at mine børn kunne være en belastning for mig, men det har jeg måtte erkende, at det kan de være, en positiv en, men jeg må bare se i øjnene at jeg ikke magter, at passe dem dag ud og dag ind,så jeg måtte have hjælp.


Mine børn bor nu mere eller mindre hos deres far, de er 10 og 12 år og klare meget selv, men når man som jeg er psykisk belastet skal der ikke mange "krav" til før at læsset vælter !


Jeg elsker mine børn overalt på jorden og forhåbentlig ville jeg kunne klare dem hvis ikke de havde en så optimal far. Det er dog bare dejligt, at man kan få hjælp når man har brug for det. Hvis det var omvendt og det var faren der var syg, var det jo meget naturligt, at moren tog hele slæbet, men når det er faren der gør det er det jo nærmest tabu for kvinder, den skal jeg også lige vænne mig til som den "superwoman" jeg jo stadig er.


Alt i alt føler jeg dog, at både mine børn og jeg pt. er de bedre tjent med en rask far end en mor der føler det uoverkommeligt, at skulle have dem kontinuerligt. Så hellere have dem løbende og hjælpe til med fritidsaktiviteter og glæde.


Mine børn har selv mere eller mindre valgt, at være en del mere hos deres far, men jeg er heller ikke tvivl om deres kærlighed til mig.


Forhåbentlig bliver mit helbred bedre med tiden, men pt. er jeg glad for at de også er stærkt knyttet til deres far. De kommer omtrent dagligt over til mig, men stadig har jeg tid til at "genopbygge" mig selv efter at have været ude i en større krise og det er dejligt.


Jeg ville aldrig have valgt mine børn fra, men jeg er glad for at de i dag er så store og kan klare meget selv. Det er hårdt ikke at være i stand at være på fuldtid for sine børn, men det er og så rart, at kunne få tid til sig selv når "krisen kradser".


Nu skal jeg så også lige vænne mig til, at ikke mindst min skønne datter savner sin far når hun er hos mig en hel dag, men sådan må det være og gudskelov, at de elsker deres far det er jo kun til glæde for mig også selvom man jo bliver lidt små jaloux.

Man kan nu engang ikke det hele og det må man holde sig for øje i alt hvad man gør.

Held og lykke med det hele. Jeg kender ikke noget til at have mistet et barn, men kan tro at det må være en utrolig hård oplevelse.

EE

[frida]

Hej Alle

Tak for jeres indlæg, og min dybeste medfølelse til jer der har mistet. Mit hjerte er med jer.

Det er utrolig dejligt at se jeg ikke er alene med disse tanker; følelser og spekulationer og det hjælper virkelig at læse jeres oplevelser og erfaringer for det sætter ord og perspektiv på mine egne tanker.

Jeg vil lige uddybe lidt omkring det.
Jeg er 31 og har ingen børn, jeg har i mange år mere eller medmindre indstillet mig på at det skulle ikke være. Jeg har store problemer med ryggen, slidgigt, hypermobilitet osv.
Min store frygt er og har altid været om det ville forværre min tilstand at være gravid. Hvad med bagefter, vil jeg kunne holde til det hårde arbejde det er at have en lille? Jeg ved jo hvor hårdt det kan være bare at sidde med mine veninders børn på skødet, selvom det burde være det nemmeste i verden.

Hvis jeg får et barn, vil det så være det værd, for min yderste frygt er jo at det ville ende med at jeg konstant ville have smerter som når det er værst pga barnet. Der kan man jo ikke bare ligge på sofaen, spise piller og vente på det går over.

Der er bare så meget i den beslutning og lige nu har jeg en god periode og føler mig bare på toppen, men jeg ved jo også godt hvor ynkelig jeg er når jeg er i en dårlig periode.

Alle de ting og mere til har jeg jo gået og rodet med i mange år og egentligt affundet mig med situationen. Det gør man jo til sidst, for jeg kan jo ikke ændre noget.

Og så blev jeg gravid i det tidlige forår, og væk var alle bekymringer, forbehold, alt! Jeg var bare glad, ikke til at skyde igennem. Det føltes bare pludselig så rigtigt, som det eneste rigtige.
Jeg fik en følelse af lykke og glæde dybt i mig selv, som jeg ikke har følt i mange år. Det kom faktisk helt bag på mig, for jeg havde ikke troet det ville gøre mig så glad og jeg tænkte bare, at det her skal jeg bare, koste hvad det vil, jeg er skabt til det her og bliver bare den fede mor.

Jeg vågnede meget tidligt hver morgen og det første jeg tænkte var bare: Jeg er gravid! Og væk var alle bekymringer, kommune og alt, de kunne bare rende og hoppe. Det var ubeskriveligt dejligt pludselig bare være lykkelig!

Og så skete det værste der kunne ske. Jeg havde en spontan abort. Snak lige om at blive skudt ned fra sin lyserøde sky. Det var godt nok hårdt og jeg kan mærke at det er det bare stadig, jeg er bare p.... ked af det.

Og samtidig sidder der en lille orm der gnaver og siger, måske SKAL du ikke have børn, måske var det et tegn, kan du nu klare det. Og alt det samme jeg altid har tænkt.

Jeg synes bare den er så hård at sluge den her, og jeg er normalt rimelig hård. Men nu har jeg bare været tudetur i tre nætter.

Ja, jeg ved ikke. Men det var i hvert fald rart at høre fra andre.

Frida

[Ninja]

Det gør mig frygtelig ondt at høre om spontanaborten - heldigvis, hvis man kan sige det sådan, så er det naturens måde at fjerne et embryo/foster med mange skader, som ikke ville have kunne overleve alligevel. Det gør det ikke mindre frygteligt, men kan dog lette lidt (har selv prøvet det)

Tror du må i tænkeboks og overveje om en ny graviditet skulle blive lykken. Man fortryder aldrig de børn man får, men man kan fortryde bitterligt de børn man aldrig fik!

[Suncil]

Åh Frida, føler med dig.

Som Helene siger er det naturens måde at sige fra på. Det er stadigvæk et tab,( har selv prøvet det).

Sender dig et stort

Suncil

[LUM]

Som de andre også skriver, findes der ikke noget entydigt svar på om man kan håndtere og klare at have et barn, der er jo kæmpe forskel ikke kun på hvad folk fejler men så sandlig også på os som mennesker i almindelighed.
Altså bare fordi man ikke er syg eller har et handicap, er det jo absolut ikke = at man så er i stand til at tage vare på et barn, jeg kender da til et par stykker jeg ikke syntes burde have haft børn, ikke at børnene direkte vanrygtes, men hhv en far der tæsker mor og en far der er kvartalsdranker (og der med humør svingninger... dog ikke voldelig heller ikke psykisk voldelig i DEN! forstand) er da absolut ikke optimalt for børn at være i.

Jeg er ADHD´er det er medfødt og giver nogle, mere psykisk betonede vanskelighedder, oven i er jeg hypermobil, med der til hørende svage knæ og så har jeg en bækkenløsning i den lidt mildere ende, samt døjer med spændings hovedpine.
Mine fysiske ting gør at jeg kan klare at støvsuge (hurra for dayson, den er genial god for mit bækken)/vaske eller feje det gulv vi har i køkken/all dvs 30 kvm, efter en omgang kan det altså godt mærkes at jeg lever, men alligevel, er det ikke være end at jeg skal gøre MANGE gange mere end det gør jeg får så ondt at det er tvingende nødvendigt for mig at ligge mig (ligge for at få knæene op) efter en god nats søvn kan jeg igen. Men det afhænger lige så meget af hvad jeg laver, gå fra tidelig morgen til sen aften i fx en skov, vil ikke genere mig det mindste, mens hvis du stikker mig trapper... føj for, eller belastning.
Fx at bære rundt på et barn, eller være i gulvhøjde og lege, jeg skal altså tænke mig om, og ikke bare slæbe for at slæbe, eller side på knæ, det er så godt som banlyst.
MEN jeg er så, så heldig at fra en belastning begynder at LUM du lever, og så til jeg bliver hemmet af det, er der altså meget langt, jeg kan godt slæbe rundt 24/7 i 2-3 dage, på et sygt barn, hvis jeg skal, jeg gør det bare helst ikke for det gør s q ondt.

Mine knæ (hylermobiliteten) kendte jeg til da jeg blev gravid med den første, hvad det at være hypermobil, så mere konkret betød for fremtiden havde jeg så ikke tænkt så meget over. På det tidspunkt havde vi opgivet at få børn, og indstillet os på at dådan skulle det så være, så det var noget af en overraskelse. Nu vi ikke ligefrem var kommet nemt til den 1. regnede vi da med at vi ikke sådan bare lige ville få en mere, godt nok tog jeg p-piller for en sikkerheds skyld, men p-piller har min krop ALDRIG! været gode venner med, jeg har en abort bag mig hvor jeg blev gravid på p-piller, + jeg stort set kun oplever gener ved at tage dem... men vi tænkte at så var vi da helt sikre, det var vi så bare ikke lige alligevel 15 måneder efter 1. fødsel fødte jeg mit andet barn. Altså 2 absolut ikke planlagte og meget overraskende børn, der efter brugte jeg p-plaster, hvilket fungere 200% smadder godt for mig.
Med 2. barn fik jeg bækkenløsning og har i store træk haft det siden.

Nu skete der så en masse og jeg fik min ADHD diagnoce (det er meget almindeligt at man som kvinde først får den netop når man stifter familie fordi der pludselig bliver stillet nogle krav til ens livsførelse om ikke harmonere lige godt med ADHD´en)

Jeg ville MEGET gerne have et barn mere (eller faktisk 2 *gg*) men det der ADHD er altså ikke for sjov, både fordi jeg ikke altid reagere lige hensigtsmæssigt (ikke at jeg slår ell, men jeg er bla stress følsom larm-følsom hvilket gerne får temperamangt i kog, og jeg har svært ved faste vaner, det fungere ikke særlig godt for mig, mens det jo netop er noget børn har brug for) men også fordi ADHD er arveligt ah H til, helt op til 80% arveligt. Jeg kunne den gang se at den store måske havde det også, men jeg syntes ikke hans ting virkede som mere end, nåre ja (nu VED jeg han også er ADHD´er) nr 2 var der ingen tegn ved overhovedet, nu er jeg i tvivl, men det er også en pige og de er altså bare svære at opdage end drenge er. Så jeg vejede MEGET for og i mod, nok giver ADHD nogle ikke helt så heldige ting i forhold til børn, men det giver også nogle positive ting, jeg kan tilbyde mine børn noget langt de fleste normale forældre ikke kan, den del af det gik i min verden ca lige op. Så var det det med at det er arveligt, og at det ville betyde at der skal hjælp til ungerne, i form af behandling medicinering oma. Lidt naivt troede jeg at ADHD nu var ved at være så velkend blandt læger at det ikke ville blive det støre problem, det er netop det modsatte, et KÆMPE problem, næsten hvor end man vender næsen hen får man af vide at det BARE! er et mode fanomen man er faldet for, og at ens barn BARE er lidt umoden (lige den med umoden tror jeg ALLE ADHD forældre har hørt rigtig mange gange) Det er rigtig svært at trænge i gennem til alm læger pædagoger lærer osv osv, har jeg så erfaret siden.. Nå men jeg troede altså at det var rimelig fremkommeligt, også fordi det er meget grundlæggende at disse børn skal have den rette hjælp/behandling så tidelig som overhovedet mulig, jo før jo bedre et mormalt liv vil de få, det har man vist allerede længe før Damp diagnosen blev lavet om til ADHD og en godkendt diagnose, så den del var jeg ikke så bange for. Det sidste var mig personligt, ville jeg kunne takle det psykisk, den tyggede jeg meget på, jeg nåede aldrig frem til hvad jeg enlig selv troede/tror, jeg kunne ikke finde det "svar" det eneste jeg kunne finde svar på i den henseende var hvis jeg skulle miste, det var jeg ikke 1 sek i tvivl om ville knække mig totalt, men det kunne jeg jo ligesom ikke tilrettelægge mit liv ud fra at jeg ville, det er trods alt, heldigvis ret få der mister, så blev enig med mig selv i at kaste mig ud i det, fordi.... man kan som regel det man skal... som regel klarer man den trods alt nogen lunde.

Så nu har vi altså 3 børn *ss* Det 4. barn får jeg ikke, jeg vil smadder gerne, men jeg VED min krop ikke kan holde til endnu en graviditet, eller dvs det kan den godt hvis jeg vil gå og have 2-3 gange så ondt som jeg har nu = endnu dårligere humør eller alt for meget på smertestillende (hvilket jeg nu kun tager max 2 gange om året pga knæ og bækken og der er det alm panodil) og det vil jeg ikke, både for min egen skyld, men også for mine børns, nok kan jeg ikke løbe og spille fodbold med knægten i haven, men jeg kan stadig rigtig mange ting, som jeg ville miste evnen til ved at få et 4. barn.
Samtidig kender jeg denne gang svaret på om jeg vil kunne bære det psykisk, et barn er ikke kun glæder det er også sorger og bekymringer, som helt små er det ski nemt nok, at de falder og slår sig, når ja det komme de jo over igen, nu er mine ved at have nået alderen hvor vejen fylder rigtig meget, jeg ved de kan, men, åhe ha... de er ved at have nået alderen hvor de for alvor kan komme til skade, senere bliver det om de får et okay liv, holder sig fra stoffer og den slags, det tror jeg bliver endnu være at bære som forælder, så måske et 4. barn lige nu vil værenamt nok for mig at takle psykisk, ved jeg også at det ikke vil holde ved, så ikke flere børn til mig.

En ikke så langt her fra har pænt store børn og har for snart 1½ år siden fået en efternøler under graviditeten opdagede de at hun har scleroce (stav selv) der var det altså for sent at tænke på hvad det ville betyde sammen med et lille barn og hvad det ville betyde for den store hjemmeboende teenager datter af byrder som hun ideelt set ikke bør få, og hvad det ville komme til at betyde i forhold til, med alt for stor sandsynlighed, at miste sin mor i en alt for tidelig alder.
Det første års tid gik okay fint, sådan i forhold til hvordan det bør være perfekt set (og husk ingen er perfekt *ss*) nu er problemerne så småt begyndt at vise tænder, storesøster passer næsten lige så meget som mor gør, for mor kan ikke løfte på samme måde som fx jeg kan, mor kan ikke bære rundt på barnet hvis barnet er syg osv osv, det ligger en høj byrde på storesøster, sikkert ikke noget hun tager skade af i den forstand, men det er stadig mere end hvad der i en normal familie ville være ok.
Hvad fremtiden vil bringe for den lille familie, kan kun fremtiden vise, men jeg er slet ikke i tvivl om at de nok skal klare det, akkurat som et hav af andre handicappede familier trods alt klare sig.

Det kan godt være at vi ikke raske og normale, mere synligt ikke gør tingene perfekt, men for pokker da hellere det, end vi så er en af de der familier hvor fasaden betyder ALT (jeg er selv vokset op i sådan et hjem, det granskede til psykisk terror for tænk på hvad naboen tænkte, skidt med hvordan JEG havde det og hvordan det så fungerede når naboen ikke så eller hørte det) Så vil jeg altså hellere at hele verdenen kan se at jeg ikke er perfekt og at mine børn så trives okay, end gemme det væk, og mine børn mistrives.... lige der tror jeg vi har en styrke i forhold til lidt for mange andre familier... se bare hende moren i de enestående, hvor datterens tøjvalg betød mere end datterens stolthed, den "fælde" tror jeg vi andre ikke falder i helt så nemt, fordi vi fra os selv ved hvor forbandet vigtigt det er at have det godt, og at det gør knap så meget at naboen tænker at ens unger ligner bondeknolde, og burde få mærketøj uden lapper på knæene.

Om du skal vælge børn, er en overvejelse du skal tage, du skal bare huske at man ikke altid selv vælger hvad der skal ske, og da slet ikke med børn, de kære små har en tendens til at fortælle os hvor meget mere vi rent faktisk kan (mere end vi troede) moderskabet, beskytter instinktet over for egne grise ligger helt naturligt i os, det er 200 gange stærkere end man tror, når først det gælder så, viser det tænder... men det er jo så også det der gør at det gør så for bandet ondt at miste dem, og skulle give slip på dem, når de får den alder.

Jeg har en veninde der lige har mistet hendes lille pige, og jeg er forbløffet over hvor stærk hun er, men på den anden side, så tror jeg ikke at vi bliver sat gennem nogle prøvelser vi ikke kan klare, hvad du tror er naturligvis op til dig

Ja undskyld det blev så langt.

[frida]

Jeg må sige, at det betyder og hjælper mig mere end jeg havde regnet med at læse jeres svar.
Jeg er virkelig glad for jeg skrev dette indlæg. Jeg har jo listet om det et stykke tid, fordi jeg synes det er så personligt og virkelig går tæt på nogle følelser. Så derfor er det en lettelse ikke at være alene.

LUM, du har ret i at man nok har nemmere ved at håndtere at tingene ikke lige kører efter bogen. Det er man jo blevet vant til. Så på den måde er man nok mere afklaret med mange ting.

Hvad mener du med hvad hypermobilitet betød senere hen? Jeg tænker jo også, at nu har jeg fundet ud af at leve med div. "defekter" og smerter, men hvad hvis det udvikler sig.
Det er der jo ingen der kan svare på. Jeg har luftet mine bekymringer for div. læger gennem tiden, men de kan kun strække sig til at sige ting som "Du skal være sikker på at have en mand, der støtter og trækker læsset" og se det er jo ingen garanti i livet.

Jeg vil gerne have et barn, men jeg er også bange.

Frida