Kommunerne fejler i hver 4. klagesag

[buster]

"Når borgere klager over kommunens afgørelse i sociale sager, får i gennemsnit hver fjerde borger helt eller delvist medhold.
Men der er store forskelle på tværs af landet, og i visse kommuner resulterer op imod hver anden klagesag i kritik af sagsbehandlingen, viser en ny opgørelse fra Ugebrevet A4."

http://www.ugebreveta4.dk/sitecore/c..._klagesag.aspx

Hos Dansk Socialrådgiverforening er formand, Bettina Post, mere direkte i sin kritik af kommunerne.

»Det er ganske enkelt pinlig. Men det handler i nogle tilfælde om politik,« siger Bettina Post, der hører fra sagsbehandlere, at de nogle steder bliver bedt om ikke bare at gå til kanten af lovgivningen, men også over.

»Sagsbehandlerne bliver nogle steder bedt om at ’administrere råt’ og i visse tilfælde se bort fra regler om eksempelvis tidsfrister, høring af borgerne og begrundelser i henhold til paragrafferne.«


Formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post mener, at regeringen er skyld i, at en vis kynisme i forhold til borgerne har spredt sig ud i kommunerne.
»Den nuværende regering har ensidigt fokus på at få folk i arbejde og har gjort det at være arbejdsløs, syg eller pensionssøgende til noget mistænkeligt. Hele den tilgang gør, at man i kommunerne i nogle tilfælde ikke er opmærksomme nok på, at der faktisk er mange regler til fordel for borgerne, som skal overholdes,« siger Bettina Post.

Åh jo, BP, deri kan vi kun være enige og det kræver et godt helbred at være syg i dagens DK!

Hvornår mon vi får retssamfundet og anstændige tilstande tilbage?

[Tvillingemor]

Er mine klagesager så altid den fjerde?

Tvillingemor

[LUM]

*gg* godt spørgsmål Tvilling

Af en eller anden årsag får de fleske k10´ere faktisk medhold i deres anke-sager, om det er fordi k10 gør et genialt stykke arbejde, eller om det "bare" er fordi de fleste her inde er hver 4. er faktisk et rigtig godt spørgsmål.

For at være ærlig tror jeg at der ville være flere medhold hvis folk havde så de kunne formulere deres sag i forhold til flere love og §§, altså den der med at man kan inddrage både sygedagpenge retssikkerhed og reglerne om KHJ (som jo faktisk siger at man ikke kan få KHJ hvis man ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, hvilket mange langtidssyge jo faktisk ikke gør)
Men ikke mange kan overskue at skulle holde styr på 3-5 forskellige love på en gang, og da slet ikke samtidig at kunne bruge dem alle i forhold til deres sag, altså helt ærlig selv advokater med erfaring på området har svært ved at hitte rundt i det.

Var det hele mere enkelt, eller var vi borgere bare klogere, så tror jeg mange mange flere ville få medhold, af samme årsag er jeg overbevist om at k10 har været med til at "lave" medhold den pågældende borger ellers ikke ville have fået, desværre.

[Tvillingemor]

Der skulle have stået om mine klagesager så altid var den første af de fire.

Jeg har aldrig fået medhold i en klagesag, heller ikke selv om både DUHK og DHF har været ind over.

Det hjælper heller ikke meget at man selv kender lovgivningen, for det gør sagsbehandleren nemlig ikke og ved som følge deraf ikke hvad man taler om.

Dertil kommer så at hvis sagsbehandleren laver notater på et stykke papir med en blyant, bruges der kun stik ord - når notaterne så skal renskrives engang i ugen efter, huskes ikke helt hvad stikordene henviser til, og der skrives så et eller andet som menes at passe ind i situationen.
Om det så er sandheden eller ej betyder ingenting, for kommunen kan ikke straffes for at overtræde loven.

Og så har vi lige fået lavet en ny klagesag pga. ovenstående slendrian fra sagsbehandlerens side. :-)

Befolkningen i Danmark er ikke nær så autoritetstro som den var engang og derfor er flere begyndt at tage til genmæle - derfor tror jeg der er flere klagesager nu end der nogensinde før har været.

Så mon ikke det er fordi der klages meget mere end før at fejlene opdages?


Tvillingemor

[Webmaster]

Oprindeligt indsendt af buster

http://www.ugebreveta4.dk/sitecore/c..._klagesag.aspx

Hos Dansk Socialrådgiverforening er formand, Bettina Post, mere direkte i sin kritik af kommunerne.

»Det er ganske enkelt pinlig. Men det handler i nogle tilfælde om politik,« siger Bettina Post, der hører fra sagsbehandlere, at de nogle steder bliver bedt om ikke bare at gå til kanten af lovgivningen, men også over.

»Sagsbehandlerne bliver nogle steder bedt om at ’administrere råt’ og i visse tilfælde se bort fra regler om eksempelvis tidsfrister, høring af borgerne og begrundelser i henhold til paragrafferne.«


Formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post mener, at regeringen er skyld i, at en vis kynisme i forhold til borgerne har spredt sig ud i kommunerne.
»Den nuværende regering har ensidigt fokus på at få folk i arbejde og har gjort det at være arbejdsløs, syg eller pensionssøgende til noget mistænkeligt. Hele den tilgang gør, at man i kommunerne i nogle tilfælde ikke er opmærksomme nok på, at der faktisk er mange regler til fordel for borgerne, som skal overholdes,« siger Bettina Post.

Er det kun mig der synes at det er for dårligt når Bettina Post forsøger at give aben videre til regeringen eller findes der andre derude som ligeledes synes at det er for dårligt...

Ja selvfølgelig er det til et vist punkt regeringens skyld....meeeen....diverse sagsbehandlere kan nu ikke frasige sig et ansvar når de direkte bryder loven....også uanset om det er på kommunens ledelses opfordring...

Nææ nej...i (sagsbehandlerne) kan sg sige fra kan i....lige som andre erhvervsgrupper gør det når de bliver pålagt at gøre noget som går hen over grænserne...

Hverken kommunerne eller regeringen kan gøre disse ting alene....det er sagsbehandlerne der gør det muligt da det er dem der udføre handlingerne over for borgerne på vegne af kommunerne...

Så mand jer op og stop med at bryde loven på vegne af diverse ledelser i kommunerne...

Hold op med at være en del af problemet og start med at være en del af løsningen!!

[LUM]

Ej sur mås tvilling

Jeg har kun 1 gang oplevet ikke at få medhold og der viste jeg godt at jeg var på MEGET tynd is, den var mere en... går den ja så går den, ellers har jeg medhold for resten.

Om flere klager, sikkert, men det burde jo ikke øge %-delen af medhold, er det DET der har skylden er det nærmere fordi kommunerne laver flere fejl (og sikkert ofte velvidende at de har bummet den) end fordi der er flere som klager.

Web nej du er bestemt ikke ene om at være tvær på SB´erne/kommunerne, men post har altså ret i at det er borgen der har lagt presset på kommunerne på en sådan måde at de faktisk ikke har et valg.
Bruger kommunen for mange penge på området vanker der, bruger de ikke nok, ja så vanker der s q også, kommunerne er TVUNGET til at holde sig inden for det beløb de er udstukket oppe fra, at det er sådan har regeringen ansvaret for, lige som det ligger i deres hænder at lave det om.

Tænk over det jo mere vi har hørt om skaktioner og skattestop pålagt kommunerne, jo flere af de uheldige sager hører (og ser) vi ikke kun for os k10´ere men på samtlige områder inden for kommunerne, kommunerne er blevet frataget deres selvbestemmelse, de må ikke flytte et overskud fra en kasse over i en anden kasse, ikke længere tak til borgen for den tår kaf.

Kommunerne (de fleste af dem) slår op efter, alt det de kan uden at blive ramt endnu mere økonomisk end de allerede er, men samtidig må vi ikke glemme at de virkelig ikke kan tåle at miste flere penge, især ikke på de sociale områder.

Men at SB´erne ikke RÅBER stooooop, er mig simpelthen en gåde, det er DEN der sender folk fra hus og hjem i det daglige, dem der skal leve med at de sender forældre hjem for at fortælle deres børn at de i fremtiden må gå og små-sulte fordi der ikke længere er råd til at alle kan blive helt mætte, SB´erne der skal side og forsøge at bryde loven, på en måde så de kan slippe af sted med det, dem der skal leve med samvittigheden.
Der er vi HELT enige web, det er mig en gåde at de bare lader stå til, at de ikke hiver fat i deres fagforening og forlanger at få startet en omgang råb, at de ikke begynder at strejke, ol?? jo jo de er sikkert bange for at blive fyret, men på den anden side samtlige kommuner kan ikke fyre samtlige SB´ere, så hvis for pokker de bare gider stå sammen og vise bare en smugle faglig stolthed vil de slet ikke have grund til at frygte fyresedlen, frem for som det er nu, at den ene ind i mellem som griber fløjten får en sæk moneter og et gråt stykke papir, sådan er det fordi det kun er EN der siger fra og råber, stå dog sammen for filan!!

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Webmaster

Er det kun mig der synes at det er for dårligt når Bettina Post forsøger at give aben videre til regeringen eller findes der andre derude som ligeledes synes at det er for dårligt...

Ja selvfølgelig er det til et vist punkt regeringens skyld....meeeen....diverse sagsbehandlere kan nu ikke frasige sig et ansvar når de direkte bryder loven....også uanset om det er på kommunens ledelses opfordring...

Nææ nej...i (sagsbehandlerne) kan sg sige fra kan i....lige som andre erhvervsgrupper gør det når de bliver pålagt at gøre noget som går hen over grænserne...

Hverken kommunerne eller regeringen kan gøre disse ting alene....det er sagsbehandlerne der gør det muligt da det er dem der udføre handlingerne over for borgerne på vegne af kommunerne...

Så mand jer op og stop med at bryde loven på vegne af diverse ledelser i kommunerne...

Hold op med at være en del af problemet og start med at være en del af løsningen!!

Hvor er det godt skrevet WM.
Fra mig vil jeg tilføje, at alle sagsbehandlere burde stilles til ansvar for sine gerninger og at Bettinas Post udtagelser bekræfter kun kujoneri blandt socialrådgivere og diverse sagsbehandlere, som hun ( Bettina Post ) kender udmærket på nært hold, i hvert fejl kender hun veldigt godt hende der, som var på min sag.
Større hykler end Bettina Post findes ikke. Føj for den tunge.

[popiae]

Sagsbehandlere, af forskellig uddannelse, har selvsagt ansvar, for det arbejde de laver.
Ingen tvinger dem, ergo når de går begår ulovligheder, opfordret af kommunen eller ej, har de det fulde med ansvar.

Grunden til at nogle kommuner har flere sager end andre der giver borgeren medhold, vil jeg tolke som manglende jurister ansat.
Dels gør denne forskel at man selvsagt har bedre styr på regler, men også dermed at omgås loven.

De fleste her har prøvet, hvordan der laves om i oplysninger, eller at nogle oplysninger undtages.
Og da slutresultat også bero på skøn, og denne er bred indenfor loven, står kommuner med flere jurister ansat, selvsagt bedre.

Så jeg er klart af den opfattelse, at der er flere forklaringer på dette.

Der er desværre også Statsforvaltningerne, som kun må ændre afgørelserne, hvis kommunen har gået LANGT over stregen.
Har masser af eks på, hvad min kommune har sluppet afsted med, som klart burde have ført til hjemvisning, anden afgørelse oa.

Senest; vedr bilsag; har statsforvaltningen denne inde, efter tur hos Ombudsmanden;
Kommunen fremsender dokumentation, på anden berigtelse, og selvom Statsforvaltningen ved, at der foreligger en berigtelse, med en halvering af den fremsendte gangdistance, vil de ikke stille spørgsmålstegn til kommunen.
Fik også første gang afgjordt gangdistancen, over den distance, der var berigtigelse på.

Har også fået medhold, men må konstatere, at det desværre kommer an på sagsbehandlere, og stor tilbøjelighed til kun at tage hensyn til hvad kommunerne skriver.

Herunder er statsforvaltningerne stoppet med at rette hendvendelse til kommuner ved manglende afgørelser, selvom det er en af deres muligheder/forpligtelser, som første klageinstans.

Ps er dog til en vis grad enig med Bettina P. at det først og fremmest ER regeringens stramme økonomipolitik, der har givet de store problemer, men
forstår omvendt heller ikke, at kommunerne ikke spiller med åbne kort.

De har jo alle muligheder for at protestere, over dette?


VH Popiae

[østerbro]

Regeringen og folketinget har efter TAMIL SAGEN haft store tømmermænd, så det er ikke af uvidenhed, at disse lovbrud sker, her fra finansministeriet

etik, ansvar og værdier i den offentlige sektor

3. Samspillet mellem politikere og embedsmænd

Jura, etik og anstændighed

Af professor, dr.jur. Jens Peter Christensen, Aarhus Universitet

Samspillet mellem politikere og embedsmænd er i de seneste år blevet forsidestof i aviserne. En stribe skandalesager har vist, hvilke farer der lurer – både for embedsmændene og politikerne – i dette samspil. Når det er gået værst – som i Tamilsagen, Spar Nord-sagen og sagen om den kreative bogføring i Skatteministeriet – er både ministeren og hans embedsmænd blevet bragt i ulykke og har måttet forlade deres stillinger. I andre tilfælde er ministre og embedsmænd blevet hængt ud i pressen og tildelt næser af varierende længde.

Det er blevet hævdet, at de mange skandalesager er udtryk for en svindende og anløben moral hos ministre og embedsmænd. Det er i samme åndedrag blevet hævdet, at tidligere tiders klassiske embedsmandsdyder som sagkundskab, grundighed og retssikkerhed i vore dage er blevet trængt i baggrunden til fordel for politisk-taktiske hensyn.

Fra anden side er det blevet gjort gældende, at det snarere er ændringer i det parlamentariske liv og mediernes optagethed af enkeltsager og skandaler, der er det nye. Samtidig er interessen for etisk-moralske spørgsmål og den enkeltes ansvar mere fremtrædende end tidligere. Det er ikke længere nok, at fejlene rettes, når noget er gået galt. De skyldige må findes og drages til ansvar på passende vis.

Under alle omstændigheder rejser de mange sager spørgsmålet om, hvilke krav der bør stilles til embedsmændene, når de rådgiver deres politiske chefer. Måske var det spørgsmål lettere at besvare for 40 eller 50 år siden. Embedsmandsidealet var dengang mere entydigt. Den gode embedsmand var ham, der – måske til tider lidt jeronimusagtigt – forstod at vogte over klassiske dyder som juridisk korrekthed, faglighed og grundighed. Til tider kunne denne Jeronimus nok være mere optaget af at forsvare det bestående og påpege alle de hindringer, der kunne være for ministerens politik, end af at finde løsninger. Men Jeronimus havde dog den fordel, set fra ministerens synsvinkel, at han stod som garant for, at ingen kunne sætte en finger på lovligheden af, hvad der foregik. Fra litteraturen kender vi karikaturen af den jeronimusagtige embedsmand som den lidt knarvorne, træge og omstændelige person, der sjældent så forandring som et gode, og som levede under devisen “Være som det er. Blive som det var”.

Siden har meget ændret sig. Det gammeldags jeronimusagtige embedsmandsideal er i løbet af 1980'erne og 90'erne blevet delvis fortrængt af en ny embedsmandstype. Mest rammende kan han betegnes Politicus. I modsætning til Jeronimus tænker Politicus mere i politisk indlevelse og gefühl end i juridisk korrekthed. Politicus går efter den rigtige politiske løsning og spørger først dernæst – hvis han da husker det – om løsningen er i overensstemmelse med lov og ret. Er det ikke helt tilfældet, trækker han i elastikken.

Med god grund har denne udvikling i forvaltningsværdierne og embedsmandsidealet, tillige med de mange politisk-administrative skandalesager, givet anledning til en omfattende debat om forholdet mellem embedsmænd og deres politiske chefer, og om jura, etik og anstændighed.

Det er hensigten med det følgende at sammenfatte nogle af de væsentligste konklusioner, der kan drages fra denne debat og formulere nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.
Grundlovens ramme om samspillet mellem politikere og embedsmænd

Selv om reglerne om embedsmændenes samspil med politikerne i en række henseender kan være noget komplicerede, er den ydre ramme – som grundloven og vort forfatningssystem danner om dette samspil – egentlig ganske enkel og ligetil. Den ydre ramme dannes af det forhold, at det danske samfund på én gang er et demokrati og en retsstat.

At det danske samfund er et demokrati betyder, at den offentlige forvaltning ledes af politikere, hvis mandat hviler på folkelige valg. I staten kommer dette til udtryk i princippet om ministerstyre. I kommunerne kommer det til udtryk i, at kommunalbestyrelse og amtsråd er de øverste besluttende myndigheder. Set i dette lys er embedsmanden alene de folkevalgte politikeres tjener. Embedsmanden har ikke noget demokratisk mandat, men det har forvaltningens politiske ledelse. Hvis det kommer til uenighed mellem embedsmanden og forvaltningens politiske ledelse – ministeren, kommunalbestyrelsen eller amtsrådet – er det derfor den politiske ledelse, der har det sidste ord.

Det danske samfund er imidlertid ikke alene et demokrati. Samfundet er også en retsstat. Det indebærer, at den politisk ledede forvaltning er underlagt et krav om lovmæssig forvaltning. Hvor det for borgerne gælder, at alt, hvad der ikke er forbudt, er tilladt, gælder det omvendte for forvaltningen: Alt, hvad der ikke i kraft af loven er tilladt, er for forvaltningen forbudt. Dette krav om lovmæssig forvaltning er kernen i retsstatens princip. Kravet betyder, at loven sætter en grænse for politik. Embedsmanden er nok politikernes – ministerens eller kommunalbestyrelsens – tjener, men over ministeren og kommunalbestyrelsen står loven.

Samspillet på spidsen: De ulovlige ordrer

Hvad skal en embedsmand gøre, hvis han eller hun får ordre af sin chef om at gøre noget ulovligt? Selv om det formentlig er de færreste embedsmænd, der har oplevet at få en sådan ordre, har spørgsmålet været viet megen interesse i de seneste års debat om forholdet mellem embedsmænd og politikere.

Det er der i hvert fald to grunde til: For det første sætter spørgsmålet om ulovlige ordrer forholdet mellem embedsmanden og den politiske ledelse på spidsen. For det andet har netop spørgsmålet om ulovlige ordrer udgjort kernen i det seneste årtis mest omtalte politisk-administrative skandalesag, Tamilsagen.

Så længe en ordre er lovlig, går de forfatningsmæssige principper om demokrati og retsstat hånd i hånd. Embedsmanden har naturligvis i en sådan situation både ret og pligt til at følge den politiske ledelses ordre. Mere vanskeligt er det, når den politiske ledelses ordre er ulovlig. I en sådan situation kommer principperne om demokrati og retsstat i konflikt.

Hvis en ordre er klart ulovlig, er det fast antaget, at embedsmanden har både ret og pligt til at give retsstatens princip forrang: Embedsmanden skal “sige fra” over for sin chef og undlade at følge ordren. Embedsmandens pligt i denne situation er med rette blevet betegnet som en pligt til at “banke i bordet” over for chefen. Det er ikke nogen behagelig opgave, og erfaringen viser da også, at det har knebet for embedsmændene at leve op til denne forpligtelse.

I tilfælde, hvor ordren ikke kan siges at være klart ulovlig, men hvor der dog kan argumenteres på lødig og vægtig vis for, at den er det, har det traditionelt været opfattelsen, at hensynet til den politiske ledelses ret til at bestemme, burde gå forud for hensynet til kravet om lovmæssig forvaltning. I en sådan situation ville embedsmanden derfor have både ret og pligt til at følge ordren og gøre, som der bliver sagt.

Meget taler imidlertid for, at retten til at “sige fra” over for en ulovlig ordre er videregående end pligten. Den embedsmand, der undlader at efterkomme en ordre i tilfælde, hvor vægtige grunde taler for, at ordren er ulovlig – uden at ordren dog kan betegnes som klart ulovlig – vil derfor næppe kunne mødes med tjenstlige sanktioner, som f.eks. advarsel, irettesættelse, forflyttelse eller afsked.

Under alle omstændigheder ligger det fast, at en embedsmand har pligt til at underrette og advare sin overordnede, hvis han finder, at en ordre er ulovlig. Denne underretnings- og advarselspligt må antages at være ubetinget. Det betyder, at pligten ikke bortfalder, selv om embedsmanden har en formodning om, at den overordnede allerede er bekendt med situationen. Heller ikke en formodning om, at chefen under alle omstændigheder vil fastholde sin ulovlige ordre, kan berettige, at embedsmanden undlader at underrette og advare chefen om tingenes tilstand.

Hvis chefen står fast på sin ulovlige ordre, selv om han er blevet underrettet og advaret, har embedsmanden pligt til at gå til chefens umiddelbart overordnede og underrette ham om situationen. Hvis ordren stammer fra en minister, opstår der det problem, at embedsmanden – i praksis departementschefen – ikke har nogen overordnet at henvende sig til, idet ministeren jo er den øverste chef i ministeriet. Det må formentlig antages, at der i en sådan situation kan være en pligt for departementschefen i et fagministerium til at orientere Statsministeriet, hvis tre betingelser er opfyldt: Ordrens ulovlighed er sikker, andre bestræbelser på at sige fra over for fagministeren har slået fejl, og ministerens ordre angår forhold af væsentlig betydning. En sådan orientering af statsministeren må betragtes som en naturlig følge af statsministerens tilsynspligt.

Kommunalt ansatte må antages at have de samme rettigheder og pligter som statsansatte til at sige fra, underrette og advare deres overordnede – til og med borgmesteren – i tilfælde af mulige ulovligheder.

Hvis en henvendelse til borgmesteren ikke giver resultat, er det nærliggende at antage, at der i tilfælde af klare ulovligheder består en pligt til for forvaltningens chef (kommunaldirektøren eller amtskommunaldirektøren) at gå til viceborgmesteren. Det er ligeledes nærliggende at antage, at forvaltningens chef har en pligt til, såfremt henvendelsen til viceborgmesteren ikke fører til noget resultat, da at søge at henlede økonomiudvalgets opmærksomhed på den formodede ulovlighed. Det er derimod tvivlsomt, om der eksisterer en pligt for forvaltningens chef til, undtagen i helt specielle tilfælde, at rette henvendelse direkte til tilsynsmyndighederne eller andre eksterne myndigheder.

Under alle omstændigheder må der antages at bestå en vidtgående ret for både statsligt og kommunalt ansatte til – som privatpersoner – at give udtryk for deres opfattelse af en sag og rette henvendelse til offentligheden herom, herunder også til f.eks. Folketingets Ombudsmand eller tilsynsmyndigheder.

Reglerne om embedsmandens ret og pligt til at sige fra over for ulovlige ordrer og reglerne om pligten til at underrette og advare er ikke nedskrevet i nogen lovtekst. Reglerne beror først og fremmest på, hvad der kan udledes af retspraksis og ombudsmandspraksis og praksis fra tjenestemandssager og undersøgelsesdomstole. Reglerne er ikke nogen sikker facitliste til, hvordan embedsmanden skal bære sig ad i enhver tænkelig situation, og de efterlader i flere henseender tvivl om, hvor langt embedsmandens rettigheder og pligter rækker.

http://www.fm.dk/Publikationer/2000/...bedsmaend.aspx

[buster]

Nemli, østerbro -der er såmænd ikke så meget at være i tvivl om