Viden om smerter

[frida]

Her er en side med mange gode artikler og viden om smerter.

Det er ikke tung læsning

http://videnomsmerter.wordpress.com

http://videnomsmerter.wordpress.com/...ter-en-sygdom/

"Der lyder ingen beklagelse over de store beløb, der bruges til at skabe bedre behandling af patienter med smerter. Men selv disse store beløb er ikke nok til at forske i alt, der kan være relevant. Derfor skal pengene prioriteres. Og det er her ‘krigen’ opstår fordi der er (naturligvis) ikke enighed om hvordan pengene anvendes bedst.

Jeg antager et mål for forskerne er at forstå hvad kroniske smerter egentligt er. Med baggrund heri vil dette indlæg se nærmere på holdninger til hvorvidt det er være hjernen eller individet, der kan lære os mest.

Kroniske smerter er en sygdom i hjernen/CNS

Argumenterne for at se på hjernens struktur og funktion som årsag til kroniske smerter baserer sig på de seneste 10-15 års intense hjerneforskning. Den videnskabelige ‘hellige gral’ hos denne gruppes tilhængere er de funktionelle hjerneskanninger (fMRI), der mere eller mindre direkte fortæller noget om energiforbruget i nogle definerede områder af hjernen...."

[Tolik]

Mange tak for linkene, men jeg vil dog gerne spørge om følgende, for at lægge op til lidt debat:

Tror i ikke, at der findes en del mennesker, som udnytter diagnosen "smerter" som en undskyldning/mulighed for at få en FP uberettiget?

Der er jo for tiden stor debat om fibromyalgi og om det er en fysisk eller psykisk sygdom. Men nogle klamrer sig til den, idet diagnosen er det eneste de har.

I må ikke misforstå mig, men jeg er selv led og ked af at blive skåret over samme læst som alle hypokonderne og vil gerne høre jeres mening, da denne tråd jo lægger op til debatten.

[frida]

Tolik:

Relevant spørgsmål.

Det er der sikkert nogen der gør.

Men jeg tror så ikke det lykkes dem. Hvem der frivilligt underlægger sig sådan et system i årevis er over min fatte-evne?

Altså forudsat man holder fast i den hypotese, at der er folk der vil prøve at snyde sig til en fp pga smerter.

Men fake smerter? Tror du virkelig folk kan og gør det?

I min verden er en førtidspension hverken ønsket eller attråværdig på nogen måde. På trods af jeg har været uafklaret mange, mange år er det stadig mit spinkle håb, at jeg på et tidspunkt kan blive god nok til en form for arbejde.
Og det er noget jeg kæmper hårdt for.

Hvilket leder mig frem til nogle tanker jeg har, der godt kan ligges op ad dine.

Jeg tror der er mange forskellige måder, at håndtere en kronisk smertetilstand. Jeg ved af personlig erfaring, at det er en lang proces, før man accepterer tingenes tilstand.

Og gør man så egentligt nogensinde det 100%?

Der må være andre som mig, der hemmeligt nærer et spinkelt håb?

Systemets opbygning og krav er med til at fastholde borgere i et sygdomsbillede, hvor de konstant skal bevise de er syge.

Når man hele tiden skal tænke på at se syg nok ud til at sb, på trods af alle lægeerklæringers indhold, også kan forstå og anerkende man er syg, giver det selvfølgelig en negativ, selvforstærkende effekt som har en meget negativ indvirkning på et menneskes psyke.

Med tiden vil denne dokumentations-iver og at sb skal kunne SE med sine øjne, at borgeren er syg hver eneste gang man er i kontakt forstærke borgernes sygdom.

Da man som smertepatient heller ikke møder meget forståelse fra omgivelser, det være sig kæreste, børn og familie, er dette også med til at nedbryde smertepatienter, muligvis forværre smertetilstanden.

Ingen mennesker kan holde til at være under konstant anklage.

Så systemet diagnose-fiksering er med til at gøre borgeren mere syg. Hvordan skal man være sin egen bedste hjælper, når man hele tiden skal ligne en katten har kastet op på?

En anden ting er folk forståelse af deres egne smerter.

Nogle mennesker er meget lukkede for nye muligheder og bryder sig ikke om at tage ansvar for deres egen sygdom, og dermed også livskvalitet.

De kan være meget konservative, og have en "jegvedbedst" holdning, og det skal ingen pille ved.

Men det har de måske også en god grund til.

Normalt vil den indstilling igen bunde i frygt, fordi hvis man nu går ind og ændrer medicin, træning eller anden behandling, hvad er så systemets reaktion?

Er man så stadig syg/stationær? Nogle gange forvrider sb også den mindste positive tilkendegivelse om til en ressource, som jo så igen spænder ben for endelig afklaring.

I den situation er systemets måde at arbejde på også direkte nedbrydende for borgeren.

Så efter min mening er der systemets stive regler og meget mærkelige tilgang til mennesker der gør, at nogle mennesker føler de krampagtigt skal holde fast i en diagnose.

Systemet er så ufatteligt sygt skruet sammen, at det ikke levner plads til man kan dele positive ting eller selv den spædestes fremgang i en sygdom eller træning.

Coping-skills kan også misbruges af sb som dokumentation for en raskmelding.

Det største problem vi har, er den ensporede, retsløse sagsbehandling borgere i dk bliver udsat for, der i den grad fastholder og forstærker folks sygdomsbillede.

Men egentligt så er den jo også lidt afsporet debatten om smerter. For når man siger:"det er nok bare psykisk..." antyder man jo også, at der er noget der hedder "rigtige" og " forkerte" smerter.

Al smerte kommer fra hjernen!

Så hvad er det så for smerter vi mennesker anser for værende "rigtige" smerter?

Er benbrud rigtige smerter?

Er ulykkelig kærlighed rigtig smerte?

Er fibromyalgi rigtige smerter?

Der er en form for konsensus i befolkningen om hvad der anses for værende "rigtig" sygdom og
smerter.

Men hvad så hvis smerterne er delvist psykiske? Gør det så mindre ondt?

Det er lidt som den holdning jeg som kvinde altid er blevet mødt af i forhold til en kvindes menstruations-cyklus og de gener/smerter der kan følge med der.

Kommentarer som:

"Hun har nok pms"

"Hun har det røde"

Eller hvis man havde stærke smerter af menstruationen skulle man bare arbejde videre, for det var jo en bare menstruation. Noget alle kvinder har.

Igen den der "tag dig sammen" utålmodige attitude.

Eller intolerancen overfor gravide kvinder:

"Graviditet er jo ikke en sygdom"

" hun spiller på hun er gravid"

Nu har jeg ingen børn, men det er eksempler taget fra mit eget arbejdsliv i en nådeløs branche.

Hvad kommer denne intolerance af?

Frida