min datter "hader" mig.

[frklarsen]

Skriv et brev til hende, hvis du virkelig ikke kan fastholde hende i en samtale..
Og gør det helt klart at det ikke er hende der sætter dagsorden men dig eftersom du er den voksne og forældren.. Og hvis hun ikke vil indordne sig, er det op til hende, men så er muligheden ungdomspension, eller ungdomsbolig, uanset om hun har råd eller ej, det jo hendes valg om hun vil indordne sig under de vilkår du sætter.. Men tøser i den alder er besværlige, men vi som voksne skal altså sætte grænsen, det hjælper hende på længere sigt, hvilket hun nok ikke forstår lige nu.. Men stå fast og vær tydelig

[Maybe]

kan du bruge dette?

http://www.odsherred.dk/page2607.asp...%C3%A5dgivning

[sparkongefre]

har prøvet at kontakte kommunen. men tak for linket.

[Randerspigen73]

Hej sparkongefre.

Jeg har gået og summet en del over dit indlæg denne formiddag, både fordi jeg selv har en teenagedatter og teenagesøn og derfor kender en smule til problematikken, men også fordi det virkelig har provokeret mig meget på nogle punkter. Jeg er også ramt af depressioner og har adskillige fysiske skavanker - jeg er single og har derfor ingen hjælp fra en mand eller nogen andre for den sags skyld. MEN mine 2 unger laver ikke mere end andre børn i hjemmet af pligter og jeg har meget bevidst valgt at min situation ikke skal gå ud over dem, da det kun kan give dem en forkvaklet start på livet - børn skal have lov til at være børn.

Der hvor jeg virkelig ryger i det røde felt er over at du skriver at "torsdag aften gik hun i vrede, hørte ikke noget fra hende fredag- lørdag" - træd venligst et skridt tilbage og læs det selv... DU er den voksne og HENDES mor - ikke omvendt og det er ikke dig der skal høre noget fra hende, men hende der skal høre fra dig - jeg ville ALDRIG i livet ikke kime hende ned, ringe til alt og alle og køre rundt og lede efter hende og når jeg så fik fat i hende sige: Jeg ved du er vred på mig og det er helt ok, men jeg er din mor og jeg SKAL vide hvor du er, da du betyder alt for mig og jeg er frygtelig urolig for om du er ok, når jeg ikke ved det. Og så skal du vide at jeg elsker dig uendeligt uanset om vi er nok så uvenner og jeg glæder mig til at du kommer hjem og hvornår bliver det?! På den måde havde du også vidst at hun kom hjem søndag og hun ikke atter fik bevist at hun ikke betyder noget i din verden. Hun råber jo til himlen om, at du skal vise hende at hun betyder noget for dig og du beviser ikke andet end at det gør hun ikke når hun er på tværs og så provokerer hun dig yderligere ved at sige, at hun så vil flytte hjemmefra, hvilket jo er en helt naturlig ting at de gør på et tidspunkt, men det ville være synd og skam for jer begge, hvis det var af de forkerte årsager! Og netop at hun så siger at du bare vil af med hende så hurtigt som muligt beviser denne påstand.

Jeg har muligvis set for meget dr. Phil, men han er altså en vældig klog mand og han har hjulpet mig virkelig meget med at få sat nogle ting i perspektiv. Håber for jer begge at du liige vil smutte i tænkeboks og se på dig selv og din adfærd udefra - serverer du den ene omgang skyld med skyld på for hende, glemmer du at du som sådan er færdig med opdragelsen og nu nærmere skal være hendes sparringspartner, rådgiver og trofaste støtte, NÅR hun efterspørger dette. At du måske har det med at kritisere mere end du opmuntrer, eller måske ikke altid pinedød skal give din mening til kende - respekterer du at hun er sin egen og har ret til hendes egen meninger og at hun gør ting du ikke nødvendigvis bifalder, så længe hun overholder husets regler, som burde være meget tydelige og ikke det store problem at opretholde og holde fast i så længe de er helt tydelige? Og sidst men ikke mindst får hun knus og kram og af vide at du elsker hende og altid vil være der for hende? Husk at DU er den voksne!

At hun har en far der er på en anden måde over for hende, skal du kun glæde dig over og ikke se som en konkurrence eller som at så er du "syg i hovedet" - det kan selv ganske små børn sagtens skelne mellem og tror ikke der er mange skilsmissebørn der ikke oplever at de to hjem de hører til er forskellige med forskellige regler og goder - det er jo bare ikke det der tæller for de allerfleste elsker deres forældre lige højt alligevel. Og tro mig, din datter elsker dig, men higer efter anerkendelse af at du også elsker og respekterer hende - ikke kun når hun er sød og medgørlig som du skriver hun sagtens kan være, men også når hormonerne raser og hun mest af alt minder om et monster! Husk på at der på samtlige teenagere burde hænge et skilt i panden med skriften "Lukket pga ombygning", for deres hjerner ER ikke færdigudviklede før de når op først i 20érne og når hormonerne ovenikøbet raser om kap med frigørelsestrangen, ja så er der dømt kaos, men DU som den voksne har ANSVARET for at der ikke sker varige skader under denne proces.

Synes det er skræmmende at du overvejer at en så ung pige allerede skal i kommunens kløer og at så mange med det samme linker diverse sider. Du er i 11. time, men kan sagtens nå at vende skuden, for det er DU den eneste der kan - håber inderligt at du tænker tingene virkeligt grundigt igennem igen. Du kan skade din datter følelsesmæssigt for livstid og det kan jeg næppe forestille mig er din intention.

Ja, får nok på puklen over mit indlæg og det er helt ok, for jeg står inde for mine holdninger - synes bare indimellem at man skal tænke det længere, end at vælge den "nemme" løsning, som på lang sigt vil vise sig at være den værst tænkelige... Der skal nemlig 2 til at skabe sådan et kaos der hersker i jeres lille hjem, men kun 1 kan redde situationen - DIG. Og igen - ja, jeg ved hvor svært det er når man ikke selv er på toppen, men går ud fra at du er i behandling for din depression og at du fungerer nogenlunde - ellers ville en tivoli-tur vel også være helt udelukket..

Dette er kun skrevet i den bedste mening i håb om at give dig et kærligt men bestemt puf i den forhåbentligt rigtige retning. Synes evt at du skal lade din datter læse denne tråd.

Med de kærligste tanker om at i finder hinanden
Randerspigen73

P.S. Glemte at skrive at du skal finde roen og kernen i dig selv - kun fordi du ikke er tydelig og måske spiller lidt rigeligt på din sygdom, ved hun lige hvilke knapper hun skal trykke på. Bestem dig for at have et usynligt skjold, som der kan beskytte dig mod de verbale angreb der kommer på dig - vær rolig og bestemt når der kommer ild ud af hendes mund - sig hvad du føler - at du er ked af at hun føler sådan, men at det ikke ændrer på at det er en del af dig som du vil bede hende respektere. Og så til sidst - NEJ, din datter er ikke på stoffer, for så ville skolen ikke sige som de gør. Tag at lade være med at mistænkeliggøre din datter - hun er helt normal og reagerer sundt på noget som ikke er helt ok.

[Indiansummer]

Jo mere du skriver, jo mere kan jeg se, at det også er dig som har et problem. Problemet er måske misundelse overfor den gode fader, som jo er god i hendes øjne, fordi han netop ikke stiller nogen betingelser for hendes opførsel.

Det er jo hendes følelser, og dem har hun da lov til at have. Men så længe hun opholder sig inden for dine vægge, så skal du ikke prøve an konkurere med den "gode fader", men stille nogle betingelser for acceptabelt adfærd fra hendes side.

Du skriver også, at uanset hvad du gør, så er det forkert i følge hende. Så hvad med at finde ud af, hvad der føles rigtigt for dig selv. Du skal jo ikke føje dig, bare for at tilfredsstille hende. Ønsker du at hun skal flytte, så hjælp hende med dette. Ønsker du at hun skal blive, så stil betingelser som både du og hun kan leve med.

Hun er jo trods alt stadig så ung, og meget kan nå at ændres. Du skriver her til sidst, at du har kontaktet kommunen, hvad kom der ud af dette? Kh Indiansummer

Og til dig Randerspige73. Jeg kan ikke være mere enig. Rigtig godt kærligt puf til mor. Kh Indiansummer

[frklarsen]

Sad lige og tænkte, har du prøvet om i kan få bevilliget en støtte/kontaktperson ? Eller måske i har en ungerådgivning i kommunen ?
Jeg ved hvor svært det kan være at håndtere når man selv er ramt af sygdom/dep, men jeg tænker også hvad er din mands rolle i det her ?
Deltager han ? viser interesse ? Føler hun måske i er 2 mod 1 ?
Du har ihvertfald fået nogle tilbage meldinger, og jeg kan se at vi stort set alle er enige om, at du er den der skal handle, og tage initativ uanset om pigebarnet vil eller ej
Håber ikke du bliver for ramt over vores indlæg (kan selfølgelig kun svare for mig selv) men jeg har udd indenfor ungdomspæd, og har selv prøvet en del ting med min egen, og mange forældre forstår ikke at de selv er nød til at kigge på deres egen adfærd, for her ligger tit og ofte problemerne, og det kan være rigtig hårdt at erkende, men når man er nået til erkendelsesprocessen går det kun den rigtige vej. Det var også min oplevese i min egen process at jeg var nød til at erkende jeg havde svigtet på mange områder , og jeg var den eneste der kunne lave det om, og hold da kæ.. det virkede :-)

[Dorah]

Kære Sparkongefre

Teenagere skal være sådan.
Det er desværre en utålelig men helt normal situation.

Det er sværere gjort end sagt.
Sådan var min teenager datter også.

Så længe hun afreagerer på dig er det positivt.
Hvis hun var sød hjemme og gjorde alt hvad du sagde og ivørigt kun afreagerede ude i byen...så var den gal.
Faktisk skal du være glad for at hun giver dig skylden for det hele.
Du ved alt hvad der rører sig i hendes sind...fordi hun vælter det ud over dig.

Et eller andet sted betydet det, at hun stadig tror på at du bliver ved med at elske hende uanset hvor umulig hun er.
Det meste af det hun siger og gør er hormoner der kører, og en eller andet selvstændighedstrang der bruser op.

Men dermed ikke sagt, at du ikke skal reagere konstruktivt på hendes utidige adfærd.
Hun skal selvfølgelig stadig opføre sig ordentligt.
Du skal bare huske IKKE at tage noget af det hun siger personligt.
Du kan sætte hende stolen for døren "Enten sætter vi to os ned og taler om problemerne og finder en løsning der er god for os begge...eller også taler jeg med Kommunen, så overdrager jeg dig til dem...hvad vil du helst ?"
Hver gang hun kritiserer noget siger du "Det er godt du kan se hvad der er galt...jeg vil gerne have dit løsningsforslag til problemet !"

Men tro mig, jeg ved godt det er ikke lige sådan.
De går som regel når man taler til dem.

Men lad det ikke ramme dig personligt. Du er syg. OK det har man lov til at være. Derfor er det hele IKKE din skyld.
Selvom du var rask...så ville hun være lige sådan.
Det kunne være fint at gøre som dkt. Phil foreslår...hvis hun ikke overholder rimelige krav og husregler...så inddrager du et eller andet...TV, computer, lommepenge eller andet.
Vær bestemt, men skæld aldrig ud, lad dig ikke manipulere med.
Diskuter ikke med hende.

Lyspunktet er at det går over af sig selv, da teenager hysteri ikke er en sygdom men noget forbigående.
En ringe trøst ...hold ud.
Krammer fra Dorah

[Randerspigen73]

Dorah - jeg vil kun lige tilføje, at dr. Phils råd om at tage ting, goder osv fra dem, IKKE er for så store børn og udover det - glem truslerne om kommunen, for det vil KUN vise hende at du ikke gider hende nok til også at gide hendes problemer. Synes derimod at du skal fange hende på tidspunkter, hvor hun er sød og medgørlig og snakke stille og roligt om tingene. Ligesom i forhold, er de tilspidsede situationer de værst tænkelige at snakke problemer ud i. Og så vær stolt af hende - vis hende det og sig det ofte til hende. Hun er da noget at være stolt over - hun klarer sig fint i skolen (hurra for at hun tager en uddannelse) og hun er meget selvstændig og viljefast - det er da gode egenskaber - bare det sværere at have hende som teenager.

Men ja, trøst dig med at det raser ud igennem de næste år og at dine anstrengelser så vil bære frugt - at du som hendes mor er den hun vil komme til fordi hun kan regne med dig.. Men vid også at hun resten af sit liv vil slå sig gevaldigt i tøjlerne, hvis du forsøger at styre hende..

Held og lykke med det hele


P.S. Og tak for at jeg ikke er den eneste der har min holdning

[Tanja]

Lige da jeg læste dit indlæg tænkte jeg også på Dr. Phil, eller anden
rådgivning, samtaleterapi.

Jeg tror din datter føler sig overset, uønsket og ikke elsket.

Jeg tror ikke dine problemer er ualmindelige desværre, men jeg ville
ikke få min datter til at flytte, det tror jeg kan forværre hendes
desperate situation, og det kan få konsekvenser resten af hendes liv.

Tal med hende, lad hende foreslå hvad I skal spise, ros hende for det gode
hun gør, fortæl hende at du elsker hende, og ikke ønsker at hun skal flytte,
men ønsker I kan få det bedre sammen, fortæl hende også, at du ikke er
fungerer som du ønsker på grund af dine lidelser, men at det du fejler
ikke skyldes hende.

Når du ønsker at sige noget negativt, så ros altid først, f.eks hvor er du
god i skolen og til mange andre ting men hvor ville det være herligt
hvis du ikke smed dit tøj på gulvet.

Selvom det kræver benhårdt arbejde, så mener jeg absolut det bedste du
kan gøre, er at stoppe med at sige at hun kan gå til kommunen, så hun
kan flytte, og som nogle allerede har nævnt, så lad hende fortælle hvad
hun føler, og hvordan tingene kan ændres.

Du skriver hjælp os inden det ender galt mord/selvmord, hvem mener du
vil gøre det?

Jeg vil dig det bedste, og håber du vil skrive igen, selvom det ikke er ren
medhold du får, jeg er sikker på at alle her på K10 vil dig det bedste, jeg
er også sikker på, at alle forstår at det er svært at være på toppen når
man er syg, da de fleste af os netop er i din situation.

Mord/selvmord fører forfærdelige konsekvenser med sig for masser af
mennesker, og er absolut ingen løsning, ligesom alene trusler herom
kan ødelægge meget.

Skriv endelig igen, ved du ønsker at gøre det bedste for din datter og dig,
selvom det ser så håbløst ud i øjeblikket.

Det er umuligt at ændre på fortiden, men det er muligt at ændre på fremtiden.

Nogle dage kritiserer jeg mine børn meget, men så tænker jeg, at nu
vil jeg kun sige noget, når jeg har noget positivt at sige, tror man nogle
gange skal overveje det, for nogle gange kan man blive irreteret over
små problemer, alt efter ens humør.

Håber du snart får det bedre med din datter.

Hvad laver din datter ? det er det første jeg tænker når jeg læser dit indlæg , mine sønner er begge flyttet hjemmefra da de var 18 år , ikke langt væk men lige rundt om hjørnet fra hvor jeg bor i ungdomsboliger de er så ikke flyttet fordi vi lå i åben krig men simpelthen pga pladsmangel efter et brudt par forhold da jeg blev alene med dem havde jeg ikke råd til at blive i min store lejlighed og da de begge var ved at nærme sig de 18 besluttede vi at flytte i noget mindre og klemme os sammen så godt vi kunne....


Og da de så blev 18 fik de begge en ungdomsbolig tæt på mig, og det er noget de nyder og noget jeg nyder , nu er de så begge ved at flytte til noget større den yngste flytter den 1 feb men flytter sammen med venner i en stor lejlighed den ældste har besluttet at vente til hans uddannelse er færdig da han ikke vil bo sammen med nogen (med mindre der kommer en seriøs kærste forbi )

Grunden til at jeg lige skriver det er for at ingen skal tro at jeg har smidt mine unger ud det kunne jeg aldrig drømme om men jeg har heller ikke ligget i krig med dem som du beskriver, men det er nok fordi de er drenge for har en datter på 13½ og kan godt nogen gange føle at jeg skal gå på æggeskaller i forhold til hende..

Men i sidste ende er og skal det være mig der bestemmer hun kan gå til en vis grænse og så ikke længere, hun skal have respekt for mig og jeg skal have respekt for hende...

Nogen dage hvis jeg har rigtig ondt eller da jeg feks var i arbejdsprøvning havde jeg en meget kort lunte , og nogen gange så er jeg altså sikker på at de kan mærke det , de venter på skænderi og det samme gør vi og ja så kommer der skænderi ....

Hvis du har det som om din datter hader dig så spørg hende lige ud hvad vil hun hvad vil hun med sit liv hvorfor er hun så meget ved sin far, har hun det ikke godt hjemme og kunne hun tænke sig at flytte... ?

Jeg ved at mine drenge var lykkelige for at få deres eget lille hjem og de er til hver en tid velkommen herhjemme der er altid mad og the og hvad de ellers "glemmer" at købe ...

Og de kan gå hjem til dem selv hvis de ikke gider mig eller hvis de syntes at jeg er en sur kælling engang imellem og tag endelig ikke fejl det er vi ..

Jeg har også studset over nogen af de ting du skriver (den med at være væk fredag lørdag ) mine sønner er 19 og 22 og bor ikke hjemme men alligevel ringer de eller sender en sms hvis de ved at de er væk hele weekenden bare fordi de ved at jeg syntes det er rart at vide at de er i live og har det godt ...

Hvis du snakker med din eks så har du jo vidst at hun ikke er der bliver du så ikke nervøs ??

Men det korte af det lange er at det måske er bedst for dig og for din datter hvis i kommer væk fra hinanden og har hver sit at gå til ..

Her tænker jeg så på Kollegie eller ungdomsbolig for jo hun har mulighed for at flytte når hun bliver 18 år , hun vil jo så kunne få SU og evt supplere op med et studie job ..

Er det noget du har snakket med hende om stille og roligt ?

Hvad vil hun selv hvad forestiller hun sig med sin fremtid hvor vil hun bo osv ..

Hun bliver 18 år lige om lidt man kan godt stille krav til dem om at de skal opføre sig ordentligt , at de skal snakke ordentlig og at de skal respektere en i ens eget hjem ...

Jeg syntes det ville være en umådelig dårlig ide at starte op nu med kommune osv , der er ingen grund til at hun skal have en sagsakt der hvis ellers hun har det godt og er i gang med uddannelse osv ..

Jeg glemmer aldrig sagsbehandleren på min kommune da min søn som 18 årig kom derop med mig som bisidder , hun sukkede og spurgte hvad kan jeg så hjælpe jer med ,min søn forklarede at han havde fundet sig en ungdsombolig tæt på mig gerne ville flytte fordi han syntes der var for lidt plads men desværre ikke kunne spare sammen ud af sin su og da jeg var flekser kunne jeg ikke samle de penge sammen det krævede ...

Har aldrig set en sagsbehandler lyse sådan op og med det samme sig , det lyder dejligt og selvfølgelig vil du gerne flytte nu du er jo ved at være voksen ti minutter senere stod vi uden foran kommunen med et lån til indskud uden nogen problemer , hun troede simpelthen at vi var kommet op for at søge kontanthjælp og bolig hjælp, og da hun opdagede at han havde klaret det hele selv var hun mere end villig til at hjælpe ham....

Det kunne være en mulighed for dig og din datter også , det kunne være et projekt i kunne være sammen om , find ud af hvad der er af ungdomsboliger i nærheden , hvordan hun vil kunne klare sig med SU osv (mine sønner fik begge dispensation så de kunne få SU som udeboende selv om de ikke var 21 )

Prøv om ikke det kan være en mulighed kig evt her http://www.ungdomsboliger.dk/index.p...nskort&lang=da

Det kan være det hun trænger til , altså at komme lidt væk både fra dig og sin far .. og nej hun hader dig ikke hun er simpelthen usikker og det er så småt ved at gå op for hende at hun er ved at være voksen ...

Det der skal og må være hendes faste plads er dig og hendes far , i skal elske hende og vise hende det, men derfor kan og må man godt stille krav til dem også ...