Skånejob??

[LimoGert]

Mange førtidspensionister ønsker en mere aktiv hverdag

Knap hver fjerde førtidspensionist vil gerne deltage i frivilligt arbejde, kurser eller andre aktiviteter i deres nærområde – hvis nogen hjælper dem lidt i gang. Det viser en ny undersøgelse, som SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har foretaget for Pensionsstyrelsen.

Læse mere her: http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=45...=2903&PID=9206

Download rapport: http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=46...=2901&PID=9267

Mvh. Gert

[LimoGert]

SR-Bistand http://www.sr-bistand.dk/default.asp

Frivilligcenter SR-Bistand er en netværksopbyggende medlemsorganisation, som blev stiftet i 1975. Frivilligcenter SR-Bistands arbejde udføres først og fremmest af frivillige, ulønnede socialrådgivere, jurister, psykologer og igangsættere.

Frivilligt arbejde læs her: http://www.sr-bistand.dk/frivilligt_arbejde.asp

Mvh. Gert

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Lotte1977

Kunne være rigtig spændende at arbejde på et krisecenter evt. hos mødrehjælpen, men hvilke opgaver tro du man vil kunne få? Er jo ikke interesseret i at gå og vaske kopper og skure toiletter...

Jeg forstår udmærket, at du tænker, at det kunne være spændende, og at det ville give dig en rigtig god følelse at hjælpe mennesker i krise.

MEN!!!!

Jeg vil i af hele mit hjerte anbefale dig at droppe den tanke.
Du er i høj grad psykisk skrøbelig, OGSÅ selvom din bipolare lidelse er under kontrol nu.

At arbejde i et krisecenter, frivilligt eller lønnet, må være ekstremt belastende psykisk. Man kommer HELT tæt på frygtelige skæbner, og både kvinderne og børnene er traumatiserede og har brug for helt og aldeles robuste kontaktpersoner - og personalet har brug for at være robuste for at kunne undlade at tage arbejdet med sig hjem.

Jeg siger ikke, at du aldrig skal følge den drøm. Jeg siger bare, at du nu har gået hjemme i lang tid og skal vænne dig til at skulle ud og møde et sted og udføre visse opgaver og at du har isoleret dig og dermed er ude af træning med at have kontakt med mennesker.
De ting tror jeg det er vigtigt at få arbejdet op i ro og mag.

Altså starte meget langsomt op med noget der ikke er et drømmejob. Du kan jo altid finde noget mere udfordrende senere hen.

Hvis du gerne vil have et job hvor du er i kontakt med folk, så kunne du se på mulighederne for at komme i et løntilskudsjob eller arbejde frivilligt

- på et plejehjem, hvor du står for forberedelse af kaffen og servering af den for dem der er rørige nok til at indtage den i fællesrummet.

- i en børnehave eller vuggestue, hvor du står for at forberede og servere formiddagsfrugt.

- som hjælpetræner for et sportshold.

- i en kantine/et cafeteria på en større arbejdsplads, hvor du så vil få en del kollegaer.

- som du selv foreslår; receptionist.

- som "værtinde" (den der viser folk hen til ledige borde) på en restaurant.

eller du kan (hvis det på nogen måde kan lade sig gøre økonomisk såvel som i forhold til din status som førtidspensionist) tage fx. en massøruddannelse...


---
Nu må du ikke blive alt for stødt over hvad jeg nu vil sige.
Det er en ting jeg selv arbejder kraftigt på (er selv bipolar og pt i arbejdsprøvning mhp flex eller pension):

Måske du også skulle prøve at modificere din tankegang lidt.

I stedet for at tænke, at et evt. job skal være fagligt udfordrende, menneskeligt spændende, have social status og hvad ved jeg, skulle du måske i stedet fokusere på, at det vigtige til at starte med er:
at du kommer ud ad døren
at du udfører en funktion på arbejdsmarkedet, hvilket vil øge dit selvværd
at du har noget social kontakt i hverdagen
at du når du bliver spurgt kan bryste dig af at have et arbejde (jeg kender udmærket den trang!!!!).

Selvom vi alle er nogle klaptorske ikke at sige det til dem der sørger for det, så sætter vi ALLE jo enormt stor pris på at der er kaffe på kanden, evt. et fad med frugt eller kage, at der er friske blomster i vaser omkring os, at kaffekopperne vaskes, bordene tørres af og madpakkekøleskabet holdes rent.
Og vi sætter om muligt endnu større pris på at træde ind på rent og pænt toilet.
---

[annagw]

Oprindeligt indsendt af PiaL

Jeg var frivillig på et kvindekrisecenter i 6 år i 90'erne, og udover den indsats, jeg kunne gøre for de kvinder som var der, var det utroligt givende for mig selv. Jeg havde haft en mild depression og startede som frivillig i udgangen af depressionen, og jeg er overbevist om, at arbejdet der hjalp mig det sidste stykke. Og så mødte jeg rigtigt mange dejlige mennesker, både blandt brugere, ansatte og frivillige. Det var en rigtig god tid!

Kontakt de centre, som ligger i nærheden af, hvor du bor og spørg, hvad der er af muligheder for at være med i arbejdet!

Jeg tror egentlig, at man kan have rigtig stor hjælp af at yde en sådan indsats i forbindelse med en enkelt-episode af mild eller moderat depression, men der er EKSTREMT stor forskel på at have en mild depression og at have en bipolar lidelse.

Bipolar lidelse er livsvarig, alvorlig (10-15% selvmordsrisiko) og uforudsigelig.

Man kan sagtens være stabil i årevis for så igen at få tilbagefald, og det bedste værn mod opblussen af depressionerne såvel som manierne er rolige forhold - og et minimum af stress og psykisk belastning af anden form.

[MTVRV1]

er helt enig
pas på

en ting er og gå hjemme i trygge omgivelser og man synes det går fint
noget andet er når der kommer pres på
for selv om det er ganske får timer, så er man alså på

bare det jeg var på besøg hos min onkel og tante i et par timer
samt en halv time fra og tilbage. blev kørt i bil
alle mine psykiske symptomer blussede op og måtte tage en truxal
for at kunne slappe bare en smule af
hvordan vil det så gå på en arbejdsplads.
hvor der er forventninger til en
det vil nemlig aldrig gå
for ved jo hvad det kræver, når man har været på arbejdsmarkedet en del år

[PiaL]

Oprindeligt indsendt af annagw

Jeg tror egentlig, at man kan have rigtig stor hjælp af at yde en sådan indsats i forbindelse med en enkelt-episode af mild eller moderat depression, men der er EKSTREMT stor forskel på at have en mild depression og at have en bipolar lidelse.

Bipolar lidelse er livsvarig, alvorlig (10-15% selvmordsrisiko) og uforudsigelig.

Man kan sagtens være stabil i årevis for så igen at få tilbagefald, og det bedste værn mod opblussen af depressionerne såvel som manierne er rolige forhold - og et minimum af stress og psykisk belastning af anden form.

Mit indlæg er blevet msiforstået og jeg vil bede enhver se bort fra det. Mit ærinde var bare at sige, at man godt kan yde en indsats på f.eks. et krisecenter, selvom man ikke fungerer 100%, og det er åbenbart landet ned i en helt forkert kontekst. Det skal jeg beklage og gentage, at det slet ikke var min hensigt at antyde at man skal kaste sig ud i hvad som helst med en hvilken som helst lidelse!

[annagw]

Oprindeligt indsendt af PiaL

Mit indlæg er blevet msiforstået og jeg vil bede enhver se bort fra det. Mit ærinde var bare at sige, at man godt kan yde en indsats på f.eks. et krisecenter, selvom man ikke fungerer 100%, og det er åbenbart landet ned i en helt forkert kontekst. Det skal jeg beklage og gentage, at det slet ikke var min hensigt at antyde at man skal kaste sig ud i hvad som helst med en hvilken som helst lidelse!

Der skal bestemt ikke ses bort fra succeshistorier som din!
Det er bare vigtigt lige at få de sætninger med om at der er stor forskel på hvad der er hensigtsmæssigt for hvem - som du også selv tilføjer nu.

Og ja, jeg misforstod dig; som at du opfordrede lotte til at kaste sig over det fordi det kunne være gavnligt, og følte derfor behov for at råbe vagt i gevær.
Men jeg var slet ikke ude på at angribe dig.