Isolation

[frup]

Jeg har brug for at få luft, så skriver lige her...

Mit problem er, at jeg er begyndt at isolere mig alt for meget

Jeg har pga. mit handicap svært ved at komme ud af huset uden at bruge hjælpemidler (stok, rollator), og for tiden orker jeg simpelthen ikke at 'flashe' mig selv, som 'hende den handicappede'...

For et par år siden kunne jeg stadig bevæge mig rundt uden disse hjælpemidler, og mit handicap var derfor ikke så synligt (om end jeg gik meget langsomt).

Min fornuft siger mig, at jeg selvfølgelig skal være ligeglad med hvad (og om) andre tænker, men indeni har jeg lige for tiden virkelig svært ved at hamle op med det, med det resultat, at jeg holder mig hjemme stort set hele tiden.

Jeg kan mærke, at det på ingen måde er godt for mig med al den isolation - føler livet passerer forbi og at jeg blot er tilskuer.
Jeg vil så gerne skabe mig et rigt og godt liv trods sygdom og pension, og havde nok ikke rigtig ventet, at min psyke ville begynde at spille ind på denne måde

Jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at andre menneskers evt. mening er ligegyldig og, at jeg bare skal tage mig sammen, men den strategi hjælper ikke .
Jeg ved jo også godt, at mit handicap ikke definerer mig, men har brugt så mange år på at forsøge at fremstå raskere end jeg er, vel netop fordi jeg ikke orkede hele tiden at blive konfronteret med min sygdom.

Jeg VIL lære at skabe mig selv et godt liv trods mine begrænsninger, men aner ikke hvordan. Prøver derfor at fortælle det her i håb om, at nogen kender til det og måske endda er kommet på den anden side.

Heller ikke synderlig godt for mit ægteskab, at jeg stort set ikke komme ud og får input...

Håber der er nogle af jer, der har lyst til at dele jeres erfaringer med mig.

[FibroMcs]

Forstår hvad du mener...
Mit er så ikke med handicap på den måde, men mit mcs (kemisk overfølsomhed) er eskaleret så meget at jeg ikke kan gå ud og være blandt andre, jeg savner godtnok også at gå i biografen, selvom jeg kun gjorde det ca 1 gang om året, så savner jeg det...
Og især savner jeg at kunne tage ud at handle og op og træne i det varme vand, for det gør mig bare så syg så jeg ingenting kan, så derfor holder jeg mig hjemme, så jeg i det mindste er rask herhjemme...



Og kan næsten ikke have besøg for alle voksne bruger parfyme i deres hår/creme/skyllemiddel osv, så de slæber simpelthen for meget ind i mit hjem..

Vi må få dem til at opfinde de robotter der ligesom i filmen med Bruce willis hvor alle har robotter de bruger istedetfor at gå ud..

[kvik1980]

Forstår hvad du mener med at "livet passerer forbi én og man blot er tilskuer"
Jeg føler mig tit meget ensom.

Har fået førtidspension siden 2002 (gammel regel). Dengang var jeg 22 - er i dag 32 og synes ikke at jeg kan få livet til at fungere. Har aldrig haft et job eller en lønseddel i hånden. Har svært ved at finde en kæreste og drømmer om børn og hus.
Har ingen venner og kun min far.

Er desværre født med OCD og har PTSD efter enorm mobning i skolen og dårlig barndom.

Så ja kender følelsen af isolation.

Synes forøvrigt at siden her er dejlig. Er ny her men fortryder ikke jeg oprettede mig som bruger.

Endelig et sted hvor der ikke konstant bliver spurgt ind til "Hvad laver du til daglig"

det gør der alt for tit ude i "det virkelige liv"
som om folk ikke kan tale om andet. Man skal lige vide "hvem står jeg over for" og når så svaret falder trækker folk sig tit. Ellers forventer de at fordi man siger "jeg er førtidspesnionist" så SKAL man fortælle hele sin sygehistorie.....hvem siger jeg har lyst til det overfor et vildt fremmede menneske??


Blot lidt tanker fra mig

Knus

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af frup

Jeg har brug for at få luft, så skriver lige her...

Mit problem er, at jeg er begyndt at isolere mig alt for meget

Jeg har pga. mit handicap svært ved at komme ud af huset uden at bruge hjælpemidler (stok, rollator), og for tiden orker jeg simpelthen ikke at 'flashe' mig selv, som 'hende den handicappede'...

For et par år siden kunne jeg stadig bevæge mig rundt uden disse hjælpemidler, og mit handicap var derfor ikke så synligt (om end jeg gik meget langsomt).

Min fornuft siger mig, at jeg selvfølgelig skal være ligeglad med hvad (og om) andre tænker, men indeni har jeg lige for tiden virkelig svært ved at hamle op med det, med det resultat, at jeg holder mig hjemme stort set hele tiden.

Jeg kan mærke, at det på ingen måde er godt for mig med al den isolation - føler livet passerer forbi og at jeg blot er tilskuer.
Jeg vil så gerne skabe mig et rigt og godt liv trods sygdom og pension, og havde nok ikke rigtig ventet, at min psyke ville begynde at spille ind på denne måde

Jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at andre menneskers evt. mening er ligegyldig og, at jeg bare skal tage mig sammen, men den strategi hjælper ikke .
Jeg ved jo også godt, at mit handicap ikke definerer mig, men har brugt så mange år på at forsøge at fremstå raskere end jeg er, vel netop fordi jeg ikke orkede hele tiden at blive konfronteret med min sygdom.

Jeg VIL lære at skabe mig selv et godt liv trods mine begrænsninger, men aner ikke hvordan. Prøver derfor at fortælle det her i håb om, at nogen kender til det og måske endda er kommet på den anden side.

Heller ikke synderlig godt for mit ægteskab, at jeg stort set ikke komme ud og får input...

Håber der er nogle af jer, der har lyst til at dele jeres erfaringer med mig.

Hej frup,

Håber vi alle kan hjælpe dig, men husk at vi alle har hver vores og det må vi jo alle acceptere, livet bliver kun perfekt når vi selv acceptere det :-).

Det allerbedste for mig er at jeg kan komme til træning. Jeg spinner og går til styrke træningstimer i et fitness center. Det var noget jeg startede på da jeg blev sygemeldt i 2007, men det har altså holdt ved lige siden.

Jeg er bedst til hold træning og på den måde får jeg også socialiseret mig lidt uden at udlevere for meget af mig selv. Der er nogle der "kender" til mig, men ellers er det ret anonymt og jeg elsker det.

Ellers havde jeg altid forsvoret at jeg aldrig skulle gå i fitness center, men nu kan jeg ikke være foruden, for det er jo ikke bare sådan lige at råde over sit eget lig heller og det skal vi jo tilsvarende huske på..

[frup]

Tak for jeres svar

Mit største problem er nok, at jeg lige for tiden isolerer mig, fordi jeg ikke kan overvinde, at jeg synes det er pinligt (?) at vise mig med stok eller rollator.

Det er irrationelt - det ved jeg, men jeg har åbenbart fortsat brug for at vise verden noget andet end virkeligheden. Det er lige nu tilsyneladende vigtigt for mig at fremstå 'normal' og tjekket, og fordi jeg ikke kan opretholde den facade med stok i hånden, så vil jeg åbenbart hellere blive indendøre.

Jeg tror også der er noget skam indblandet... Hvor vanvittigt det end er, så skammer jeg mig vist over at være syg...

Jeg er ellers så heldig at have en meget forstående og opbakkende mand samt flere veninder, der på alle måder gør deres for at støtte mig.
Jeg synes derfor ikke jeg BURDE have det sådan her, men det har jeg.

At blive afhængig af hjælpemidler har fra start af været svært for mig, men efter mange og laaange tilvænninger begyndte jeg at bevæge mig ud i verden. Derfor tror jeg også det er kommet bag på mig, at jeg nu igen står og vakler og vælger den 'nemme' løsning, fremfor blot at gribe stokken og gå med knejsende pande

[c.l.e.o.]

Der er ingen grund til at skamme sig vi er hvad vi er ,så bare se at komme over din forfængelighed og kom ud mens du kan og mens der stadig er nogle at komme ud til

For at mure sig inde kommer der ikke noget godt ud af,så jeg håber du kan sluge forfængeligheden og nyde at du trods alt stadig kan komme ud og har noget at komme ud efter.

Selv om livet ikke er helt som vi forventede men er blevet som den er ,så nyd dagen for den kommer ikke igen

[Carmen]

Selv om livet ikke er helt som vi forventede men er blevet som den er ,så nyd dagen for den kommer ikke igen [/QUOTE]

Det var godt sagt, Cleo :-)

Ikke dermed ment, at jeg er uforstående overfor din situation, Frup, føler med dig.
Jeg har hørt noget om, at fx rollatorer kan fås i flot design og pangfarver og det skulle hjælpe på ens velbefindende at være fræk på den måde - i stedet for at "bøje nakken" over ens handicap, så skrig ud, at "gu' er den helt galt, men her kommer sgu jeg alligevel" :-)

[frup]

Tak for jeres opmuntrende ord

Må overveje om jeg skal male fartstriber i pangfarver på rollatoren

Jeg øver mig selv i at give mig lov til at have det svært med det - ikke at skælde mig selv ud. For én ting er sikker: det nytter intet, at jeg punker mig selv.

Før eller siden bliver jeg nok så træt af at gemme mig, at jeg kommer ud af busken

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af frup

For én ting er sikker: det nytter intet, at jeg punker mig selv.

Helt korrekt.

I "min" by er der rigtig mange der færdes med en rollator, så her vækker det ikke opsigt når der kommer en ny.

Selvom du har gjort en brav indsats, for at skjule dit handicap for omverdenen, så er der nok mange, der har gennemskuet dig alligevel.

Når du engang får taget dig sammen til, at gå på gaden, så skulle det undre mig, om ikke du møder en, eller flere, som giver udtryk for, at det er rart, at se dig på gaden igen. Og flere vil nok glæde sig på dine vegne, at du nu kan færdes sikkert.

[engager]

kan helt følge dig, for har selv været på det stadie og det er rigtig svært at gå ud og vise offentligheden at man altså ikke er helt så funktionel mere MEN det kan og skal overvindes og tro mig det kan det godt.

I starten af min sygdom da det stadig kun var mit højre ben jeg trak lidt på syntes mine børn og svigerbørn at de skulle være mægtig morsomme til mors dag, så de have købt en rolator til mig, Den var så blevet gejlet md alu fælge, ringeklokke formet som en mariehøne, drikkedunk, Brian terninger osv. og de har uden tvivl haft det hylende morsomt da de lavede den.

Et par mdr efter bestemte venstre ben sig så også for at det heller ikke ville virke rigtigt og jeg måtte anskaffe mig et par krykker for en rolator , kan jeg ikke bruge, men gik da rimeligt med krykker til trods for at det går meget meget langsomt. Blev flere gange af familien opfordret til at anskaffe mig en kørestol til aflastning når jeg skulle ud (har en gangdistance på 78 m ) men f... nej, sådan en skulle ingen da få mig sat i. Og så stædig var jeg over 1 år, så da hellere blive hjemme end lad andre se det.
Lige ind til den dag det pludselig gik op for mig hvad jeg rent faktisk gjorde ved min familie, for på den måde var det jo ikke bare mig der var blevet handicappet, men hele min familie. For fordi jeg ikke ville erkende mit handicap og bruge de hjælpemidler jeg havde brug for tvang jeg hele familien til at blive hjemme og ikke komme ud og opleve alle de ting man jo stadig kan selvom man er handicappet.

Vil ikke prale med at det bare gik hamrende let fra første dag, for det var en stor overvindelse at bevæge sig ud på den måde og der kan også komme mange besynderlige kommentarer fra folk man møder fx en der rakte hånden hen over mig i min stol og lagde hånden på min mands skulder og sagde, hold da op hun er sørme heldig at du er blevet hos hende. Vi har grint af det mange gange siden, selvom jeg i det samme havde lyst til at råbe HALLO jeg er lige her, det er mine ben der ikke virker ikke mine ører.

Men idag er jeg glad for mine krykker, min kørestol og min el scooter for de ting giver mig frihed og mulighed for at gøre ting selv uden altid at være afhængig af andres hjælp. Så bare ud med dig, det er svært de første gange, men lige pludselig vil du opleve at du slet ikke tænker over det