Forbyd al medicin mod psykiske sygdomme

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af LoveFairy

Tak for al den info Thomas. Jeg vil afprøve shampoen. Jeg tager faktisk b vitamin tilskud efter aftale m læge..også fordi det skulle forebygge depressioner forårsaget af b-mangel.

Det var så lidt, og i lige måde Så er der håb for grønt lys, til b vitamins tilskud Kan så også forstå, det nok ikke løser problemet alene, nu du allerede får ekstra vitaminer. Men hvis nu det hjælper bare lidt mere, kombineret med shampooen, så er det også det værd

[nocturne-igen]

Mener også at almindelige læger ikke skal kunne udskrive psykofarma.
De er ikke psykiatere, og forbruget er eksploderet uhæmmet.
Har haft 3 læger som hver især valgte deres SSRI, og hver gang mente at dosis bare skulle øges. Da jeg endelig kom til psykiater var meldingen, at jeg ikke skulle have medicin! (personlighedsforstyrrelse)

[Ninja]

Ja, det er noget værre roderi med det medicin, når de alment praktiserende læger leger psykiatere - jeg har også haft psykiatere der har rullet kraftigt med øjnene over den medicin min egen læge havde udskrevet, som enten var helt forkert, eller som ikke kunne blandes med anden medicin lægen havde udskrevet, eller som havde en dosis som var helt hen i vejret.....

Dog har jeg også haft enkelte psykiatere der egentlig heller ikke havde styr på noget, og som når jeg bare ringede, sendte en recept til apoteket (år efter år!).
Følte lidt at jeg bare skulle stabiliseres og være ''selvkørende'' og så postede de bare medicinen ud, helt ukritisk, og uden at indkalde til opfølgende samtaler, og uden nogen sinde at tage initiativ til om vi måske skulle prøve lidt, uden medicinen......

Jeg har flere diagnoser som tøjles bedst UDEN medicin - og som de har forsøgt at medicinere mod gennem 30 år! Det er bare IKKE OKAY!

[Abraxus]

Oprindeligt indsendt af Thomas1981

Lykkepiller

Ja, men det er et totalt fejlbegreb, som i sig selv er skadelig, da det får det til at lyde som om at det giver lykke og får folk der ikke har brug for det, til at få fat i det.

Det har været kaldt det i meget lang tid. Selv da jeg var ung, blev det også kaldt det og jeg kan huske at jeg selv gerne ville have det fordi jeg gerne ville have mere lykke i mit liv. Godt jeg aldrig fik det gjort den gang.

Oprindeligt indsendt af helenekr

Ja, det er noget værre roderi med det medicin, når de alment praktiserende læger leger psykiatere

Det er dælme ligeså meget roderi, når psykiatere leger læger.

Selvfølgeligt skal hverken læger eller psykiatere udskrive medicin uhæmmet. Men omvendt set, skal de heller ikke blande sig i velmedicinerede tilfælde, specielt ikke mod patientens vilje.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Abraxus

Ja, men det er et totalt fejlbegreb, som i sig selv er skadelig, da det får det til at lyde som om at det giver lykke og får folk der ikke har brug for det, til at få fat i det.

Det har været kaldt det i meget lang tid. Selv da jeg var ung, blev det også kaldt det og jeg kan huske at jeg selv gerne ville have det fordi jeg gerne ville have mere lykke i mit liv. Godt jeg aldrig fik det gjort den gang.

Enig, men det er netop det der er problemet. Folk der ikke har brug for dem, skulle ikke kunne få dem heller.
Desuden bør lægen jo også oplyse om, hvad "lykkepiller" reelt er, inden der bliver udskrevet recept. Jeg fik dem også første gang, hvor jeg ikke sagde andet, end at jeg følte mig depressiv, og ikke kunne passe mit daværende arbejde.
Set i det lys, stillede jeg jo sådan set min egen diagnose, og fik ukritisk en recept med i hånden. Hvis det skulle have været opdaget jeg var bipolar, så skulle der være en psykiater indover. Men der bliver ikke stillet et eneste spørgsmål.

Mit held var, at mine forældre med det samme tilbød at betale, så jeg kunne komme til psykolog også.

Men hvad skulle samfundet stille op, hvis alle 400.000 skulle have været forbi en psykiater først. Lægerne bliver nødt til at screene folk bedre, hvordan ved jeg ikke, inden de har lov til at udskrive en recept. Men de skal også have muligheden fortsat, syntes jeg. Ellers er der også fare for, at mange ikke får hjælpen i tide. Hvis det kun er speciallæger der har carte blance, til at udskrive medicinen.

Triste kan alle jo blive, men hvad er grunden. er man blevet separeret, har man mistet nogen, osv. Så syntes jeg det er i orden, med en tidsramme vedhæftet, hvor man løbende er i kontakt med lægen, på det niveau man kan overkomme. Konsultation, tlf. mail, eller sågar bare en sms, om man er ok. Der er vigtigt at folk ikke bliver presset, det er det sidste man har brug for, hvis man er depressiv.

Er der begrundet mistanke om psykisk sygdom f.eks. så bør der en speciallæge indover.
Læser man indlægsseddelen, så er selvmordstanker også på listen, mener jeg. Jeg blev vred da jeg tilfældigt læste det (efter mange ugers brug), for det fik jeg i høj grad i starten. Men havde intet fået at vide om bivirkninger, og magtede slet ikke at spørge til det, skænkede det ikke en tanke.

De kunne også kaldes humørpiller. Da de både kan påvirke positivt og negativt, osv. Men indtil videre hænger lykkepiller, fejlagtigt, ved, i folkemunde.

Den speciallæge der stillede min endelige diagnose, har skrevet man senere kan forsøge igen, med antidepressiv medicin, men prøve en anden udgave. Sammen med mit stabiliserende medicin. Ikke på vilkår, aldrig nogensinde igen.

Jeg var ikke meget for at starte på mit nuværende medicin, der er målrettet. Men er dælme glad for, at jeg overvandt min tvivl.

[Abraxus]

Det her er et godt indlæg fra facebook. (kan ikke linke til det)

Jeg tror, det er på tide at springe ud: LYKKEPILLER MADE ME DO IT!
...andre, der har lyst til at stå ved at være medicineret and proud??

Og så vil jeg genposte en tegning, for nu er den sort/hvide lykkepilledebat i gang igen. En debat, der i den grad pisser mig personligt af.

Lykkepiller har givet mig - og giver mig lige pt. - nødvendig hjælp til at leve et liv som alle andre. Jeg tager dem ikke, fordi jeg er følelsesmæssigt doven eller svag (ja, ok, mine muskler er svage, men min person er sgu ikke!). Jeg har tacklet flere livskriser end de fleste, også uden medicin. Jeg har gået i terapi. Og jeg har handlet mig ud af tusind problemer.
Men depression er noget andet end kriser eller ked-af-det-hed. Rigtig depression er et hul og en apati, man ikke altid kan snakke eller handle sig ud af. For mig hjælper medicinen i de situationer, så jeg fx kan sove igen, kan holde øjenkontakt, når jeg taler med folk, så jeg kan smage min mad og mærke alle min følelser, både de triste og de eksalterede. I øvrigt har jeg ingen bivirkninger, men når gevinsten er at kunne leve og handle og føle, så tog jeg sgu gerne et par bivirkninger med.

Så til alle jer, der deltager i debatten om lykkepiller: Overvej, om I forholder jer til virkelige erfaringer med depression eller alene taler ud fra et ideologisk syn på medicin.
At proklamere, at lykkepiller altid kun tjener medicinalindustrien, eller at al medicin skal droppes, fordi vi skal ændre på samfundet i stedet, er ren ideologi - og lige så kynisk og blottet for menneskeomsorg, som når De Radikale hævder, at økonomisk incitament altid får enhver i job.

Det er da muligt, at samfundets indretning har fremprovokeret mine depressioner. Det er også muligt, at bilernes udstødning har fremprovokeret astma hos mange. Skal de så fratages deres astmamedicin og gispe sig gennem hverdagen, mens vi arbejder et par årtier på at få bilerne afskaffet? Skal os, der fungerer takket være lykkepiller, ofre vores livskvalitet, indtil revolutionen kommer?
Så håber jeg sgu, at Per Clausen har ret i, at der højst går 19 år....!

Af Sarah Glerup https://www.facebook.com/sarahglerup

[Ninja]

Præcis sådan et indlæg jeg selv kunne have skrevet på lykkepiller.
Problemet er stadig ikke medicinen - den er som fin nok.

Problemet er, længden af behandlingen!!!

En svær depression kan vare omkring et lille års tid, ubehandlet.

Behandlet kan en depression vare under et halvt år.

Hvorfor så medicinerer folk i 3, 4, 7, 10 år??? Det giver jo ingen mening.

Der er ligeledes tre store ''fuck ups'' når man taler ''depression''.

Der er depression let, moderat, svær - personligt har jeg den svære, den hvor jeg ligger i sengen og pisser, fordi jeg ikke kan overskue et gå på toilettet, den svære, hvor jeg mister evnen til at tale, fordi jeg ikke engang orker at tænke og heller ikke har energi til at tale. Ubehandlet vare den omkring OP til et års tid, men slår så over i psykose (i mit tilfælde).

Så er der tilstanden ''ondt i livet'' - det er nok den tilstand de fleste kalder depression, og som lægen udskriver lykkepiller på, ukritisk.
Man er øv, trist, modløs over en længere periode - men man er absolut ikke deprimeret, selvom man helt klart fornemmer man er deprimeret. Tror i virkeligheden ALLE kender tilstanden og har prøvet den, de kalder den bare ikke ''ondt i livet'' men depression. Fejlagtigt.

Så er der Dystymi der har mange træk og lighedstegn med depression, men som IKKE er depression - Dystymi vare længere end depression og rammer flere kvinder end mænd. Her kommer humørsvingningerne ind i billedet - fuldstændig ''deprimeret'' den ene dag, og er okay den næste dag, og sådan går det op og ned.

KLART at læger ikke kan stille korrekte diagnoser, når der findes tre tilstande der ligner hinanden til forveksling, og som alle folk skære over en kam, og beskriver som værende depression.

Jeg kan have dele fra alle tre kategorier og have det - rent ud sagt - af helvede til!, men hvis jeg står op på benene, så er jeg IKKE deprimeret. Det er den eneste måde jeg selv kan vurderer min tilstand på.
Den dag jeg lægger mig, og bliver liggende, SÅ taler vi depression (og det er også her medicinen kommer ind i billedet!)
Men alt det andet har ikke en skid med depression at gøre.

De af os der har været indlagt med depression, og har set andre med depression være indlagt, ved 110% at det ikke er det 400.000 danskere fejler.
Det er et fåtal der er deprimerede, resten har ondt i livet eller har dystymi (hvilket også kan være slemt nok!), men det er stadig ikke depression.

AT de kloge medicinalfirmaer så også har set en god økonomi i at give lykkepiller til børn, dyr, folk med angst, OCD, spiseforstyrrelse, pædofili, PMS, Akne, kløe i røven og pletskaldethed, er jo bare endnu mere uhyggeligt. TRO kan vitterligt flytte bjerge!!!!!

Selv folk i grupper der får en lille glaseret sukkerpille, som de tror er en lykkepille, får det markant bedre!! Lige som folk der i grupper får lykkepiller, absolut ikke kan mærke en forskel.
Alt kommer an på hjernen der modtager.......

Og det eneste jeg synes folk skal gøre er, at tænke lidt - stille spørgsmålstegn, samarbejde med sin psykiater, lave handleplaner for lidelserne, komme ud af medicinen i perioder og mærke sig selv engang i mellem. INGEN bør være i behandling resten af livet, det er forkert. Ingen depressioner vare hele livet, de dør hurtigt ud (forhold til hvor mange år behandlingen vare), fordi ingen følger op, ingen stiller spørgsmålstegn osv.

Folk bør vågne lidt op engang i mellem, mærke livet og jævnligt finde ud af, hvor langt de er kommet.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Så er der tilstanden ''ondt i livet'' - det er nok den tilstand de fleste kalder depression, og som lægen udskriver lykkepiller på, ukritisk.
Man er øv, trist, modløs over en længere periode - men man er absolut ikke deprimeret, selvom man helt klart fornemmer man er deprimeret. Tror i virkeligheden ALLE kender tilstanden og har prøvet den, de kalder den bare ikke ''ondt i livet'' men depression. Fejlagtigt.

Mit medicin mod mit bipolare, er også på et minimum. Jeg kunne muligvis oplevere et humør der var endnu mere glattet ud, ved større dosis.
Men af 2 grunde vil jeg ikke op i dosis.
det lægger stadigvæk i mit baghovede, at medicinen ikke er naturlig, men kunstig, derfor vil jeg belastet mit system mindst muligt.
Den tanke kan jeg ikke ryste af mig, om den er skør eller velbegrundet, selvom jeg er "lykkelig" (ja jeg sagde det, men er altså ikke lykkepiller jeg får ), over at være blevet medicineret korrekt for mit bipolare.

Men også fordi jeg vil holde fast i, både at kunne blive glad og trist. Det tror jeg så også man kan, på en høj dosis, men alligevel. I perioder kan jeg f.eks. være rigtig glad, over den ro jeg har i livet. I andre kan jeg have ondt i livet, og være trist over så meget af ungdommen gik, med at leve i et helvede. Men jeg vil favne begge.

I forhold til en tidsramme, så siger psykiateren for livet, og lægen, arh nu må vi se. Bolden lægger nok hos mig. Det skal ikke være nu, men på et tidspunkt, så vil jeg også prøve at trappe helt ud. For at se, hvad er medicin, og hvad er mig selv. Ingen tvivl om, at pensionen i sig selv, har rigtig meget at sige, med mit mere stabile humør. Fordi jeg altid kan trække mig, og være helt sikker på, jeg kan være i fred for alt og alle. Jeg kommer meget hurtigere oven på i dag.

Jeg tror det er overskriften på tråden Helene, der får debatten kørt over i, om/at medicinen er det rene føj "Forbyd al medicin mod psykiske sygdomme".

[1970girl]

Joan N. har oprettet sagen 'Flåt-patienter svigtes i det danske sundhedsystem' - hun skulle til udlandet for at få hjælp

Listen over diagnoser som danske læger i tidens løb har forsøgt at hæfte på Joan, er lang: x

- Børnemigræne, IBS, Muskelgigt, Slidgigt, RA, Fibromyalgi, PVTS 93.3 (ME/CFS), Kronisk Smertesyndrom, Helbredsangst og nu seneste: Udefinerbar Somatoform Lidelse.

Men ingen af dem var korrekte, for behandlingen med bl.a lykkepiller hjalp ikke og da hun fik tiltagende hjerteproblemer og blev opereret, blev hun efterfølgende så syg at hun var ved at dø.

Udenlandske læger fandt noget
- Jeg måtte gøre noget.. og sendte blodprøver til Belgien og derefter til Tyskland, begge steder blev der fundet flere alvorlige infektioner, deriblandt Borrelia.

Læs mere på dette link : http://ekstrabladet.dk/nationen/article1861647.ece

En mor mistede sin søn, der begik selvmord kort tid efter at blive sat på psykofarmaka. Han havde aldrig været selvmorderisk.

Moderen kom i kontakt med KMR og indså, at det var de psykiatriske medikamenter var årsagen.

Hun besøgte en almindelig praktiserende læge til råds. Her beskriver han, hvordan han behandler børn med psykiske lidelser. Han har aldrig skrevet et par lykke piller.

Se link . https://www.youtube.com/watch?v=cAcCSDUCvyc

[Ninja]

Du kan bare tage de fleste af de store skyderier i amerikanske skoler (samt
''Batman sagen''), disse masse mordere og/eller selvmordere var også i behandling med lykkepiller, eller var ved at trappe ud!

@Thomas
Jeg har det lige som dig, fuldstændig, når jeg tænker over det. Jeg har bare taget omvejen og skulle ned at dykke totalt, inden jeg så lyset, hvor jeg fornemmer, at du med bredere intelligens og generelt sunde livsholdning, bedre kan se realistisk på det at være ''dig'' og den medicinerede dig. Og nu på førtidspension, hvor hjernen ikke skal bokse med sindsstilstande man ikke kan styre selv, fordi de kommer udefra og har store konsekvenser for det fremsigtede behandlingsforløb, og fordi ''hylden'' man skal overleve på er under afgørelse. Nu endelig er ovre. Nu er der plads til eksperimenter og selvindsigt sammen med sit behandlende netværk, og når man føler tiden er inde rent psykisk.
Det er bare sundt at skænke sig selv og sit medicinforbrug en tanke i ny og næ, og få bremset op og mærket ordenligt efter.

Da min Far døde i 1993 var jeg medicineret - jeg deltog i bisættelsen, og gennemgik hele afklaringen af dødsfaldet, nærmest uden at fortrække en mine. Vist var det forfærdeligt, men min hjerne kunne ikke udtrykke følelser hverken psykisk eller fysisk, og jeg var okay med det ''for folk dør jo hele tiden''. Det var først mange år efter, da jeg kom ud af medicinforbruget, at reaktionen kom og jeg gennemgik hele det sorgritual, jeg flere år tidligere, ikke var i stand til at komme ud med. Tror aldrig jeg har hulket så meget. Både fordi jeg ikke fik sagt farvel, og ikke rigtig var MED følelsesmæssigt den gang, men også fordi det gik op for mig, at jeg havde levet rigtig mange år, uden at være rigtig i kontakt med mig selv.
Jeg fik medicinen efter at have født min søn i 1992, hvor det blev besluttet at medicinen kunne være forebyggende, så jeg ikke ramlede ind i en fødselsdepression og/eller fødselspsykose.
Set i bakspejlet skulle jeg nok ikke have taget medicinen, men blot ventet på at se tiden an. Kom der så en depression og/eller psykose, så kunne vi jo have taget medicinen med ombord. Jeg har det lidt svært med de der forebyggende behandlinger fordi de også har en tendens til at vare i årevis uden indgriben.

Det er rigtigt Politikens overskrift ''Forbyd al medicin mod psykiske sygdomme'' er misvisende. ''Fjern al medicin mod psykiske sygdomme fordi lægerne ikke kan håndtere dem'' er nok den mest rammende.
Det er jo i virkeligheden et surt opstød til de læger der forsat udskriver medicinen ukritisk, og som langtidsbehandler uden at kende konsekvenserne (til endnu større fare for patienterne), fordi de fleste bliver så afhængige, at de ALDRIG kan slippe pillerne igen.
Og så er det et surt opstød, fordi læger og psykiatere tjener gode penge hver gang de udskriver medicinen, fordi de netop er sponsoreret af de forskellige medicinalfirmaer - vi ser jo det samme når sagsbehandlerne får bonusser, når de vipper folk af sygedagpengene. Her er det bare lægerne der får kontanter, hver gang de har udskrevet medicin af et bestemt mærke, og får endnu flere penge, når patienterne bliver ved med at tage medicinen og gerne (resten af livet!).
Hvis ikke dét sætter tanker i gang, så ved jeg sgu ikke hvad gør, det er i hvert fald ikke MIG og MIT helbred de skal tjene penge på, det står helt fast. Og når jeg bliver nødt til at tage medicinen, så er jeg lynhurtigt med at få lavet en handleplan for HVOR LÆNGE den behandling realistisk set, må vare.

Sidder man nu og tænker, Gudved om min egen læge og/eller psykiater er med på medicinalindustriens lønningsliste, så kan med fordel se listen her......nederst på siden, og selvfølgelig er Peter Gøtzsche også med her.

http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfu...cle1367771.ece