Før hed stress bare dovenskab

[Peacock]

http://www.berlingske.dk/article/200...mark/80719025/

Stress kan være en alvorlig sygdom, men det diffuse begreb er også blevet et opsamlingsheat for dem, der tidligere bare blev kaldt dovne og uarbejdsdygtige. En hel godhedsindustri står klar til at hjælpe, men stressen er så inkorporeret i vores livsværdier, at den ikke står til at fjerne, mener professor Ole Thyssen, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

Stress er et følsomt emne. Måske især for dem, der har den. Derfor vækker det også opsigt, når tunger af den skarpere slags skærer igennem debatten. Som da tidligere TV2-boss Per Mikael Jensen i en interviewbog erklærede: »Til kriser er der bare at sige: Get over it«.

Ole Thyssen, filosof og professor ved Copenhagen Business School, leverer gerne en anden af de knap så sukkerovertrukne stikpiller. Fra sin stol ved Institut for Filosofi, Ledelse og Politik analyserer han de nyeste strømninger i erhvervs- og samfundslivet, og er som sådan ikke fremmed over for luftige eller abstrakte begreber. Men ét ord finder han sygeligt inflationsramt: Nemlig stress.»Jeg betragter stress som et opsamlingsheat. Det er et meget diffust begreb, som mange umage tilstande kan passe ind under. Men da der ikke er helt præcise symptomer, der skal opfyldes for at stille diagnosen, er det meget svært at sige, hvornår en person vitterligt har stress. Desværre slår man de her meget forskellige fænomener ind under samme ord. Derfor tror vi, det er et større fænomen, end det er.«

Hvorfor føler vi os stressede?

»I vores samfund findes der på alle områder en markant trang til fornyelse. Det, vi har, er ikke godt nok. Vores biler, møblement, job og kæreste – det hele kan blive bedre. Summen af det kan være, at man har svært ved at vælge. Før i tiden var det en slags undertrykkelse, at man havde for få valgmuligheder. Nu er der en »overtrykkelse« – der er for mange valgmuligheder. Det er en uendelig kilde til stress.«

Hvem indpoder de krav om konstant forbedring i os?

»Det er ikke enkelt person, men en masse professionelle – politikere, terapeuter og coaches – der alle sammen synes, at de kan hjælpe os til at gøre det bedre. Stress er blevet et kæmpe indsatsområde. Jo flere folk, der er med i det, jo mere er de nødt til at fortælle os, at vi er stressede for overhovedet at berettige deres tilværelse som stressrådgivere og stresscoaches.«

Engang prægede konservative værdier som bevarelse og tryghed samfundet. Hvilke værdier præger det stressede samfund?

»Jeg mener, at nøgleordet er væksttvang. Man skal hele tiden overgå sig selv, hele tiden være ny og spændende.«

Hvornår er den værdi opstået?¬

»Der skete et markant skifte i 60erne, hvor den moderne individorientering og den moderne hedonisme fik vind i sejlene. Nu skulle man være autentisk, vokse og være sig selv, men også gøre op med autoriteter og følge sine lyster. Det er vi blevet slaver af nu.«

At nogle, førtidspensionister og langtidssyge eksempelvis, er blevet hægtet af samfundet, er ikke nødvendigvis, fordi de ikke passer ind i samfundet. De er måske tværtimod et resultat af et samfund, hvor de har fået lov til at være ekstremt optaget af sig selv og deres egen tilstand, mener Ole Thyssen.

En art narcissisme

»Jeg tror, at jo mere mennesker får lov til at fokusere på sig selv, jo mere er man fristet til at henfalde til den form for narcissisme. Hvad skal jeg dog gøre med mit liv, spørger de. Så er der en lang række professionelle, der står parat til at sige, de lider af en sygdom. Man kan ikke sige »rend og hop« til en person, der kommer og siger, han er syg af stress. Derfor er det nemmere at melde stress, end at man er doven eller bare ikke orker kravene.«

Er stress dermed vor tids mulighed for at tage bagdøren ud af samfundet?»Der har altid været mennesker, der var asociale på den måde, at de ikke kunne arbejde. De kunne tidligere få en møggreb i hånden og gå ud og muge i stalden eller få et andet monotont arbejde. Men nu skal du efterhånden have en embedseksamen for at være portvagt, så den vej er lukket. Sygdom bliver vejen ud. Man kan ikke bare sige »jeg orker det ikke«, for så vil man blive beskyldt for at være en nasserøv.«

Der er jo også højtuddannede mennesker, der går ned med stress? Er de så bare for dårlige til at sige fra?

»I krydspresset mellem egne ambitioner og arbejdspladsens forventninger er det da ikke umuligt, at det bliver for meget. Jeg vil ikke benægte, at der findes stress, og at stress kan udvikle sig til en meget alvorlig sygdom. Jeg anfægter bare antallet og omfanget. Man ser gang på gang i medierne, at nu er 300.000 angste, 300.000 er for fede, 300.000 har købemani, 300.000 har en depression. Det sætter gang i en hel velfærdsindustri, som vil gøre det hele så godt for os. Også lægerne er en stor del af denne industri. De gør os raske, men de gør os også syge, hver gang de finder frem til nye behandlinger. Derfor er de ikke bare hvidkitlede og neutrale eksperter. De har deres egen karriere at passe – deres egen væksttvang. De er med til at forvandle almindeligt ubehag til behandlingskrævende tilstande. Nu er det så stress. Og hvis man anfægter det, er man krænkende.«

Legitimt daseri

Men er der ikke bare mennesker, som helt reelt ikke kan følge med samfundet i dag?

»Jo, men det interessante er, at adgangsbilletten til at være i den gruppe i dag er sygdom. I gamle dage var det dovenskab. Den gammeldags, meget moralsk prægede betegnelse for de folk, der ikke var med, var »lumpent proletariat«, var æreløse og dovne. De dovne har fundet ud af, at hvis de skal være dovne på en legitim måde i dag, så er det nok en god ide at kalde sig offer.«

Og så kommer der etiket på med skiftende sygdomme, mener du?

»Ja, det kan så være duftallergi, pludseligt opstået tissetrang, angst, fibromyalgi eller depression. I samme sekund, der er hæftet en etiket på og givet en forklaring, så ophæver man det personlige ansvar for sin egen situation. Man er et led i en kæde af årsager og virkninger. Man er ikke slap eller doven, man er syg. Og det er noget ganske andet og finere end at være doven.«

Man kan vel ikke sige, at alle der er deprimerede, angste eller stressede kunne få det bedre, hvis de bare tog sig sammen?

»Jeg siger bare, at der er opstået en bestemt måde at tale om det på. Det er langt nemmere at melde angst og depression ud i dag og få det anerkendt. Nogle i den mellemgruppe, der godt kunne tage sig sammen, har måske i virkeligheden bare lyst til at slippe arbejdsmarkedet og overgå på velfærdsmarkedet.«

Velfærdsmarkedet?

»I dag kan du lave to parallelle karriereforløb; på arbejdsmarkedet og i det offentlige velfærdsmarked. Og der er mange, der satser på at gøre karriere inden for velfærdsmarkedet. Ligesom nogle fejrer, at de bliver udlært, så ryger champagnepropperne hos andre, når de endelig får tilkendt førtidspension. De hjælpes af, at mange forskere, læger og coaches ser det her som deres karriereområde. Og erhvervslivet betragter det som et indsatsområde for deres ansatte; så man er nødt til at vise, at man tager stressproblemet alvorligt, hvor diffust det end er.«

Mange penge i stress

»Min tilgang er ikke særlig konstruktiv, kan man sige. Jeg er bare skeptisk over for fænomenet, for jeg synes, det er en ny opfindelse og en diffus betegnelse – og det vil man sætte en massiv indsats ind mod. En ting er sikkert: Det gavner alle de mennesker, der tjener penge på det. Om det så kommer stressen til livs, kan man være meget skeptisk overfor. Overbelastningen er indbygget i vores værdier, frem for alt væksttvangen, og det laver man ikke bare sådan om på med politik og tiltag.«

Føler du dig nogensinde selv stresset?

»Stress er en del af en almindelig hverdag, især når man har påtaget sig for mange ting på en gang. Det er ikke spørgsmål, om der findes stress eller ikke stress. Det afgørende er, om vi definerer det som sygdom, ser os selv i det lys og giver verden eller samfundet skylden for, at vi ikke kan sige nej. Det at håndtere stress er en ganske normal del af en normal tilværelse.«

[zuza]

Gid specialister ville holde sig til at tale om deres eget område.

Han burde hellere tale om, hvad politikerne kan gøre, så man undgår, at virksomhederne forlanger mere af deres personale, end de kan klare.

Men jo, der er forskel på at have travlt og på at have stress. Og der er positiv stress og negativ stress.

Og relevant for k10, så skal der ikke meget stress til, før "læsset vælter", når man i forvejen slås med diverse skavanker.

[zuza]

Se og hør mere her om stress.



http://www.tematv.ifrm.dk/

[zuza]

Han sidder i timer foran fjernsynet. Uden at se noget. Han farer op ved høje lyde og råber og skriger, så hans egne børn er bange for ham.
Torben Ibsen er næsten to meter høj, karseklippet og muskuløs. Indtil for to år siden arbejde han som dørmand og lod sig ikke slå ud af trusler om død og lemlæstelse. "Havde du set mig i en t-shirt, så stod der supermand på brystet. Det var umuligt at knække mig", fortæller Torben Ipsen.

Men på vej hjem fra job kører han uforskyldt en mand ned. Og pludselig ændrer hverdagen sig drastisk. Torben Ipsen får lange perioder med sorte huller, hvor han stirrer ud i luften og ikke orker at stå ud af sengen. Andre gange bliver han vild og hidsig over de mindste ting.

"Hvis min ældste søn spiller høj musik, går jeg i monsterposition og råber og skriger som et barn. Det er modbydeligt. Mine børn trækker sig tilbage og leger på deres værelser eller sover hos kammerater. De er skræmte. For sådan har de aldrig oplevet deres far", fortæller Torben Ipsen.

Han er én af mange danskere, der lider af post traumatisk stress. En sygdom vi oftest hører om i forbindelse med flygtninge udsat for tortur eller soldater hjemkommet fra kamp. Men post traumatisk stress er ved at udvikle sig til en folkesygdom, der rammer politifolk, socialrådgivere og skolelærere - os alle sammen. Sidste år sendte diagnosen post traumatisk stress lige så mange danskere på førtidspension som kræft og hjerte- og karsygdomme.

Medvirkende: Torben Ipsen og Inger Murray fra Center for Post Traumatisk Stress.

Hør udsendelsen her:

http://www.dr.dk/P1/Dokumentarzonen/...1121172257.htm

[FlemmingLeer]

Ja,

Jeg forstår heller ikke baggrunden for professorens tanker kommer i pressen som et sandhedsvidne. Han kender jo absolut ikke noget til stress eller førtidspension som fagekspert. Han er professor i filosofi og politik:

Hans primære forskningsområder er:
* Systemteori
* Etik og æstetik i organisationer
* Politisk filosofi
cbs.dk

Gid de personer ville lukke kaje... :/