Frygter min fremtid

[ThebigO]

Hej alle på K10.

Jeg er netop faldet over denne side, super fedt at der overhovedet findes sådan et sted.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig nogle råd og muligvis høre fra personer der er og især, har været i en situation der ligner min, for jeg frygter virkeligt min fremtid og ved ikke hvad jeg kan forvente.

Min situation er som følger:

Jeg er en mand på 22 år, med diagnostiseret ADHD, socialfobi, OCD, uspecificeret adfærdsforstyrrelse (what ever that is) og depression (er nævnt af min læge i nogle dokumenter som er sendt til kommunen men om der er tale om en diagnose ved jeg faktisk ikke).

Jeg har været i gang med en uddannelse som gartner siden marts 2009, en uddannelse som tager 3 år og 6 mdr. Det har været et helvede. Jeg har haft problemer hele mit liv men har godt nok ikke fået det lettere efter at jeg er blevet "voksen".
I efteråret 2010 blev jeg sygemeldt og kom på sygedagpenge. De første par måneder oplevede jeg en stor "stress-relief" men efter et halvt år hvor jeg mere eller mindre havde stået stille, besluttede jeg mig for at fortsætte uddannelsen - ikke at jeg havde fået det bedre men følte der skulle ske et eller andet.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Efter at have kæmpet mig igennem uddannelsen med skiftende skole og praktik ophold med særlige foranstaltninger (mentor ordning, fritagelse fra alle former for fremlæggelse og spørgsmål foran klassen, nedsat praktik tid til 15 timer om ugen) gik jeg igen psykisk ned og denne gang endnu værre end første gang. Det skete for næsten et år siden, engang i juni 2012 med kun 2 måneders praktik og den afsluttende opgave tilbage.
Min mester valgte dog at godkende mit praktik forløb og min opgave blev udsat til næste år (nu).
Jeg befinder mig i et sort hul og selvom jeg kun mangler en opgave og en fremlæggelse for at få mit uddannelses bevis så er det på nuværende tidspunkt en umulig opgave - det at lave den såvel som at fremlægge den.

Jeg står nu i den situation at min sygedagpenge periode udløber d.30 juni. Jeg kan muligvis få forlænget den da min arbejdsevne ikke er klarlagt endnu da den på nuværende tidspunkt er ikke eksisterende og jeg snart skal i behandling på lokal psykiatrisk afdeling.

Men hvordan ser min fremtid mon ud på langt sigt? Hverken jeg selv, min familie, tidligere behandlere eller min læge tror at jeg nogensinde kommer til at passe et almindeligt arbejde på fuldtid. De 15 timer jeg havde om ugen på min læreplads var alt for meget på tidspunktet og min arbejdsevne er betydeligt dårligere nu end den var dengang. Min OCD og angst æder mig simpelthen op, det er ekstremt begrænset hvad jeg er i stand til at foretage mig og jeg bliver udmattet af de simpleste opgaver, al social kontakt udtømmer mig desuden fuldstændigt. Hvis jeg eksempelvis ses med en af de få venner jeg har (har sådan set kun 2) i bare en halv dag af gangen så kan jeg godt forberede mig på at bruge de næste par dage på sofaen, godt deprimeret og udtømt for energi.

Det er vidst planen at jeg efter behandling på lokal psyk skal i arbejdsprøvning, hvilket jeg virkeligt frygter. I bedste fald viser det sig at jeg kan arbejde få timer om ugen, men hvor meget skal der til for at få et flex job? Hvis nu jeg kun kan arbejde feks 2x3 timer om ugen, er det så nok? Eller er man så dømt til et liv på kontanthjælp?

Hvordan er en flex jobber stillet som arbejdsløs? Får man så bare kontant hjælp indtil at man selv finder et arbejde? Får man overhovedet hjælp til at finde et arbejde?

Nogle gange ville jeg ønske at jeg bare kunne få en førtidspension så jeg kunne få lov at rådne op i fred men jeg ved ikke om det vil gavne mig på langt sigt og desuden så er det vel mere eller mindre umuligt at få tildelt en førtidspension når man er i starten af 20erne og ikke er fysisk invalid.


Nogle råd? Historier fra personer der har været i en lignende situation?
Andet jeg bør være opmærksom på?

I må desuden undskylde den ret forvirrede måde som dette indlæg er skrevet på samt de evt overflødige informationer. Jeg har lidt svært ved at finde hoved og hale i hvad der er relevant information med hensyn til besvarelse af mine spørgsmål.

Håber nogle kan hjælpe mig med at komme nogle af mine frustrationer til livs. Jeg frygter for min fremtid og jeg frygter for kontanthjælps satsen for unge under 25 som står og banker på min dør - den bliver godt nok svær at overleve på.



Venlig hilsen en bekymret sjæl

[Mileo]

Jeg fik en stor klump i halsen da jeg læste dit indlæg..

Jeg kan kende rigtig meget af det fra både min datter og mig selv...vi har begge ADHD og Aspergers, OCD,angst og depressioner..

Og desværre styrer angsten en stor del af ens liv..

Min datter er på alder med dig, og i gang med en længerevarende uddannelse..med mentor..hun har meget fravær, men det er nødvendigt, for at hun ikke brænder helt sammen..hun bliver også enormt udmattet af socialt samvær og af selve uddannelsen..

Jeg har selv en uddannelse og har haft et langt kaotisk arbejdsliv.. men kan ikke arbejde længere..så har fået førtidspension..

Jeg kan godt forstå dine bekymringer for fremtiden, fordi det handler jo ikke om at man ikke vil, men om at man ikke kan..og netop de her psykiske handicaps kan være mindst lige så invaliderende som et fysisk...

Samtidig kan det være enormt svært for andre at sætte sig ind i hvordan du har det..men det er jo din grundlæggende personlighed..som du nu engang er født med..og som man ikke kan lave om på..

Kender flere med ADHD som har fået stor hjælp i psykiatrien, så det håber jeg vil være tilfældet for dig..
Jeg har ikke rigtig nogen praktiske råd at give dig, men det er der helt sikkert andre herinde som kan..

Tror bare at jeg ville fortælle dig at der sidder andre herinde, som kender problematikken..

Når jeg skal prøve at forklare andre hvordan jeg har det siger jeg typisk det her:
Mine tanker er ligesom en 8 spors motorvej hvor alle kører 780 km/t..
Jeg er født helt uden filter, så ALLE sanseindtryk ryger direkte ind.. helt uden at blive sorteret...
Når jeg har været på arbejde/ i skole/social, bruger jeg enormt meget energi på det...hvis jeg har arbejdet 8 timer føles det som 16, og så har jeg brug for at slappe af og lade op i flere dage bagefter..



Hvis jeg ikke får lov til det og der hele tiden kommer nye inputs...ja så lander jeg ligesom dig..på sofaen...med en depression...fordi jeg ikke kan rumme mere..


Det kan godt lade sig gøre at få en uddannelse, et arbejde, en kæreste og et rimeligt godt liv...hvis man møder forståelse..og ikke mindst accept
Men du skal nok knokle dobbelt så hårdt som andre for at opnå det samme..


Håber ikke at mit indlæg lyder alt for pessimistisk.. for uanset hvordan og hvorledes er der også mange positive ting ved at være os...

Så det eneste råd jeg kan komme med er, at du skal passe rigtig godt på dig selv og mærke efter, når nok er nok...


Mange tanker og til dig


/Mileo

[Ida]

Velkommen! Jeg synes dit indlæg er fint og klart. Hvis jeg var dig, ville jeg insistere på at finde god psykologisk/psykiatrisk behandling, Jeg tror ikke det er "lykken" at få fortidspension. Jeg ved godt det kan føles som en lettelse lige nu. Men på langt sigt kan du let blive fattig og isoleret, hvis du bliver førtidspensionist.

Din beskrivelse lyder som om du er deprimeret, og så er det rigtigt svært at se en vej ud, alting kan virke sort og håbløst. Men når du er ude på den anden side af depressionen, bliver det lettere at se mulighederne. Du har kæmpet så meget for at gennemføre uddannelsen, så det ville være surt at stoppe nu. Få fat i din mentor og bed om hjælp til den sidste opgave.
Held og lykke! (Jeg har selv været deprimeret - og depression kan behandles og i de fleste tilfælde helbredes)

[Stuen]

Hej, velkommen til.

Jeg har læst dit indlæg, og jeg synes det lyder til at du går rundt med en depression. Er den velbehandlet, får du medicin?

Jeg lider selv af depressioner, og når jeg er nede, er jeg totalt sortseer og kan intet overskue, selv små opgaver bliver til kæmpe store bjerge at skulle klatre over.

Efter 1. januar 2013 er fleksloven ændret således at man kan arbejde helt ned til 1 time om ugen. Om du kan få fleks, kan jeg ikke rigtig udtale mig om, kender ikke nok til kravene nu om dage. Fik selv fleks i 2008 og der er jo sket meget siden dengang.

Pøj pøj med det hele. Du er ung, og der kan faktisk ske mange bedringer ad åre. Jeg døjede selv meget med personlighedsforstyrrelse i mine unge år, men denne mærker jeg stort set ikke noget til mere, jeg er åbenbart "vokset fra den".