Fed retfærdighed, ikk`?

Da jeg var barn, læste jeg en fortælling om en bror og en søster, der er faret vildt på en tur i Afrika og er blevet fundet af en gammel mand ved navn Kali, der gav dem husly i sin sivhytte. Han fortale historier og eventyr hver dag og en af dagene er han blevet spurgt af drengen om, hvad er forskellen på en god og en dårlig gerning?

"Ser du, min dreng" - sagde han.... "det er en god gerning når Kali går til naboen og stjæler hans køer. En dårlig gerning er, når naboen kommer herover og stjæler mine."

Med fare for, at træde nogen over tæer må jeg blankt indrømme, at denne lille historie dukker oftere og eftere op i mine tanker, jo længere denne borgelige efterligning af et samfundsstyre klæber til taburetterne.

Jeg er vokset op med den idè, at vi alle har brug for et fælleskab for at kunne overleve hver især og i fælleskab. De borgerlige går også ind for fælleskab.... andres.... de selv kan overleve ved at tære på.

....et nyt styre hvor mennesket kommer i første række har jeg i mange år efterlyst, men det må vi jo se at få vendt, og hvis vi er mange nok der begynder at tænke... mindre på pengene så kan det jo være... Men de fleste som jeg kender tænker mest på hvor meget de kan spare i skat :roll: indtil de står i en eller anden suppedas, og så ikke kan forstå at de selv har fået den regering de har bedt om... Men det er jo en helt anden diskussion...

Undskyld mig, men jeg er SÅ harm på jeres vegne! Gid vi dog snart kunne få et styre herhjemme der vægter mennesket højere end penge, og at de små millionærfinker, der sidder i regeringen og bestemmer uden at ane, hvad det handler om, snart må blive skiftet ud med "rigtige" mennesker! Desværre er der ikke meget, der lige nu tyder på, at det er den vej, det går!

En af disse samfundstøtter hedder Henning. Henning er i dag omkring de 70 år. Er gift med den jævnældrende Kirsten og sammen har de 3 døtre på henholdsvis (ca.) sidst, midt og først i fyrrerne.... De to døtre er singler og har stort set altid været det. Den mellemste er gift i dag med en thai-mand hun mødte på Damhuskroen for nogle år siden. Dette i sig selv er der ikke noget galt i.... hvis det ikke var for, at længe forinden har disse samfundstøtter til forældrene altid set ned på de "små asiater" uden "stolthed i livet".

O.k. Hvad har dette at gøre med den borgelige del af samfundet, dem der går ind for minimalstaten og stress-treatment af de små i samfundet, og de velbjergede, der sidder på Tinget og regerer til fælles (sit eget) bedste?

Jeg ved ikke, hvorvidt man kan generalisere... og om der eksisterer fællesnævner de velhavende imellem, eller findes der gode undtagelser? Hvorom alt er handler det lige nu om Henning og hans familie....

Henning stammer fra en børnerig, jordløs familie på samfundets bund. Han voksede op i en lille by i Jylland hvor også hans fremtidige kone var født og boede - hun tilhørte dog det lille samfunds creme à la creme .... Hendes far var en apoteker og moderen dyrkede lidenskabeligt hierarkiet og formerne.... Ingen havde regnet med, at byens udskud og byens fine frøken overhovedet kunne finde sammen, endsige blive gift...

Men, men ..... men.... denne fine frøken kom vist nok lidt i uheld før og for at råde bod på det er frk. Kirsten blevet sendt udenlands som.... ja, tænk engang.... sikken fornedrelse nu man var jo en fin apotekerfamilie - au pair-pige for slægtningerne i Tyskland - hed det sig. Inden hun rejste - gjorde begge hendes forældre en hel del for at komme tættere på "bundskraber-familien" og det skete også, at frk. Kirsten kom til at vække så varme følelser i hjertet på denne sølle, blege og fattige knægt, at han efter hendes afrejse talte dage, uger og måneder til hendes hjemkomst igen....

Frk. Kirsten kom tilbage 6 måneder senere og gensynsglæden ville ingen ende tage.... 2 måneder senere, under en beskeden ceremoni blev de gift i landsbykirken. På bryllupsdagen i begyndelsen af tressere (vist nok) var de begge 23 år gamle.

Jamen... så fulgte tilværelsen med så godt den kunne. Børnene blev født. Denne blege knægt blev til mand. Gik i skole om aftenen og nåede op på en niende klasses niveau (eller hvad det nu hed dengang), da han fik en ansættelse som håndværker... så flyttede hele familien til København og på et tidspunkt... ved at være på rette sted og på det rette tidspunkt - kom de rette forslag på bordet og "fattiglusen" Henning er blevet selvstændig.

Det hjalp gevældigt på virkelysten, at fru Kirsten, efter den tredje piges fødsel har erklæret, at Henning skulle ikke nyde de ægteskabelige glæder før han tabte de 15 kg for meget han kom til at veje, i forhold til hans vægt på bryllupsdagen. At han så gjorde ihærdige forsøg på vægttabet og lykkedes også adskillige omgange - betød langtfra en genoptagelse af de ægteskabelige fællessysler og fra begyndelsen af 1970`erne levede de i den hellige cølibat. Kirsten frivilligt. Henning modvilligt.

Skuffet over privatlivet kastede Henning sig endnu ihærdigere over forretningen, begyndt vist nok også at drikke lidt rigeligt i sin sparsomme fritid. Fru Kirsten ønskede ikke, at forretningen skulle omtales hjemme og specielt ikke ved middagsbordet.... det var ikke så pænt at tale om penge mens man spiste... og da slet ikke når der var gæster! Så for eftertiden eksisterede forretningen ikke, lige så snart man trådte over dørtærsklen til det hellige hjem.

Forretningen var dog ikke mere beskidt, end at fru Kirsten er blevet ansat i den pro forma til en løn, der lå direkte et trin under Hennings. Hun fik efterfølgende, årene igennem, overført "sin" løn til en bankkonto. Hun meldte sig i en fagforening, betalte sit kontingent til a-kassen og når den tid kom, at hun kunne gå på efterløn - gjorde hun det, lige efter generationsskiftet i forretningen, hvor det nu var døtrene, der kom til at beklæde de 3 vigtigste stillinger i firmaet, mens de ansatte udførte arbejdet.

Og således hævede fru Kirsten sin efterløn fra hun var 60 år gammel og uden nogensinde have sat sine fødder indenfor i firmaet, uden at kende en eneste ansat og uden at dette hindrede hende i fortsat at optræde for bordenden og underholde sine hyppige middagsgæster med historier fra det virkelige liv, hvor gaderne vrimler med snyltere og nassere, der ikke vil have et ærligt arbejde og "vi andre må lide under de høje skatter og samfundsudgifter til alle den, der ikke gider arbejde"... Og i mellemtiden voksede deres formue i banken... den private pengebeholdning har forlængst passeret et sekscifret millionbeløb inkl. denne efterløn, der trofast kom hver måned og sørgede for, at fru Kirsten kunne restituere i fred efter et langt, slidsomt og arbejdsomt liv - som "alle burde kunne lære af". Nåh... måske lige med undtagelse af Hennings genistreg af en redningsaktion, så nogle af millionerne kunne "reddes" og i stedet blev anbragt i fast ejendom i Firenze, Nice og Wien. Det taler man ikke højt om, selv om man så absolut mener at være i "sin gode ret".

Egentlig er det blevet til et helt andet indlæg end hensigten var... men det giver alligevel mening og sætter Kalis historie om den gode og den dårlige gerning - lidt mere i relief...

"Samfundsstøtter" som disse sætter krydsene ved dem, der ligner dem selv og senere vedtager, hvad der koster dem mindst og alle andre mest....