hjælp....

[Peacock]

ja det er en hård omgang jeg er igemmen men der er faktisk ikke meget man kan gøre anden at holde på sit og for mit vedkommen er jeg bare glad for jeg har LO til at hjælpe og en go familie til at støtte mig.

min kommune snakker også om arbejdsprøvning, men jeg er for syg til dette men når det kommer til stykket har jeg nok ikke en skid at sige

men så er jeg da også med på en arbejdsprøvning, men ikke med helbredet som indsads, for det er bestem ikke det der er formålet med arbejdsprøvning, og jeg har været i så mange arbejdsprøvninger gemmen de 11 år, det er sq dem der har sovet i timen ikke mig

de skulle have gjort noget da jeg blev sygmeldt i 2004 sådanne foralvor efter en abejdsprøvning der endte i nedsadt kraft i arme og ben

har ikke været ude siden i arbejdsprøvning har være for syg


det kan sq ikke passe at man skal gemmen en arbejdsprøvning når man har papiere på ikke kan arbejde, de kan sætte så mange skåne krav på de vil men de bliver sq ikke over holdt når det kommer til stykket
i hver falde ikke ude i det virkelige liv, men sikker nok på et reva center

[Ninja]

Tja, jeg ved det sgu ikke Peacock, men man synes jo ikke man har nogen sikkerhed for noget som helst, når ikke engang ens læge (og psykiater) har noget at skulle have sagt. Jeg har jo ikke andre end læge og psykiater til at hjælpe mig, ligesom der heller ikke er andre der kender mine lidelser så godt som dem. Så hvis DE ikke bliver hørt (taget alvorligt), så synes jeg altså det er uhyggeligt. Så nu ligger mit liv så i hænderne på kommunen, og de sørger bestemt ikke for at jeg får det godt. Tværtimod gambler de ikke blot med min psyke, men også med mine børns ve og vel - bliver jeg dårligere, så kommer det jo til at gå ud over dem, hvilket de jo ikke fortjener....

Og jeg håber fandeme ikke jeg skal i gennem FLERE arbejdsprøvninger, for det overlever jeg da aldrig. Hvordan kan det være du har skulle være så mange i gennem? Er det fordi at sagen hele tiden skal gå om, at de hver gang forlanger en ny arbejdsprøvning??.

[Peacock]

jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg har været alle de arbejdsprøvninger igemmen

har også været på en gang reva og et forløb på smerte klinik
og så daghøjskole

men alt dette har ikke ført til noget anden end jeg er blevet ringere for hver år der er gået , jeg var godkendt som revalident i starten, men den dag i dag, er jeg ikke godkendt til andet end kontanthjælp


flexjob fik jeg ad vide jeg var for syg til, havede ikke nok timer til dette og revaldering er jeg også for syg til da jeg ikke kan gemmenføre en uddannels

men hvor har du ret i at det er sq uhyggeligt at de ikke høre hvad lægerene siger, man føler sig godt nok på herrens mark og så skide magtesløs
selv om jeg har min familie og kæreste kan de heller ikke gøre en skid, anden end at se på, hvad systemet gør ved mig

og det påvirker også meget dem og det er sq ikke "sjovt" at de ens forældre have det dårligt pågrund af jeg står i lort til halsen

[Ninja]

Ej det kender jeg godt, fra min egen familie. Nu da de hørte at jeg sikkert skal i arbejdsprøvning, lød der nærmest et gisp. De ved bedre end nogle andre, at det ryger lige ind på min mentale konto og at jeg bliver fuldstændig frustreret og paranoid.
De blev jo så glade og lettede den gang jeg søgte førtidspension (i Dec 07) ' for så kunne jeg måske få fred' - men nej, nu begynder rodet da først for alvor, med papirer der skal indsendes, underskrives, returneres, læger og speciallæger, attester/speciallægeerklæringer der skal i hus, arbejdsprøvning og et STORT ønske fra man sagsbehandler om at jeg begynder på medicinsk behandling (og jeg er endelig blevet mig selv efter 12-15 år på medicin) - og har aldrig haft det bedre.
Nu har min læge lige skrevet til hende at jeg har været hele spektret igennem og at der ikke er nogen medicinsk behandling der virker mod min OCD.
Bliver spændende at høre hvad hun siger til dét. Hun var også ude i at jeg
'bare' kunne tage nogle nervepiller inden jeg gik over på REVA. Min læge blev fuldstændig hidsig - for det første fordi de ikke virker på det jeg lider af (og kan give paranoia når de ikke virker mere!), men også fordi anmodningen skal komme fra en lægekonsulent, og fordi man bliver afhængig, og fordi det er 'snyd' at hvis jeg tager piller når jeg skal vurderes - pillerne kan jeg jo ikke fortsætte med at tage bagefter og kan give et forkert billede.
Så jo, FØR pensionsansøgningen gik det godt, stille og fredeligt. Nu er jeg på gyngende grund og hver gang jeg er ved at finde fodfæste, så sætter kommunen gang i nye svingninger......

Men det kender du jo alt til! Suk.

[Peacock]

Ja jeg kan da ved gud ikke se hvorfor de vil have dig i medicinsk behandling
når de piller ikke har hjulpet dig bare lidt

og da slet ikke beroligene piller man skal ikke tage dem mange dag før man er afhæning, hende sagsbehandleren ved hvis ikke hvad hun snakker om

jeg får selv cipralex de har hjulpet mig meget når jeg tænker tilbage på da jeg havde angst anfald i time vis og levede i min egen verden og havde selvmordstanker der bare ville noget og jeg havde også tvangstanker, vild man kan komme så langt ned

jeg fik ciramil først de hjalp bare ikke, men først da jeg tog mig selv i nakken og gik til lægen og bedte om at blivet sendt til en psykiater skete der endlig noget han sadte mig over på cipralex

mine selvmordstanker og tvangstanker forsvandt og angst anfaldene blev meget mindre, men bliver jeg stesset eller presset går det galt med angstanfaldene så tilbage fald med dette får jeg også

håber det bedste for dig helenekr
rammer sq snart kassen " sengen "

[Ninja]

De første piller jeg fik var Cipramil, men de hjalp ikke nævneværdigt og gjorde mig pludselig ekstremt aggressiv - jeg smadrede umotiveret en lejlighed i Ryesgade og blev skrigende ført bort i en ambulance. Så blev jeg trappet ned og ud. Så fik jeg Zoloft - jamen hvis jeg ikke led af angst før, så blev jeg det i hvertfald EFTER, beyndte at høre stemmer i hovedet og blev atter aggrassiv - gik ind i folk med vilje, bandede og svovlede hvis nogen sprang over i køen, farede op over det mindste og lovede bank til alle (og jeg er ellers enormt fredelig), tilsidst turde jeg slet ikke gå udenfor hoveddøren og måtte ringe til min læge og sige jeg lå i fosterstilling af bare angst. Så blev jeg trappet ned og ud. Så fik jeg Seroxat for at fjerne angsten fra Zoloft - og det gik da også straks bedre, hvilket vil sige, at alt blev som det plejede, men min OCD og angst fortsatte på samme nivau som altid, så efter laaang tid måtte vi jo erkende at de overhoved ikke virkede. Så røg jeg på Fontex i laaang tid, men de virkede heller ikke og efter et par år gik vi over til Remeron. De gav voldsomme bivirkninger (de gjorde alle de andre også - værst med Zoloft), men Remero var lige i hælene, så jeg måtte starte med en kvart og forøge hver andet måned indtil jeg kom op på en hel. Men så begyndte jeg at blive aggressiv igen og fik det højest besynderligt og begyndte med selvmordstanker, indtil jeg gik over på psykiatisk afdeling på Rigshospitalet for at indlægge mig selv. De kunne så ikke tage mig, men skrev til psykiatisk ambulatorium på Bispebjerg om at tage mig - og det gjorde de så. Så gik jeg der i laaang tid med nye piller, som heller ikke hjalp og fik også antabus fordi jeg var begyndt at drikke hæftigt i mit forsøg på at medicinere mig selv. Sprut hjalp bedre end pillerne i nu'et, men konsekvenserne dagen efter var nærmest uoverskuelige da ALT blussede op og forværrede tilstanden. Men jeg havde en lang periode hvor jeg blandede hele molevitten med sprut og piller indtil jeg ''vågnede op'' og lagde sprutten på hylden. Og efter nogle år, også pillerne. Istedet accepterede jeg at INTET kunne hjælpe mig og valgte så at tage den derfra. Det lykkedes også at genopbygge et rigtig godt liv uden medicin, jeg fik min egen lejlighed (har altid boet Co pga jeg ikke turde være alene), tog en beslutning om at få flere børn, fordi jeg var ved at blive gammel og mente jeg havde få så meget styr på mit liv, at jeg havde noget at byde på. Så jeg fik tre børn lige i rap, byttede min lille lejlighed til min nuværende på www.bl.dk (hvis nogle skulle få lyst til at bytte). Og jeg har ALDRIG haft det så godt som nu - jeg er blevet et helt nyt menneske efter jeg er holdt op med at tage medicin - så det er jo klart jeg bliver bange når sagsbehandleren siger at hun vil have mig i medicinsk behandling! Jeg kan simpelthen ikke tillade mig at gamble med min psyke pgs børnene. Tænk om jeg bliver aggressiv igen, det kunne jo ende grueligt galt!!!

Men for god orden skyld vil jeg godt sige, at 'lykkepillerne' hjælper enormt på mig hvis jeg er deprimeret - jeg lider jo desværre af længerevarende depressioner. Men jeg skal tage dem når depressionen er LIGE op over - ikke forebyggende. Og Cipralex er sjovt nok de bedste jeg har prøvet......

[ollismuddi]

Så fik jeg mødet overstået og for mit vedkommende havde de allerede tilkendt mig min pension.. så de søvnløse nætter og mave kneb var ubegrundede
jeg er super glad og enormt lettet.. så nu kan jeg sige at jeg er førtidspensionist.....

[zuza]

Jamen, så tillykke med pensionen. Dejligt, du kan sove roligt om natten nu.

Det var godt nok hurtigt.

Hvornår var du med til mødet?

[ollismuddi]

mødet var i torsdags, men allerede da jeg kom ind sagde hun til mig at jeg er tilkendt pension
der blev søgt den 13 december, så jeg er rigtig glad for det er gået så hurtigt..

[mokkasine]

Til lykke med pensionen