Retspraksis vidensbank, domme

[phhmw]

https://elmer-adv.dk/nyheder/sagsoeg...xfJ8yfUuf_1RTU

Et medlem af Danmarks Lærerforening fik et hovedtraume i forbindelse med sit arbejde.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte hovedtraumet som en arbejdsskade og tilkendte medlemmet godtgørelse for varigt mén for hovedpine.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste samtidig, at medlemmets kognitive og affektive gener skyldtes hovedtraumet. Som begrundelse anførte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:

Vi vurderer, at dine kognitive og affektive klager ikke med overvejende sandsynlighed kan tilskrives følger efter arbejdsskaden den [x].

Vi finder det derfor ikke overvejende sandsynligt, at dine kognitive/affektive gener kan tilskrives hændelsen den [x], hvor du pådrog dig et hovedtraume men ikke en hjernerystelse efter hændelsen.

Om sagen

Det følger af Arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, at et påvist varigt mén anses for at være en følge af en anerkendt arbejdsskade, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det betyder, at der gælder en omvendt bevisbyrde. Det er dermed ikke er skadelidte, der skal bevise, at der med overvejende sandsynlighed er årsagssammenhæng mellem en hændelse og et mén. Det er derimod arbejdsskademyndighederne, der med overvejende sandsynlighed skal bevise, at der ikke er årsagssammenhæng.

Vi sendte derfor på vegne af skadelidte stævningsudkast til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. I udkastet nedlagde vi påstand om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle anerkende en højere méngrad. Vi gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde anvendt bevisbyrdereglen forkert. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afviste at genoptage sagen, og vi anlagde herefter sag ved domstolene.

Under retssagen erkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at man havde anvendt bevisbyrdereglen forkert, og at afgørelsen derfor skulle genoptages.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville dog ikke genoptage afgørelsen, før sagen havde været forelagt Retslægerådet. Årsagen var, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke ville risikere at bruge tid og ressourcer på at genoptage afgørelsen med det samme, hvis Retslægerådets eventuelle senere udtalelse ville give anledning til at genoptage afgørelsen igen.

Vi mente, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring burde genoptage afgørelsen med det samme.

Vi argumenterede for, at det slet ikke var sikkert, at skadelidte ville fortsætte retssagen, når den nye afgørelse forelå. Vi henviste også til, at det var usikkert, om skadelidte havde retlig interesse i at fortsætte en retssag, der (nu) vedrørte prøvelse af en afgørelse, som myndighederne havde erkendt var ugyldig.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fastholdt dog, at de ville afvente en udtalelse fra Retslægerådet.

Vi hævede herefter retssagen, så Arbejdsmarkedets Erhvervssikring blev tvunget til at genoptage afgørelsen med samme. Vi gjorde samtidig gældende over for retten, at vi var at betragte som vindende part, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde erkendt, at afgørelsen var behæftet med en væsentlig fejl og derfor skulle genoptages.

Retten i Næstved afsagde kendelse om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring var den vindende part, fordi skadelidte ikke havde fået medhold i den nedlagte påstand om anerkendelse af en bestemt méngrad.

Vi ansøgte Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse, som blev givet. Vi kærede herefter kendelsen til Østre Landsret.

Østre Landsret afsagde kendelse den 7. november 2022 og anførte heri:

”Sagen vedrører prøvelse af S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse af [x]. Da S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har genoptaget sagen som følge af forkert anvendelse af bevisreglen i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, finder landsretten, at [skadelidte] må anses som den vindende part, uanset at hun har nedlagt påstand om anerkendelse af bestemte méngrader.”

Elmers bemærkninger

En af konsekvenserne af, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke havde anvendt bevisbyrdereglen korrekt, er, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring hermed heller ikke havde fastsat det varige mén korrekt. Det kan godt være, at det viser sig, at méngraden er den samme, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvender bevisbyrdereglen korrekt – men i alle tilfælde var fastsættelsen af ménet behæftet med fejl.

Det var også netop dét, der var kimen i sagsanlægget. Sagsøger havde nedlagt påstand om en bestemt méngrad, fordi bevisbyrdereglen var anvendt forkert, og ménfastsættelsen var dermed forkert.

Det ville da også være en besynderlig retstilstand, hvis en forvaltningsmyndighed skulle anses for vinder i en sag, hvor sagsøger får medhold i, at forvaltningsmyndighedens afgørelse lider af en væsentlig mangel og skal genoptages. Det må særligt gøre sig gældende, når sagsøger inden sagsanlægget har forsøgt at få forvaltningsmyndigheden til at genoptage afgørelsen, og hvor dette er blevet afvist.

Spørgsmål om sagen kan rettes til advokat Julie Harder

Hilsen Peter

[phhmw]

Retten på Frederiksberg har ved dom af 21. november 2022 pålagt et forsikringsselskab at udbetale forsikringserstatning til leasingtageren for værdien af leaset IT-udstyr, som blev stjålet under et indbrud begået i 2020.

https://elmer-adv.dk/nyheder/forsikr...ens-interesse/

Sagen kort

Det stjålne IT-udstyr var leaset af en eksportvirksomhed. Ifølge leasingaftalens generelle betingelser havde leasingselskabet ejendomsretten til udstyret, og som leasingtager bar eksportvirksomheden risikoen for udstyrets undergang i leasingperioden. Efter indgåelsen af leasingaftalen aftalte parterne imidlertid, at eksportvirksomheden skulle overtage udstyret ved leasingaftalens udløb mod betaling af restværdien. IT-udstyret blev imidlertid stjålet, inden leasingaftalen udløb og dermed inden leasingtager havde fået ejendomsret til udstyret.

Det stjålne IT-udstyr var omfattet af en løsøreforsikring med nyværdidækning, som forsikringsselskabets assurandør havde anbefalet eksportvirksomheden at tegne for at afdække sin risiko for, at udstyret skulle blive stjålet eller gå tabt på anden vis i leasingperioden. Assurandøren baserede sin rådgivning på en gennemgang af leasingaftalen og den efterfølgende aftale om, at eksportvirksomheden skulle overtage IT-udstyret ved udløbet af leasingaftalen.

Efter tyveriet anmeldte eksportvirksomheden skaden til forsikringsselskabet og rejste krav om forsikringserstatning for værdien af det stjålne leasede udstyr. Forsikringsselskabet afviste imidlertid kravet med henvisning til, at eksportvirksomhedens interesse ikke var sikret af løsøreforsikringen, eftersom virksomheden ikke ejede udstyret på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden. Endvidere henviste forsikringsselskabet til, at udbetaling af forsikringserstatning til eksportvirksomheden som leasingtager ville være i strid med retspraksis og med bestemmelserne i FAL §§ 35, 39, 54, stk. 1, 1. pkt., og 57, stk. 1.


Hilsen Peter

[phhmw]

https://elmer-adv.dk/nyheder/tab-af-...novervaagning/

Dette nyhedsbrev handler om tab af erhvervsevne forsikringer og om pensions- og forsikringsselskabernes overvågning af deres kunder.

En introduktion til erhvervsevnetabsforsikringen

Forsikringsbetingelsernes ordlyd varierer

Sikrede har bevisbyrden

Enkelte råd om arbejdsprøvning:

Sager med personovervågning

Forsikringsselskabet sender et funktionsskema til sikrede

Undersøgelser & Overvågning

Læs her om forskellige retssager

Hvad skal man som forsikret være opmærksom på?

TAK, til Elmer Advokater

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.facebook.com/ehmerprammi...vXLsaUgs9GodZl

I går afsagde Højesteret dom i DFIM-sagen. ( https://www.dfim.dk)

Højesteret fastslog, at ”ukendt” køretøj IKKE kun kan fortolkes som værende en ”flugtbilist” og underkendte dermed den praksis DFIM har haft siden 1950erne.

Højesteret fastslog, at garantiordningen – som procederet fra vores side - skal ses i sammenhæng med færdselslovens regler om erstatning og forsikring, og at ordningen skal sikre, at skadelidte får erstatning, selv om det skadeforvoldende køretøj ikke kan identificeres.

Højesteret udtalte, at det må bero på en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder, om et køretøj må anses for ”ukendt” og udtalte endvidere, at selv om udgangspunktet må være, at den, der bliver påkørt, sikrer sig oplysninger om køretøjet, så vil det i situationen ofte være forståeligt, hvis det ikke sker.

Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at vores klient nu endelig – efter 6 ½ år – kan få den erstatning, han er berettiget til. Men derudover er vi også rigtig glade for de mange tilskadekomne, som denne dom vil få betydning for. DFIM må naturligvis ændre deres praksis.

Spørgsmålet er så, hvordan DFIM vil forholde sig til de tilskadekomne, som frem til dommen – uberettiget – har fået afvist deres sager…

Hilsen Peter

[Reno]

Mads Pramming som er advokat og påtager sig sager omkring arbejdsskadet, sygedagpenge, førtidspension, udsatte osv har i dag udgivet bogen
“ (U)lige for loven “

Bogen er lavet i samarbejde med Birgitte Vestermark

Mads Pramming titulere sig med titlen - Advokat på de svages side

Støt op omkring en advokat - der i langt højere grad heller vil støtte svage end at gå efter det store honorar

Støt op omkring Mads Pramming stædige kamp for retfærdighed og ordentlighed til de mennesker der kommer i klemme, i det syge system

KØB BOGEN