Ensom, hvor går man hen ??

[Nusli]

Jeg har været væk fra K10 i 2 år, hele mit liv var noget rod, mistede flere kære, røg ud og ind af psykiatisk, har været så smerteplaget at jeg ikke har været ret meget udenfor en dør og er nu så ensom at jeg næsten ikke kan holde det ud mere, nogle dage opdager jeg at jeg slet ikke har talt med et levende menneske men kun set tv og hørt min egen stemme når jeg har talt til mig selv for at høre om det stadig virkede.,

Pga mine sygdomme, bla social forbi og angst kan jeg nogle dage end ikke gå ned og handle og i det mindste sig "tak" til kasseassistenten så jeg den dag får sagt mindst ét ord til et andet menneske, jeg mister/ har allerede mistet mine sociale kompentancer og er ved at blive helt idiot af at være så alene.,

Jeg har 2 voksne børn som tager sig meget af mig, men jeg lyver for dem og siger jeg har det godt og skal *sådan og sådan* fordi de ikke skal leve deres liv for mig, de har børn, fuldtidsjob og kærester at passe, jeg skal ikke være en klods om benet på dem, men jeg taler med dem 2-3 gange om ugen og ser dem en gang om ugen ca. jeg har et meget nært forhold til dem og er meget tæt på mine børnebørn, men jeg vil ikke være den der skal "tages af" så jeg holder mig i baggrunden og sørger for ikke at være til besvær.

Sidste år fik jeg tilkendt førtidspension og hele min verden faldt sammen, nu var jeg for alvor ingenting værd men bare "parkeret" og havde ingen fremtid, er ingen gevinst for samfundet mere men bare en der skal offentlig forsørges, jeg vidste godt det ville ende sådan fordi jeg har meget få kræfter og ikke kan arbejde mere, men at det ville ødelægge mig sådan at få den endelig dom, det anede jeg ikke.......

Lige nu ved jeg ikke hvordan jeg kommer videre, jeg er ensom i København, hvordan kan man være det? Hele mit netværk var bundet op omkring mit job og mit ægteskab og da jeg mistede begge dele for hhv 6 og 8 år siden har jeg været rædsomt alene.

Jeg savner en veninde, en god ven, en kæreste måske endda men hvor går man hen og får sådanne ? Jeg trænger til at komme ud og tale med rigtigt levende mennesker der ikke er mine børn og børnebørn (selvom jeg elsker dem højt) savner voksne menneskers selskab, nogen at gå en tur i biografen med, bare nogen at drikke en kop kaffe med og få en dejlig latter sammen med.....

Ensomheden er nedbrydende, den dræber livsglæde og initiativ, jeg er bange for min mentale sundhed simpelthen.,