Se enkelt indlæg
Gammel 05-05-2021, 19:12   #108
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.741
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ansatte skal trygt kunne råbe op om lovovertrædelser

Ny whistleblowerlovgivning skal også omfatte overtrædelser af dansk lov, foreslår regeringen i nyt lovforslag. Positivt, siger tænketank, der dog kritiserer elastik i formuleringer. Det samme gør KL.

http://www.danskekommuner.dk/Artikel..._SOqUXE3NF-7y0

Når året er omme, skal alle kommunalt ansatte have mulighed for billedligt talt at blæse i fløjten. For senest den 17. december skal både private og offentlige arbejdsgivere med mere end 50 ansatte oprette en whistleblowerordning.

EU har nemlig besluttet, at alle medlemslande skal sørge for, at der bliver indført whistleblowerordninger, så ansatte kan gøre deres arbejdsplads opmærksom på ulovligheder om alt fra hvidvask, urent trav i udbud og problemer med databeskyttelse uden at frygte for jobbet.

I Danmark har S-regeringen netop fremsat det forslag, der skal sørge for, at EU’s krav om whistleblowerordninger bliver til dansk lov. Og her er regeringen gået skridtet videre, end EU egentlig kræver.

For EU har kun besluttet, at landene skal sørge for, at der kan blive whistleblowet om overtrædelser af dele af EU-retten, som det hedder i direktivet. Men S-regeringen har foreslået, at whistleblowerordningerne også skal håndtere og beskytte ansatte, der råber op om overtrædelser af dansk lovgivning.

Det sidste vækker glæde hos den juridiske tænketank Justitia, der i januar i år offentliggjorde en analyse af netop whistleblowerområdet i kommunerne. Her anbefalede tænketanken, at når nu Folketinget alligevel skulle implementere EU-direktivet, at det så også benyttede anledningen til at sørge for at få omfattet national lovgivning.

– Vi er selvfølgelig glade for, at det også kommer til at omfatte national ret. Men der er også ting, som vi savner i forslaget, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i Justitia og står bag analysen af whistleblowerområdet.

Åbn for borgere
Hun peger blandt andet på, at der med regeringens lovforslag ikke er lagt op til, at borgere vil kunne anvende de kommunale whistleblowerordninger. De vil i udgangspunktet kun skulle være tilgængelige for ansatte i kommunerne.

– Jeg synes, at man gennem flere års offentlig debat har kunnet se, at der er kommet en ret stor mistillid til kommunerne fra de borgere, der har brug for velfærdssamfundet. Så hvis man åbnede whistleblowerordningerne op for, at også borgere kunne bruge dem, så ville det sende et stærkt signal om åbenhed i de kommunale forvaltninger. Og så har borgerne jo også førstehåndserfaringer med kommunerne og kan være med til at gøre opmærksom på systematiske fejl og uregelmæssigheder, siger Birgitte Arent Eiriksson.

Justitia og vicedirektør Birgitte Arent Eiriksson savner også en mere præcis forklaring på, hvad ordningen egentlig omfatter. I forslaget står der, at whistleblowerordningerne udover EU-ret også skal håndtere indberetninger, som ”i øvrigt vedrører alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.” Lovovertrædelser er der ingen ben i at tolke, men det kan være svært at vurdere, hvilke andre forhold der er omfattet, og hvornår lovovertrædelser og andre forhold kan anses for alvorlige, og denne uklarhed er Birgitte Arent Eiriksson mindre begejstret for.

– For de fleste vil det være ret elastiske begreber, som det kan være svært at vurdere. Det kan komme til at betyde dels, at man vil afvise sager, som man måske burde have behandlet, dels, at de potentielle whistleblowere kan have svært ved at vurdere, hvilke sager de kan henvende sig med, siger hun.

Birgitte Arent Eiriksson efterspørger derfor, at man fra ministeriets side sørger for, at loven bliver ledsaget af flere konkrete eksempler, så det bliver tydeligere, hvad de kommunale whistleblowerordninger rent faktisk kommer til at omfatte.

– Jo flere eksempler jo bedre, vil jeg sige. For jo mere uddybende forarbejderne (ministeriets bemærkninger til lovforslaget, red.) er, jo nemmere vil whistleblowerordningerne være at anvende for både afsender og modtager, siger hun.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat