Se enkelt indlæg
Gammel 21-02-2022, 09:28   #40
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.726
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Politikere får stadig lukrativ pension trods løfter om ændringer i årevis:

'Det er slet ikke i orden'

Nu kræver flere partier handling, mens ekspert ikke tror på store ændringer.



https://www.dr.dk/nyheder/politik/po...aarevis-det-er

Ved du, hvad en politiker får i løn for at sidde i Folketinget?

Det kan være svært at gennemskue - for deres lønsedler ligner ikke dem, de fleste af os får udleveret hver måned. De består nemlig af en række vederlag, skattefri tillæg og en meget lukrativ pensionsordning.

Men det skal laves om - det blev et flertal i Folketinget med Socialdemokratiet og Venstre i front i hvert fald enige om tilbage i 2019.
Men nu siger kalenderen 2022 - og politikernes lønseddel? Ja, den har ikke ændret sig så meget som et komma.

- Det er i hvert fald ikke at tage folks bekymring alvorligt, at man ikke rykker og bare lader det her ligge i en syltekrukke igennem mange år. Jeg synes ikke, det er i orden, siger formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt.
Hos Konservative venter man også på handling - for der skal ske ændringer på området nu, mener gruppeformand Mai Mercado:

- Det er svært at forsvare, at vi skal have en pension, som er så lukrativ og meget mere fordelagtig end danskere på det almindelige arbejdsmarked, siger hun.

Løsning klar i flere år

Det var ellers to afklarede gruppeformænd fra Socialdemokratiet og Venstre, der i efteråret 2019 stod frem i pressen og lovede ændringer.
- Vi skal have kigget hele vejen rundt, så der kommer mere overensstemmelse mellem vilkårene for politikere generelt i forhold til det omgivende arbejdsmarked, sagde Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, til DR.

Også Venstres daværende gruppeformand, Karsten Lauritzsen, ville ændre politikernes lønvilkår.

- Vi vil gerne veksle nogle af de urimelige vilkår - blandt andet en meget mærkelig pensionsordning, som ingen andre har - til en fornuftig og rimelig løn, der afspejler, hvor mange timer man arbejder som politiker, sagde han dengang.
De to gruppeformænd lagde op til, at de vil indføre de anbefalinger, som Vederlagskommissionen udgav i 2016 - de indkaldte til forhandlinger og satte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til at opdatere kommissionens anbefalinger.

Og det opdaterede forslag lød på en årsløn på 959.000 kroner plus 17 procent i arbejdsgiverbetalt pension - en ændring, der vil koste lige så meget i kroner og øre som den eksisterende lønstruktur.

Ingen kommentarer

Men selvom både løsningen og flertallet til at indføre den allerede var klar tilbage i 2019, så er der stadigvæk ikke sket noget på området.
I starten af 2021 spurgte DR Socialdemokratiets dengang nye gruppeformand, Leif Lahn Jensen, hvorfor der på det tidspunkt endnu ikke var sket nogle ændringer med politikernes lønvilkår.

- Som ny gruppeformand har jeg ikke haft tid til at sætte mig ordentligt ind i det endnu. Vi kommer til at arbejde med det på et tidspunkt, jeg kan bare ikke sige hvornår, svarede Leif han dengang og henviste til, at coronasituationen også havde sat en stopper for forhandlingerne.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview eller en kommentar fra den socialdemokratiske gruppeformand om sagen i de seneste uger - men uden held.
For lidt over en måned siden råbte den daværende gruppeformand for Venstre, Karsten Lauritzen, Socialdemokratiet op i et interview med DR.

- Jeg kan bare sige, det er dem, vi har ventet på. Vi kunne sådan set have lavet aftalen for lang tid siden, sagde han og kom med en direkte opfordring til Socialdemokratiet:
- Få fingeren ud af et vist sted og gå med i den aftale, vi nu har holdt mange møder om.

Karsten Lauritzen forlod dog dansk politik kort efter interviewet, og nu er posten som gruppeformand gået til Thomas Danielsen (V).

Men på trods af sin forgængers skarpe opfordring ønsker han heller ikke at stille op til interview om sagen trods flere henvendelser.

Fodrer politikerleden

Flere partier rejser nu kritik af den manglende handlekraft på området.
Hvis det stod til dig, hvornår skal der så gøres noget ved det her?
- Det gjorde vi i morgen. Vi i Konservative er jo ikke løbet fra den her aftale, vi lavede dengang, siger gruppeformand Mai Mercado.

Også DF-formanden ønsker at få gjort op med de gældende regler hurtigst muligt, da det kan have store konsekvenser.

- Jamen, det her giver uden tvivl næring til det, man kalder politikerleden, siger Morten Messerschmidt.
Han ser der som en bunden opgave at lave et opgør med de nuværende regler for politikernes lønvilkår.

- Vi burde sådan set alle sammen på tværs af partierne have en interesse i at få bragt de arbejdsvilkår, der gælder for os her bag Christiansborgs tykke mure, i overensstemmelse med dem, der gælder for resten af samfundet, siger han.
Ekspert: Det giver for mange problemer

Men hvorfor er det, at politikerne ikke ændrer deres lønvilkår - selvom de har sagt, at de vil gøre det?

Det er, fordi det ikke er særligt gunstigt for politikerne at ændre deres løn, siger professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Lene Holm Pedersen.

- Der er mange erfarne politikere, der vil tænke: ’Skal vi ikke lade den hund være begravet, og så bruge vores energi på noget andet?’

Det giver for mange problemer, det giver dårlig presse, og i virkeligheden kommer de til at tjene det samme.
Lene Holm Pedersen er leder af forskningsprojektet 'Rewards on Top', der netop undersøger politikeres lønninger, og hvordan befolkningens holdninger er til dem.

Hendes undersøgelser viser, at selvom politikernes løn udgør en forsvindende lille del af det samlede statsbudget, så er det et emne, som netop tiltrækker meget stor opmærksomhed fra vælgerne.
- Man kan se, at hver gang politikerne prøver at ændre på deres løn, så går der nogle dynamikker i gang hos vælgerne, der også vækker mistillid til politikerne og meget hurtigt ender med at skubbe til billeder af politikere, der er mere optagede af at mele deres egen kage end at håndtere de samfundsmæssige problemer, fortæller Lene Holm Pedersen.
Og det kan være en af årsagerne til, at der ikke er sket noget på området, selvom anbefalingerne til en ændring af deres lønforhold har været klar i årevis, forklarer hun.
Giver det stadigvæk mening, at politikerne i Danmark har den her særlige lønstruktur, som ikke ligner den, normale danskere har?
- Nej, jeg synes, det giver mening at have en transparent gennemsigtig lønstruktur, som folk kan forstå. Som er gennemsigtig, og som ikke giver baggrund for myter.
Tror du, at vi kommer til at se en ændring i politikernes løn?
- Nej. Måske små ændringer. Men efter at Vederlagskommissionens arbejde ikke blev vedtaget, så tror jeg ikke, at man tager spørgsmålet op igen foreløbigt, siger Lene Holm Pedersen, der dog tilføjer, at det selvfølgeligt er svært at spå om fremtiden.

TIDSLINJE

I 2014 nedsætter Folketinget en kommission, der skal undersøge, hvordan politikernes løn- og pensionsvilkår i højere grad kan ligne en almindelig lønseddel. Det bliver til Vederlagskommissionen. Her giver partierne håndslag på at vedtage kommissonens anbefalinger.

I 2016 er Vederlagskommisionen klar med sin konklusion. De anbefaler, at politikernes livslange pensionsordning skal laves om til en 17 procent arbejdsgiverbetalt pension, og at det skattefri tillæg skal fjernes. Til gengæld skal årslønnen hæves tilsvarende. Det betyder, at politikerne vil få væsentligt flere penge udbetalt om måneden, men til gengæld få mindre i pension og tillæg end tidligere. Ændringen vil dog koste det samme som den eksisterende lønstruktur. Der er ikke et politisk flertal for at indføre kommissionens anbefalinger.

I 2019 efter folketingsvalget åbner Socialdemokratiet og Venstre op for alligevel at indføre Vederlagskommissionens anbefalinger. Der indkaldes til forhandlinger mellem gruppeformændene for Folketingets partier, og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen bliver bedt om at opdatere kommissionens anbefalinger, så de bliver tidssvarende. Der forventes at lande en aftale om en ny lønpakke til politikere og ministre i 2020.

I 2021 er der stadigvæk ikke landet en aftale om en ny lønstruktur for politikerne. Socialdemokratiets gruppeformand forklarer, at det skyldes coronakrisen. Han kan ikke sige, hvornår de genoptager forhandlingerne.

Nu i 2022 er der stadigvæk ikke sket noget.


Hilsen Peter

Bilag

DET TJENER EN FOLKETINGSPOLITIKER:

I dag ser den årlige lønpakke sådan ud:

Vederlag: 678.000 kroner.
Værdi af skattefrit omkostningstillæg: 141.000 kroner.
Værdi af eftervederlagsordning: 123.000 kroner.
Værdi af pensionsordning: 310.000 kroner.
Ialt: 1.252.000 kroner.
Her er forslaget til en ny årlig lønpakke:
Vederlag: 959.000 kroner.
Værdi af eftervederlagsordning: 94.000 kroner.
Pension: 167.000 kroner.
I alt: 1.220.000 kroner.

Alle tal er fra en aktindsigt, DR Nyheder fik i 2019, hvor Medarbejder- og Kompetencestyrelsen lavede nye beregninger på, hvordan en ny lønpakke kunne se ud baseret på Vederlagskommissionens anbefalinger fra 2016.

phhmw er ikke logget ind   Besvar med citat