Hej. Rigtig fin fortælling fra det virkelige liv. Men hvor mange af jer, slås med jobcenter og andet, som ikke tror på hjerneskaden?
Min søn er igennem vride maskinen lige nu, fordi jobcenter påstår der ikke findes papirer i hans sag omkring hans hjerneskader
Han blev slået ned som 18 årig, og fik en hjerneblødning med efterfølgende epilelepsi og skader på hjernen.
Bare sendt hjem, og klar dig selv. Hvilket bare ikke gik så godt. Det har givet mig et varigt traume, så jeg i dag tror jeg lider af post traumatisk stress syndrom. Alle de år med angst for at han fik kramper, køre igennem sne og regn og nætter fordi jeg ikke kunne få fat i ham pr telefon. Rædslen for hvad jeg ville finde når jeg kom frem. Øv når jeg skriver det, kan jeg mærke gråden og håbløsheden.
I dag har han et godt liv, fordi han langt om længe fik skiftet sin medicin mod kramper ud, de gav ham kramper??? og medicin forgiftning, han kunne ingenting mens han fik denne medicin.
I dag krampefri på snart 1 1/2 år, og alligevel lider jeg stadig af angst, hvis jeg ikke kan få fat i ham.
Hjerneskaderne gør, at han intet kan huske, jo måske noget, men meget lidt fra mdr tilbage, jeg fortæller ham om hans barndom, og ting som han har glemt.
Men lige nu mener kommunen altså at han er i stand til at varetage et fuldtidsjob, de er ikke rigtig kloge. han har været i arbejdprøvning 5 mdr. 2 perioder, første gik meget godt, anden ikke så godt da de pressede ham op i tid.
Anden aktør kom med deres udtalelse, uden at have talt med ham først, bare sendt til kommunen, som ikke ville sende kopi til mig ( har fuldmagt i kommunen vedr min søn), heri har de brugt meget skriftligt på at svine mig til.
Nogen gange tænker jeg, lad dog være, men nej jeg finder mig ikke i at de tromler ham ned og over, for det er ikke dem som skal være der og samle ham op igen.
Himmel og jord i bevægelse, jeg har klaget til borgmester og kommunalbestyrelsen over jobcenter, der mangler status over nye sygdomme, men de beder ikke om en, osv .
Så lige nu, bare kontaktet hans læger og gjort dem opmærksomme på hvad der sker pt, og så vente på hvad der kommer ud af klagen. Hvilket jeg ikke tror bliver så meget, har før klaget og fået en sludder for en sladder.
Min søn har aldrig fået noget hjælp, eller blevet oplyst om hvad hans hjerneskader betyder for ham, kun mig som undersøger og finder ud af ting, og kommer til at fremstå som den monster mor, der blander sig i alt.
Men så længe ingen gider at tage vare på min søn, så længe er jeg monster mor. Kh Indiansummer