|
Jeg har længe fuldt med her på K10 - men det er første gang jeg selv deltager i debatten.
Jeg må erklære mig enig med LUM. Bliver man syg, kommer ud for en ulykke el. andet - ja så er fleksjob-ordningen et rigtig godt velfærdsgode. Men at man med en ugentlig arbejdstid på f.eks. 12 timer skal oppebære den samme løn som man fik mens man arbejdede fuldtids - samme løn som ens kollegaer der arbejder 37 timer, det mener jeg ikke er rimeligt.
Uanset hvor uforskyldt situationen er for den enkelte, må man efter min mening acceptere at "det offentlige" ikke skal betale fuldt ud for dette, men at man som menneske må acceptere en vis nedgang i indtægten. Fik man f.eks. 30.000,- kr. mens man arbejdede 37 timer ugentligt, ja så synes jeg at det er et rigtig fint velfærdsgode hvis man fremover kun arbejder 12 timer og får en løn på f.eks. 22-23.000,-kr.
Om man har den ene eller anden udgift - det er jo forskelligt fra person til person hvordan vores økonomi ser ud. Men det er altså ikke den øvrige befolknings ansvar at sikre at man har 100% samme indtægt som tidligere. For pengene til aflønningen af de timer man ikke længere arbejder - læs tilskuddet til arbejdsgiver - kommer jo fra vores alles skatteindbetaling. Endvidere, når man først er blevet syg så er der jo en risiko for at sygdommen forværres, og dermed ende med en førtidspension, og så er det altså ens eget ansvar om man har bundet sig op på for høje udgifter.
Har man haft sin fulde arbejdsevne og i øvrigt haft et helbred til det, ja så må løsningen være at man selv tager en del af ansvaret for hvordan ens økonomi ser ud hvis man ikke længere er i stand til at arbejde, det være sig i form af forskellige forsikringsdækninger.
Slutteligt kan jeg oplyse at jeg selv har været i fleksjob de sidste 10 år, arbejder 12 timer om ugen. Jeg gik i sin tid 5.000,- kr. ned i løn i.f.m. at jeg kom i fleksjob, men havde fortsat en løn på 24.000,-kr. for 12 timers arbejde ugentligt. Jeg var - og er - dybt taknemlig over at der var en så fin ordning.
|