Citat:
Oprindeligt indsendt af helenekr
Jeg ved nu ikke om jeg er blevet stærkere, men jeg er måske blevet en lille smule klogere på mig selv. Man skal også huske på, at jeg har lidt af OCD siden jeg gik i børnehave, og altid har lidt af forskellige former for angst. Jeg har aldrig kendt til andet, og aner ikke hvad det vil sige, at være rask, uden nogen former for symptomer...
Og når man har haft det sådan ALTID og ikke har nogen erindringer om et liv der er 'normalt' (uden angst, ocd, psykoser mm), så ER man på en eller anden måde bare sådan. Jeg lever efter det, ved hvad der forværre mine symptomer, ved hvad der kan holde det nogenlunde i skak, hvad der forværre det osv....
Min læge har altid sagt til mig,, det er sgu så synd for dig!
Men når jeg tænker over det, så er det måske endnu mere forfærdeligt for mennesker, der går fra at være raske, til at blive enormt angste. Forandringen betyder måske man indelukker sig, isolerer sig fra omverden, mister forhold til nære, venner mm.
Alt det der har jeg jo LEVET altid, jeg har simpelthen indrettet mig efter mine diagnoser helt fra barnsben af.
Jeg har altid været enspænder, så jeg har ikke mistet noget. Så det kan måske bedst sammenlignes med at være blind fra fødslen, man kender ikke til andet.
Men at miste synet når man er 30, kan være fuldstændig forfærdeligt. Folk spørger måske den blind-fødte om de ikke godt kunne tænke sig at kunne se, men når man altid har været blind, så aner man jo ikke havd det er. Hvor imod dén der er blevet pludselig blind, måske går med en stor sorg i sig selv, over ikke mere at kunne se dem de elsker og holder af, naturen, solopgangen mm mere....jeres medicin kan måske gøre at i kommer til at se igen, men for mig er der ingen håb om at synet vender tilbage. Men når jeg har det slemt, så kan jeg tage medicin så jeg ikke går helt i panik over alt det sorte, og holde depressionerne lidt i skak indtil jeg igen kan slippe medicinen og fortsætte i mørket.
Og for mig kan psykologen ikke gøre noget, de fortalte mig i sin tid hvordan jeg kunne færdes udenfor, uden at ramle ind i biler, andre mennesker og trafikken. De værktøjer var udmærket, og jeg bruger dem den dag i dag, og har selv fundet på en masse nye som virker endnu bedre, lidt som at udvikle en 6 sans, fordi nogle andre er sat lidt ud af spil.
Men for jer, så er psykologen måske de årer der kan ro jer ind til breden, for når man tager medicin, så sidder man jo godt og tørt i jollen, men kan ikke komme videre uden årerne....
Medicin og psykolog BØR hænge sammen og følges ad. Medicin - mener jeg, kan IKKE stå alene i en behandling.
|
Mit stammer også fra barndommen, men det er først som voksen at tingene er kollapset for mig.
Hele mit liv har drejet sig om at være perfekt, at dække over min angst, utilstrækkelighed, ængstelighed og at jeg følte mig uelsket og uønsket i min egen familie. Mobning i skolen og trøstespisning fra jeg var 9-10 år og deraf overvægt har heller ikke hjulpet på hverken selvbillede eller selvværd. Problemer på hjemmefronten fra ca. da jeg var i samme alder har heller ikke hjulpet.
Jeg har altid været ængstelig, nervøs og meget genert. Men jeg har gjort ALT for at dække over det, og det har kostet rigtig mange menneskelige ressourcer. Jeg har følt mig SÅ forkert i mit eget liv, at jeg ikke kendte mig selv, for jeg spillede altid roller for at passe ind. Det har så også betydet, at da hele ****et væltede for mig, blev folk som har kendt mig hele mit liv eller i mange år virkelig overraskede, for jeg var jo sådan en stærk pige der vidste hvad jeg ville, med gåpåmod der ikke var bange for noget. Det hele var bare EN stor løgn jeg levede på og jeg kunne ikke holde til presset mere.
Jeg kender så stadig ikke mig selv og spiller også stadig roller fra tid til anden, men min psykolog har virkelig fået mig til at indse nogle ting, bl.a. at jeg ikke kan gøre for at jeg er som jeg er. At det er helt ok at jeg har en skrøbelig personlighed og har haft det siden barns ben, men at jeg har gjort alt for at skjule det for selv min allernærmeste familie. Det var virkelig en øjenåbner for mig, da jeg fandt ud af, at angsten er mit hovedproblem og det var
så mærkeligt at få sat ordet angst på alle de følelser jeg har rendt rundt med siden jeg var 5-6 år gammel. Der gik der virkelig en prås op for mig.
Jeg har lært rigtig meget om pålagte mønstre og videreførte mønstre. Jeg viderefører mange mønstre fordi jeg aldrig har lært andet. Der er rigtig meget **** at rydde op i i mit liv, bl.a en voldsom skyldfølelse og en følelse af at have følt sig forkert helt fra barnsben.
Jeg tror også en af årsagerne til jeg har så svært ved at udtrykke hvordan jeg har det kommer af, at når jeg prøvede på at sige noget som barn, blev jeg affærdiget med, at det var noget pjat. Nåh, men så var det vel det og så var jeg jo nok forkert siden jeg havde det sådan. Derfor reagerer jeg også VOLDSOMT i dag når folk mener det jeg gør og siger er noget pjat og jeg skal se at komme videre.
Nogle gange kan jeg da godt tænke om jeg får den rigtige form for terapi fordi det går så langsomt som det gør. Andre gange tænker jeg på om jeg i det hele taget kan "reddes". Men ser jeg tilbage på da jeg startede til psykolog og hvor jeg er i dag, så kan jeg godt se der er sket noget. Men nok ikke så meget som menigmand synes der skal... men det kan de så være fløjtende ligeglad med
Jeg er helt enig i din betragtning omkring medicin, helenekr, den kan ikke stå alene, det er vigtigt at man får den form for behandling der passer til en. Men det kan også være rigtig svært at finde ud af, og jeg synes desværre at alt alt for mange får alt for overfladisk behandling. Værsgo, her er nogle piller... spis dem og du får det bedre. Desværre er det også meget den gængse mening i samfundet... nåh du får lykkepiller... jamen, så må du da snart få det godt
