http://www.muskelsvindfonden.dk/Hand...stikkelse.aspx
Fuld udnyttelse af min arbejdsevne:
Når funktionsnedsættelsen er varig og ikke kan ændres af pisk eller gulerod
Jeg hedder Sarah. Jeg er 25 år. De sidste 14 har jeg ikke kunnet stå på mine ben, og jeg kan kun løfte min højre hånd til hagen.
Med mindre jeg snyder og bruger den anden arm, så kan jeg også godt klø mig på næsen. Så kan jeg kompensere en lille smule for den muskelsvind, jeg er født med.
Jeg har faktisk altid været god til at kompensere. Sikkert fordi jeg fik tudet ørerne fulde med, ”at hvad man ikke har i benene, må man have i hovedet.” Man forventede, at jeg blev god til at bruge mit.
Så jeg slugte bøger som slik og fik 13-taller i gymnasiet. Universitetet var aldrig til diskussion. For jeg vidste godt, at jeg havde oddsene imod mig på arbejdsmarkedet. Hvis jeg skulle finde et job trods muskelsvind, krævede det en ordentlig uddannelse, et ordentligt netværk og relevant erhvervserfaring.
Det har kostet blod og tårer, og jeg har ikke klaret det på normeret tid. Men i dag er jeg kun ét eneste år fra at være i mål som cand.mag. i medievidenskab.
Det ene år kan desværre vise sig at blive skæbnesvangert. For min eneste mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet er et fleksjob. Og nu bliver ordningen lavet om.
Jeg skal være ærlig: Et fleksjob har sgu aldrig stået højt på min ønskeliste.
Jeg er ambitiøs og vil hellere have en strømlinet karriere med 50 timers arbejdsuge.
Og jeg vil hellere være uafhængig af offentlige tilskud og godkendelser.
Hvem ville ikke det?
Der er bare forskel på at ville og at kunne.
Jeg vil gerne klare et fuldtidsjob, men jeg kan ikke – og jeg kommer aldrig til at kunne det.
For ingen handleplaner kan ændre på, at det tager mig tre timer at gå i bad.
Økonomisk incitament kan ikke forhindre, at jeg efter en fuld arbejdsuge er for træt til at trække vejret selv.
Reformer kan ikke kurere muskelsvind.
Men reformer kan gøre det svært at finde et fleksjob – de kan gøre det svært at leve af et fleksjob – og de kan gøre det rigtig svært at trives i et fleksjob.
I) Jeg kan godt vifte en direktør om næsen med mit imponerende eksamensbevis, og jeg kan skrive kendte mennesker på som referencer. Men ingen direktør vil ansætte mig, hvis det indebærer en masse bøvl, som hun ikke får en krone for.
Det lægger fleksjob-reformen op til.
For det første skal direktøren lave handleplaner for, hvordan man kan øge min arbejdsevne. Det tager tid og er totalt meningsløst, for muskelsvind går aldrig over.
For det andet får direktøren en totalt ustabil ansat i mig. For mit fleksjob godkendes kun for 5 år ad gangen, og bevillingen skal revideres årligt.
Hånden på hjertet – hvem vil ansætte nogen på de betingelser? Det handler ikke om fordomme, som jeg kan aflive, det er bare kolde fakta. Der står 20 andre nyuddannede uden handicap på spring, som ikke indebærer bøvl. Hvis jeg var direktør, ved jeg godt, hvem jeg ville vælge.
II) Hvis det lykkes mig at overvinde dén barriere og faktisk finde et fleksjob, så bliver den næste udfordring at leve af det.
Tidligere ville jeg have fået næsten samme løn som mine kolleger, selvom jeg kun kan arbejde 20 timer om ugen. Pointen er jo, at 20 timer er et fuldtidsjob for mig.
Men fremover får jeg kun fuld løn for de timer, jeg arbejder – og en beskeden slat for resten.
Det hedder sig, at det skal motivere mig til at ”få det bedre”, så jeg en dag kan klare et almindeligt job.
Men mit handicap er permanent – så i praksis betyder det bare, at jeg resten af mit liv får meget mindre i løn end mine kolleger. Selvom jeg arbejder alt, hvad jeg kan, og er lige så udmattet som dem, når jeg får fri.
III) Hvis jeg da ikke er mere udmattet. For som sagt bliver det ikke bare svært at finde eller leve af et fleksjob – det bliver også svært at trives i det.
De midlertidige fleksjob betyder, at mit arbejdsliv bliver permanent usikkert.
Hvad hvis en tilfældig jobkonsulent pludselig vurderer, at jeg skal arbejde tre timer mere eller mindre om ugen? Så passer jeg ikke længere til min stilling. Så mister jeg mit job.
Og handleplanerne – de betyder, at jeg aldrig bliver en ligeværdig medarbejder.
Før skulle jeg ”bare” kompensere for mit handicap. Nu skal jeg også kompensere for alt det bøvl, jeg giver min chef.
Før kunne jeg have et professionelt forhold til chefen. Nu skal hun involveres i private snakke om, hvordan man øger min arbejdsevne. Min arbejdsevne, der vel at mærke er permanent nedsat.
Jeg ser det for mig: ”Hvor lang tid tager det dig at tisse, Sarah? Hvis du nu sprang kaffen over, kunne du nok arbejde et kvarter længere…”
Sidst men ikke mindst ligger det mellem linjerne i den her reform, at med handleplaner og økonomisk incitament, så skal jeg nok tage mig sammen. Min handicap er ikke reelt; jeg er bare doven. Det er dét budskab, fleksjob-reformen sender til alle mine fremtidige kolleger.
Så lad mig slutte med aflive den myte ved at slå to ting fast:
1) For det første: Handicap tager ikke imod bestikkelse.
a. Selv hvis jeg blev lokket med 1 mio. om året, ville jeg alligevel ikke kunne rejse mig op, binde mine sko eller klø mig oven på hovedet.
b. Og selvom jeg bliver truet med en lønnedgang på mange tusind om måneden, vil jeg alligevel aldrig kunne klare et fuldtidsjob. Det er forskel på at ville og at kunne.
2) For det andet: Handicap er ikke dovenskab.
Det er ikke let at tage en uddannelse, når man har et fysisk handicap. En tredjedel klarer ikke engang folkeskolen. Dem, der får en videregående uddannelse, har kæmpet for det og taget slag undervejs.
De af os, der bagefter søger et fleksjob, er klar til at tage flere tæsk. Processen med at blive godkendt er udmattende. Og bagefter, ude på arbejdsmarkedet, er der fordomme og trapper at slås med.
Men vi kaster os ud i det alligevel – fordi vi virkelig gerne vil bidrage og bruge den rest-arbejdsevne, vi har!
Det har intet med dovenskab at gøre – det har noget med nosser at gøre!
Og det burde ikke udløse mistillid og dårlig løn – det burde udløse respekt og al mulig opbakning!
Hilsen Peter
og lad os fremover, i fællesskab, råbe endnu højere!