Se enkelt indlæg
Gammel 27-05-2022, 21:04   #274
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.676
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ankestyrelsen til kommune: brug nu det cirkulære! Hjælpemidler Behandlingsredskaber??

https://muskelsvindfonden.dk/artikle...gqxr-3CJXf1EeU

Eva Christensen
16. okt 2021
Når der opstår tvivl om, hvorvidt noget er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab og dermed også, om det er kommunen eller regionen, der skal betale, så er det kommunens pligt at forholde sig til det såkaldte afgrænsningscirkulære. Det fastslår Ankestyrelsen i en konkret afgørelse om et ståstativ til et barn med muskelsvind.

Muskelsvindfonden har bistået i klagesagen, hvor pigens forældre søgte kommunen om hjælp til at vedligeholde pigens ståfunktion. For barnet drejede det sig blandt andet om, at hendes rækkevidde er større, når hun står op, at hun har bedre mulighed for bevægelighed, og at hun kan deltage i flere aktiviteter, hvis hun står i ståstativet.

Både kommune og sygehus gav afslag

Kommunen meddelte afslag efter Servicelovens §112 om hjælpemidler og henviste til, at ståstativet kunne søges som behandlings-/træningsredskab hos regionen, altså via sygehuset. Overlægen på sygehuset, hvor pigen er tilknyttet, erklærede sig dog uenig med kommunen i vurderingen af, at ståstativet skulle være et behandlingsredskab, og således startede balladen.

Når noget ikke er enten/eller, men både/og

Udfordringen opstår, fordi et ståstativ for så vidt kan være både et behandlingsredskab og et hjælpemiddel. Og ofte opfylder det begge funktioner. Og da tidens trend i velfærdssystemet tilsyneladende er noget hen i retningen af ”lad os se, hvordan vi bedst kan undgå at hjælpe, så vi sparer penge”, frem for ”lad os se, hvordan vi bedst afhjælper behovet”, så opstår der naturligt kø ved håndvasken, når kommune og region ihærdigt forsøger at tørre udgiften af på hinanden. Det kan undre, at man ikke bare i sådanne tilfælde simpelthen deler udgiften, men nuvel, systemets veje er uransagelige.

Tvivlen må aldrig komme borgeren til skade

Heldigvis har lovgivningen taget højde for, at afgrænsningsproblemer kan opstå i det såkaldte Afgrænsningscirkulære. Heraf fremgår blandt andet, at et ”givet apparatur eller redskab både kan være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel”.

Og det mest væsentlige: ”I tilfælde hvor der opstår tvivl om, hvilken myndighed der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede parter”.

Det står altså lysende klart, at hvis kommunen siger nej til at udlevere med henvisning til, at det er regionen, der skal betale, så skal kommunen udlevere alligevel. Og så må kommunen selv rode med at hente eventuelle penge hjem fra regionen.

Det bør i øvrigt ikke komme bag på kommunerne. Dels fremgår det tydeligt af en principafgørelse fra 2015, at et ståstativ kan være et hjælpemiddel, i øvrigt komisk nok en afgørelse, som kommunen i denne sag selv henviser til. Dels har Muskelsvindfonden skrevet adskillige gange om principperne i cirkulæret lige siden.

Læs f.eks. denne artikel.

Vi har også, siden Nick Hækkerup var Sundhedsminister, forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på cirkulærets begrænsede virkning i kommunerne.

En mulig løsning ligger på ministeriets bord

I juni 2017 beskrev et udvalg bestående af KL, Danske Regioner og staten problemet OG en mulig løsning, som Muskelsvindfonden bakker op om. I den efterfølgende rapport foreslås det blandt andet, at afgrænsningscirkulæret erstattes af en ny vejledning, der beskriver kommuner og regioners forpligtelser i forhold til at levere behandlingsredskaber og hjælpemidler efter sundhedsloven samt håndteringen af snitflader til andre områder, herunder hjælpemidler efter serviceloven. Så en mulig løsning ligger allerede på ministeriets skrivebord.

Mens vi venter, må vi tage kampen fra sag til sag, men det betyder, at mennesker med muskelsvind i flere tilfælde kommer til at vente uhensigtsmæssigt længe med funktionsevnetab til følge, mens bureaukratiets tandhjul roterer med tænderskærende langsommelighed.

Ros til Ankestyrelsen: klar melding i denne sag

Det er ingen hemmelighed, at vi i Muskelsvindfonden har set flere sager, hvor kommune og region eksempelvis giver sig til at skændes om, hvilken ”myndighed der har tættest kontakt med borgeren”. I flere tilfælde har vi også haft svingende held med at få Ankestyrelsen til at inddrage principperne fra Afgrænsningscirkulæret.

Men roses skal den, der roses bør, og i denne sag er Ankestyrelsen helt klar i spyttet. Kommunen forsøgte i klageforløbet at snige sig uden om ved at påpege for Ankestyrelsen, at regionen ikke havde truffet en afgørelse med klagevejledning. Det er velsagtens den med at påpege splinten i andres øjne, men overse bjælken i sit eget.

Hertil svarer Ankestyrelsen: ”Vi bemærker, at vi ikke har kompetence til at forholde os til regionens manglende bevilling af hjælp. Vi henviser derimod kommunen til at træffe afgørelser i henhold til afgrænsningscirkulæret på hjælpemiddelområdet.
Desuden gør vi kommunen opmærksom på retssikkerhedslovens §5, hvoraf fremgår, at kommunen har ansvaret for at hjælpe borgeren, når en borger henvender sig. Kommunen bør forholde sig til, om der er mulighed for hjælp i den sociale lovgivning, herunder forholde sig til, om der er brug for rådgivning og vejledning. Ifølge bestemmelsen skal kommunen desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning”.

Det bør ikke være borgerens problem

Se, det er da til at forstå. For det første skal kommunen anvende princippet i afgrænsningscirkulæret og udlevere ståstativet, uanset om der er tale om et hjælpemiddel eller ej.

For det andet skal kommunen overholde retssikkerhedslovens §5, som pålægger kommunen at ”behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder rådgivning og vejledning”, samt være opmærksom på, om der kan søges om hjælp andre steder.

Det er således aldrig nogensinde borgerens problem at finde den rette paragraf, det rette regelsæt, eller den rette instans, når der er et behov. Det er kommunens ansvar.

Hvis blot landets kommuner startede med at efterleve den ene paragraf i retssikkerhedsloven, ville formentlig halvdelen af alle klagesager slutte, inden de begyndte.


Ståstativ kan bevilges som hjælpemiddel

https://muskelsvindfonden.dk/artikle...aelpemiddel-2/

Jørgen Lenger
17. feb 2015
Ny principafgørelse afliver kommuners praksis

Et ståstøttestativ kan ligesom et gangstativ både være et hjælpemiddel og et behandlingsredskab. Det slår Ankestyrelsen fast i en ny principafgørelse. Dermed forsøger styrelsen at aflive den praksis, mange kommuner på det seneste har indført. Kommunerne har i stigende grad afvist ansøgninger om ståstativ alene med henvisning til, at det er et behandlingsredskab, der hører under regionen. Afvisningerne sker ofte uden konkret sagsbehandling men med henvisning til en afgørelse Ankestyrelsen kom med i 2009, hvor styrelsen i en konkret sag bestemte, at et ståstøttestativ ikke skulle bevilges efter serviceloven, fordi det i den konkrete sag blev brugt til genoptræning efter senpolio og et lårbensbrud.

Kommunernes misbrug af afgørelsen fra 2009 får nu Ankestyrelsen til at gentage et af de mest fundamentale principper i Serviceloven, der handler om konkret og individuel vurdering. I den ny principafgørelse skriver Ankestyrelsen således: ”Afgørelsen må bero på en konkret, individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang samt hvilket behov, brugen af ståstøttestativet skal afhjælpe”. Afgørelsen slår fast, at hvis det primære formål med et ståstøttestativ er at afhjælpe den manglende ståfunktion, skal ståstøttestativet betragtes som et hjælpemiddel, som kommunen skal bevilge hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
Hvis ståstøttestativet primært skal anvendes til at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen, skal det derimod betragtes som et træningsredskab eller et behandlingsredskab, som hører under sygehusvæsenet og dermed skal bevilges af regionen.

Hele principafgørelsen kan læses her.

https://muskelsvindfonden.dk/wp-cont...cirkulaere.pdf ""Gældende""

Ståstativ skal udleveres uanset

For nogle kan et ståstativ godt både afhjælpe følger af personens handicap og forebygge yderligere forværring af funktionsevnen. For at være sikker på, at sådanne usikkerheder ikke betyder, at en person med behov for et ståstativ eller andet bliver nægtet hjælpen, fordi kommune og region ikke kan finde ud af, hvem, der skal betale, er der lavet et såkaldt afgrænsningscirkulære.

I cirkulærets afsnit 4 står ”I tilfælde, hvor der opstår tvivl om hvilken myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel, som skal betales af regionen eller af kommunen, er det vigtigt, at tvivlen ikke kommer borgeren til skade. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren, hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de involverede myndigheder.”

Så hvis den kommunale sagsbehandler siger nej til at bevilge et ståstativ med henvisning til, at det er et behandlingsredskab, er vores svar, at sagsbehandleren alligevel skal udlevere ståstativet. Så må kommunen efterfølgende forsøge at få regionen til at betale.
Hele afgræningscirkulæret kan læses herunder.

Mødes for at afklare regler

Muskelsvindfonden har længe gjort politikerne opmærksomme på, at der fortsat er familier, der bliver ramt af kassetænkningen mellem kommuner og regioner. Nu er der også kommet gang i den politiske proces om at forbedre reglerne. Det understreges af et svar ministeren for sundhed- og forebyggelse har givet til SFs Özlem Cekic. Som svar på SUU alm. del spørgsmål nr. 365, skriver sundhedsminister Nick Hærrerup: ”Der er planlagt møde i februar mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, KL og Danske Regioner om de problemstillinger, der knytter sig til afgrænsningen mellem hjælpemidler og behandlingsredskaber samt leveringsforpligtelsen i forhold til disse.”

Muskelsvindfonden glæder sig til at høre resultaterne fra det længe ventede møde.

Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet ""Gældende"

https://muskelsvindfonden.dk/wp-cont...nformation.pdf

For overskuelighedens skyld medtages en kort beskrivelse af de tilgrænsende kategorier af redskaber og hjælpemidler.
1. Fem kategorier af apparatur, redskaber og hjælpemidler
Området for apparatur, redskaber og hjælpemidler kan opdeles i 5 kategorier:
1) Behandlingsredskaber. Udgiften afholdes af regionerne.
2) Hjælpemidler og forbrugsgoder (lov om social service). Udgiften afholdes af kommunerne. 3) Hjælpemidler (hjemmesygepleje, sundhedsloven). Udgiften afholdes af kommunerne.
4) Hjælpemidler i forbindelse med genoptræning. Udgiften afholdes af kommunerne.
5) Hjælpemidler i øvrigt.
2. Nærmere beskrivelse af de enkelte kategorier


Hilsen Peter
phhmw er ikke logget ind   Besvar med citat