[logikeren]

Jeg er SÅ træt af at blive kaldt en igle på samfundet, fordi jeg koster mere for samfundet end jeg kan producere i kroner og ører.

Jeg har studeret økonomi på amatørniveau, og ved derfor udemærket godt, at priser er et demokratisk instrument til at fortælle hvad "noget er værd". Men nu er der jo en grund til, at man altid fra statens side har valgt at tilgodese visse ting fremfor andre gennem tvangsopkrævne midler (skatter og afgifter). Det er især forsvar og kultur, som vi allesammen nyder godt af. Militæret og meget kultur ville ikke overleve uden statslig finansiering, fordi de frie markedskræfter netop kommer til kort.

Og det skyldes et helt grundlæggende demokratisk princip om, at kun flertallet har ret, hvilket i sidste ende betyder, at det faktisk er mindretallet der bestemmer. Se hvorledes:

51 % bestemmer over 49 %. Ud af de 51 %, bestemmer 51 % over de resterende 49 %. Og allerede her er vi altså inde på, at det ikke længere er flertallet, men den gruppe ud af mange grupper som er størst, der bestemmer.

Således kan du ved kun at eje blot 10 % eller endnu mindre, bestemme over de resterende 90 % eller flere, ved at du blot har den største andel. For hvis alle de andre kun har 0,1 % og du har 10 %, så kan du bestemme over alle de andre.

Det er demokrati, eller rettere: Flertalsstyre. Demokrati kommer jo af det græske demos (folk) og kratos (styre). Altså FOLKESTYRE. Men princippet gør sig jo også gældende for folkestyret. Se bare hvorledes det er de pop-kulturen der har vundet indpas som følge af, at folket fik magt: Lavkvalitets-TV, mens de seriøse programmer i TV bliver sparet væk med den begrundelse, at det er et fåtal der ser dem - set i FORHOLD til hvem der ser de andre programmer.

Og det er netop dette relativitetsbegreb jeg opponerer imod.

For når vi skal se det i forhold til hvilke grupper der er størst, så kommer problemet.

Nuvel, dette argument er netop også blevet brugt af dem der kalder os for igler. Netop ved at sige at vi tilhører en så stor gruppe af samfundet, 52 % af de stemmeberettigede, til at sige, at vi ikke skal have stemmeret. Men lad mig i den forbindelse gøre opmærksom på, at disse 52 % ikke er en samlet gruppe. Nogle er arbejdsløse (og ud af dem er nogle på dagpenge, andre på kontanthjælp, andre igen på de såkaldte fattigdomsydelser) mens andre er syge (nogle på sygedagpenge, andre på kontanthjælp, andre igen på førtidspension) og andre er så igen gamle resulterende i at de er folkepensionister/efterlønnere. Derudover er der selvfølgelige de studerende på SU.

At se på "os" som den samlede gruppe er helt forkert, fordi vi har vidt forskellige interesser, og skal man endelig forfølge tesen om, at man stemmer ud fra sin egen situation, så må det logisk nok være, at vi vil stemme forskelligt. Jeg vælger her at forfølge denne tese, uanset om den er sand eller ej, blot for at vise, at selvom den skulle være sand, så er selve princippet i det forkert:

Det helt store flertal vil nemlig enten være permanent uden for arbejdsmarkedet i form af en statslig garanti for beskyttelse af deres økonomiske situation. Dette gælder nuværende efterlønnere samt folkepensionister. De kan være ret så ligeglade med hvad staten bestemmer. Andre er arbejdsløse eller studerende, og er derfor blot interesseret i, at arbejdsløsheden bringes ned. Disse mennesker nyder alle partierns gunst, i form af, at det blot er metoden til at hjælpe dem til at finde et arbejde, der er forskellig, men at hjælpe dem, vil de alle.

Så er der de studerende, som også nyder godt af alle partierne i Folketinget, dog med en (måske) hang til visse partier fremfor andre. De er studerende, og venter på en fremtid hvor de kan få et godt liv med en ordentlig løn. De stemmer typisk ud fra fremtidsorienterede perspektiver.

Så er der de syge/handicappede. Og blandt dem er der nogle som er midlertidigt sygemeldte og andre der er permanent syge. De midlertidigt syge venter på at komme tilbage til arbejdsmarkedet, og kan derfor, ligesom de studerende, stemme ud fra fremtidsperspektiver.

Tilbage har vi førtidspensionisterne eller ansøgere om førtidspension. Disse kan man måske med en vis grund sige, at de måske kan have en hang til at stemme på visse partier fremfor andre. Det skyldes netop, at denne gruppe, trods den er stor, udgører en lille gruppe i forhold til f.eks. efterlønnere og folkepensionister eller folk i fuldtidsarbejde. De nyder ikke den samme beskyttelse af staten som de andre, i form af statslig/parlamentarisk garanti for at beholde deres forsørgelsesgrundlag. Derfor er de afhængige af et flertal der tilgodeser mennesker på overførselsindkomst, men de kan ikke danne dette selv, fordi de ikke er store nok. Det arbejdende folk er trodsalt stadig større en gruppen af førtidspensionister, det samme er folkepensionisterne og efterlønnerne. Og lægger man bare disse 3 grupper sammen, så har førtidspensionisterne ikke én eneste jordisk chance for at komme til orde.

Det jeg vil frem til er, at førtidspensionisterne også er mennesker, men de kan ikke producere noget til samfundet i form af kroner og øre. Hvad kan de så? Det er individuelt hvad de "producerer" eller "bidrager med". Men fælles for det menneskelige værd og militær/kultur, så er det noget der behøver statslig beskyttelse, fordi det ikke kan gøres op i hvad det producerer. Militæret ødelægger jo kun. Jeg har aldrig hørt om produktion inden for militæret til gavn for samfundet. Der er selvfølgelige teknologi fra militæret som senere er blevet brugt i civilsamfundet, men dette kunne civilsamfundet også have lavet, med eller uden statslig støtte. Man behøver ikke et mål med at ødelægge noget andet for f.eks. at skabe internettet (som jeg, så vidt jeg er orienteret, er skabt til brug for militæret).

Så vi har altså flere ting. Militær (eller skal vi ikke bare kalde det "sikkerhed ved brug af magtmidler"), kultur (kunst, tv, musik osv.) samt menneskelig værd. Der findes sikkert en masse andre ting, men det var for at illustrere for jer, at dén der med at man skal producere noget i kroner og øre for at tilgodese samfundsinteresserne, den holder ikke.

Samfundets interesser, dvs. almenvellet er naturligvis afhængig af, at der kan produceres materielle goder. Det er også afhængig af at de materielle goder omsættes. Men lad os da forfølge tankegangen om det såkaldte "ideelle" samfund hvor vi ALLE kan producere 24/7. Så ender vi med en hel bunke af materielle goder til at producere noget så vi kan producere noget mere. Men hvad skal vi BRUGE dem til? Altså jeg, mener, hvad er livet værd hvis ikke man kan nyde frugten af de materielle goder? Hvad er idéen i, at leve for at arbejde, for at leve for at arbejde, så man kan leve for at arbejde?

Vi arbejder vel med et udgangspunkt: Vi arbejder, for at leve. Men vi lever, for at få det godt.