Så har jeg været til ikke bare et, men to møder med Odense kommune i dag.
Jeg havde en tid ved pensionsafdelingen ude i Vollsmose. Min lille bror var med, men det var et rent mareridt. Jeg havde på forhånd skrevet spørgsmål (se længere oppe i tråden) ned på et papir. Det sad jeg så og læste op af og fik svaret "at det kan vi ikke hjælpe dig med her" til det hele.
Sagsbehandleren havde ikke læst min sag eller sat sig ind i min situation, så hun kunne heller ikke svare på hvilke tilbud der var til mig. Ang. hjælp til bolig, fik jeg at vide, at det kunne jeg kun få hvis jeg slet ikke havde tag over hovedet. Hun kunne ikke svare på om jeg kunne komme på højskole (det måtte jeg snakke med dem på Skulkenborg om), og det med skånejob kunne jeg lige så godt droppe medmindre jeg selv kendte nogen som ville ansætte mig (mit problem er jo at jeg IKKE kender nogen!!!). Jeg sagde tilsidst, at jeg gerne ville have vores møde/samtale på skrift, men det kunne heller ikke lade sig gøre, for der var jo ikke noget at skrive!?
Min lille bror sagde ikke rigtigt noget, så jeg sad (som altid) alene med diskutionen. Og så sagde kællingen fandme, at jeg var jo også nødt til SELV at tage noget initiativ!!!! Så knækkede min film, så begyndte jeg først at grine (fordi situationen var så grotesk), og informerede hende om, at jeg faktisk havde stået med hele lortet og kampen med DEM alene i 7 år nu. Så begyndte jeg at græde, rejste mig og bad hende igen om at få min sagsarkt for i dag tilsendt og så stormede jeg tudende ud.
Da vi sad nede i bilen spurgte jeg min bror, om han ville med ind og se Skulkenborg? (Igen mig som må tage initiativ). Så kørte jeg os derind. Man skal så hen til informations skranken, for at få et nummer, men jeg anede ikke hvor jeg hørte til henne og orkede ikke at forklare det og ville heller ikke stå og forklare om mine private problemer til resten af ventesalen, som var fyldt med mennesker. Jeg gav bare damen mit papir med spørgsmål, som jeg læst op fra til det første møde. Nå, jeg fik et nummer, sad og ventede og kom ind til en anden skranke med to damer. Min bror sagde stadig ingenting, og jeg orkede ikke at skulle forklare igen, så jeg gav dem bare papiret med spørgsmålene.
Heldigvis var disse to damer til at tale med, da de først havde undersøgt, om jeg overhovedet hørte til der. Det lykkes mig at få lov til at få et ansøgningsskema, (som jeg skal udfylde med min økonomi, som jeg ikke har en skid styr på, aner ikke hvordan jeg skal få det udfyldt?!) og søge om tilskud til højskole og tilskud til psykolog. Min bror sagde ikke noget, så jeg måtte jo ligesom selv tage samtalen igen. Stå og forklare for hele lokalet at jeg var en taber, som ikke kendte nogen mennesker, at der ikke var noget hjælp at hente fra familie (bortset lige fra min bror, som var taget med nu for første gang), at det hele startede da jeg blev kørt ned osv. Det var så forbandet ydmygende, og så begyndte jeg at græde igen.
Resultat af dagen: Ingen klare svar på noget som helst. Fik et ansøgnings skema, som jeg ikke kan finde ud af at udfylde og et telefon nr. til et sted hvor jeg kunne prøve at søge bolig (har de sidste 4 år ikke haft eget bad).
Nu orker jeg ikke mere, nu vil jeg spise noget mad, tage en sovepille og gå i seng....