[phhmw]

Lisbeth Riisager Henriksen, forfatter og blogger

Lisbeth Riisager er cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

https://www.a4nu.dk/artikel/blogger-...JPk3ofAPUM9YpU

Det er tankevækkende, at Folketinget skulle gribe ind, før Sundhedsstyrelsen og en del af lægestanden reagerede på mange tusinde patienters kritik af behandlingen på forskningsklinikkerne for funktionelle lidelser.

MAN HAR LOVGIVET imod kvaksalveri og lægelig forsømmelighed i Danmark lige siden 1794. Det har man gjort for at beskytte patienterne så godt som muligt imod uvederhæftig, svindelagtig eller uforsvarlig behandling.

Som datter af en nu pensioneret praktiserende læge og en ditto sygeplejerske er jeg vokset op med stor respekt for fagviden og en forventning om, at den øverste sundhedsmyndighed, Sundhedsstyrelsen, såvel som de enkelte læger agerer på baggrund af solid evidens. Som sådan er jeg normalt enig med læger, der siger, at det ikke skal være op til politiske afstemninger, hvordan man skal diagnosticere og behandle patienter.

Men hvordan skal man forholde sig til det, hvis patienter på bestemte sygdomsområder oplever diagnosticeringen og behandlingen som værende direkte skadelig, og hvis man kan betvivle, at Sundhedsstyrelsen rent faktisk baserer sine retningslinjer på disse områder på egentlig, uvildig evidens?

Det har jeg tænkt over i forbindelse med en nyere tendens inden for det danske sundhedsvæsen, som har fundet vej siden 1998. Det drejer sig om diagnosekonceptet ”funktionelle lidelser”.

"FUNKTIONELLE LIDELSER" er opfundet af speciallæge i psykiatri Per Fink med flere. Behandlingen varetages af Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser under Aarhus Universitetshospital og af dens lillebror, Liaison-klinikken, som frem til efteråret 2018 lå under Bispebjerg Hospital. Nu ligger Liaison-klinikken i det nye Center for Komplekse Symptomer på Frederiksberg Hospital. Klinikkerne støttes med store millionbeløb fra blandt andet TrygFonden og Lundbeckfonden.

Som jeg skrev i to blogindlæg i Avisen i 2016, er funktionelle lidelser ikke en diagnose i WHO’s forstand. Den er derimod blevet brugt som en udelukkelsesdiagnose, når man ikke kan finde nogen organisk forklaring på fysiske lidelser hos patienter.

Denne ikke-diagnose betyder, at retten til videre fysisk udredning og behandling i det etablerede sundhedsvæsens fysiske lægespecialer stopper. Den betyder endvidere, at de underkastes psykiatrisk behandling på ren forsøgsbasis ud fra en forestilling om, at der er en forbindelse (fransk: liaison) mellem fysiske symptomer og mulige psykiske eller indbildte grunde. Vi taler om patienter med alle mulige fysiske symptomer som for eksempel irritabel tyktarm, tinnitus, svimmelhed, ME/CFS (myalgisk encephalomyelitis/ kronisk træthedssyndrom), migræne, medfødt immundefekt, borrelia, piskesmæld/whiplash eller HPV-bivirkninger.

Denne manglende retssikkerhed i sundhedssystemet forplanter sig videre til patienternes møde med social- og beskæftigelsessystemet, hvis de har brug for social sikring. De ender med at stå med håret i postkassen og ikke at få hjælp, og det kan stå på i årevis.

Til gengæld er det en god forretning for TrygFonden, at patienterne nu betragtes som psykisk syge, for så sparer den mange penge på sygeforsikringer og arbejdsskadeforsikringer. For Lundbeckfonden og andre medicinalselskaber er det også en god forretning, fordi rekrutteringen øger salget af psykofarmaka. Det er også en god forretning for regionerne, for de sparer penge ved ikke at udrede og behandle de pågældende borgeres lidelser. Og det er en god forretning for kommunerne, som sparer mange penge ved at trække sagsbehandlingen af syge borgere i langdrag og give dem kontanthjælp i stedet for sygedagpenge, fleksjob eller førtidspension. Det pegede jeg på i mine artikler i 2016.

OGSÅ SIDEN DEN TID har rigtig mange patienter med komplekse sygdomme fortsat erfaret skadelige konsekvenser af det funktionelle regime. I april 2018 skrev tidligere praktiserende læge Stig Gerdes til Styrelsen for Patientsikkerhed med en anmodning om at undersøge Center for Funktionelle Lidelser i Aarhus samt efterlyse patienter, der havde været i behandling her. Han mente, man ville finde, at patienterne fejlbehandles, så de bliver mere syge, og at centret derfor burde lukkes omgående.

Før denne klage var Stig Gerdes i januar 2017 uretfærdigt blevet frataget sin autorisation som praktiserende læge, fordi han trappede en ME-patient ned i psykiatrisk medicin uden først at konsultere hendes værge og psykiater, der behandlede hende som funktionelt syg. At patienten fik det bedre med Stig Gerdes’ behandling, var Styrelsen tilsyneladende ligeglad med.

Efterfølgende har rigtig mange patienter i efteråret 2018 skrevet til Styrelsen for Patientsikkerhed og klaget over mangelfuld behandling under kategorien funktionelle lidelser. Det er sket ud fra et ønske om at sætte fokus på den problematiske behandling, de får under dette regime. Og flere meget syge patienter har fået deres historie bragt i medierne. Det gælder blandt andet ME-syge Marie Louise Ilsøe Gustavussen fra Fanø.

Men Sundhedsstyrelsen har ikke anerkendt kritikken fra Stig Gerdes eller de mange patienter og fastholder, at der ikke er noget at komme efter. Og patienterne får stadig ingen hjælp, selvom de er meget syge.

I MARTS 2019 valgte et enigt Folketing på initiativ fra sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) at gribe ind i behandlingen af ME-patienter. Det skete med en historisk vedtagelse om, at ME skal adskilles fra funktionelle lidelser, og at patienterne skal sikres en specialiseret behandling inden for somatikken.

Liselott Blixt har også udtrykt det mål på sigt at få adskilt de øvrige sygdomme fra den funktionelle kategori.

Dette anslag på Sundhedsstyrelsens og lægernes magt er faldet mange læger for brystet. Således har eksempelvis formand for Lægeforeningen Andreas Rudkjøbing kritiseret vedtagelsen (i Jyllands-Posten 17. marts og i DR Deadline 17. april), KBU-læge Søren Niemi Helsø har kritiseret den (i Politiken 2. april og i DR Deadline 17. april), og tidligere adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Leif Vestergaard Pedersen og tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital Torben Mogensen har kritiseret den (i Altinget 7. april). Også overlæge og regionsrådsmedlem Ulrich Fredberg (V) har kritiseret den (i Jyllands-Posten 11. april), og seks læger anført af dr.med., speciallæge i neurologi Jacob Geday har kritiseret den (i Dagens Medicin 9. april).

DET ER TANKEVÆKKENDE, at Sundhedsstyrelsen og disse mange læger først reagerer på mange tusinde patienters kritik af behandlingen, når Folketinget griber ind. At det overhovedet er blevet en sag for Folketinget, skyldes jo kun, at man i både Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og de funktionelle klinikker har nægtet at undersøge sagerne nærmere og at ændre kursen. Der er også grund til at antage, at den delvise finansiering fra TrygFonden og Lundbeckfonden spiller en stor rolle.

Det er ikke korrekt, som mange af de kritiske læger påpeger, at den funktionelle behandling af ME er evidensbaseret og bakkes op af næsten alle læger i hele verden. Der findes tværtimod tung evidens fra både danske og udenlandske læger, som underbygger Folketingets vedtagelse om, at funktionelle lidelser ikke skal være de briller, igennem hvilke man ser og behandler ME-patienter. ME-diagnosen anerkendes som sådan af WHO.

Det har eksempelvis den danske læge og forsker Jesper Mehlsen, tidligere Synkopecentret, pointeret i en kritisk kommentar (til en propagandaartikel på Videnskab.dk 16. marts), hvor han påpeger, at forskning fra både Norge, Sverige, Holland, England og USA har vist biologiske årsager til ME.

Også den danske professor Morten Sodemann har (i Altinget 28. november 2018) kritiseret det forhold, at ”funktionelle lidelser” helt generelt bliver en bekvem skraldespand for et utilstrækkeligt sundhedsvæsen, hvor en voksende gruppe patienter med komplekse lidelser ikke får den nødvendige hjælp.

DERFOR KAN MAN i forhold til behandlingen af ME-patienter med rette kritisere Sundhedsstyrelsen og en del af lægestanden for lægelig forsømmelighed. Og derfor var det det eneste rigtige at gøre, da Folketinget greb ind i behandlingen af ME-patienterne og nu har tvunget Sundhedsstyrelsen til at basere sine retningslinjer på reel evidens.

Jeg håber også, at Folketinget på sigt vil udskille de øvrige lidelser fra kategorien funktionelle lidelser, så patienterne igen kan få en ret til, ligesom alle øvrige somatiske patientgrupper, at blive fysisk udredt og behandlet i det øvrige, almindelige sundhedsvæsen.

Hilsen Peter