Se enkelt indlæg
Gammel 24-05-2022, 20:19   #173
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Monica Lylloff: #enmillionstemmer har ordet:

https://www.raeson.dk/2022/monica-ly...dicapomraadet/

Monica Lylloff: Regeringen har fremlagt et udspil, der sikrer en fortsat deroute på handicapområdet
24.05.2022

Med regeringens nye udspil har social- og ældreminister Astrid Krag forspildt en historisk mulighed for at gøre op med årtiers svigt af mennesker med handicap. Udspillet indeholder ikke den nødvendige nødbremse, der kan stoppe den snebold, der ruller lige nu, og som bliver større og større for hver dag, der går uden en gennemgribende reform, der både tager fat i, hvem der træffer afgørelser, og hvordan området finansieres.

Kommentar af Monica Lylloff

Vi mennesker kan i løbet af livet få et handicap. Det kan være en følge af sygdom eller ulykke, og det kan være medfødt. I Danmark har vi et velfærdssamfund, der skal holde hånden under denne situation og en lovgivning, der foreskriver, at et handicap kan blive kompenseret, så livet kan leves videre med lige muligheder. Det ser pænt ud, men virkeligheden er en anden.

Kort fortalt har kommunerne siden 2007 haft det fulde ansvar for at bevilge hjælp til mennesker med handicap, så de kan have de samme muligheder som mennesker uden et handicap. Siden 2013 har Ankestyrelsen omgjort en tredjedel af alle påklagede sager på området, og en stikprøve viste fejl i 58 pct. af sagerne.

Kommunerne overholder ikke gældende love og regler på området, og det betyder, at mennesker med handicap ikke får den hjælp, de har ret til. Det er dokumenteret af borgeres utallige vidnesbyrd, tal fra Ankestyrelsen og endelig har Rigsrevisionen med deres beretning i marts 2022 om forvaltningen af handicapområdet cementeret det.

Rigsrevisionens beretning konkluderer, at de tilbagevendende problemer på handicapområdet skyldes strukturen på området.

I august 2020 igangsatte social- og ældreminister Astrid Krag den evaluering, som skulle tage livtag med den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Efter en ventetid på næsten to år, så resultatet af evalueringen dagens lys torsdag den 19. maj 2022 samtidig med regeringens udspil “Et liv med ligeværdige muligheder”.

Evalueringen og dermed også regeringens udspil bygger på præcis samme mangelfulde og upålidelige data, som er påpeget i Rigsrevisionens beretning.

Regeringens udspil bliver udlagt som strukturelle ændringer, der skal styrke det højt specialiserede socialområde i 2030. Ifølge udspillet vil mennesker med handicap få sikret den rette hjælp første gang med en specialeplan og med indførsel af en ny rådgivningsfunktion, som stiller viden til rådighed for kommunernes sagsbehandlere.

Der er flere store problemer med regeringens udspil.

For det første lever udspillet ikke op til præmissen i regeringens forståelsespapir, nemlig en sikring af den mest hensigtsmæssige opgavefordeling mellem kommuner og regioner. Ifølge regeringen skal alle opgaver forblive på kommunale hænder, dette på trods af, at regeringen ikke har afsøgt andre løsninger og ændringer. Man kan vel ligefrem kalde det tendentiøst.

Regeringen forsøger med fine vendinger at fortælle historien om, at sagsbehandlerne ude i kommunerne har været i vildrede og ikke haft tilstrækkelig viden til rådighed, hvilket skulle være årsagen til, at mennesker med handicap har måttet kæmpe for at få den hjælp, de har behov for.

Det lyder jo meget fint, men det er ikke korrekt.

Kommunerne har siden strukturreformen i 2007 haft tonsvis af muligheder for at hente viden, hvis sagsbehandlerne manglede den. For det første kan viden hentes hos VISO – Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation. VISO blev etableret i 2007 med det formål at levere rådgivning på det sociale område og på specialundervisningsområdet og bidrager til, at den specialiserede viden kommer til gavn dér, hvor behovet er. Det er gratis for kommunerne at bede om denne rådgivning og viden.

Herudover kan der hentes viden hos samtlige handicaporganisationer og patientforeninger, og endelig er der meget viden at hente hos den enkelte borger, der i de fleste sager kan fremlægge mange erklæringer fra fagpersoner, der beskriver, hvilken hjælp, der er behov for.

Men kommunerne benytter sig ikke af det, selvom de har haft alle muligheder for det de sidste 15 år. På den baggrund kan der drages den konklusion, at det ikke har handlet om manglende muligheder for viden, men derimod om manglende vilje til at benytte sig af den.

Regeringen mener tilsyneladende, at alle problemer på handicapområdet vil være løst med en plan og nogle retningslinjer.

Det er illusorisk.

Kommunerne overholder ikke gældende lov, fordi det kan betale sig for dem at lade være. Ingen hjælp, ingen udgift og hertil kommer ingen konsekvens for kommunen. Når loven ikke overholdes, er der ikke den store tillid til, at en plan og nogle retningslinjer skulle blive startskuddet til den store kursændring.

Der er ingen strukturelle ændringer.

Endelig er der først udsigt til forbedringer på området i 2030. Mennesker med handicap skal altså vente otte år, før der måske er en effekt af planen og retningslinjerne. Det handler om voksne mennesker, der kun får bevilget hjælp til at komme ud af hjemmet 3 timer om ugen. Folk med sclerose vælger at få stomi for at slippe for uværdigheden og stress forbundet med toilettider, der ikke følger egne behov, men er fastsat af kommunen. Og hvad med de 45 pct. af landets ca. 20.000 børn med autisme, der lige nu ikke går i skole grundet manglende indsatser ude i landets kommuner.

Regeringens udspil indeholder ikke en nødbremse, der kan stoppe den snebold, der ruller lige nu, og som bliver større og større for hver dag, der går uden en gennemgribende reform, der både tager fat i, hvem der træffer afgørelser, og hvordan området finansieres.

Når børn, unge og voksne med behov for hjælp ikke får hjælpen i rette tid, opstår der ofte en form for sneboldeffekt. Mens tiden går uden den rette hjælp, bliver behovet for hjælp i alt for mange situationer kun større. Der opstår tillægsdiagnoser, arbejdsløshed, pårørende bliver syge af kampen for at få hjælp til deres familiemedlem, skilsmisseprocenten stiger og pårørende mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Dette ønsker regeringen tilsyneladende ikke at gøre op med til trods for indgående viden om situationens alvor, som blev understreget af Rigsrevisionens beretning.

Man efterlades derfor med tanken, at der hverken har været visioner eller ambitioner bag igangsættelsen af evalueringen. At det ikke har været andet end en syltekrukke, og at alle vidneberetninger fra mennesker med handicap, der er blevet fremlagt de sidste 2,5 år, og alle tal fra Ankestyrelsen samt Rigsrevisionens massive kritik preller af som vand på en teflonpande.

Social- og ældreminister Astrid Krag havde en historisk mulighed for at gøre op med årtiers svigt af mennesker med handicap og samtidig vende mistilliden til politikerne på Christiansborg.

I stedet har social- og ældreministeren fremlagt et udspil, der ikke sikrer andet end en fortsat deroute på handicapområdet.

Ministeren har dermed valgt at godkende og acceptere krænkelse af menneskerettigheder og et systemisk og politisk svigt af alle mennesker med handicap. Samtidig har hun skrevet under på, at hun ikke ønsker retssikkerhed og velfærd for mennesker med handicap nu og i fremtiden. For det er og bliver virkeligheden. Spørgsmålet er nu, om Folketingets øvrige partier vil se igennem fingre med det igen. ■


Hilsen Peter

Bilag

https://www.altinget.dk/artikel/knud...rce=nyhedsbrev

Knud Aarup: Ministerens handicapudspil er blottet for socialpolitisk vision

Godt 1.700 siders bilag, en sammenfattende evaluering og et politisk udspil med 15 forslag skal bidrage til en forbedring af indsatsen for alle danskere med funktionsnedsættelser, psykiske udfordringer eller sociale problemer. Men resultatet er beskæmmende og trist, skriver Knud Aarup.

Jeg bliver så træt på de 750.000 borgeres vegne, når jeg læser social- og ældreministerens nye udspil.

Nu har rigtigt mange mennesker i lang tid ventet på, at ministeren tager hånd om den store utilfredshed med forholdene for børn, unge og voksne med handicap, psykiske eller sociale udfordringer og så bliver man spist af med mængder af rapporter og stort set ingen indhold.

Alene overskriften giver anledning til dyb mistillid. Hvorfor skal mennesker med handicap, psykisk sygdom eller socialt betingede behov for støtte pludselig nøjes med ligeværdige muligheder?

Mener ministeren og regeringen virkelig, at den enkelte handicappede skal affinde sig med at skulle opgive sine drømme om et eget liv og selvbestemmelse? Det ser unægtelig sådan ud for i handicapudspillet mangler fuldstændig en forståelse af, at mennesker med handicap, psykisk sygdom og sociale problemer vil have det samme, som vi andre har. De vil have et liv ligesom os og det de skriger på, er lige muligheder?

Hvad ligger der i det spin imellem lige og ligeværdige? Den største frygt er for mig at se, at socialministeriet godt hjulpet af KL og finansministeriet engang for alle vil hamre en pæl igennem det veletablerede princip dansk socialpolitik om, at mennesker med særlige behov skal kompenseres for deres handicaps og andre udfordringer.

Kompensationsprincippet indebærer at alle får lige muligheder i livet netop fordi de kompenseres. Kompensationsprincippet har i mange år været udgangspunktet for social- og specialpædagogikken.

Det danske velfærdssamfund bygger på den grundholdning, at alle mennesker skal have lige muligheder og at livets udfordringer, hvad enten det er funktionsnedsættelser, psykiske udfordringer eller sociale problemer, ikke må føre til, at livet for den enkelte og familien af den grund skal være anderledes og dårligere.

Hvor er visionerne?
Socialpolitikken arbejder også ud fra den hovedregel, at det er samfundet og omgivelserne, som skaber de særlige vilkår. Det er i øvrigt også udgangspunktet i FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap hvor det i præamblen hedder: ”handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”

Personligt holder jeg meget af den meget sigende beskrivelse som den norske forfatter Jan Grue bruger i sin bog: 'Hvis jeg faller' fra 2021:

"Af og til glemmer jeg, at jeg er funktionshæmmet. En del af mig ved det altid på samme måde som jeg ved at jeg er 40 år, mand, gift med Ida og far til Alexander.

Kørestolen og hjælpemidlerne bruger jeg på samme måde som jeg bruger min frakke eller solbrillerne. Jeg tænker ikke rigtigt på dem.

Sårbarheden og risiciene blegner og bliver gennemsigtige. Jeg kan koncentrere mig om det liv jeg elsker, familielivet og mit virke som forfatter. Jeg kan hvile i et jeg, i en krop, som bare er mig.

Men verdenen glemmer aldrig. Den venter bare på en god anledning til at give mig en påmindelse."

Jan Grues beskrivelse rummer essensen af det liv og de vilkår, som mennesker med funktionsnedsættelse, psykisk sygdom eller sociale udfordringer må leve i og med. Det er samfundet, som ikke glemmer. Det er os, som ikke glemmer.

Og efterhånden taler vi ikke længere om retten til et almindeligt liv på lige fod med andre, som det står i handicapkonventionen. Vi gør det handicappede liv til et særligt liv og "de" skal på "det specialiserede socialområde" have krav på nogle særlige "services."

Ser vi på indholdet i udspillet, så savner jeg helt og aldeles socialpolitisk nytænkning og visioner. Hvor er visionen om, at mennesker med særlige behov skal kunne få en liv som andre med selvforsørgelse og fod under eget bord (handikapkonventionen)?

Hvor er visionen om, at personer med udfordringer skal klare sig lige så godt i folkeskolen som gennemsnittet, og at de ikke skal sorteres fra, fordi de har en fysisk funktionsnedsættelse og er kørestolsbruger eller psykisk funktionsnedsættelse og lide af autismespekterforstyrrelse eller bliver ramt af en psykisk sygdom og som 10-årig får et behandlingskrævende anfald af social angst eller…. – og jeg kunne blive ved.

Mere end halvdelen af disse børn og unge med særlige behov får ikke folkeskolens afgangseksamen eller en ungdomsuddannelse. Og langt hovedparten ville kunne klare en ungdomsuddannelse hvis de fik støtte i folkeskolen og folkeskolen havde større fokus på specialpædagogikken.

Der mangler en minister med en vision om at øge arbejdsstyrken gennem en mere effektiv støtte til børn og unge med særlige behov.

Tænk hvis ministeren kunne sende en sag frem til regeringens økonomiudvalg/koordinationsudvalg og bekendtgøre, at hvis det konkrete politik-udspil fra socialministeriet blev vedtaget, så ville man kunne øge arbejdskraftudbuddet med mere end 10.000 årligt. Igen - hvor er visionen?

LÆS OGSÅ

https://www.altinget.dk/artikel/knud...erie-uden-magt

Knud Aarup til Astrid Krag: Din evaluering udstiller et ministerium uden magt

Evalueringen af det specialiserede socialområde er ideforladt og socialpolitisk fantasiløs. Det understreger socialministeriets beskedne plads i Slotsholmens magthierarki og resultatet er ødelæggende, skriver Knud Aarup.


https://www.altinget.dk/artikel/mini...rce=nyhedsbrev

Efter tusindvis af fejl på handicapområdet kommer minister nu med sin plan. Men kommunerne kan selv vælge, om de vil følge den

En ny specialeplan skal være det afgørende redskab, der løser udfordringerne med høje fejlrater og sikrer, at borgere med handicap får den rette hjælp fra start, ifølge socialministeren. Handicaporganisation og støtteparti kritiserer udspillet for ikke at forpligte kommunerne.

Sidst redigeret af phhmw; 24-05-2022 kl. 20:36.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat