Citat:
Oprindeligt indsendt af ladytass
Altså har gennem hele mit liv haft forskellige kendetegn. Har aldrig set dm som problemer. Har altid fornemmet ting, som andre ikke gjorde. Kunne forudsige diverse små underlige ting, som hvilken sang der kom efter en anden i radioen.
Har aldrig hørt stemmer eller noget. Kun høreforstyrrelse nogle gange. Og så de skide edderkopper. Føler mig heller ikke overvåget eller forfulgt.
Men har altid følt at andre talte om mig.
Har altid følt mig som "Gud" i forhold til andre mennesker. Ser mig selv på et helt andet overlegent plan. Denne side har jeg kæmpet meget med at holde nede, for synes sgu det virker sådan lidt psykopat agtigt.
Negative tanker om dem jeg elsker, har også altid været et stort problem for mig. Fremtvingelse af negative billeder og følelser af mine nærmeste for derefter at blive dybt såret og ked af det. Som om, at jeg bevidst forsøger at køre mig selv ned.
Ja og så har jeg altid bare været udenfor. Andre har aldrig forstået mig. 1 person i denne verden kender MIG. Og ikke det billede, som jeg har skabt for at skjule mig for andre.
|
Nu er vi jo nok en del der ikke kender til din fortid, men mon ikke meget af dette også spiller en rolle i dit selvsyn!?
Man skaber ofte sin egen "lykke", man er "konstrueret" til at søge lykke og undgå smerte. Vi prøver alle både bevidst og ubevidst at få den bedste dag og fremtid vi kan få på den ene eller anden måde. Det er klart overlevelses mekanismer og overspringshandlinger inddraget i vores daglige liv og færden, mange af os lever fra minut til minut herpå.
Når det så er sagt så er der ingen tvivl om at udtrapning af medicin og evt. overgang til ny kan skabe megen ravage og uro i ens liv, så meget at man ville ønske man aldrig var startet herpå.
Vi kan tænke om os selv at vi er underlige, men vi søger jo også at skabe en verden vi kan overleve i. Ladytass, du har højst sandsynligt gået til enten psykolog og/eller psykiater og talt med vedkommende om dit syn på dig selv, hvad har de i så fald sagt?
Det var det bedste råd jeg fik af min psykolog da jeg var plaget af tvangstanker i en periode, det var at jeg skulle "lade dem være", lad dem flyve deres vej, det er jo bare tanker og det hjalp faktisk rigtigt meget. Som dig (måske?) havde jeg også tanke om at forvolde smerte på mine kære, "desværre" ikke på mig selv i stedet, men på mine kære. Det var uhyrligt frygteligt og jeg vil ikke ønske det for nogle. Bl.a derfor vedholder jeg mig på min medicin som jeg har det ok med. Min psykolog forklarede det dog også med at det ikke var nok for mig at forvolde skade på mig selv, det ville såre mig endnu mere hvis det gik ud over mine kære, og det havde/har hun jo helt ret i. Logikken forklarer og hjælper meget i sådanne perioder, det er sikkert også den du søger pt.!?
I øvrigt udvikler jeg under forandringer, pres og stress mange mærkelig ting, så kan det være der hvor du pt. er? Er der sket noget nyt for dig udover medicinen f.eks.?