[Enteneller]

Jeg ville aldrig kunne have været alene med mine børn da jeg var længst nede eller ind i mellem er det. Jeg er så glad for at min eks er en super far der også bare helst vil have sine børn. Fra 2007 - 2008 have jeg mine børn solo, så spurgte deres far om han ikke nok kunne få dem meget mere, der blev jeg ufattelig lettet.

Når man er syg og belastet i alle henseender, tænker man kun på overlevelse, faktisk ville man ofte gerne være væk fra det hele så man ikke skulle tage stilling, men ellers handler det bare om overlevelse. Vores dejlige børn er der så også, men de skal jo også passes, som man skal passes sig selv og det er drøn hårdt, man aner det ikke før man er der.

Jeg er stadig meget glad for at mine børn er faldet godt til ved deres far og at jeg alligevel ser dem omtrent hverdag da vi bor tæt på. Både deres far jeg kender til min situation ved evt. overnatninger som f.eks i morgen og det både nyder jeg, men prioritere så også hvad jeg kan og ikke kan den næste dag.

Børn kan være en belastning i forbindelse med sygdom, det tager lang tid at erkende og naturligvis skal man søge at implementere dem i ens hverdag trods alt. Min sejr var f.eks at jeg kunne ligge på sofaen når de er her, jeg træner stadig for det er svært at vise sin sårbarhed.