Hold da op, der var da lidt at forholde sig til!
Jeg er bare meget i tvivl om hvorvidt jeg orker at gå til kamp, jeg føler lidt jeg ikke har lavet andet iden 2005 (godt nok met ifbm.min søn, men så sandelig ogå ifht.mig). Jeg ved at psykiatrien har lavet en opsamling af min sag sammen med deres socialrådgiver, da der skal klage over den. Noget med at man indimellem laver en opsamling på ager, hvor patienten har fået en behandling der ligger langt under acceptabelt. Og heri er min sag altså. Der er noget med at sagerne bliver sendt et eller andet sted hen, men jeg ved ikke helt hvor, hvordan og hvorledes..
Jeg har faktisk haft klaget skrifteligt til borgmesteren i kommunen, og min sag har lagt i folketingets læsesal. Det har jeg da fået bekræftelse på. Ligeledes har jeg haft fremsendt den opsumering til div.aviser, men jeg har intet hørt fra nogle af instanserne. INTET.
Har snakket med min mor, som mente vi skulle udnytte hendes kontakter og gå til jyske vestekysten med sagen, men det er et stort arbejde, og jeg føler mig bare så brugt efterhånden.. Jeg vil gerne, men jeg ved jo ikke om det hjælper i sidste ende, og er sg ved at være træt af at løbe panden mod en mur
Nu har jeg lige læst dit,
orakel, indlæg igen, jeg forstår ikke helt hvad du mener med punkt 5? Min psykiater har kun været hjælpsom og det er den bedste psyk jeg nogensinde har haft, ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende..
Mht. punkt 3, så er vi allerede kendt i lokalsamfundet, på både godt og ondt (Har en mor der er alle steder
)
Punkt 6: Jeg er ikke berettiget til nogen form for hjælp fordi jeg er gift, og mandens indtægt ligger på grænsen. Det eneste hjælp vi får fra kommunen er socialpædagogiske pladser til børnenes institutioner/SFO.