|
Kan se jeg var kommet midt ind i tråden da jeg skrev mit lange indlæg, undskyld!
Vi har jo været hvor I står nu, det er virkeligt op af bakke!! Det bedste der skete for os var, at vi hver i sær kom i en pårørende gruppe. Min mand mødte andre, som pludselig havde fået en "ny" kone/søster eller lign.. kort sagt han mødte nogle som der var i samme båd, og som kæmpede med præcis de samme ting som du gør. Det er jo så pokkers hårdt at være dig lige nu. For du noget stykke og kram? Du kæmper og kæmper, både for din bror, men flest kræfter bruger du sikkert mod systemet. Min mand var presset i bund, jeg skiftede helt personlighed, han kunne slet ikke kende mig. Han kunne se mig, men ikke nå mig.. det var frygteligt.. jeg havde jo en periode hvor jeg ikke så mig selv syg. Føler virkeligt med dig Vovse, din bror skal være MEGET lykkelig for, at han har en fighter som dig! Kæmpe kram til dig vovse ❤ - husk der findes FB forpårørende.
PS idag elsker min mand mig endnu mere, han kan bedre lide hans "nye" kone og vores stille liv idag, hvor vi bare nyder hinanden og vores børn. Vi har gearet helt ned, og vi ikke længere nå noget, vi skal bare nyde hinanden som familie i få gode timer jeg har. Som vores børn siger, de har fået en meget bedre mor, for nu er hun altid hjemme, måske hviler jeg, men så kravler de jo bare ind til mig, og så putter vi lidt ❤ men ja, det har taget mange år før vi er kommet her til, og det har kostet mange tåre. Men hvor er jeg idag, blevet til en taknemmelig pige, som ikke tager livet forgivet ❤ kæmp vovse, men husk at passe godt på dig selv undervejs �� Kh Picasso
|