[phhmw]

https://skolemonitor.dk/nyheder/art9...ørtidspension«

16 familier har kontaktet Skolemonitor for at fortælle deres historie: »Min datter har ikke gået i skole i syv år. Jeg er bekymret for, om hun mon nogensinde får et liv, der ikke er afhængig af kontanthjælp eller førtidspension«

På få år er antallet af børn med autisme, der ikke går i skole på grund af mistrivsel, eksploderet. Ny undersøgelse viser, at 49 procent af børnene har ufrivilligt fravær. Det har store konsekvenser for både barnet og resten af familien, fortæller flere familier til Skolemonitor.

Når 11-årige Anna slår øjnene op om morgenen, står hun ikke op og går i skole, som hendes klassekammerater gør. I stedet bliver hun liggende under dynen det meste af dagen. Nogle dage står hun slet ikke op, og sådan har hendes hverdag nu set ud siden januar, hvor hun efter tre år med mistrivsel stoppede med at kunne gå i skole.

»Hun blev mere og mere trist. I starten var det kun store arrangementer som idrætsdag eller juleafslutning på skolen, hun ikke ville deltage i, men til sidst kunne hun heller ikke overskue normale skoledage. Hun havde det virkelig dårligt psykisk, blev udredt med autisme, og nu har hun ikke været i skole i 10 måneder.«

Sådan fortæller Annas mor, Lisbeth, der i samarbejde med sin mand har passet deres datter hjemmefra, og de har derfor begge haft svært ved at passe fuldtidsarbejde som henholdsvis jurist og salgschef i en større virksomhed. I dag er Lisbeth sygemeldt med en belastningsreaktion grundet en forværring af hendes datters psykiske sygdom.

I 10 måneder har familiens liv været »sat på pause«, og hendes datter har reelt ikke haft socialt samvær med andre end sin tætte familie. Og selv om hun savner sine venner, føler sig ensom og bliver mere indadvendt og trist for hver dag, der går, kan hun ikke komme tilbage i skole - i hvert fald ikke den skole, Københavns Kommune har tilbudt hende en plads på.

For i stedet for at tilbyde hende en plads på det dagbehandlingstilbud, som eksterne fageksperter har anbefalet - Søstjerneskolen på Østerbro, hvor de er specialiseret i piger med høj intelligens og autisme - har Københavns Kommune tilbudt hende en plads på et dagbehandlingstilbud, Fyrtårnet, hvor der er støj i klassen, og hvor hun som elev i 5. klasse skulle gå sammen med elever fra 2. klasse.

»Det er jo helt forrykt og reelt ikke et brugbart tilbud til en pige, der er indadvendt, støjsensitiv og mistrives, når der er larm omkring hende,« sukker Lisbeth.

I fire forskellige ekspertvurderinger fra henholdsvis psykolog og ekspert i børn med høj IQ, Ole Kyed, en PPV psykologvurdering fra kommunen selv, en psykologvurdering fra Bispebjerg Børnepsykiatrisk afdeling samt en psykologvurdering fra Psykologisk Ressourcecenter, som Skolemonitor har set, står der desuden, at det er vigtigt for Annas trivsel, at hun bliver fagligt udfordret.

»Når kommunens egne eksperter påpeger det, duer det jo ikke at sætte hende i klasse med elever, der er tre år yngre end hende selv,« siger Lisbeth, der efterfølgende klagede til kommunen, som fandt en ny plads til Anna.

Men denne gang var tilbuddet en plads på dagbehandlingstilbuddet Polaris, som er en skole for unge, der har psykiske lidelser som angst, skizofreni, personlighedsforstyrrelser, OCD eller depression, og altså ikke arbejder med autismepædagogik.

»Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor kommunen ikke tilbyder en skole, som passer til Annas behov, så hun kan komme tilbage i skole. Det virker helt absurd, at vi skal igennem det her endnu engang som familie.«







Vis mere
Halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt fravær
Det er nemlig ikke første gang, at Lisbeths familie er i kamp med kommunen, der fastholder deres barn på en skole, hvor barnet ikke trives. Annas storebror ligger også indenfor autismespektret, og efter et mislykket forsøg på inklusion i en almindelig folkeskoleklasse, blev han visiteret til en specialskole.

Men heller ikke dengang lykkedes det Københavns Kommune at finde et skoletilbud, der passede til hans behov, og Lisbeths søn blev placeret i en klasse med voldsomt udadreagerende børn, som han var bange for.

»Det er surrealistisk at tænke tilbage på, men vi stod til sidst og fysisk tvang ham ud i bilen og kørte mod skolen, hvor lærerne stod klar til at tage imod ham og trak ham med ind i klassen. Det foregik på kommunens og skolens anbefaling, indtil en psykolog sagde til os, at vi var nødt til at lytte til ham – at når han sagde fra, var det, fordi det ikke var et godt sted at være for ham.«

Derefter sygemeldte familien deres søn, og Lisbeth måtte gå hjemme på fuldtid med sin søn i halvandet år, hvor kommunen i mellemtiden skulle godtgøre hendes tabte arbejdsfortjeneste.

»Ligesom Anna fik han det utroligt dårligt psykisk, både fordi han mistede sit sociale liv, men også fordi al faglig udvikling gik i stå. Han gik glip af hele fjerde klasse og halvdelen af femte, som jo er en stor del af en barndom, og jeg kan huske, at han beskrev det som en barndom på en øde ø,« fortæller Lisbeth, der med egne ord efterhånden »har meget erfaring med et system, der på ingen måde fungerer.«

Skolemonitor har fremlagt kritikken for socialforvaltningen i Københavns Kommune, der ikke ønsker at stille op til et interview. Forvaltningen svarer i stedet på mail, at:

»Vi forsøger i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen altid at pege på et egnet tilbud, som vi vurderer kan løse opgaven. Det gør vi ud fra vores oplysninger i sagen samt vores erfaring med de enkelte tilbud. I den proces møder og inddrager vi barnet, og vi er i dialog med forældrene, fagprofessionelle og andre om barnet. Vores vigtigste opgave er, at børn i mistrivsel hurtigst muligt kommer tilbage i trivsel.«

Lisbeth og hendes familie har dog ikke haft oplevelsen af, at kommunen kæmper for at få deres børn hurtigt tilbage i trivsel.

»Det er frygteligt. Nu har jeg ad to omgange gået hjemme på ubestemt tid med et barn, hvis liv bare forsvinder mellem hænderne på dem. Deres hverdag består af ingenting, de bliver triste, og jeg ser dem bare visne, mens vi venter på, at kommunen kan finde en løsning. Det føles som at stå og kigge på sit barn drukne, og man råber og skriger, men ingen hjælper. Man står bare helt alene.«

Men Lisbeths familie er langt fra alene. I en ny inklusionsundersøgelse fra Landsforeningen Austisme svarer 49 procent af de 1.018 adspurgte forældre til autistiske børn, at deres barn på nuværende tidspunkt har ufrivilligt skolefravær. Det er en voldsom stigning på få år. I 2016 lå tallet fra en tilsvarende undersøgelse på 28 procent.

Samtidig viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, at det samlede fravær for alle elever i grundskolen ligger på otte procent, og hver fjerde elev i grundskolen har over 10 procents fravær. Det skyldes ikke udelukkende skolevægring (hvor barnet har 100 procent fravær, red.), men en rundspørge blandt 354 skoleledere foretaget af Institut for Menneskerettigheder viser, at 85 procent af skolelederne har haft kendskab til en eller flere elever med skolevægring inden for de seneste seks måneder.

»Børn i mistrivsel bliver taget som gidsler«
Når børn helt stopper med at gå i skole, skyldes det ofte fejlslagen inklusion af børn med diagnoser, der ikke føler sig trygge nok til at møde op i skolen og derfor hellere vil blive hjemme.

Det fortæller 16 forskellige familier fra hele landet, som Skolemonitor har været i kontakt med. De har ønsket at fortælle om deres situation, fordi de føler sig efterladt af politikerne, overladt til sig selv og »desperat« har brug for at få mere opmærksomhed på skolevægring som et samfundsproblem.

Samtlige familier har børn indenfor autismespektret, som har lidt under fejlslagen inklusion og derfor ikke kan gå i skole, så længe det er i almenskolen, et specialskoletilbud eller et dagbehandlingstilbud, der ikke tilbyder de rammer, som passer til barnets behov.

Men når familierne henvender sig til kommunen med ønske om en anden skole, føler mange sig afvist af en »uforstående« kommune.

En mor beskriver, at hun er blevet mødt af et skolesystem, der »trækker udredningen af børn i langdrag, fordi det er dyrere at sætte et barn i specialtilbud end i en almindelig klasse,« og at hun er blevet anklaget for at være skyld i hendes barns mistrivsel på grund af omsorgssvigt. Hendes datter blev senere udredt med autisme.

En anden mor beskriver det som »magtkampe, hvor børn i mistrivsel bliver taget som gidsler, fordi skolerne forsøger at få børn og forældre til at makke ret.«

I mellemtiden går børnene hjemme - nogle i årevis - uden undervisning eller socialt samvær.

Katrines datter får aldrig en afgangseksamen
En af dem er Katrines datter, der også ligger indenfor autismespektret. Hun er 16 år, men har reelt ikke gået i skole i syv år, fordi hun i første omgang skulle vente lang tid på en udredning og begyndte at mistrives og udvikle angst i ventetiden.

»Til sidst græd hun hver morgen og begyndte at tale om, at hun ikke havde lyst til at leve mere. Det var så hjerteskærende at høre som mor, men vi kunne ikke gøre noget, fordi skolen ikke ville udrede hende,« fortæller Katrine.

Efter et år var Katrine træt af at vente på kommunen, og hun opsøgte i stedet børnepsykiatrisk afdeling på det nærmeste hospital på eget initiativ. Den børnepsykiatriske afdeling udredte hendes datter med autisme, og derefter skulle hun vente næsten tre måneder, før kommunen påbegyndte en PPV.

Men da kommunen kontaktede familien igen med en plads på et specialskoletilbud, passede skolens rammer ikke til de behov, Katrines datter ifølge familien selv havde brug for.

»I starten gik det fint, hvor der var fire børn og to voksne i klassen. Men efter kort tid kom der flere børn uden at antallet af voksne fulgte med, og det førte til mere larm,« fortæller Katrine, hvis datter igen var utryg ved at møde i skole.

Kommunen delte ikke den overbevisning, og det har derfor ikke været muligt at få hendes datter visiteret til en anden skole med færre elever i klassen.

I dag har Katrines 16-årige datter ikke gået rigtigt i skole, siden hun var ni år gammel. Hun har haft så meget fravær, at hun ikke kan få en afgangseksamen til sommer, som andre unge mennesker på hendes alder.

Hun kommer højst sandsynligt heller aldrig på en ungdomsuddannelse eller kommer til at være i stand til at få et arbejde, siger hendes mor, som er bekymret for »om hun mon nogensinde får et liv, der ikke er afhængig af kontanthjælp eller førtidspension.«

Men udover desperation og kamp for at hænge sammen har flere af familierne også det til fælles, at en forælder er nødt til at gå hjemme for at passe deres barn, som ikke går i skole. I nogle tilfælde har det stået på i flere år, hvor forældrene går hjemme uden at arbejde, som både har psykiske konsekvenser for forælder og barn, men også kan have økonomiske konsekvenser.

I Katrines tilfælde har det ramt familien økonomisk, at hun har været nødt til at gå hjemme med sin datter, og derfor ikke har kunne passe sit arbejde som social- og sundhedsassistent. Hun har derfor forsørget familien med tre børn på skiftevis sygedagpenge og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

En anden familie er blevet ramt økonomisk, fordi skolen registrerede barnets fravær som ulovligt. Datteren mistrivedes i den almindelige folkeskole og ville ikke stå op om morgenen, og mens familien håbede at få deres barn visiteret til et specialtilbud, afviste PPR visitering til specialtilbud, da barnet »smilede« i klassen.

Barnets fravær kunne derfor ikke godkendes, hvorfor familien blev ramt af den såkaldte ’fraværsstraf’, som fratager familierne deres børnecheck. Deres datter blev efterfølgende udredt med autisme.

Og så er der Lisbeths familie fra Østerbro, der i kampen mod kommunen har fået brug for at tegne en ekstra sundhedsforsikring, gået til selvbetalt psykolog og betalt advokatregninger:

»Nu er vi en relativt ressourcestærk familie, men vi er efterhånden fuldstændig drænet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mere udfordrede familier skal klare den. Vi har kunne betale os til psykologhjælp og advokatregninger, men hvem skal hjælpe en økonomisk udfordret familie, der ikke har råd til advokatregninger og som måske ikke har overskud til at sætte sig ind i reglerne og råbe højt? Hvem skal hjælpe dem? Det er i hvert fald ikke kommunen.«

Advokat: Mange af sagerne minder desværre om hinanden
Tager man problemerne ét ad gangen, peger Lisbeth og flere af de andre forældre på, at den første udfordring i systemet er, at få deres barn udredt med en diagnose. I to år måtte Lisbeth kæmpe med Københavns Kommune, der ikke ville udrede hendes datter med autisme, fordi datteren virkede til at fungere socialt med de andre børn i klassen.

»Men min datter viste jo ikke nødvendigvis sin tristhed i skolen, til gengæld viste hun det, når hun kom hjem. Hun er intelligent og kan godt aflæse forventninger fra en lærer om, at man skal opføre sig godt. Til gengæld var hun helt knust, når hun kom hjem. Men de stolede ikke på vores vurdering,« fortæller hun.

»Københavns Kommune og PPR nægtede, og i mellem tiden fik hun det dårligere psykisk.«

(phhmw OBS! her, at bores børn i denne forbindelse IKKE er underlagt Retssikkerhedslovens § 3 stk. 2)

Først da familiens egen læge skar igennem og henviste Anna direkte, blev hun udredt med autisme, og efter seks måneder blev hun visiteret til et dagbehandlingstilbud. Men lige som familien troede, det ville blive bedre, gik det galt igen. Anna, der på daværende tidspunkt gik i femte klasse, blev visiteret til et dagbehandlingstilbud, hvor de andre elever var flere år yngre end hende.

»Vi prøvede at efterspørge en plads på Søstjerneskolen, som eksterne eksperter anbefaler, men det er endnu ikke lykkedes,« siger Lisbeth.

Det er kommunens afgørelse, hvilket behandlingstilbud et barn skal gå på, og da Københavns Kommune endnu ikke har anerkendt familiens vurdering, går Lisbeths datter, Anna, stadig hjemme på ubestemt tid.

Lisbeths oplevelse er et typeeksempel på rigtig mange andre lignende sager i Danmark, hvor kommunen stoler mere på sin egen vurdering end på forældrenes. Det fortæller Thomas Taguchi, som er en af Danmarks førende advokater indenfor skolesager med et særligt fokus på specialundervisning og dagbehandlingsskoler i alle landets kommuner.

Han fører hvert år et højt antal skolesager, og sagerne minder »desværre« alle om hinanden, fortæller han.

»Mange af mine klienter har børn, der ikke har været i skole i årevis. Normalvis ville man jo se det som et tegn på, at den skole, som barnet er visiteret til, ikke er det rette tilbud. Men i rigtig mange tilfælde fastholder kommunen barnet i den samme skole alligevel, og det kan man jo finde en smule bizart. Det er det, der er sket for Lisbeth, og det sker for rigtig rigtig mange andre familier i alle landets kommuner.«

Thomas Taguchi fortæller, at det ofte skyldes, at kommunens sagsbehandlere har en anden opfattelse af barnets evner end familiernes og fageksperternes vurdering. Og så »kan man jo kun undre sig over, hvorfor kommunen ikke bare visiterer barnet til den skole, som eksperterne anbefaler,« siger han.

»Sagsbehandleren fra kommunen er et menneske, der ofte aldrig har mødt barnet. Personen læser nogle dokumenter og ud fra det, drager han eller hun en konklusion om, hvilke behov barnet har. Men hvad så med den psykolog, der har kendt barnet i årevis? Hvad med forældrene, der bor sammen med barnet og ser barnet reagere hver dag? Hvad med barnets egne udtalelser? Det vægter åbenbart mindre end sagsbehandlerens papirvurdering fra et skrivebord,« siger Thomas Taguchi.

Hvordan kan du være sikker på, at familierne har ret i, at barnet har brug for et andet skoletilbud end det, kommunen har besluttet?

»Jeg kan love dig for, at du ikke finder én familie, hvis hedeste drøm er at holde deres barn hjemme, mens de kæmper sig selv ihjel for at få barnet i skole. Deres børn får det psykisk dårligt, og hele familien lider så mange konsekvenser af at gå hjemme. Hvis barnet kunne gå i den skole, kommunen tilbyder, havde de allerede gjort det. Forældrene mister jo også selv muligheden for at arbejde, fordi de skal gå hjemme og passe barnet. Der er absolut intet for familierne at vinde ved at gå hjemme.«

Thomas Taguchi mener, at mange af familierne har krav på en anden skole, end den kommunerne i første omgang tilbyder eller fastholder. Han vil dog ikke gå så langt som at kalde kommunernes ageren for ’ulovlig’, men siger:

»Ofte er kommunernes håndtering af sagerne efter min opfattelse i bedste fald udtryk for ekstremt dårlig sagsbehandling.«

De sager, som Thomas Taguchi har arbejdet med de seneste år, har i de fleste tilfælde ført til, at kommunen på baggrund af de oplysninger og indlæg, advokatkontoret er kommet med, har afsøgt andre skoler eller behandlingsmuligheder for barnet.

»Men det er jo kun ressourcestærke familier, der kan hyre en advokat. Der er mange familier, der slet ikke kan tage kampen op, fordi det er for ressourcekrævende. Man kan jo være bekymret for, hvor mange år deres børn bliver siddende hjemme.«

Skolemonitor har fremlagt kritikken for Kommunernes Landsforening, som ikke ønsker at stille op til interview. I stedet svarer KL’s Børn- og Skolechef, Peter Pannula Toft i en mail:

»Forældre er dem, der kender deres barn bedst. Det er der ingen tvivl om. Men sagsbehandlere i kommunen er dem, der kender tilbuddene bedst. Derfor skal det være fagpersonaler, som vurderer, om et barn får det rigtige skoletilbud. Men det skal selvfølgelig altid ske i tæt dialog med barnet selv og forældrene.«

Peter Pannula Toft tilføjer desuden, at KL er optagede af, at der er et stigende antal elever, der har et højt fravær fra skolen, og at skolen og kommunen har et stort ansvar for at se på, hvad det er i læringsmiljøet, som gør, at barnet ikke ønsker at møde op.

»Derfor er vi blandt andet nysgerrige på lokale kommunale indsatser, som f.eks. i Køge, hvor man med projektet, ’Er du på vej’, bl.a. arbejder med elevinddragelse for at skabe mere tilhør, tillid og trivsel, så skolen bliver noget, eleverne ikke har lyst til at blive væk fra.«

Hilsen Peter