[phhmw]

Dit forældreskab kan annulleres med et pennestrøg – det er velfærdsstatens tyranni

Middelklassen er blevet hevet ind i den virkelighed, der før var forbeholdt de mest ressourcesvage og kriseramte borgere. Det er en brat opvågning og et epokeskift i forholdet mellem stat og borger, skriver Anne Sofie Allarp.

https://www.berlingske.dk/kommentato...estroeg-det-er

Det mest forandringsskabende samtalerum er den samtale, der foregår mellem mødre. Retail-branchen er fascineret og grundangst, for den ved, at når et givent produkt først har fået en nedadvendt tommelfinger af en gruppe mødre et sted i Danmark, er det et spørgsmål om dage, før det har konsekvenser for produktionen. Kan tomlen omvendt vende opad til et givent produkt eller design, er lykken gjort.

Samtalen over barnevognen eller ammepuderne eller en latte nede i parken eller ved hentetid i børnehaven drejer sig om hormonforstyrrende stoffer, sovemønstre, fritidsaktiviteter og skolevalg. Men de senere år har der føjet sig et nyt emne til dette samtalerum: Underretninger til kommunen og den medfølgende implicitte trussel om tvangsmæssig adskillelse af forældre og børn.

Det er nemlig ikke længere noget, der sker for de allermest udsatte i dette samfund. Efter Lars Løkke i 2018 med et bredt flertal indeholdende Socialdemokratiet indførte den skærpede underretningspligt, er antallet af underretninger eksploderet. Antallet af årlige underretninger ligger mellem 130.000 og 140.000 fordelt på knap 80.000 børn. Lægger man disses forældre til, så er det skønsmæssigt flere hundredtusinder borgere, der årligt er genstand for en undersøgelse af deres familieliv fra det offentliges side.

Derfor går snakken mellem mødre i disse år. For hvad gør man, når kommunen retter sit blik mod dig og din familie og samtidig lægger sablen på bordet? De ressourcestærke mødre ved godt, at de skal have en advokat i baghånden, og de ved også, at al kontakt med kommunen er fuldstændig afgørende for, hvordan sagen udvikler sig. Kommunens observationer ses nemlig gennem hele sagen for værende den objektive sandhed.

Dysfunktionelt ikke-vred

»Du må ikke være vred. For Guds skyld, ikke være vred.«

Det er et af de bedste råd i omløb og helt centralt i den omsorgspostulerende dysfunktion forvaltning og borger imellem. Uanset hvad, må borgeren ikke stå vredt på sin ret.

Dernæst skal man erklære sig »samarbejdsvillig« og »overrasket«. Den vrangvillige borger er ikke systemets kop te, det er klart. Så opstår der hurtigt »samarbejdsvanskeligheder«, og derfra kan kommunen jo blive nødt til, i barnets interesse forstås, at gribe til tvang eller såkaldte »obligatoriske tilbud«.

Jeg har kendskab til en håndfuld af sådanne sager i min omgangskreds, for med den skærpede underretningspligt, trusler om fængselsstraffe imod lærere og pædagoger for at undlade at underrette og med skridsikker magt til »Børnenes Statsminister« og hendes parole om at tvangsfjerne flere tidligere er en underretning til socialforvaltningen blevet hvermandseje.

Middelklassen er blevet hevet ind i den virkelighed, der før var forbeholdt de mest ressourcesvage og kriseramte borgere. Det er en brat opvågning og et epokeskift i forholdet mellem stat og borger. En langt bredere kreds af borgere forstår nu instinktivt og på rygmarven, hvad det vil sige at kæmpe imod et system, der har absolut og – at dømme efter de mange grove fejl i anbringelsessager – en grad af vilkårlig og skødesløs magt over din familie.

Nu er »vi« »dem«

Det er ikke længere noget, der ikke angår »os«. Derfor hiver det i vores nervesystem, når vi hører om flygtninge fra det danske sociale system i lande omkring os. Flygtninge ved navn Hansen og Jensen, der nu bor i Tyskland og Polen, der vel at mærke ikke fjerner børnene.

Eller når vi hører om en nybagt bedstefar, der løber med den nyfødte fra fødegangen for i desperation at forsøge at give familien en chance for at være sammen. En familie, der nu risikerer straf for at »bortføre« barnet.

Eller når vi læser om kommuner, der tænker, at de lige kan få sat en fødsel i gang før juleferien, så de kan nå at fjerne barnet, før julefreden sænker sig. Eller om opdigtede fakta og diagnoser grebet ud af den blå luft, som sidste lørdags kronik om Langeland Kommune beskrev.

Vi forstår nu, hvad underklassen er oppe imod. Og vi behøver ikke at genbesøge de tusindvis af tvangssteriliseringer af danske mødre i 1930erne, 1940erne og 1950erne for at afkode præmissen. Her i det danske velfærdsparadis er børnene som udgangspunkt systemets.

Vores forældregerning, det bankende hjerte, de søvnløse nætter, blod, sved og tårer kan annulleres med et pennestrøg, uden at vi kan stille noget som helst op. Men hvis vi samarbejder, ikke er vrede, ikke protesterer, ikke står på vores (indbildte) ret, kan vi være heldige at få lov til at være sammen med vores børn gennem deres opvækst.

Det er de kolde realiteter. Det er et tydeligt magtsprog. Velfærdsstatens tyranni. Og derfor er underretninger ikke længere specielt skamfulde i det mødende samtalerum. De er almindelige, et vilkår, en forhindring, der ved fælles hjælp skal overkommes.

Men det er på tide, at forældregenerationen og bedsteforældrene forholder sig til børnenes rolle i den politiske fortælling. For fortællingen om nationens børn er per definition afslørende. Og fortællingen om børnenes forkæmpere (systemet, det fælles, det store kollektiv) og fjender (forældrene, individet) er særligt afslørende. I forståelsen af disse virkemidler finder vi nøglen til at styrke den modfortælling, der allerede er godt i gang blandt mødre landet over.

En modfortælling, der helt sikkert ikke var en del af planen, da man hævede sablen over middelklassens børn.

Anne Sofie Allarp er cand.jur. og kronikredaktør på Berlingske

TAK til Anne Sofie Allarp for beskrivelse af virkeligheden.

Hilsen Peter