bemærkede jeg, at den unge mand, skulle til sin første samtale med distriktpsykiatrien, efter en lang indlæggelse på Rigshospitalet.
Han filmede sig selv, på vej til mødet, virkede særdeles glad og munter.
Men, ....
... efter mødet var han særdeles nedtrykket og meget bekymret.
Var det meningen med det møde, at kaste kendsgerninger i hovedet på ham, bare på det første 1/2 times møde.
Kunne det ikke være gjort bedre? Jeg spørger bare.
Det virkede forkert, efter min mening.
Her lidt oversigt fra DR, som viser at der er fokus på vores psykiske syge medpatienter:
Flot indsats DR
http://www.dr.dk/nyheder/tema/2014/usynligt_syg
Som vi kan risikerer at blive klogere af, i at følge.
Det er jo ikke så ringe, endda.
Bedste hilsner
Peter
( som er glad for sine fysiske skavanker, som kan ses af en blind)