Citat:
Oprindeligt indsendt af næsebjørn
Men hvad ville du have ud af det ressource forløb. Jeg mener hvad tanker havde du omkring det?
|
Mine tanker var faktisk, at få overskredet mine grænser (på en sikker måde). At jeg kunne blive presset lidt - uha, det er sgu svært at forklare, uden det kommer til at lyde dumt....
Altså, jeg har jo ALTID sagt ''det tør jeg ikke....det KAN jeg ikke'' og så har det været sådan. Ikke 10 vilde heste kunne lave om på det. Og kommunen har også ALTID givet mig medhold. Enten ved at sylte mig, eller ved at give mig lang snor.
Og hvis jeg fx ville prøve at arbejde eller prøve med aktivering, så sagde de altid, at jeg ikke kunne og ikke skulle presse mig selv til noget. De har jo tilbudt mig førtidspension siden 1990'erne, hvilket jeg afslog gang på gang. Så derfor har jeg været overladt til mig selv.
Det var først i December 2007 jeg indrømmede overfor mig selv, at pension nok alligevel VAR det bedste. Men der var tingene blevet markant anderledes og pension sværre at få. Men som sædvanligt sagde jeg at jeg ikke kunne klare en arbejdsprøvning, og som sædvanligt gav de mig ret. Så jeg fik pensionen uden arbejdsprøvning.
Jeg havde håbet et ressourceforløb (nu kender vi jo ikke forløbet overhoved!), da det ikke er beskrevet. Men håbet var, at det var et forløb hvor jeg ikke rigtigt kunne sige NEJ, og hvor jeg lige som kunne blive guidet UD selvom jeg slet ikke tør. Mit håb var, at jeg kunne møde modstand på en kvalifiseret måde evt med ét skridt af gangen og med en mentor og/eller en tovholder ved min side.
Jeg har nu gentagne gange oplevet, at hvis jeg overskrider en grænse tilstrækkeligt mange gange, så slipper jeg angsten. Den kan så godt blusse op igen, men den er ikke lige så grim som før. Og hvad mere interessant er, at jeg bliver enormt glad, når jeg overskrider nogle grænser.
Jeg forestillede mig, at et ressourceforløb kunne være med til det. Bare med henblik på arbejdsmarked. At få prøvet nogle ting af, under kærlig tvang. At møde stærke mennesker der kan sige ''jamen du SKAL om så vi skal bære dig! Og bryder du sammen, jamen så står vi der! Du er ikke alene, vi er et team der står bag dig. Vi kan tale sammen om det hele, og vi tager det hele i DIT tempo, men vi har stadig nogle forventninger for der er altså noget du SKAL.
Det var lidt det min drøm gik ud på.
Nu skal man så også forstå, at jeg har været meget syg siden børnehave alderen, har ikke kunne gå i børnehave, men blev passet hjemme. Kunne ikke gå i almen skole, men gik på skole for børn med psykiske problemer osv osv. Jeg er blevet båret gennem livet fordi jeg var/er så sårbar.
Og nu er jeg blevet 42 år, og vil have smæk, modstand, udfordringer mm
- det er det eneste jeg aldrig har prøvet!!. Og derfor så jeg lige i ånden, at et ressourceforløb præcis kunne indfri alle mine ønsker
Jeg ved lige som nu, at jeg ikke kommer nogen vegne ved at blive strøget med hårene. Jeg står i stampe mentalt og kan ikke udvikle mig. Så det er jo ikke svært at tænke, at lidt modstand måske kunne gøre mig stærkere......