http://www.handicap.dk/nyheder/copy2...p-til-at-klage
Der er behov for at styrke de allersvagestes muligheder for at benytte klagesystemet. Uanset om de har pårørende eller ej, skal de have hjælp til at sikre deres retssikkerhed, skrev DH's formand Stig Langvad i Altinget.dk's Social-debat den 26.juni 2014.
På dette års folkemøde udtalte minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen, at kommunerne trods alt får ret i 75-80 procent af sagerne, og derfor står det ikke så galt til med retssikkerheden, som handicaporganisationerne påstår.
(Virkelighedsfjern? Utroværdig og skuffende udtalelse.
) PH
Jeg synes godt, at man kan sætte spørgsmålstegn ved, om 20-25 procent sager, hvor kommunerne enten tager fejl, eller sagen hjemvises til ny behandling, er ok. Det synes jeg egentlig ikke, det er i et retssamfund som det danske. Når man så tænker på, at til de 20-25 procent skal lægges det antal borgere, der aldrig når frem til klagesystemet – nemlig de allermest udsatte borgere.
Lad mig give et eksempel:
En voksen borger med udviklingshæmning opsøges på sit bosted af to sagsbehandlere fra borgerens handlekommune. Sagsbehandlerne fortæller ikke, hvor de kommer fra, og kontaktpædagogen må selv bede om kontaktoplysninger.
De svageste når aldrig frem
Formålet med besøget er, at borgeren skal tilbydes bolig i borgerens hjemkommune, frem for der, hvor borgeren bor nu – en anden kommune. Borgeren har profiteret meget af sit ophold på stedet, og der er fortsat udviklingspotentiale.
Borgeren har ingen pårørende, da begge forældre er afgået ved døden. Sagsbehandleren lader skinne igennem, at der er borgere, der har stærkere pårørende, og de kæmper længe for deres rettigheder, men det har denne borger ikke.
Trods stedets protest på beboerens vegne tilbydes borgeren egen lejlighed i handlekommunen, hvor borgeren ikke har et socialt netværk. Borgeren inddrages overhovedet ikke.
Etik og moral!
PH
Dette er bare et eksempel på, at svage borgere, uden pårørende eller andre til at hjælpe sig, i mange tilfælde aldrig når frem til det klagesystem, der skal hjælpe dem i tilfælde af, at de vil klage over en afgørelse.
Mundtlige afgørelser forvirrer
Vi ved, at der for sårbare borgere er store udfordringer i forhold til at benytte klagesystemet. En udfordring er brugen af mundtlige afgørelser. Hvordan kan borgerne på baggrund af mundtlige afgørelser vide, at de kan klage? Måske ved de slet ikke, at de har fået en afgørelse.
Et eksempel er, hvis en person med sindslidelse ringer og spørger, om det er muligt at få støtte til at organisere hverdagen, og fra kommunen får at vide, at det er der ikke. Så kan det være svært at gennemskue, at der overhovedet er tale om en afgørelse.
Hilsen Peter
....som er af den mening, at sagsbehandlere, sagsformidlere og socialrådgivere i kommunerne har et forklaringsproblem og må have svært ved at se sig selv i øjnene, når dagen som beskrevet er overstået.
Forsøg gerne at omgås lovgivningen over for os normale men hold fingerne fra de svagestes retssikkerhed, for pokker! Shame!