Min førtidspensionssag tog også ca 16 mdr fra ansøgning til tilkendelse. Men de 12 mdr gik faktisk kun med, at sagsbehandleren havde syltet sagen og hang sig i en arbejdsprøvning jeg ikke måtte deltage i.
Da de flyttede sagen fra Skelbækgade til Task force Musvågevej, gik der kun et par måneder. Og jeg kom selvfølgelig heller ikke i arbejdsprøvning.
Jeg modtog brevet med ydmyghed, glæde, mistro og frustration. Min ydmyghed skyldtes jo nok det faktum, at vi har et velfærdssamfund hvor det i det hele taget kan lad sig gøre, at man kan være syg, og samtidig få penge at leve for.
Det er et faktum jeg ofte tænker over, og takker for. specielt når jeg vender øjnene ud, og ser på resten af verden....
Glæden bestod i at min kamp var slut, og jeg kunne sige definitivt farvel til et bundløst system der trak mig længere ned psykisk og som fejlede mig totalt.
Min mistro handlede om en angst for, at de igen havde lavet fejl, så pensionen alligevel ikke var berettiget og/eller at de IGEN havde byttet rundt på personnumre eller læst en hel andens sag ect
Frustrationen meldte sig, da det gik op for mig, at den var god nok (pensionen), og jeg synes det gjorde voldsomt ondt at give slip på de tråde og drømme, der på én eller anden måde var et bærende element hos et menneske der hellere ville have lavet så meget andet, end at ende som førtidspensionist.
Så jeg syntes det var et mægtigt følelses register der blev åbnet for, da jeg stod nede i gården med den der tilkendelse i hånden og læste det sort på hvidt, og jeg kan huske min mor spurgte mig, om jeg græd af glæde, og at jeg svarede, at jeg græd af både glæde, lettelse og en enorm vrede. For jeg var faktisk også enormt vred.
Min tilkendelse var 1 Juni 2009. Så jeg har haft 3 år til at vænne mig til det hele i. Jeg var 39 år og er 42 år nu.
Og der er dage hvor det hele giver rigtig god mening, og hvor jeg synes det fungerer fint. Men der også dage hvor jeg får angstanfald, fordi jeg pludselig ikke kan holde det ud og føler jeg spilder de bedste år af mit liv når jeg erkender, at jeg ikke kan en skid.
Jeg er frivillig over på plejehjemmet 1 time om ugen, og måtte opgive et frivilligt arbejde i en genbrugsforretning på 2 timer om Fredagen, fordi det var for meget
