[phhmw]

Fra Facebook:

Hvis man ikke har været i berøring med det kommunale system for handicappede psykisk som fysisk så er denne meget detaljerede beskrivelse fra en borger, akademiker, og psykisk udfordret person meget sigende på, hvor sygt det system er.

Jeg håber inderligt at borgere som endnu ikke er ramte af systemet, vil finde modet til at lytte til os og hjælpe os med at stoppe vanviddet.

For 3 år siden vidste jeg ikke, hvordan det er, men det gør jeg nu, hvor vi har har det Kommunale system tæt på livet.

Så kære netværk prøv at bruge 10 min og støt op om de mange som behøver den rigtige hjælp som fagpersoner også kæmper med at give # enmillionstemmer

Fra Politiken
https://politiken.dk/debat/debatindl...oZ2UssM4kJcC3A

I dag har jeg et debatindlæg i Politiken om min sag. Jeg håber, at vi en dag er nok, der fortæller om, hvad der foregår i kommunerne, til at vi kan skabe den ændring, som der i dén grad er brug for!

For dem, der ikke har adgang til Politiken er teksten her:

”Hvor galt skal det gå, før I vil lytte? Emma har brug for hjælp nu!”

Min psykiater er vred. Hun kæmper for at jeg skal få den hjælp, som jeg har brug for. Vi er til et såkaldt netværksmøde med Visitationen fra Det Specialiserede Område. Formålet er, at der skal startes en bostøtteordning op, så jeg kan få hjælp og støtte til min hverdag.

”Vi mener, at det tilbud vi har, er tilstrækkeligt.” Sagsbehandleren er ikke vred. Hun virker saglig, kølig.

Jeg argumenterer for, at jeg ikke er i stand til at benytte deres tilbud. Kommunen vil kun tildele mig bostøtte fra deres eget bostøtteteam. Jeg har forsøgt at tage imod det og det går slet ikke. Medarbejderne er såmænd både venlige og velmenende, men jeg har haft så mange nederlag og så mange modbydelige oplevelser med det kommunale system, at enhver association med kommunen sender mig direkte ud i et angstanfald.

Det er ikke en hjælp at skulle lukke fremmede mennesker ind i sit hjem velvidende, at man ikke kan holde ud, at de er der og at prisen for deres besøg er flere dage med angst og voldsomme depressive symptomer. Det kan være svært for andre at forstå, men uanset hvor gerne jeg vil have hjælp, er jeg ikke i stand til at profitere af støtte fra det kommunale team.

Derfor har jeg i månedsvis forsøgt at få lov til at fortsætte med en privat leverandør, som jeg kender og har tillid til, og som har den specialiserede faglighed, jeg har brug for. Uden held.

Mødet fører ingen vegne og til sidst bliver jeg så presset og angst, at jeg må forlade lokalet. Min psykiater og flere andre fagpersoner kæmper for min sag i yderligere tre kvarter. Det ændrer ingenting.

Min psykiater understreger, at hvis jeg ikke får den hjælp, jeg har behov for, vil jeg få det dårligere og måske have brug for at blive indlagt igen. Et par uger efter mødet får jeg en mail fra min sagsbehandler. Hun orienterer mig om, at mit ønske ikke kan imødekommes, da der ikke er lægelig dokumentation for, at det er nødvendigt. Vedhæftet er psykiaterens udtalelse.

To måneder senere bliver jeg indlagt.

I dag er det tre uger siden jeg blev udskrevet efter at have været indlagt i over seks uger. Det er min anden indlæggelse på et halvt år. Nu lyder det måske som om det er hverdagskost for mig sådan at ryge ind og ud af psyk, men det er det ikke. Faktisk har jeg kun været indlagt de to gange.

Jeg er 36 år, autist, har ADHD og så er jeg også mor, hustru, akademiker og meget andet. Autisme og ADHD kommer med deres egne styrker og udfordringer. Men ingen af delene i sig selv gør en person så syg, at vedkommende skal indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Det gør til gengæld den kommunale sagsbehandling.

Det lyder måske som om jeg smører tykt på og det ville jeg faktisk ønske, at jeg gjorde, for så ville vi alle sammen kunne være lidt mere trygge ved vores velfærdssamfund. Men jeg overdriver ikke.

Jeg har aldrig nogen sinde været så syg, som jeg blev af at være i kontakt med det system, der egentlig burde være til for at hjælpe. Hjælp er der ikke rigtigt blevet noget af – i hvert fald ikke hjælp som jeg er i stand til at tage imod uden at blive syg igen – til gengæld er der blevet holdt utroligt mange møder. Jeg ville gerne se, hvad et gennemsnitligt (og ofte formålsløst) møde egentlig koster.

Jeg vil tro, at jeg kunne have fået ret meget hjælp (af den slags, der faktisk ville have været en ægte hjælp) for de penge, der er blevet brugt på at holde møder, skrive orienteringer, skrive afgørelser, kommentere klager, orientere borgmester/byråd/udvalg og lignende fremragende aktiviteter.

Det er kun en formodning jeg har og den bliver nok svær at få bekræftet. Men det virker som om der er uendelige ressourcer til møder og lignende administrative opgaver og næsten ingen til hjælp og støtte. Jeg ville nok prioritere anderledes, hvis jeg blev spurgt, men det kommer aldrig til at ske, for der er selvfølgelig ikke nogen i systemet, der kunne drømme om for alvor at interessere sig for, hvad jeg har at sige. I hvert fald ikke, hvis jeg ikke giver dem ret.

Det er næsten det mest frustrerende. Det, at mine ord ingenting betyder, mens alle lader som om de gør. Hjemmesider og visioner og mottoer er fyldt med fine udtryk som ”empowerment”, ”i samspil med borgeren”, ”ejerskab” og ”borgeren er eksperten på sit eget liv”. Men i et forløb, der endte med at blive så belastende for mig, at min psykiater gav mig valget mellem at blive indlagt frivilligt eller med tvang, har det vist sig at være en illusion.

Jeg har ikke tal på, hvor mange møder jeg har været til, hvor vi angiveligt skulle diskutere min situation og mine behov, men hvor det viste sig, at der ikke var noget at diskutere. Udfaldet af mødet var givet på forhånd baseret på servicerammer, standardtilbud og politiske målsætninger. Hvis man tilfældigvis er en helt kvadratisk glatsleben lille klods, der passer perfekt ind i systemets retvinklede kasser, så er det sikkert fint. Det er de fleste virkelige mennesker bare ikke. Og måske især ikke de mennesker, der har brug for systemets hjælp.

Jeg har været hjemme i tre uger. Jeg er glad for at være hjemme hos min familie, men det er også hårdt fordi jeg slet ikke får nogen hjælp.

Det kommunale tilbud gør mig syg, og både min sagsbehandler, borgmesteren og kommunaldirektøren fralægger sig ethvert ansvar (det gør socialministeren for øvrigt også, for hun har ikke tid til at svare, men en af hendes ansatte har venligst oplyst mig om, at det er kommunens ansvar, at jeg får en hjælp, jeg reelt kan bruge. Det gør jeg jo så ikke, men det forholder ministeriet sig ikke til).

Hvor de kommunale instanser ikke er synderligt begejstrede for ansvar og dialog, er de til gengæld meget opløftede over at kunne give mig lov til at klage (det fik jeg ellers først at vide, at jeg ikke måtte).

Kommunen lader til at mene, at muligheden for at klage på magisk vis gør alting godt og rigtigt og etisk og medmenneskeligt. Jeg ville ellers meget hellere have haft hjælp til at få min hverdag til at fungere igen efter den lange indlæggelse i stedet for at bruge mit ikke-eksisterende overskud på at skrive en klage. Men hvad ved jeg om det? Muligheden for at vente i op til fem måneder på svar fra Ankestyrelsen er jo mindst lige så gavnlig som konkret hjælp og støtte. I hvert fald hvis man spørger kommunen.

Jeg ville ønske, at jeg afslutningsvis kunne sige noget opmuntrende. At min sag er enestående. At kommunen ikke vidste, hvad de gjorde. At nu hvor konsekvenserne er gået op for dem, bliver jeg mødt med venlighed og empati.

Det kan jeg desværre ikke, for det ville være løgn.

Som borger står du alene foran den enorme kommunale kolos. En kolos, der er bygget af sagsbehandlere, forvaltninger, jurister, lovgivning, politikere og meget mere.

Og uanset hvor hårdt du banker hovedet imod kolossen, giver den sig ikke.

Men du går i stykker.

Og du taber."

Hilsen Peter