[phhmw]

For første gang er jeg i seriøs tvivl om, hvor mit kryds skal sættes. Det er frustrerende

Hvordan kan jeg have tillid til dem, der har siddet på Christiansborg de sidste tre år? Jeg har altid været modstander af blanke stemmer, men nu overvejer jeg det selv.

https://www.berlingske.dk/kommentare...s-skal-saettes

Monica Lylloff, 44 år, Fredensborg

Politikerlede, mistillid og valgflæsk.

De tre ord indrammer ret godt, hvordan jeg har det med politikere lige nu.

Mistilliden kommer af flere års erfaring med politikere, der lover at gøre en forskel, inden de bliver valgt. Og det tror jeg virkelig på, at de mener. Men så snart de bliver valgt, bliver hovedparten ramt af kollektiv hukommelsestab, og de fleste bliver mestre i undskyldninger for manglende handling.

Jeg har indtil nu været modstander af blanke stemmer. Men jeg er derude, hvor jeg selv overvejer at stemme blankt. Et tegn på frustration og afmagt i forhold til den måde, politik forvaltes på. Det er ikke noget, jeg er stolt af. Det er noget, jeg er ked af.

Jeg er medstifter af bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for at sikre retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Et område, der kom på den politiske dagsorden ved valget i 2019, da vi fik råbt højt nok. Der blev lovet ændringer. Og med løftet spirede håbet.

Der har de sidste tre år været politisk enighed om, at handicapområdet og psykiatrien befinder sig i en katastrofal situation. Alligevel er der intet sket på handicapområdet, og den styrtblødende psykiatri fik sat et lille vabelplaster på.

Det svigt har gødet min mistillid og politikerleden.

Hvordan kan jeg have tillid til dem, der har siddet på Christiansborg de sidste tre år?

Jeg er træt af at høre kandidater konkurrere om at være den hårdeste, om at udskamme mest og om at love mest i blinde. Jeg er træt af at høre den ene undskyldning efter den anden om, hvorfor de store problemer i samfundet ikke er løst.

Børn, der ikke kan være i nutidens skoler. Unge med ondt i sjælen. Ældre, der må ligge i egen urin i timevis. Mennesker med handicap, der sidder isoleret på bosteder og er frataget mulighederne for livskvalitet. Offentlige myndigheder, der ikke overholder gældende love. Medarbejdere, der ikke længere vil være medarbejdere der, hvor der er så enormt meget brug for dem, fordi de ikke kan holde arbejdsvilkårene ud. Det er de store problemer.

Det allerstørste problem er måden politikerne prøver at løse problemerne på. De laver symbolpolitik og symptombehandling. De nedsætter udvalg og kommissioner og sender millioner ud til dysfunktionelle systemer eller til løsninger, der ikke kan lade sig gøre eller bare ikke sker. Imens bliver problemer til katastrofer, skandaler og tragedier.

Der er kandidater, der vil kæmpe for ordentlige forhold i vores samfund. Så jeg kan stemme personligt, men hvor meget må den enkelte kandidat afvige fra sit partis førte politik?

Der tales om tillidskrise og valgflæsk. Hvornår begynder flere at handle anderledes og lave et statement – enten ved at flytte krydset markant eller stemme blankt?

Stemmer vi det samme, er vi sikre på at få mere af det samme. For mig er det ikke godt nok.

Jeg vil sætte mit kryds der, hvor jeg kan være sikker på, at ordene forpligter. For ord er gratis. Adfærd er det afgørende.

Monica Lylloff, 44 år, jurist og medstifter af #enmillionstemmer, Fredensborg

Hilsen Peter, medlem af #enmilionstemmer der ikke forsvinder