[phhmw]

RETSUSIKKERHED ER AFTALT SPIL MELLEM REGERING, KOMMUNER OG ANKESTYRELSE, SIGER PROFESSOR I POLITISK LEDELSE

24syv bragte den 30. september et meget rystende program om manglende retssikkerhed på social- og beskæftigelsespolitikkens område. Det handlede om det forhold, at Ankestyrelsen trods ca. 500.000 klage- og ankesager igennem de seneste 10 år ikke har sanktioneret kommunerne én eneste gang.

Det har social- og beskæftigelsesordfører for Alternativet, Torsten Gejl, haft indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen i åbent samråd om i sidste uge, og ministeren sagde, at de manglende sanktioner var et succeskriterium.

Det svar blev Torsten Gejl naturligvis rystet over.

Reporterne på 24syv har så efterfølgende talt med både Torsten Gejl, en konkret borger Marie, der har været udsat for et tab af hjælp, som hun ellers havde retskrav på, og professor i offentlig og politisk ledelse ved CBS, Niels Åkerstrøm Andersen.

Den pågældende kvinde fortæller om et treårigt forløb, hvor hun som alvorligt psykisk syg ikke fik den hjælp til et botilbud, som psykiatrien havde anbefalet.

Konsekvensen var, at hun blev endnu mere syg; så syg, hun hun har haft 30 selvmordsforsøg.

Niels Åkerstrøm fortæller, at kommunerne reelt ikke har råd til at overholde lovgivningen på social- og beskæftigelsespolitikkens område.

Derfor har man en uskrevet aftale om, at lovgiverne formulerer lovgivningen, så den rummer et stort fortolkningsrum - det vil sige, at man bevidst formulerer lovgivningen utydelig og elastisk.

Så overlader man det til kommunerne at fortolke lovgivningen på en måde, der kan komme borgeren til skade, og så kan borgeren klage til kommunen eller til Ankestyrelsen, og bolden med ansvaret kan skubbes frem og tilbage.

Ankestyrelsens magt består i at være en trussel for kommunerne, men at uddelegere ansvaret og arbejdet nedad. Den har ikke muskler til at gå ind og sanktionere kommuner, for så skulle den selv anvise svar til kommunerne på, hvad de i stedet skal gøre, og det er selvsagt en for stor opgave med i gennemsnit 50.000 ankesager om året.

Tilbage står, at borgere altså snydes for det, de har retsmæssigt krav på, og at både kommuner og Ankestyrelsen bevidst bryder lovgivning.

Og alle ved det.

Hvis dette ikke er en enkelt professors modige udlægning af mekanismerne bag det retssikkerhedsmæssige morads på social- og beskæftigelsespolitikkens resort, men der rent faktisk arbejdes med en sådan "konvention", så er det altså meget, meget alvorligt.

For så har vi simpelthen et aftalt spil mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt - magtfordrejning - som udformer og forvalter lovgivning, så borgeren loves rettigheder, som, man samtidig indretter lovgivningen til, borgerne uden saglig begrundelse kan forholdes.

Det er ikke, hvad man forventer af et retssamfund! Det er heller ikke, hvad man forventer af retssikkerhed!

Det er endnu mere alvorligt og rystende retsløst, end jeg allerede har vidst igennem ti år.

TAK til Lisbeth Riisager Henriksen

Hilsen Peter