[phhmw]

Skal vi lige tage den een gang til:

SYGEDAGPENGEREFORMEN SKELNER MELLEM VÆRDIGE OG UVÆRDIGE SYGE

Lektor ved Socialrådgiveruddannelsen VIA i Aarhus, Jens Eistrup, har skrevet en stærkt interessant, forskningsbaseret artikel om sygedagpengereformen fra 2014. Artiklen "Der er forskel på folk, også når de er syge" er udgivet i Uden For Nummer 44, 21. juni.

https://issuu.com/socialrdg/docs/44-udenfornummer-1 Læs side 26 - 39

Sygedagpengereformen indførte en varighedsbegrænsning på 22 uger, hvorefter det skal vurderes, om klienten skal have forlænget sygedagpengene eller overføres til et jobafklaringsforløb på den langt lavere kontanthjælpssats. Hans artikel svarer på spørgsmålet: Hvilke politisk-normative opfattelser af værdighed ligger bag den inddeling af syge, uarbejdsdygtige borgere, der følger af det juridiske skel mellem forlængelse og ikke-forlængelse - og dermed inddeling af borgere i to grupper med forskellige forsørgelsesvilkår?

Hans konklusion lyder,

"at det især er borgere med diffuse lidelser og uforudsigelige og ikke-lineære forløb, der juridisk set falder uden for forlængelsesmulighederne – og den argumenterer for den tolkning, at det kan henføres til en politisk norm om, at diffusitet og ikke-linearitet kan være et slør for blandt andet manglende vilje, motivation, medvirken og selvansvar på borgerens side.

Det vedrører altså en mere moralsk dimension af borgerens selvansvar for at medvirke til at løse egen sygesituation. Med det fremrykkede revurderingstidspunkt installeres en art moralsk vurdering af borgerens medvirken således som et mere eller mindre permanent nærværende perspektiv frem mod revurderingen."

Jeg synes, det er en meget vigtig analyse af lovgivningen.

Samtidig er det meget tydeligt for mig, at lovgivningens form for fortolkning af sygdom og manglende arbejdsevne er dybt unfair og slet ikke svarer til, hvad det i mange tilfælde i virkelighedens verden vil sige at blive ramt af sygdom eller ulykke og nedsat arbejdsevne.

Sygdoms- og arbejdsprøvningsforløb er i mange tilfælde ikke noget, man bare kan forudsige, og det er en helt forkert præmis at tillægge uklare lidelser og uforudsigelige forløb noget, der har moralsk karakter og er klientens ansvar.

Denne form for skelnen mellem forskellige grader af værdighed bygger på en kunstig skelnen mellem mennesker med forskellig slags sygdom og manglende arbejdsdygtighed; en skelnen, der uretfærdigt tillægger mennesker med forskellige slags sygdomme og i forskellige uarbejdsdygtighedssituationer forskellig værdigheds-værdi. Jeg synes, det er afskyeligt.

Den her måde at vurdere folks værdighed til en offentlig ydelse på som syg svarer overhovedet ikke til, hvordan virkeligheden medicinsk/helbredsmæssigt og arbejdsevnemæssigt ser ud.

Hvorfor skal det komme en klient til last, at hans sygdomstilstand er utydelig, at den tager lang at udrede og at slutfunktionsevnen ikke kendes på forhånd, mens en anden klient prioriteres højere, som har en tydelig diagnose, en klar sygdomsprognose og/eller en forudsigelig slutfunktionsevne?

Naturligvis kræver det altid en indsats at opøve funktionsevne, hvis man overhovedet kan det. Men det er efter min opfattelse ikke muligt for en kommunalt ansat sagsmedarbejder at vurdere, om en klient har gjort sit bedste eller ej ud fra typen og tydeligheden af sygdomme og prognoser.

Det minder mig også om nogle af de principper, som ses anvendt i reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013.

Her vil man også kende det slutniveau, som klienten kan forventes at udvikle arbejdsevnen til, før man vil afklare hans sag. Så man forfølger ham nidkært år efter år efter år, selvom time- eller minuttallet for arbejdsevne bliver mindre og mindre for hver arbejdsprøvning. Det er ikke nok, at arbejdsevnen allerede kan ses at være ubetydelig.

Måske kan artiklens konklusioner også kaste lys på, hvorfor kommuner i en årrække gerne har villet have sundhedsvæsenet til at karakterisere klienters sygdomstilstande som "funktionelle lidelser". https://www.k10.dk/showthread.php?t=30650

Derved gøres somatiske sygdomstilstande psykiske,

...og da det er utydeligt og svært at konkludere på, vil man også i det sociale system kunne holde en klient langvarigt på kontanthjælp, samtidig med at det betvivles, at klienten virkelig er rigtig syg og ikke bare mangler arbejdsmotivation.

Tak, til Lisbeth Riisager Henriksen

Hilsen Peter