[phhmw]

Endnu en mor sagsøger kommune efter tvangsfjernelse: »Det skal have en konsekvens, når man laver lovbrud og magtfordrejning«

https://www.berlingske.dk/samfund/en...t-skal-have-en

Opfundne diagnoser og rettelse i sagsakter med tilbagevirkende kraft. Sandie Hansen er fået sine sønner tilbage, men kræver nu 350.000 i erstatning for uretmæssigt at fået tvangsfjernet sine børn af Langeland Kommune.

Imens hun kæmpede for at få sine to tvangsfjernede sønner tilbage, opdagede Sandie Hansen noget underligt.

I forvejen virkede Langeland Kommunes begrundelse for tvangsfjernelsen tynd. Kommunen havde blandt andet beskrevet diagnoser, som ingen kendte til. Men da Sandie Hansen gennemgik de forskellige aktindsigter, hun havde søgt i sin sag, var der noget helt galt.

Hun kunne se, at kommunen havde ændret i sagen med tilbagevirkende kraft, så sagen stod stærkere i kommunens favør. Det må man simpelthen ikke, en offentlig myndighed må slet ikke, og det fik straks Liberal Alliances socialordfører, Katrine Daugaard, til at melde kommunen til politiet.

Sandie Hansen har fået sine sønner igen, efter 24syv og TV 2 blotlagde den såkaldte Langelandsskandale, og Ankestyrelsen formulerede den hidtil kraftigste kritik i institutionens historie.

Langeland Kommunes familieafdeling har ikke overholdt offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven, og Ankestyrelsen udtrykker »væsentlig kritik«, hvilket er det kraftigste udtryk på skalaen, og så er kommunen blevet bedt om at gennemgå samtlige sager i familieafdelingen forfra.

Men det er ikke nok. Nu har Sandie Hansen sagsøgt kommunen for 350.000 kroner, fortæller 24syv i dag.

»Det skal have en konsekvens, når man laver lovbrud og magtfordrejning som kommune,« siger Sandie Hansen til Berlingske, men det ikke den eneste grund.

Professor forventer flere sager

Sandie Hansen har fået en skriftlig undskyldning fra borgmester Tonni Hansen (SF), men borgmesteren undskylder ikke for det væsentligste.

»Han beklager fejl i sagsbehandlingen, men lægger alligevel vægt på, at fejlene ikke har haft nogen betydning for tvangsfjernelsen,« forklarer Sandie Hansen.

»Jeg savner, at de erkender det justitsmord, som de lavede på mig,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Tonni Hansen), men da kommunen kvitterede for stævningen, oplyste den, at sagen er givet videre til statens advokat, Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten repræsenterer også en anden skandaleramt kommune i en anden erstatningssag fra en mor, der uretmæssigt har fået tvangsfjernet et barn.

Som Berlingske kunne beskrive i sidste uge, sagsøger Jeanette Strauss Frederiksberg Kommune for uretmæssigt at have tvangsfjernet hendes datter tilbage i 2014.

Det er to sager med kort tids mellemrum, men ifølge professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, vil flere følge.

»Kommunerne er ikke egnet til at varetage det her område. De laver fejl på fejl, og når man hører om skandaler i en fattig kommune som Langeland, kan man tænke sit. Men der var også en kæmpe skandale på Frederiksberg. Kommunerne egner sig simpelthen ikke til opgaven,« siger professoren.

Derfor vil det ikke undre hende, hvis der kommer mange flere erstatningssager, og at kommunerne er repræsenteret af statens advokat, Kammeradvokaten, sender et signal om, at kommunerne kunne have samme mistanke.

»Men jeg tror, at vi skal have nogle sager til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som så skal give Danmark en ordentlig en over snuden, før der rigtigt sker noget,« siger Kirsten Ketscher.

»Det var det samme, der skete for Norge,« bemærker professoren, som også er professor i socialret ved Oslo Universitet.

Foreløbig er Langeland Kommune blot blevet stævnet, og Sandie Hansens advokat – som i øvrigt er den samme som Jeanette Strauss' advokat – har lagt op til »forligsforhandlinger«.

Den mulighed er for længst forpasset i Jeanette Strauss sag. Der falder dom i den sag 2. maj.

Ankestyrelsen formulerede den hidtil kraftigste kritik i institutionens historie.

https://www.berlingske.dk/samfund/46...de-foraeldrene

46 børn blev fjernet med tvang. Så klagede forældrene

Mette Thiesen (DF) og tænketanken Justitia vil vende hele anbringelsessystemet på hovedet, men hvor mange tvangsanbragte børn kommer egentlig hjem, når alle systemets klageinstanser har været involveret? Ankestyrelsen har sammen med Berlingske sorteret i tallene for at finde et svar.

Uden for strafferetten er det det mest alvorlige indgreb, staten kan lave i borgernes liv. At fjerne et barn fra forældrene. Med tvang. De fleste forældre vil hellere i fængsel, og det er et indgreb i retten til privat- og familieliv ifølge i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Heroverfor står Børnekonventionens artikel 3 om, at i alle foranstaltninger vedrørende børn skal barnets tarv komme i første række.

Det er helt grundlæggende rettigheder og så alvorligt, som det kan blive. Følelserne kommer hurtigt i kog. Alle fejl virker utilgivelige.

Er 46 børn på fem år mange?

Det er antallet af børn, som er blevet tvangsfjernet fra deres forældre, hvorefter klageinstanserne Ankestyrelsen, byretten og i ganske få tilfælde landsretten efterfølgende ophæver beslutningen. For 46 tvangsfjernede børn.

Midt i en ophedet debat med hidsige udsagn om et dysfunktionelt system har Ankestyrelsen sagt ja til at lade Berlingske få et blik ned i styrelsens talmateriale i jagten på svaret på det grundlæggende spørgsmål:

Hvor mange børn fjernes med tvang, hvorefter beslutningen ophæves, og de kommer hjem til deres forældre?

46 er ikke antallet af fejl. Ej heller sager med fejl i sagsbehandlingen. Det er antallet af sager, der ender med, at der ikke er et anbringelsesgrundlag, som det hedder i Ankestyrelsens omhyggeligt formulerede sprog. Om det er mange eller få, afhænger af perspektivet.

I forhold til antallet tvangsfjernelsessager i Ankestyrelsen er det ikke mange. I samme femårige periode var der præcis 3.500 sager, og selvom de samme børn kan gå igen i disse sager, da tvangsanbringelser er tidsbegrænsede, udgør de 46 børn ikke en voldsom andel.

Men det kan den enkelte familie ikke bruge til så meget.

»Jeg synes, at det er mange. Ideelt set er det da 46 for meget,« siger vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia Birgitte Eiriksson, som i 2018 i en længere redegørelse advarede imod meget ringe retssikkerhed på anbringelsesområdet.

»Hvis vi nu sammenligner med det strafferetlige system, hvor mange uskyldigt dømte ville vi så acceptere? Lige nu er der voldsom debat om varetægtsfængslede i voldtægtssager efter den nye samtykkelovgivning, som så siden bliver frikendt. Vi burde have lige så voldsom debat om de 46 børn og deres forældre,« siger hun.

Der er voldsom debat om tvangsanbringelse af børn.

De rigtige børn?

I 2019 dækkede Berlingske den såkaldte Frederiksberg-skandale, som handlede om en kommunal familieafdeling, der ifølge en uvildig gennemgang af revisionsfirmaet BDO ikke overholdt retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven og lov om social service. Stort set hele det lovapparat, som sætter rammerne for en kommunal familieafdeling.

Der måtte efterfølgende sendes undskyldninger ud til 363 familier, og Frederiksberg Kommune måtte sætte 46 millioner kroner af til genopretning af familieafdelingen.

Senest har blandt andre 24syv afdækket tilsvarende lovbrud i Langeland Kommune, og her er politiet involveret i efterforskningen af, hvordan en hel forvaltningsafdeling kunne køre af sporet og tilsyneladende rette bagudrettet i journaler og opdigte diagnoser på forældre.

Mette Thiesen (DF) har præsenteret et beslutningsforslag om at få kulegravet hele anbringelsesområdet, og advokater og organisationer som Justitia lufter voldsom kritik af hele systemet.

Også af Ankestyrelsen, som blandt andet beskyldes for ikke at lytte til familierne og ukritisk lægge for meget vægt på kommunernes sagsbehandling.

»Vi aner ikke, om vi tvangsfjerner de rigtige børn,« sagde en anonym tidligere beskikket i Ankestyrelsen til 24 syv.

Det er den kritik, der har ført frem til de 46 børn på fem år.

Tallet er et forsøg på at besvare det grundlæggende spørgsmål: Hvor mange børn bliver tvangsfjernet af systemet, hvorefter systemet finder ud af, at det var den forkerte løsning?

Kommunale fejl

De 46 børn er det tal, Ankestyrelsen er kommet frem til, efter Berlingske har bedt om en gennemgang og sortering af de tilgængelige tal.

Men de 46 børn er ikke et præcist svar, for der kan være mange grunde til, at en tvangsanbringelse bliver ophævet.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at den oprindelige tvangsfjernelse var grundløs,« understreger Merete Pantmann, som er vicedirektør i Ankestyrelsen.

»Det kan også betyde, at barnets eller forældrenes forhold har ændret sig. Nogle sager kan ophæves af den simple grund, at forældre og børn har forladt landet, og så kan der også være sager, hvor anbringelsesgrundlaget faktisk er til stede, men hvor barnet trives dårligere i anbringelse end hos forældrene,« forklarer Merete Pantmann.

Af samme grund kan der forud for en tvangsanbringelsessag i princippet være begået fejl
i den kommunale sagsbehandling, men hvis der alligevel er et anbringelsesgrundlag, så bliver barnet anbragt.

Forældre kan miste et barn, selvom kommunens sagsbehandling er mangelfuld.

Sådan foregår det ikke i strafferetssager, og at miste et barn kan føles som en ubærlig straf. Men der er en afgørende forskel mellem tvangsfjernelser og strafferet.

»I børnesager er det altid barnet, det handler om,« siger Merete Pantmann.

De 46 børn i en periode på fem år er dog stadig udtryk for, at systemet faktisk fanger og omgør sager, hvis anbringelsesgrundlaget ikke er tilstrækkeligt.

Tvillingerne fra Langeland

Men ligesom Birgitte Eiriksson mener, at det ideelt set er for mange børn, kan man også spørge, om det ikke er mistænkeligt få sager, der bliver omgjort.

Det gør Jeanette Gjørret, som er advokat i nogle af sagerne fra Langeland. Hun mener, at Ankestyrelsen er for tilbøjelig til at give kommuner ret. At der lægges for megen vægt på kommunernes sagsfremstilling og for lidt på vægt på forældrenes oplysninger af sagen.

For eksempel i Sandie Hansens sag. Hendes tvangsanbragte tvillinger blev hjemgivet, da det stod klart, at Sandie Hansen alligevel ikke var så psykisk syg, som Langeland Kommune oprindelig havde hævdet.

Problemet er ifølge Jeanette Gjørret, at nøjagtig de samme oplysninger, som til sidst fik Langeland Kommune til at hjemgive tvillingerne, blev præsenteret i Ankestyrelsen, som blot stadfæstede tvangsfjernelsen.

Sandie Hansens tvillinger er altså ikke en del af de 46 børn fra Ankestyrelsens statistik.

»Og det mener jeg taler sit tydelige sprog,« siger Jeanette Gjørret.

Brud på fire forskellige lovsæt

Ankestyrelsen går af princip ikke ind i enkeltsager og vil derfor ikke svare på, hvordan det kan ske.

Men Ankestyrelsens tilsyn har på baggrund af samme sag og yderligere to sager givet Langeland Kommune en sønderlemmende kritik.

Langeland Kommunes familieafdeling har ikke overholdt offentlighedsloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og serviceloven, og Ankestyrelsen udtrykker »væsentlig kritik«, hvilket er det kraftigste udtryk på skalaen, og så er kommunen blevet bedt om at gennemgå samtlige sager i familieafdelingen forfra.

Vicedirektør Merete Pantmann kan godt se, hvordan statistikken kan tolkes i Jeanette Gjørrets retning. Ankestyrelsen stadfæster i 99 procent af tilfældene tvangsanbringelser fra kommunernes børn og unge-udvalg, men det er der en særlig grund til.

»Når en sag skal forelægges børn og unge-udvalget, stilles der store krav til kvaliteten af den
indstilling, som forvaltningen skal udarbejde. Mit indtryk er, at selvom der kan være
sagsbehandlingsfejl i den forudgående sagsbehandling, så lever kommunerne op til disse krav, når sagen skal forelægges børn og unge-udvalget. Det skal de også, for det er meget alvorlige indgreb. Til sammenligning omgør vi ca. 36 procent af alle kommunale klagesager inden for serviceloven,« siger Merete Pantmann.

Forældre, der er uenige med Ankestyrelsens stadfæstelse, kan automatisk få deres sag behandlet i byretten, og ifølge Ankestyrelsens tal stadfæster byretten 98 procent af gangene Ankestyrelsens afgørelse.

FAKTA

Fire instanser
En tvangsfjernelse efter servicelovens paragraf 58 indstilles af den kommunale forvaltning og afgøres af det kommunale børne- og ungeudvalg, som består af en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Beslutningen kan ankes til Ankestyrelsen, hvor sagen bliver vurderet af to jurister og to beskikkede, som er en slags lægdommere udpeget af socialministeren, og beskæftigelsesministeren efter indstilling fra FH, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Handicaporganisationer og Kommunernes Landsforening.

Er forældre uenige med Ankestyrelsens afgørelse, kan de automatisk få sagen behandlet ved byretten, hvor en dommer og to domsmænd tager stilling til sagen.

Er forældre uenige i byrettens afgørelse, kan de søge procesbevillingsnævnet om lov til at føre sagen ved landsretten.

Gennem hele processen har både forældre og børn ret til en advokat.

FAKTA

Tvangsanbragte børn
Hvert år iværksætter Danmarks 98 kommuner samlet mellem 300 og 400 tvangsanbringelser.

Antallet er faldende. I 2017 var det 412, i 2021 var det 317.

Til gengæld er det akkumulerede antal af tvangsanbragte børn stigende. I 2017 var der 2.504 tvangsanbragte børn, i 2021 var der i alt 2.665 tvangsanbragte børn i Danmark.

Kilde: Danmarks Statistik

Hilsen Peter