[phhmw]

Folketinget har vedtaget Serviceloven, tilbud til borgerne, ved lov, herunder § 102 med påstand om at i Danmark har vi velfærd og Verdens bedste anke-system.

https://danskelove.dk/serviceloven/102

Er dette døden for Servicelovens § 102?


Følgende kræves at forståes af kriseramte familier, der er ramt af Muskelsvind, Sclerose, CP, børn med autisme, ADHD, traume, ulykker, arbejdsskader etc


Kan omgivelserne, politikere, jurister, socialchefer etc forstå og anvise, hvor ressourcerne skal findes til hårdt ramte familier med sygdom og svære handicaps med slige ændringer udsendes om Servicelovens § 102?

Opleves nedestående, som en hjælp til handicappede borgerne, børn med handicaps?



Peters spørgsmål:

1) Kan en kommunalbestyrelse beslutte at Servicelovens § 102 ikke bruges i berørte kommune?

2) Skal kommunalbestyrelsen vedtage sagsbehandlingsfrist iht RSL § 3 stk.2, på Servicelovens § 102, som skal offentliggøres på kommunens hjemmeside?

3) Kan patienten ikke mere søge på et specifikt behandlingssted?

Når du har læs Ankestyrelsen nye praksis, kan du eller dygtige jurister, måske svare på Peters spørgsmål



SVAR på Peter´S spørgsmål kan læses nederst i denne tråd, når du har læst og forstået, hvis muligt, Ankestyrelsens ændrede praksis



Ny Principafgørelse 4-23 "Gældende"

Ankestyrelsens principmeddelelse 4-23 "Gældende" om serviceloven - kan-bestemmelse - ligebehandlingsprincippet - behandling

https://ast.dk/afgorelser/principafg...9-db9e2e29f3a8


Principmeddelelsen fastslår



Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.



Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen.

(phhmw: Hvis der i kommunen befinder sig en anden patient der er bevilget en § 102 ved samme sted, skal kommunen bevilge til den nye ansøger)



En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling.



Hvis en kommune vælger at anvende servicelovens § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder, uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.



Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og om det imødekommer kriteriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning. Det betyder, at hvis borgeren fx har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102. Overvejelser om behandlingens effekt mv. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.



Kommunen behandler ansøgninger om bevilling af behandling efter serviceloven. Kommunens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen).



De konkrete sager

I sag nr. 1 fik borgeren afslag på behandling, da Ankestyrelsen lagde vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse i form af Binge Eating Disorder (BED) hører under sundhedssektoren. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at det forhold, at det i sundhedssektoren er besluttet, at der ikke gives behandling til patienter med spiseforstyrrelsen BED, ikke kan begrunde, at hjælpen skal ydes efter reglerne i den sociale lovgivning. Ankestyrelsen stadfæstede derfor kommunens afgørelse. Styrelsen besluttede at genoptage sagen til principiel behandling til afklaring af, hvilken betydning kan-bestemmelsen i servicelovens § 102 kan have for borgerens materielle rettigheder efter serviceloven. Ankestyrelsen fastholdt afgørelsen, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen ift. behandling af BED. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.



I sag nr. 2 fik borgeren afslag på behandling i form af Body SDS fra kommunen, fordi behandling som udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser.



Kommunen havde henvist til, at borgeren ville kunne modtage en behandling tilsvarende Body SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, fx ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse, da servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse, og kommunen havde besluttet ikke at anvende bestemmelsen for så vidt angår Body SDS behandling. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at foretage en konkret og individuel vurdering.


Baggrund for at behandle sagerne principielt
Ankestyrelsen har behandlet to sager om behandling efter serviceloven principielt. Det har vi gjort for at afklare, i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102. Derudover fastslås det i principmeddelelsen, at det efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunerne kan bevilge efter servicelovens § 102.



Denne principmeddelelse ændrer praksis i forhold til, i hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17.



Da praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov, er der ikke grundlag for, at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager.



Reglerne


Love og bekendtgørelser

Lov om social service (serviceloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 170 af 24. januar 2022.



§ 102 om behandling


Praksis

Kasserede:

Følgende principmeddelelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk):



5-13: Principmeddelelsen fastslog, at kommunen altid skulle foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren opfyldte betingelserne for at få behandling efter serviceloven, herunder hvilken betydning et fastsat serviceniveau havde for den konkrete afgørelse, og om den påtænkte indsats afhjalp borgerens behov.


Nr. 28-17: Principmeddelelsen fastslog, at tilbud om behandling efter serviceloven var betinget af, at borgeren havde behov for en ganske særlig behandling, og at der ikke var et relevant behandlingstilbud inden for det sædvanlige behandlingssystem. Det gjaldt i situationer, hvor borgeren efter en konkret vurdering var afskåret fra at benytte de sædvanlige behandlingstilbud fx på grund af utilstrækkelig specialviden eller ekspertise.



De konkrete afgørelser




Sag nr. 1, j.nr. 22-52016

Du har klaget over Ankestyrelsens afgørelse af 1. april 2020, hvor vi stadfæstede kommunens afgørelse af 11. oktober 2019 om behandling af Binge Eating Disorder (BED). Vi har den 22. januar 2022 besluttet at genoptage din sag.



Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.



Resultatet er:



Du har ikke ret til den ansøgte behandling.


Det betyder, at vi fastholder vores afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.





Begrundelse for afgørelsen



Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig behandling for BED.



Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at behandling af en spiseforstyrrelse hører under sundhedssektoren, og at kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde særskilt behandling til patienter med BED.



Kommunen har i sin afgørelse bemærket, at det forhold, at sundhedssektoren har etableret en behandlingsindsats, som kun rummer lette til moderate tilfælde af BED, ikke ændrer ved kommunens vurdering, fordi kommunen generelt har besluttet ikke at tilbyde behandling af BED efter servicelovens § 102.



Kommunen har tilbudt dig socialpædagogisk støtte, men du har afvist dette. Du gør dog gældende, at du gerne vil tage imod tilbuddet om socialpædagogisk støtte, hvis du kan få bevilget det ansøgte rehabiliteringsophold på behandlingssted X efter reglerne om socialpædagogisk støtte.



Vi er dog enige med kommunen i, at der er tale om behandling, ikke socialpædagogisk støtte. Vi henviser til behandlingssted X´s hjemmeside, hvor indsatsen er beskrevet til primært at bestå af forskellige terapiformer.



Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen - i hvert fald i forhold til behandling af BED - generelt har fravalgt at anvende bestemmelsen efter servicelovens § 102.



Vi kan tilføje, at det forhold, at sundhedssektoren ikke tilbyder den af dig ønskede form for behandling, ikke fører til, at kommunen forpligtes til at anvende bestemmelsen om behandling efter serviceloven.



Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende.



Om reglerne

Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbyde efter anden lovgivning.



Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling.



Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger.



Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig.





Sag nr. 2, j.nr. 20-1125



Du har klaget over X Kommunes afgørelse om behandling, konkret Body-SDS. X Kommune afgjorde sagen den 17. december 2019.



Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.



Resultatet er:



Du har ikke ret til den ansøgte behandling.


Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, da vi er kommet til samme resultat.



Begrundelse for afgørelsen



Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke er forpligtet til at bevilge dig Body-SDS behandling.



Hvad er afgørende for resultatet

Kommunen har i sin afgørelse lagt vægt på, at muskelmassage, bevægelse af led samt træning af åndedræt som Body-SDS behandling som

udgangspunkt skal leveres af det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovens bestemmelser.



Kommunen har henvist til, at du vil kunne modtage en behandling tilsvarende Body-SDS behandling i det ordinære behandlingssystem, for eksempel ved henvisning til fysioterapi eller lignende. Det er også kommunens vurdering, at der udtømmende er gjort op med muligheden for at modtage Body-SDS i det ordinære sundhedssystem, idet der kan kompenseres med fysioterapi i forskellige varianter gennem tilbud i det ordinære behandlingssystem.



Vi forstår kommunens vurdering således, at kommunen har fravalgt at anvende bestemmelsen i servicelovens § 102 til at bevilge hjælp til behandling, i dit tilfælde Body-SDS behandling, til borgere, som fx vil kunne få anvist anden tilsvarende behandling i sundhedsvæsenet. Kommunen kan beslutte, i hvilket omfang den vil bevilge behandling.



Servicelovens § 102 er en kan-bestemmelse. Kommunen er efter denne bestemmelse i udgangspunktet ikke forpligtet til at bevilge hjælp efter bestemmelsen. Kommunen er dog forpligtet til at sikre, at ligebehandlingsprincippet iagttages. Det vil sige, at tilsvarende sager behandles lige i retlig henseende.



Om reglerne

Behandling efter servicelovens § 102 kan bevilges til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet kan gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.



Servicelovens § 102 er en ”kan-bestemmelse”, som giver kommunen mulighed for at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter. Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke nogen forpligtelse for kommunen, som således kan træffe en generel beslutning om, at der i kommunen ikke tilbydes hjælp til behandling.



Hvis kommunen vælger at anvende bestemmelsen om behandling, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger.



Hvis kommunen anvender bestemmelsen, skal kommunen iagttage ligebehandlingsprincippet og foretage en konkret og individuel vurdering af, om behandlingsmuligheder i sundhedssektoren er udtømte, og om behandlingen er nødvendig.



Hilsen Peter



BILAG

DUKH om "KAN & SKAL bestemmelserne"

https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...l-bestemmelser

Praksisnyt 42 - Kan og skal bestemmelser
( Opdateres ikke )
11-07-2023
Læs mere om forskellen på kan og skal bestemmelser.

”Kan” og ”skal” bestemmelser - er der nogen reel forskel?

I nogle af servicelovens bestemmelser står der, at kommunen kan yde hjælp, og i andre bestemmelser står der, at kommunen skal yde hjælp, når bestemte betingelser er opfyldte. I DUKH oplever vi fra tid til anden, at en borger får afslag på en ydelse efter en kan-bestemmelse bl.a. med den begrundelse, at når det er en kan-bestemmelse, er kommunen ikke forpligtet til at bevilge det ansøgte, uanset at lovbestemmelsens betingelser er opfyldte.

Spørgsmålet er dog, om der reelt er nogen forskel på - kan og skal-bestemmelser i forhold til konkrete ydelsesparagraffer. Det handler denne udgave af praksisnyt om.

Eksempler på reelle kan-bestemmelser

Nogle kan-bestemmelser er såkaldte reelle kan-bestemmelser, det vil sige, det er op til kommunen, om den vil anvende lovbestemmelsen. Et eksempel er servicelovens § 117, hvoraf det fremgår, at kommunen kan yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler.

I Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring er det anført i pkt. 127:

”Kommunalbestyrelsen har mulighed for at yde befordringstilskud til borgere, der på grund af en varigt nedsat funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilrettelægge en tilskudsordning efter denne bestemmelse.”

Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det i § 117, stk. 2 er anført, at der ikke kan klages over kommunens afgørelse. Det vil sige, en afgørelse om afslag ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Et andet eksempel er servicelovens § 11, stk. 6. Efter denne bestemmelse kan kommunen som led i det forebyggende arbejde beslutte at tilbyde økonomisk støtte til fritidsaktiviteter til børn og unge, der har behov for særlig støtte.

Kommunen kan fastsætte kriterier for tildeling af denne støtte, hvis de beslutter sig for at anvende bestemmelsen.

Det er helt op til kommunerne, om de vil gøre brug af muligheden. Også her er det anført i lovbestemmelsen, at kommunens afgørelser om tildeling af støtte til fritidsaktiviteter ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er også en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for - men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Kommunen er derfor forpligtet til at sikre, at lighedsgrundsætningen iagttages. Det betyder, at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter serviceloven, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter bestemmelsen.

Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Det gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen).

Hjælp til afklaring af kan/skal i lovbemærkninger
Efter servicelovens § 122 kan kommunen under visse betingelser yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når f.eks. en nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter servicelovens § 119, passer en døende.

I en sag omtalt i principafgørelse C-51-03 vedrørende § 122 fandt en kommune, at den lovligt kunne afvise en ansøgning på ydelser, der var formuleret som en ”kan-bestemmelse” med henvisning til, at der ikke forelå en pligt for kommunen til at lade den pågældende ydelse være en del af kommunens serviceniveau.

Kommunen anførte endvidere:

”De fakultativt formulerede bestemmelser skulle alene ses som en sikring af et hjemmelsgrundlag for kommuner, der måtte ønske at lade ydelser omfattet af disse bestemmelser være en del af kommunens tilbudskatalog, jf. legalitets-princippet, der fordrede materiel lovhjemmel for ydelser leveret fra forvaltningen.”

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke frit kunne vælge om den alene ville yde hjælp til nogle af de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122.

Ankestyrelsen fandt bl.a., at udtrykket ”kan yde hjælp” skulle fortolkes således, at hjælpen skulle ydes efter en konkret individuel vurdering af, om betingelserne var opfyldt, herunder om hjælpen var sagligt begrundet sammenholdt med bestemmelsens formål. For yderligere afklaring af ordet ”kan” i § 122 gik Ankestyrelsen tilbage til lovbemærkningerne. Fra afgørelsen kan yderligere citeres, idet lovbestemmelserne er opdaterede:

”Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 122 i lovforslaget ... fremgik, at bestemmelsen svarede med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 57 d. Af lov-forarbejderne fra 1990, hvor bestemmelsen blev indført i bistandslovens § 57 d, fremgik det af de almindelige bemærkninger, at det i betænkningen fra Folketinget Socialudvalg afgivet den 17. maj 1989 var anført, at der skulle sikres gratis medicin og sygeplejeartikler m.v. i plejeperioden, således at plejen i eget hjem ikke påførte familien udgifter, som den ikke ville have haft, hvis den havde valgt sygehusophold.

Ankestyrelsen var derfor ikke enig med kommunen i, at formålet med loven havde været at tilgodese et eventuelt forskelligt serviceniveau i kommunerne. En sådan fortolkning ville efter styrelsens vurdering være i strid med det formål, som bestemmelsen havde til hensigt at sikre. Kommunen kunne således ikke frit vælge om den ville eller ikke ville yde hjælpen eller kun yde hjælp til nogle at de ydelser, som måtte anses for omfattet af servicelovens § 122.”

Det betyder, at den enkelte lovbestemmelse og lovbemærkningerne hertil har større vægt, end om den konkrete lovbestemmelse er formuleret som en kan-bestemmelse.

Særligt om servicelovens § 96, stk. 3 (BPA)

Efter servicelovens § 96, stk. 3 kan kommunen tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA) til borgere, der ikke er omfattet af BPA-personkredsen, hvis kommunen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren. Men det er helt op til den enkelte kommune, om de vil gøre brug af denne mulighed. Det er således en reel kan-bestemmelse. Fra BPA-vejledningen:

“25. Kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at tilbyde BPA efter § 96, stk. 3. Hvis kommunalbestyrelsen generelt beslutter at anvende bestemmelsen, vil en afgørelse om ikke at anvende § 96, stk. 3, i en konkret sag kunne påklages. Kommunalbestyrelsens beslutning om at fravælge § 96, stk. 3, i den konkrete sag vil således være en afgørelse i forhold til borgeren.

Hvis kommunalbestyrelsen generelt fravælger at anvende servicelovens § 96, stk. 3, vil en sådan beslutning relatere sig til fastlæggelsen af kommunens generelle serviceniveau. Efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 3, kan en sådan beslutning ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.”

Det fremgår ikke direkte af hverken lovbestemmelsen eller af lovbemærkningerne (L 154 2007/08), at kommunen ikke har pligt til at anvende en BPA-ordning efter § 96, stk. 3, men vejledningsteksten stammer fra svaret på spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154. Ordet kan skal altså tages bogstaveligt.

Er der klageadgang til Ankestyrelsen?

Efter servicelovens § 166 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i serviceloven eller i retssikkerhedsloven, indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

Udgangspunktet er således, at der er klageadgang, men at der kan være undtagelser fra klageadgangen. Det er tilfældet med de reelle kan-bestemmelser (§ 11, stk. 6 og § 117 omtalt tidligere), hvor det er fastsat i begge bestemmelser, at der ikke er klageadgang. Modsat er der klageadgang i sager efter § 96, stk. 3, når en kommune generelt har besluttet sig for at anvende denne lovbestemmelse.

Når der er klageadgang, betyder det, at Ankestyrelsen bl.a. kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget en konkret og individuel vurdering i deres afgørelse af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp.

Afrunding

I de fleste tilfælde betyder det ikke nogen reel forskel, om der står, skal eller kan i en lovbestemmelse. Et "kan" vil i mange tilfælde reelt betyde et skal. Det har således større betydning for tolkningen af ordet kan, hvilke intentioner lovgiverne har haft med lovbestemmelsen.

Det kan som regel læses ud af lovbemærkningerne, i svar til Folketingets Socialudvalg under det konkrete lovforslags behandling eller i afgørelser truffet af Ankestyrelsen.

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk

I dette Praksisnyt er henvist til:

Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)
Retssikkerhedsloven (nyt vindue)
Vejledning om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere og borgerstyret personlig assistance (nyt vindue)
Vejledning om støtte til køb af bil og individuel befordring (nyt vindue)
Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven (nyt vindue)

Ankestyrelsen principafgørelser:
5-13 (link åbner i nyt vindue)
C- 51-03 (link åbner i nyt vindue)

Ministersvar, lovbemærkninger m.v.:
Lovbemærkninger (nyt vindue)
Lovmærkningerne (L 154 2007/08) (nyt vindue)
Spørgsmål 43 til Folketingets Socialudvalg under folketingets behandling af L 154 (nyt vindue)
https://www.ft.dk/samling/20072/lovf...421/554896.pdf


DUKH oplyser 2023

https://www.dukh.dk/ref.aspx?id=25079

ER § 102 BLEVET OVERFLØDIG?

DUKH HAR DEN SENESTE TID MODTAGET EN DEL HENVENDELSER MED OVENSTÅENDE SPØRGSMÅL. EN NY PRINCIPMEDDELELSE FRA ANKESTYRELSEN GØR DET NEMLIG MULIGT FOR KOMMUNERNE AT TRÆFFE EN GENEREL BESLUTNING OM AT UNDLADE AT ANVENDE § 102.



Servicelovens § 102 har fyldt en del i DUKH’s rådgivning på det seneste – og også været årsag til en del frustration. For ”er paragraffen blevet overflødig – og hvorfor findes den så overhovedet?”, lyder spørgsmålene bl.a. fra borgerne.



Kommunerne kan efter § 102 give tilbud til behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer under forudsætning af, at det er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.



Det er med andre ord muligt for kommunerne at give et behandlingstilbud til den omtalte målgruppe i de tilfælde, hvor der ikke er muligheder i sundhedssystemet – og hvor en individuel vurdering peger på, at det er nødvendigt.



Men det er sidstnævnte – den individuelle vurdering – der er årsag til, at DUKH nu bliver spurgt, om § 102 er blevet overflødig.


Ankestyrelsen har nemlig med principmeddelelse 4-23 netop slået fast, at det som udgangspunkt er det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, der skal benyttes ved behov for behandling – ligesom den enkelte kommune også kan træffe en generel beslutning om slet ikke at anvende § 102.



Det betyder i praksis at kommunen nu kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter servicelovens § 102, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.



Og det er ny praksis i forhold til tidligere.



Borgerne kan stadig søge kommunen om behandling efter § 102 – og der er også klageadgang ved afslag. Men hvis kommunen har besluttet ikke at anvende § 102, vil sagen være afgjort på forhånd – medmindre afgørelsen strider mod ligebehandlingsprincippet.



For kan det dokumenteres at kommunen har bevilget behandling i en sammenlignelig sag, vil de også skulle bevilge det igen jf. reglerne om ligebehandling. Imidlertid er det dog yderst vanskeligt at dokumentere, så principmeddelelsen betyder i praksis, at det er blevet vanskeligere at få bevilget behandling efter § 102.



Har kommunen til gengæld besluttet at anvende § 102, åbner principmeddelelsen op for at der er tale om ”enhver form for behandling” efter en konkret vurdering af borgerens individuelle behov.

DUKH

Praksisnyt 05 - Behandlingstilbud efter servicelovens § 102
KC
20-06-2023
Læs mere om reglerne om tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102
Det er ikke alle servicelovens bestemmelser, der er lige kendte hos borgerne eller i kommunerne. En af de bestemmelser, som har levet et ret ukendt liv, er servicelovens § 102 om hjælp til behandling m.v.

I DUKH oplever vi, at mange sagsbehandlere ikke har kendskab til den, og at de fleste aldrig har anvendt den i praksis. I nogle kommuner har man endog ikke oprettet en udgifts-konto til bestemmelsen. Bestemmelsen indeholder dog nogle muligheder for at yde hjælp, som fortjener at være kendt og anvendt i praksis.

Ankestyrelsen har imidlertid med principmeddelelse 4-23 fastslået at udgangspunktet er at det sædvanligt behandlingssystem efter sundhedslovgivningen skal benyttes ved behov for behandling.

Kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling, men er efter 4-23 ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter

Hvad kan § 102 anvendes til?
Efter § 102 kan kommunen - ud over tilbud efter § 85 (§ 85 omhandler hjælp og støtte, som gør borgeren i stand til at varetage sin egen dagligdag) - give tilbud om behandling til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt for at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

I Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven, er det anført:

”15. Udgangspunktet for behandling efter serviceloven er, at det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedsloven skal anvendes ... Men der kan være borgere, der har så alvorlige handicap, sindslidelser, misbrug e.l., at det kræver en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingstilbuddet.”

I samme vejledning præciseres det i pkt. 16 at:

”§ 102 giver således hjemmel til, at borgere, der har behov for en ganske særlig behandling, kan få et relevant behandlingstilbud,
når det sædvanlige behandlingssystem ikke rummer den fornødne specialviden eller ekspertise, eller
at det sædvanlige behandlingssystem efter en konkret vurdering ikke kan antages at være egnet til at behandle den konkrete borger.”
Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.

I Vejledning om botilbud mv. til voksne, er det om behandling på kvindekrisecentre i medfør af servicelovens § 102, anført:

”159. Behandlingsydelser forudsættes først og fremmest ydet efter de almindelige regler herom. Der kan dog være situationer, hvor disse regler ikke er hensigtsmæssige eller tilstrækkelige. Efter servicelovens § 102 kan der derfor i særlige tilfælde gives tilbud om behandling.

Behandlingstilbud efter servicelovens § 102 skal ligge ud over de tilbud, der generelt tilbydes efter sundhedslovgivningen og skal herudover indgå i en handleplan for den enkelte, som et led i den samlede sociale indsats. Der vil typisk kunne være tale om socialpsykiatrisk, psykologisk eller specialterapeutiske behandlingstilbud, som kan medvirke til at forbedre/vedligeholde den enkeltes funktionsniveau fysisk, psykisk og socialt.”

I Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner (2018) står der i kap. 7.3.:

”Tilbuddene efter § 102 omfatter en mere behandlingsmæssig indsats i form af eksempelvis fysio- og ergoterapeutisk behandling eller tandbehandling.

Behandling kan gives efter § 102, hvis behandlingen ikke kan gives i det sædvanlige behandlingssystem, f.eks. fordi der er behov for en særlig indsats eller en særlig indretning af behandlingen.”

Om kommunens forpligtelse i forhold til § 102
Ankestyrelsen har i principmeddelelse 4-23 behandlet 2 sager principielt for at afklare i hvilket omfang kommunerne er forpligtet til at bevilge behandling efter servicelovens § 102.

Ankestyrelsen fastslår med denne afgørelse, at:
Servicelovens bestemmelse i § 102 er en kan-bestemmelse
Kommunen har mulighed for, men er ikke forpligtet til at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven
Der ikke er krav om, at kommune skal træffe en generel beslutning om at anvende Servicelovens § 102
Kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Dette betyder at kommunen vil skulle tilbyde behandling efter § 102, hvis kommunen i tilsvarende situationer bevilger hjælp efter denne bestemmelse.
En borger, der har behov for behandling, skal benytte det sædvanlige behandlingssystem efter sundhedslovgivningen, men kommunen kan beslutte i hvilket omfang den vil bevilge behandling
Derudover fastslår Ankestyrelsen i 4-23 at det ”efter en konkret vurdering er enhver form for behandling, kommunen kan bevilge efter servicelovens § 102”.

Principmeddelelsen ændrer praksis i forhold til, hvilket omfang kommunen er forpligtet til at bevilge behandling efter serviceloven. Ankestyrelsens hidtidige praksis har været offentliggjort i principmeddelelse 5-13 og 28-17, der begge kasseret da de ikke længere har vejledningsværdi.

Praksisændringen medfører, at kommunerne i modsætning til efter hidtidig praksis kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov. Der er i forlængelse af denne praksisændring ikke grundlag for at kommunen eller Ankestyrelsen genoptager tidligere afgjorte sager.

Kan-bestemmelse med klageadgang
I principafgørelse 4-23 har Ankestyrelsens fastslået, at;

”Hvis en kommune vælger at anvende § 102, kan den beslutte hvilke former for behandling, der er omfattet. Kommunen har derfor mulighed for at lade enhver form for behandling være omfattet, dvs. både alternative og sundhedsfagligt anerkendte behandlinger. Dette gælder uanset om behandleren har en sundhedsfaglig autorisation, ydernummer eller lignende.

Derudover skal kommunen i det enkelte tilfælde foretage en konkret og individuel vurdering af, om tilbuddet af behandlingsmæssig karakter er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller socialsituationer og om det imødekommer kriterieriet om ikke at kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.

Dette betyder, at hvis borgeren f.eks. har udtømt sine muligheder i det ordinære behandlingssystem, vil kommunen i dette tilfælde kunne bevilge behandling efter servicelovens § 102 Overvejelser om behandlingens effekt m.v. kan indgå i kommunens vurdering af, om et konkret tilbud af behandlingsmæssig karakter kan anses for at være nødvendigt.”

Der er fortsat klageadgang over afslag på behandling efter § 102, hvilket fremgår af principmeddelelse 4-23:

”Kommunens afgørelser efter servicelovens § 102 kan påklages til Ankestyrelsen. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling (og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen)”.
Afrunding
Servicelovens bestemmelse i § 102 om behandling er en ”kan-bestemmelse”. Kommunen har efter bestemmelsen mulighed for, men er ikke forpligtet til, at bevilge tilbud af behandlingsmæssig karakter efter serviceloven. Der er ikke krav om, at kommunen skal træffe en generel beslutning om at anvende servicelovens § 102, men kommunen er bundet af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Kommunen kan træffe en generel beslutning om ikke at bevilge behandling efter serviceloven, uden at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

Hvis kommunen vælger at anvende servicelovens § 102, skal kommunen vurdere både det sædvanlige behandlingssystems viden og ekspertise og borgerens behov for behandling, når man skal vurdere, om mulighederne inden for behandlingssystemet må anses for at være udtømte. Hvis borgeren ikke kan ”rummes” i det normale behandlingssystem, er der efter § 102 mulighed for at bevilge støtte til tilbud uden for det offentlige behandlingssystem.

Tilbud efter § 102 kan ydes uafhængig af boform, dvs. også til borgere, der f.eks. har ophold i botilbud efter servicelovens § 108. Hjælpen efter § 102 ydes uafhængig af økonomi. Mange borgere, der i dag ikke kan få den nødvendige behandling i det sædvanlige behandlingssystem, bliver henvist til at søge om hjælp til betaling af udgiften til behandling efter aktivlovens § 82, men her ydes hjælpen som bekendt efter en økonomisk vurdering.
Tilbud af behandlingsmæssig karakter efter § 102 kan således med fordel anvendes i en række situationer.

Afgørelsen kan påklages selv om det er en kan-bestemmelse. Dette gælder også, når kommunen generelt har besluttet ikke at bevilge behandling - og derfor allerede af den grund meddeler afslag på ansøgningen.

Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk

SLUT

I dette Praksisnyt er henvist til:
Lov om social service (serviceloven) (nyt vindue)
Lov om aktiv socialpolitik (aktivloven), §§ 81 og 82 (nyt vindue)
Ankestyrelsens principafgørelser:
Principmeddelelse 4-23 (nyt vindue)

Vejledninger:
Vejledning om socialpædagogisk bistand, støtte- og kontaktpersoner, behandling og pasning af nærtstående efter reglerne i serviceloven - pkt. 15 og 16. (nyt vindue)
Botilbudsvejledningen pkt. 140 (nyt vindue)
Vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner - kap. 7.3. (nyt vindue)


Forstod du, hvad den ye praksis fra Ankestyrelsen går ud på?



SVAR på Peters spørgsmål. Har du en anden fortolkning eller kan påvise fejl i denne tråds fortolkning, så lad det komme frem.


1) JA, hvis kommunen ikke har en eneste borger, som har en bevilling på § 102 (Ligebehandlingspricippet)

2) JA, måske, hvis kommunen har en løbende bevilling på § 102.

3) NEJ, fordi det er kommunen, som bestemmer hvilket behandlingstilbud der skal bevilges til.


Håber med dette at give et virkelighedstro billede af, hvad det sociale system kræver af hårdt ramte familier, der forsøger at kæmpe sig til en mulighed for hjælp, optræning etc.

§ 102 er endegyldig sidste mulighed for svært handicappede, fysisk som psykisk, at forsøge at kæmpe sig til kvalificeret hjælp

Er denne, eller afgår denne § 102 døden, i nærmeste fremtid?

Hilsen Peter