[phhmw]

Monica Lylloff: Hvorfor skal kommunerne spare på de allermest sårbare, når regeringen siger, at økonomien er bomstærk?

Mens vi får at vide, at dansk økonomi er stærk, skal landets største kommune nu spare 85 millioner kroner på nogen af de mest sårbare borgere. Kommunerne kan tydeligvis ikke løfte velfærdsopgaverne alene, og flaskehalsen peger nu på Christiansborg, skriver Monica Lylloff.

https://www.altinget.dk/artikel/moni...rce=nyhedsbrev

Monica Lylloff
Forfatter, foredragsholder, medstifter af #enmillionstemmer, jurist, TT Advokater
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Tirsdag 24. oktober kunne Altinget berette, at Københavns Kommune i november skal træffe beslutning om at spare 85 millioner kroner på socialområdet i 2024. Pengene i den åbenbart tomme pengekasse kan kommunen ifølge et sparekatalog finde ved blandt andet at lukke eller skære i 50 sociale indsatser.

Der er for eksempel tale om behandlingstilbud til unge, der er opvokset i misbrug og fritidstilbud til mennesker med handicap.

Vores såkaldte velfærdssamfund smuldrer mellem hænderne på landets borgmestre, mens regeringen udtaler, at der er penge nok
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
Men ifølge regeringen er det ikke penge, der mangler i vores samfund. Finansminister Nicolai Wammen (S) udtalte 31. august, da han fremlagde finanslovsforlaget for 2024, at dansk økonomi er bomstærk, inflationen er faldet, og kassen er blevet større.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udtalt, at ”den nye tids valuta i dansk politik ikke er penge, for dem har vi mange af”. Ifølge statsminsteren er “hænder” den nye valuta.

Velfærdssamfundet smuldrer
Dette paradoks efterlader en med spørgsmålet, at hvis der er så mange penge, og hvis økonomien er så bomstærk, hvorfor skal landets største kommune så spare 85 millioner kroner på nogen af de mest sårbare borgere?

Det er værd at huske, at Københavns Kommune ikke er den eneste kommune, der sparer på investeringen i vores velfærdssamfund. I Næstved har man allerede sparet 25 millioner kroner på ældreområdet og vil spare yderligere millioner i 2024.

I år vedtog Helsingør kommune en besparelse på 24 millioner kroner på børne- og uddannelsesområdet, der blandt andet betød, at der blev sparet på hele specialskoleområdet, der også indebar nedskæring i personalet på en specialskole for børn med omfattende handicap. Her var der altså “hænder” nok. Men de måtte afskediges.

Vores såkaldte velfærdssamfund smuldrer mellem hænderne på landets borgmestre, mens regeringen udtaler, at der er penge nok, og i samme sætning forklares kommunernes nedslagtning af velfærdssamfundet med skiftende undskyldninger som stigende inflation og mennesker med handicap, der koster for meget, krig i Ukraine og corona.

Det er uacceptabelt, at skiftende regeringer fralægger sig ansvaret for forvaltningen af velfærdsområderne og holder situationen ud i en strakt arm, uanset hvor belejligt, dette måtte være
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
Christiansborgs ansvarsfralæggelse
Flaskehalsen peger på Christiansborg, der er den øverste ansvarlige her i landet. Det er uacceptabelt, at skiftende regeringer fralægger sig ansvaret for forvaltningen af kernevelfærdsområderne og holder situationen ud i en strakt arm, uanset hvor belejligt, dette måtte være.

Christiansborg siger, de har sendt penge. Kommunerne siger, at de skal sende flere penge. Det kaldes med andre ord cirkulær ansvarsfralæggelse.

Kommunerne forvalter omkring 280 milliarder kroner af vores skattekroner på service. Hvor bliver alle de penge af, når servicen bliver dårligere for hver år? Hvem holder egentlig øje med, hvordan kommunerne selvstyrer?

Ingen ønsker tilsyneladende at røre dette med en ildtang, selvom kommunerne har ansvaret for forvaltningen af de fleste kernevelfærdsopgaver i landet.

Regningen for besparelser bliver større og større
Konsekvenserne af den førte politik har allerede vist sig inden for uddannelsesområdet, beskæftigelsesområdet, det specialiserede socialområde, ældreområdet og psykiatrien.

Når kommunerne sparer på disse vigtige områder, bliver regningen kun større år for år grundet de afledte effekter af disse besparelser.

Når der ikke sættes ind rettidigt og rigtigt med støtte til børn i mistrivsel, er den afledte effekt i rigtig mange situationer, at børn udvikler langvarigt ufrivilligt skolefravær, som betyder, at forældrene ikke kan passe deres arbejde.

Børnene bliver i flere sager så dårlige, at de må i kontakt med psykiatrien og får behov for endnu mere omfattende hjælp, end hvis der var sat ind med det samme. På sigt kan den manglende rettidige hjælp præge børnenes muligheder for at få en uddannelse og et arbejde.

Regeringen må være sit ansvar voksent, trække den strakte arm til sig og indse, at tiden er inde til en omkalfatring af velfærdsstrukturen
Monica Lylloff, forfatter, foredragsholder og medstifter af #enmillionstemmer
En omkalfatring af velfærdsstrukturen
På nuværende tidspunkt går 45 procent af børn med autisme helt eller delvist ikke i skole, 25 procent af unge med ADHD mellem 15-24 år står uden for job og uddannelse, og 70 procent af voksne med ADHD står uden for den danske arbejdsstyrke.

Når ældre mennesker ikke får den hjælp, de har behov for fra kommunen, må de pårørende træde til. 17 procent af pårørende til landets ældre var i 2018 i risiko for at forlade arbejdsmarkedet på grund af pårørendeopgaver.

Der er med garanti flere økonomisk-tekniske mellemregninger, der kan bringes på banen som endnu en undskyldning. Men resultatet er, at den nuværende situation med den nuværende struktur er komplet dysfunktionel. Resultatet er, at borgerne ikke får den service og velfærd, som borgerne via skatten betaler for ifølge den usynlige samfundskontrakt. Det er det, der mærkes ude i de enkelte hjem.

Regeringen er nødt til at tage fat om nælden, uanset hvor irriterende det er. For det er ikke i orden at sige til befolkningen, at det går godt i dansk økonomi, når kommunerne samtidig skærer helt ind i knoglemarven på nogle af samfundets vigtigste opgaver. Det er på grænsen til propaganda.

Regeringen må være sit ansvar voksent, trække den strakte arm til sig og indse, at tiden er inde til en omkalfatring af velfærdsstrukturen. Kommunerne kan tydeligvis ikke løfte forvaltningen af velfærdsopgaverne alene i den nuværende ramme.

Hilsen Peter som opfordre til at følge #enmillionstemmer på Facebook