Se enkelt indlæg
Gammel 23-06-2022, 09:54   #5
JacobT
Elsker at være her på K10
 
Tilmeldingsdato: 24-04 2016
Indlæg: 50
Styrke: 8
JacobT er ny på vejen
De vil nok give dig et ressourceforløb, også selvom du måske allerede har gennemført nogle afklarende foranstaltninger som aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager.

Hvis mødet ender med en indstilling til ressourceforløb, så skal der også laves en plan for hvilke indsatser som rehabiliteringsteamet kan pege på, som vil forbedre din arbejdsevne: ressourceforløbet drejer sig netop om at forbedre din arbejdsevne. Til selve mødet vil de f.eks. sige "vi foreslår et samtaleforløb hos psykolog/psykiater", og der kan du så stille og roligt indvende, at det har du allerede gennemført. Rehabiliteringsteamet vil nok bare nikke forstående med hovedet og sige "jamen, godt nok", og så ignorere hvad du siger, fordi de allerede inden mødet har besluttet sig. Betragt mødet som en orientering og ikke som et debatforum. Heller ikke selvom de forsøger at give dig indtrykket af, at du har indflydelse på udfaldet af mødet.

Grunden til jeg siger det, er, at det i loven står at borgeren skal inddrages. Men min personlige erfaring er, at rehabiliteringteamet reelt er lige glad og kun inddrager borgeren på skrømt. Mødet er nok overstået på 10 minutter.

Sundhedskoordinatoren (der er læge af uddannelse - oftest socialmediciner), som er obligatorisk medlem af rehabiliteringsteamet, er sikkert kun sparsomt opdateret om din sag - typisk kun de ting der direkte er sundhedsfagligt, simpelthen fordi de ikke gider læse alle sagsakterne igennem, eller forholde sig til alle mulige nuancer i din sag. Derfor kan du godt ende med at gå hovedrystende fra et møde med rehabiliteringsteamet. De øvrige medlemmer i rehabiliteringsteamet vil sandsynligvis læne sig op ad sundhedskoordinatoren og nikke til hans/hendes forslag til indsatser.

Men fat mod!

Efter du er blevet tilkendt et ressourceforløb, så er næste skridt at du vil få en ny sagsbehandler - en såkaldt koordinerende sagsbehandler, som skal hjælp dig med at iværksætte de indsatser som rehabiliteringsteamet har peget på. Og i den forbindelse har du meget større chance for, at komme igennem med dine indvendinger mod iværksættelse af aktiviteterne, hvis du allerede har gennemført dem dengang du var aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager.

Det ender nok med, at dit ressourceforløb så afbrydes inden for et års tid - også selvom du f.eks. er blevet tilkendt et forløb på 3 år - og der så aftales et nyt rehabiliteringsmøde, hvor de f.eks. vil indstille dig til pension eller fleks.

Loven er simpelthen sådan indrettet, at man skal igennem mindst 1 ressourceforløb (som udgangspunkt). Sagsbehandlerne kører efter loven og med hovedet under armen, så selvom loven siger "som udgangspunkt", så er de fuldstændige lige glade med din specifikke situation. Du vil få et ressourceforløb, simpelthen for at sagsbehandleren kan skrive i sin sag, at det punkt er opfyldt og loven dermed er opfyldt. Forstår du hvad jeg mener?

Jeg håber ikke jeg får ret. Jeg håber, at du møder et forstående rehabiliteringsteam som seriøst vil kigge på din sag, og seriøst vil inddrage dig, og vil kunne se at du allerede har gennemført de aktiviteter, der skulle forbedre din arbejdsevne, og så springe ressourceforløbet over og direkte rykke dig til pension.

Sidst redigeret af JacobT; 23-06-2022 kl. 10:43.
JacobT er ikke logget ind   Besvar med citat