[phhmw]

https://www.a4beskaeftigelse.dk/arti...qgDsWJZ68ZAC8o

Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder Viborg kommune
25. apr. 2022 06.15

Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].
BUDGETTERNE SKAL GÅ OP over hele den offentlige sektor, og et par af de evigt tilbagevendende forslag er:

”Lad os digitalisere og så spare på de administrative medarbejdere”.

Lad mig være den første til at sige, at jeg elsker de digitale muligheder hos min praktiserende læge, på biblioteket og massevis af andre steder både offentligt og privat. Jeg vil dog alligevel gerne nuancere debatten om de digitale velsignelser lidt. For hvis skyld skal vi digitalisere?

Vi skal vælge de digitale løsninger, hvor det enten kan give en serviceforbedring eller samme service over for de brugere, borgere, kunder, patienter, eller hvem der ellers måtte være modtager af en given serviceydelse. Ingen synes om at hænge i et telefonkø for at få ordnet noget, man kan klare hjemmefra.

Til gengæld er der der andre situationer, hvor det er vigtigt, at man får et menneske i den anden ende, når man ringer, eller at man kan sidde over for en person, som faktisk kan hjælpe og forklare.

Jeg arbejder selv i en borgervendt del af den offentlige sektor, og her er masser af digitale løsninger og digitale krav til borgere. Du skal have et CV på jobnet. Du skal selvbooke samtaler på jobnet, og du skal følge med i din plan i forhold til at komme i job på jobnet.

DET ER GODE OG RIMELIGE KRAV for mange borgere, og muligheden for selvbooking er en god service, så man ikke lige skal af sted midt i tante Annas begravelse, ungernes Luciaoptog eller andre af livets store og små begivenheder.

Man må bare ikke være blind for, at de digitale muligheder for nogen ikke er en lettelse eller en hjælp. Det er et pres for at 'fodre' et system, de ikke forstår og har svært ved at navigere i. Blandt de unge mennesker, der er i kontakt med et jobcenter, er også unge, som har svære kognitive problemer med fx en IQ under normalen. Det kan også være stærkt ordblinde med mange nederlag fra et uddannelsessystem baseret på skriftlighed.

DER ER ET STORT BEHOV FOR, at man ved udrulning af digitale løsninger lytter til de mennesker, der bliver påvirket af digitale tiltag. Det gælder først og fremmest brugere/borgere/patienter. Nogle grupper er meget stærkt organiseret i faglige organisationer, patientorganisationer eller andre stærke netværk, der nok skal råbe op, hvis der komme dårlige løsninger på banen.

Andre grupper står mere alene, og her er der behov for, at man inddrager erfaringerne fra os, der arbejder med de borgere, der ikke ellers råber højt.

Jeg er selv i kontakt med udsatte unge, og med mindre de har ressourcestærke forældre, så er de helt afhængige af, at de fagprofessionelle, de er i kontakt med, råber vagt i gevær, hvis beslutninger ikke giver mening. Det er vigtigt, at man fra beslutningstagerne tror på os, der får input fra borgerne, og ved, at vi ikke bare stiller os på hælene for at være bevidst besværlige.

Vi skal ikke gøre noget digitalt, bare fordi vi kan, og vi skal tænke os om i forhold til at stille digitale tilbud til rådighed, som ingen efterspørger. Lovgivningen om den kommunale ungeindsats er fuld af gode initiativer, herunder et krav om, at der skal ligge en digital udgave af en koordineret plan for de unge.

Udfordringen med dette er, at vi som fagprofessionelle gør et stort arbejde for at skabe en plan, som meget få borgere efterspørger eller har ressourcer eller kompetencer til at følge med i. På den måde bliver det digitale en ekstra manuel opgave for de professionelle, som borgeren er i kontakt med. Vi kommer ofte til at skulle sidde ved siden af, når borgeren skal bruge deres selvbetjeningsløsninger, for de kan ikke selvbetjene.

Og når digitalisering ofte kobles med økonomiske besparelser, så er besparelsen her i hvert fald helt væk.

MIN STØRSTE BEKYMRING ER, når man tænker, at man nu kan sætte en robot til at vurdere borgers risiko for langtidsledighed, få robotten til at give borger det rette kommunale tilskud og lade robotten træffe afgørelser i borgerens sag. Hvem skal forklare den udsatte borger den afgørelse robotten har truffet? Hvem skal sikre borgerens retssikkerhed? Og hvem sikrer de ansatte, når robotten har besluttet noget forkert?

Borger og sagsbehandler er ikke altid enige. Bestemt ikke! Men vi er to mennesker, der kan sætte os ned og tale sammen. Vi kan se hinanden i øjnene. Vi kan forklare, vi kan lytte, og vi kan i mange tilfælde trods alt finde et fælles fodslag om noget. Når jeg ikke ved, hvorfor robotten har besluttet, som den har, så kan jeg ikke forklare det, og hvem skal borgeren rette sin frustration og sin vrede imod? Robotten træffes ikke, men det gør jeg.

Jeg er ingen bangebuks, men jeg vil ikke udsætte mig selv eller mine kolleger for risiko for udadreagerende borgere på baggrund af beslutninger, der er taget i et lukket system.

SPØRGSMÅL:

Hvor er vi på vej hen?

https://www.a4beskaeftigelse.dk/arti...det-offentlige

Eksperter vil regulere jobcentres brug af algoritmer
Ritzau
19. apr. 2022 06.38
Der hersker wild west-tilstande, når det gælder samkøring af data i det offentlige, mener kommissionsformand.
Der er brug for klarere rammer for, hvordan oplysninger om borgere ved hjælp af algoritmer samkøres i de offentlige systemer.

Sådan lyder budskabet fra den såkaldte Siri-Kommission, der blev nedsat i 2016 for at se nærmere på, hvad kunstig intelligens betyder for danskerne.

Kommissionen, der er opkaldt efter techgiganten Apples digitale taleassistent Siri, aflægger tirsdag rapport ved en konference på Christiansborg.

Formanden for kommissionen er Thomas Damkjær Petersen, der også er formand for Ingeniørforeningen.

Han mener, at den nuværende brug af algoritmer i det offentlige godt kan sammenlignes med en slags "wild west-tilstand".

- Kunstig intelligens er et nyt værktøj, som er kommet hertil, fordi vi har så stærke computere, at man kan gennemanalysere kæmpe datamængder på et splitsekund.

- Derfor siger vi, at man skal benytte det med omtanke. Og derfor mener vi, at alt lovgivning fremadrettet skal tjekkes for dets dataetiske konsekvenser, på samme måde som man tjekker for økonomiske og miljømæssige virkninger, siger han.

Det største problem er ifølge formanden der, hvor man opsætter algoritmer til at trawle historiske adfærdsmønstre igennem og overføre resultatet på konkrete borger:

- Vi så for nogle år siden den såkaldte Gladsaxe-sag, hvor Gladsaxe Kommune ved hjælp af kunstig intelligens og samkørte data ville forudsige hvilke børn, der var i risiko for en dårligere opvækst.

- Det blev gjort i en god sags tjeneste, men man havde ikke taget borgerne med på råd, siger Thomas Damkjær Petersen.

Kommunen trak senere datametoden tilbage efter kritik.

Også jobcentre har brugt algoritmer til at forsøge at forudse, hvilke ledige der er i risiko for at blive langtidsledige.

- Man kan godt bruge kunstig intelligens og algoritmer til at forudse nogle generelle udviklingstendenser. Men man skal passe på med at gå ned på personniveau, siger Thomas Damkjær Petersen.

Det er ifølge kommissionen også afgørende, at borgerne til enhver tid kan få indsigt i de data, som det offentlige ligger inde med om dem.

Desuden skal det kræve samtykke, hvis det offentlige vil benytte data til andre formål, end det de blev indsamlet til, lyder en anden anbefaling.

- Hvis der eksempelvis ligger data om, hvordan ens børn trives i skolen eller data om ens sundhedstilstand, så skal man kunne fravælge, at de data bliver brugt i andre sammenhænge, mener Thomas Damkjær Petersen.

/ritzau/



Hilsen Peter