[phhmw]

https://elmer-adv.dk/nyheder/erstatn...oner-i-renter/

I nyhed af 5. februar 2021 vurderede Elmer Advokater, at Højesterets ”rentedom” af 4. december 2020 om forrentning af erstatning for lægemiddel- og patientskader også havde betydning for voldsoffersager med den konsekvens, at også Erstatningsnævnet skulle genoptage en række sager.

Nyheden kan læses her. https://elmer-adv.dk/nyheder/hoejest...ldsoffersager/

I nyheden omtalte vi en sag, vi på daværende tidspunkt førte på vegne af en skadelidt mod Erstatningsnævnet. I sagen var Erstatningsnævnets afgørelse fra 2007 om afvisning af at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til skadelidte blevet underkendt af domstolene i 2016. Erstatningsnævnet tilkendte herefter skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i april 2017, men tilkendte kun renter fra februar 2017, da det var én måned efter Erstatningsnævnet havde modtaget de sidste oplysninger fra skadelidtes daværende advokat til brug for vurderingen af kravet. Det var således dén tvist, vi anlagde sag om på vegne af skadelidte.

Efter anlæggelse af retssag genoptog Erstatningsnævnet sagen og traf afgørelse i overensstemmelse med vores nedlagte påstand. Dette indebar, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skulle forrentes fra 2017, men fra 2008. I runde tal blev rentekravet forhøjet fra 20.000 kr. til 1.000.000 kr.

Ved afgørelse af retssagens omkostninger gjorde Erstatningsnævnet gældende, at skadelidte ikke skulle tilkendes sagsomkostninger, da skadelidte ville have opnået samme resultat, hvis han blot havde bedt Erstatningsnævnet genoptage sagen; altså uden at anlægge retssag. Det var retten ikke enig i.



Elmers bemærkninger
Det følger af det forvaltningsretlige princip om genoprettelse, at såfremt en forvaltningsmyndighed træffer en forkert afgørelse, der senere ændres, skal skadelidte stilles som om forvaltningsmyndigheden oprindeligt havde truffet en korrekt afgørelse. Det er positivt, at Erstatningsnævnet med deres nye afgørelse erkender dette, men det giver anledning til kritik, at skadelidte var nødt til at anlægge retssag, før nævnet kom frem til den erkendelse. Dette især henset til, at skadelidtes tidligere advokat allerede havde bedt nævnet genoptage rentespørgsmålet med henvisning til genoprettelsessynspunktet.

At Erstatningsnævnet herefter gør gældende, at skadelidte oveni ikke skal tilkendes sagsomkostninger og dermed selv skal bære udgiften til sagen, er ikke særligt klædeligt. Rent retssikkerhedsmæssigt er det i forvejen problematisk, at skadelidte har været nødt til at anlægge ikke kun en, men to retssager mod en offentlig forvaltningsmyndighed for at opnå den erstatning, han havde ret til. At han herefter også selv skulle bære alle udgifter – efter at have fået medhold – ville oplagt ikke være rimeligt.

Vi er naturligvis glade for, at sagen endte lykkeligt for vores klient, der nu endelig kan lægge den bag sig. På et mere overordnet niveau ser vi også Erstatningsnævnets afgørelse som et udtryk for, at nævnet har ændret praksis, så den nu er i overensstemmelse med gældende ret, og vi ser frem til, at det fremover viser sig. Afgørelsen i vores klients sag vedrørte ganske vist genoprettelse som følge af Erstatningsnævnets tidligere forkerte afgørelse, men sagens fokus er så tæt relateret til kernen i Højesterets ”rentedom”, at den må kunne tages til udtryk for en mere generel praksisændring i relation til renter. Vi opfordrer derfor også voldsofre, der har haft en sag i Erstatningsnævnet, til at rette henvendelse til Erstatningsnævnet om genoptagelse af afgørelser, der angår renter, når der kunne have været tilkendt erstatning for særligt tabt arbejdsfortjeneste på et tidligere tidspunkt.

Hilsen Peter