[phhmw]

Jeg var i dag inviteret til at holde oplæg i CEPOS foran et større netværk.

Min overskrift var:

Når kortsigtet kommunal kassetænkning ødelægger familier og samfundsøkonomien.

Jeg var der, fordi kommunerne ganske enkelt ikke overholder gældende lov på handicapområdet.

I 2022 omgjorde Ankestyrelsen 48,8% af de påklagede sager på børnehandicapområdet og 38,9% på voksenhandicapområdet.

Rigsrevisionen satte fokus på dette og udkom 21. marts 2022 med en dyster men ikke overraskende konklusionen i deres beretning om forvaltning af handicapområdet, at kommunerne ikke overholdende gældende lov, og at det betyder, at mennesker med handicap ikke få den hjælp, de er berettigede til

Rigsrevisionen udtog 50 tilfældige sager fra 10 tilfældige kommuner og fandt fejl i 58% af dem

Dette handler om mange års skiftende regeringer, der har ladet stå til.

Rigsrevisionen pegede på, at der måtte være tale om strukturelle problemer som årsag.

Vi har gjort opmærksom på det i mange år, at den nuværende struktur er ødelæggende på så mange måder. At kommunerne visiterer, driver og betaler for hjælpen. Og samtidig er det låst fast af 1-årige budgetter.

Vi har gjort opmærksom på de skæbner, det handler om, om de menneskelige konsekvenser: Følgediagnoser i hele familier, manglende uddannelser og arbejde og manglende livskvalitet.

Men det virker som om, det preller af.

Derfor må vi tale til hjernens øko-center.

Jeg fortalte om en familie med to børn med indgribende handicap, og hvor moren er senhjerneskadet. Faren havde kun bedt om 7 timers tabt arbejdsfortjeneste. Men kommunen ville tage alt fra ham. Kampen for den nødvendige hjælp tog 1,5 år og krævede 7 gange i Ankestyrelsen. Det kostede faren hans arbejde, og moderen flere ture på hospitalet pga stress. Hertil kommer hvad det har kostet i sagsbehandling, både i kommunen og Ankestyrelsen.

Vi lavede en hurtig medlemsundersøgelse i enmillionstemmer, hvor vi spurgte: “har du måttet forlade arbejdsmarkedet helt eller delvist, fordi dit familiemedlem ikke fik den rettet hjælp”.

2383 svarede. 59% havde forladt arbejdsmarkedet helt, heraf 38% mere end 3 år.

45% af børn med autisme går helt eller delvist ikke i skole

25% af unge med ADHD mellem 15-24 år står uden for job og uddannelse

70% af voksne med ADHD står uden for den danske arbejdsstyrke

Så manglende hjælp eller for sen hjælp redder måske det enkelte kommunale budget et enkelt år, men det er den dummeste tissetår, for mennesker kan ikke sættes ind i et-årige budgetter.

Den negative spiral er startet, og prisen betaler borgerne i samfundet med manglende arbejdskraft, færre med en uddannelse, flere på overførselsindkomster, flere indlæggelser i psykiatrien og på sygehusene, kriminalitet og misbrug. Hertil kommer, at der bliver behov for mere omfattende hjælp til den enkelte.

Jeg ville så gerne kunne fremlægge yderligere tal, men kommunerne har ingen data.

Ses alle fejlene i den kommunale sagsbehandling i det perspektiv, så skal man ikke være et matematisk geni for at kunne se, at det er verdens dårligste forretning.

Kommunerne tror, de sparer penge.

Men i virkeligheden bliver regningen i fremtiden uoverskuelig stor for hele landet.

Det kan vi som land ikke være stolt af eller bekendt.

Det er dumt og dyrt.

#enmillionstemmer

phhmw

Monica må betragtes, som højtrangerende ekspert i Danmark

Med 3 skønne børn med autisme etc hvor en sidder i kørestol, de trives i dag udelukkende grundet familiens løbende indsats med trusler, nederlag med også vigtige sejre, som nu deles ud til alle i Danmark.

Værdsæt det!

Hilsen Peter