[phhmw]

Sanne Møller
Partner, Embedsværket
23. januar 2023

Tidligere chefjurist: Kommunernes interessekonflikt trumfer igen og igen borgernes retssikkerhed

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil vil vende socialpolitikken på hovedet, så det virkelig batter, skal hun starte med at kigge på årsagen til den uhensigtsmæssige, udgiftsudskydende adfærd i kommunerne, skriver en tidligere chefjurist i Københavns socialforvaltning.

https://www.altinget.dk/artikel/embe...cyrSuT_FzQE-Gc

Politikernes blinde tillid til at kommunerne følger lovgivningen, er den største trussel mod borgerens retssikkerhed.

Hver dag træffes der afgørelser, som er socialt, økonomisk og menneskeligt katastrofale. Barnet, der ikke har et egnet skoletilbud. Forældrene, der presses på tabt arbejdsfortjeneste. Barnet, der mister lærdom og sociale færdigheder. Forældrene, der går ned med stress. Barnet, der bliver anbragt så sent, at det er totalskadet på tilknytningsevnen. Og den senhjerneskadede, der ikke får nok genoptræning og derfor skal have hjælp resten af livet.

Uanset om man ser på individ eller samfund, så er det et spil uden vindere. Det er et rædselskabinet af kortsigtede beslutninger. Men hvorfor er det så sådan?

Jo, måske er det fordi, at der faktisk alligevel er en vinder på den korte bane – nemlig kommunekassen.

Elefanten, ingen taler om
Den nyudnævnte socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), har sagt, at hun vil "vende handicapområdet på hovedet". Det er der brug for. Eller rettere: der er brug for, at vi holder op med at kigge på de konkrete ydelser og paragraffer og i stedet interesserer os lidt for den struktur, som påvirker afgørelserne.

Faktum er, at kommunerne har en økonomisk interesse i udfaldet af de afgørelser, de skal træffe på socialområdet, og at kommunekassen, hvis logik begrænser sig til etårige budgetter og firårige valgperioder, arbejder i kulissen, når der træffes afgørelser om hjælp til borgerne. Det er en elefant i rummet, som alle kan se, og ingen taler om. Det er en interessekonflikt, som loven ikke tager højde for.

Når et barn har mistet hele sin skolegang og kan se frem til et liv på offentlig forsørgelse i stedet for et meningsfuldt liv med arbejde og fællesskaber, og når barnets forældre bliver syge med stress af et langt og opslidende forløb med kommunen, sendes regningen videre til Fælleskassen Danmark i form af øgede udgifter – år efter år.

Interessekonflikt får filmen til at knække
Sociallovgivningen består af materielle paragraffer. Det vil sige regler, der beskriver borgerens ret til en ydelse under bestemte forhold, og processuelle paragraffer, der beskriver, hvordan myndigheden skal behandle ansøgningen om hjælp.

De regulerer den magtulighed, der er mellem borgeren, som har brug for hjælp, og forvaltningen, der har magten til at bestemme, og de beskriver myndighedens pligt til at være grundig, at oplyse sagen loyalt, at arbejde hurtigt og til ikke at inddrage usaglige hensyn. Kort sagt: retssikkerhed.

Det er forudsætningen, at kommunerne overholder disse pligter, der er grundlaget for borgerens – og politikernes – tillid til, at borgeren får den rette hjælp. Og det er desværre her, at filmen knækker på socialområdet.

Kommunerne er nemlig ikke så pligtopfyldende, som loven og politikerne forudsætter.

Hvis det er billigere at lade moderen gå hjemme på tabt arbejdsfortjeneste, så er kommunekassen ikke motiveret til at oprette eller finde et egnet skoletilbud. Hvis det ikke koster noget at skønne usagligt, endsige lave fejl, eller forhale sagsbehandlingen, hvorfor så træffe en dyr afgørelse? Hvorfor risikere dette års budget på et "problem", der kan udskydes?

Flyt guleroden og kig på refusionsreglerne
Det er ikke, fordi kommunerne er befolket af onde mennesker. Dem har jeg faktisk aldrig mødt i mit arbejde. Problemet er, at det økonomiske korte hensyn vinder over borgerens retssikkerhed og rigtige forebyggende, genoptrænende og langsigtede løsninger.

Hvis Pernille Rosenkrantz-Theil vil vende socialpolitikken på hovedet, så det virkelig batter, skal hun starte med at kigge på årsagen til den uhensigtsmæssige, udgiftsudskydende adfærd i kommunerne.

I dag fungerer kommunerne desværre i højere grad som virksomheder med en bundlinje, end som gode, offentlige, uafhængige institutioner.

Flyt derfor guleroden, så det bliver attraktivt for kommunerne at gøre det rigtigt. Brug pisken om nødvendigt, eller fjern habilitetskonflikten ved at adskille økonomi og afgørelseskompetence. Gør det attraktivt at investere langsigtet. Kig på refusionsreglerne. Sørg for, at kommunerne ikke kan beholde de penge, de sparer ved at arbejde langsomt eller træffe forkerte afgørelser.

Det undrer mig til stadighed, at kommunerne ikke kan se, at mange af de store udgifter de har i dag, er resultatet af 10-15 års undladelse af at tænkte langsigtet, når der bevilges hjælp.

Jeg håber, at den nye minister vil sikre en struktur, hvor det bliver mere attraktivt at overholde loven og yde den rette hjælp i rette tid, som fremmer borgernes rettigheder, og som i bonus understøtter den langsigtede økonomiske styring af socialområdet.

Hilsen Peter