[phhmw]

En pille udskrevet af hospitalet forandrede Cecilie Westergaards liv: »Jeg ville gøre hvad som helst for at skaffe penge til pillerne«

Da Cecilie Westergaard sagde ja til at få en bestemt smertestillende medicin fra hospitalet, vidste hun ikke, at det ville ændre hendes liv. De næste år kæmpede hun med kriminalitet, hjemløshed, skam og ikke mindst misbrug af pillerne.

https://www.berlingske.dk/samfund/en...gaards-liv-jeg

Cecilie Westergaard er 28 år, gravid i 12. uge med sin daværende kæreste og sidder hjemme i sin lejlighed. En mail dukker op i hendes e-Boks.

En læge har lavet en underretning til kommunen.

»Vurderes på ingen måde at være egnet til hverken at fortsætte graviditeten og frarådes dette,« står der i underretningen.

Hun bliver først forarget og chokeret. Men efter lidt tid går det op for hende, at lægen har ret.

Aborten, hun siden fik, skulle vise sig at blive Cecilie Westergaards redning. Vejen ud af en dyb, dyb afhængighed af de stærkt smertestillende piller, Oxycodon.

Hovedstadens hospitaler udskriver og benytter i stadig større grad Oxycodon. Det viser de nyeste tal for Region Hovedstaden, som Berlingske lørdag har kunnet beskrive. Det er faktisk det primære opioid, hospitalslæger udskriver. Og siden 2014 er forbruget steget med 112 procent.

Samtidig melder misbrugscentre, at de ser flere og flere med en afhængighed af præparatet.

Cecilie Westergaard er én af dem. En af dem, der pludselig ender i det, der ligner et uendeligt sort hul. For hende var den eneste vej ud at søge professionel hjælp.

»Jeg prøvede alt for at stoppe med pillerne. Men du forstår ikke, hvor sindssygt svært det er,« siger hun, da Berlingske besøger hende.

Selvom hun bærer på en voldsom skam og anger, har hun valgt at stå frem. Mest af alt for at advare og fortælle om, hvad stoffet gør ved en.

For at forstå hendes historie, spoler vi tilbage til december 2017. Julen står for døren. Den på det tidspunkt 24-årige Cecilie Westergaard er lige blevet færdig som social- og sundhedsassistent og arbejder i hjemmeplejen. Hun har egen lejlighed, bil og kæreste.

En dag opdager Cecilie Westergaard en knude i øret. Hun får den tjekket hos en læge, der anbefaler, at den skal opereres ud. En godartet tumor.

Hun har mange smerter efter operationen og får tilbudt morfin. Men det kan hun ikke tåle, så valget falder på Oxycodon. Det accepterer hun, uden at vide at det bliver starten på en årelang kamp mod afhængighed.

At sluge pillerne er hendes livs største fortrydelse.

Bryder ud i glædestårer

14 dage efter udskrivelsen mærker hun de første tegn på afhængighed. Hun har taget pillerne morgen, middag og aften – og efter behov, som der står på pakken.

»En morgen vågner jeg op i et absurd dårligt humør. Der skal intet til at gøre mig ked af det, og jeg kommer hurtigt op i det røde felt,« siger hun.

»Det hører også med, at min far på det her tidspunkt er syg. Og fem år forinden har jeg mistet min storesøster. Det påvirker mig selvfølgelig.«

Samtidig er hun vokset op med alkoholisme helt tæt på i familien.

Men så snart hun synker en Oxycodon-pille, forsvinder ulykken. Det triste humør bliver erstattet med glæde. Hun føler sig nærmest overlykkelig.

Derfor begynder hun at drukne alle sine tanker med pillerne.

»Det er en helt ubeskrivelig følelse at være på pillerne. Jeg bliver så overstimuleret, at jeg kan bryde ud i glædestårer. Jeg får en summen i armene og benene, og hvis jeg så ligger ned og lukker øjnene, svæver jeg rundt,« siger hun.

Ens krop og sind higer efter det

Hendes far dør i april 2018. Kort efter falder hun og får to brud på halebenet. Hun får en permanent nerveskade, og fra den dag bliver hun kronisk smertepatient.

Hun får atter udskrevet Oxycodon fra hospitalet. Dem tager hun imod med kyshånd, velvidende at hun allerede er afhængig.

»Jeg var jo bare glad for, jeg kunne få flere. Når du er afhængig og påvirket, tænker du ikke rationelt. Jeg ved godt, jeg skulle have afvist Oxycodonen, men man vælger at gøre det forkerte. Ens sind og krop higer efter pillerne,« siger hun.

De næste år tager hun Oxycodon mod smerterne. Eller det bilder hun sin læge ind. Og måske også sig selv.

»På det tidspunkt ved jeg ikke, om det er mine smerter fra faldet eller abstinenserne fra pillerne, der gør, at jeg får voldsomt ondt. Smerten forsvinder i hvert fald, når jeg tager flere,« siger hun.

Det illegale misbrug

Hun fortsætter med sin hverdag og sit arbejde, men er påvirket på alle tider af døgnet. Efter en konsultation aner hendes praktiserende læge uråd. En dag i oktober 2020 meddeler lægen, at Cecilie Westergaard skal over på et andet smertestillende præparat.

Dér ramler hendes verden sammen. Abstinenserne kommer atter snigende, og hun ved, hvor forfærdelige de er.

»Jeg får det fysisk dårligt. Jeg får en brændende fornemmelse helt ind i knoglerne, jeg hoster, min næse løber, jeg får svedeture og krampeture og en voldsom diarré. Det er ubeskriveligt,« siger hun.

Hun beslutter sig for at forsøge at skaffe Oxycodon udenom sundhedsvæsnet.

»Det skræmmende er jo, at så snart jeg tager pillen – lige i det sekund jeg har sunket den – stopper alt væmmelse.«

I et desperat forsøg på at skaffe dem skriver hun til alle, hun kender. Også bekendte og venners venner. Det skulle vise sig, at være meget nemmere at skaffe pillerne, end hun lige troede.

Sådan begynder hendes illegale og ukontrollerede misbrug af Oxycodon. Og den evindelige og desperate søgen efter at få fingrene i flere.

For Cecilie Westergaard mister alting betydning. Hun sygemelder sig i et helt år. Så siger hun sit job op. Hun har allerede slået op med sin kæreste. Det eneste, der betyder noget, er Oxycodon. Og så kommer andre stoffer også til.

»Jeg kunne kun tænke på, hvordan og hvornår jeg fik den næste pille. Jeg ville gøre hvad som helst for at skaffe penge til pillerne.«

Cecilie Westergaard bliver suget ind i den kriminelle verden. På dette tidspunkt bruger hun snildt 15.000 kroner om måneden på piller.

»Hvis jeg ikke havde nogle penge, lånte jeg bare penge. Hvis jeg fik en overdosis, blev jeg bange, men det fik mig ikke til at stoppe på pillerne.«

Det hele eskalerer. Hun kan ikke kende sig selv, men er også ligeglad. Pillen definerer alt, hvad hun gør.

Nogle nætter sover hun i sin bil. Imens skubber hun familie og gamle venner længere og længere fra sig.

»Der er ingen mødre, der burde gå igennem, hvad min mor gik igennem på grund af mig,« siger hun.

Føler sig svigtet af systemet

Hun går fra at være en omsorgsfuld, arbejdsom og sjov ung kvinde til at drive den af derhjemme ... og trives med det.

»Jeg forstår ikke, jeg kom så langt ud. Jeg havde en nogenlunde stabil barndom i Helsingør. Jeg havde styr på mit liv, og så ender jeg med at smide alt væk i en meget ung alder. Jeg skammer mig,« siger hun.

Men hun føler sig også »svigtet« af systemet. Tabt på jorden uden nogle til at samle hende op.

»Jeg føler ikke, jeg er blevet passet på, selvom jeg var ung,« siger hun.

I dag følger hun en behandling på misbrugscentret i Helsingør, hvor hun får substitutionspræparatet metadon, samtidig med hun går til en psykolog en gang om ugen.

Kampen er kun lige begyndt, som hun formulerer det. Måske skal hun tage metadon resten af livet for at undgå de forfærdelige abstinenser.

»Det forfærdelige er jo, at det er fantastisk at være på pillerne, men det var den bedste beslutning at søge hjælp. Jeg synes min behandling går godt,« siger hun.

Cecilie Westergaards rusmiddellæge, Annett Christensen Rios, fortæller, at det er helt normalt, at Oxycodon-afhængige oplever voldsomme abstinenser.

»Derfor bliver det også meget svært for dem at komme ud af det igen, når først de oplever smerter og ekstremt ubehag, hvor det bliver nemmere for dem at tage en pille igen,« siger hun med erfaring som behandler på Helsingør Rusmiddelcenter og tilføjer:

»For at de kommer helt ud af misbruget, kan det derfor være afgørende at søge hjælp, så det opfordrer jeg til.«

Man kan søge hjælp hos sin kommune.

Hilsen Peter