Jeg påstår ikke at det er let, hverken, at være politiker eller minister.
Men hvis der findes ca 23.000 forskellige lovakter inden for det sociale område er vi muligvis gået for vidt i vores bestræbelser for millimeter retfærdighed.
Men gør vi det mere svært end det er i virkeligheden?
Bare i denne måned har problemstillingen med retssikkerhed og sociale sagsbehandlingsfrister været taget op mange gange, men hvor vi på forhånd kender til de svar embedsmænd udstyrer ministrene til at svare:
Bare et lille udpluk af spørgsmål til socialudvalget og beskæftigelsesudvalget:
http://www.ft.dk/samling/20131/spoer...S849/index.htm
http://www.ft.dk/samling/20131/almde...7822/index.htm
http://www.ft.dk/samling/20131/lovfo.../3/1324210.pdf
http://www.ft.dk/samling/20131/almde.../r/1327555.pdf
http://www.ft.dk/samling/20131/almde...85/1327822.pdf
I næste folketingssamling kan vi begynde forfra med nøjagtig de samme spørgsmål.
Efter det næste valg, hvis rollerne byttes om, kan vi endnu engang se de samme spørgsmål blive stillet.
Her ser vi så at svarene nu, er nøjagtig de samme, som ovenstående spørgsmål.
Hvad er det vi mennesker gør galt? Findes der andre muligheder?
Ofte kan man få indtrykket, at det ikke er "studenterhue" der trykker os.
Blot lidt undrende tanker over ventetider, for mennesker der venter.
Men det er måske blot demokratiets vilkår?
Hilsen Peter
