Denne kronik kræver opmærksomhed, dels pga skribenten har det fornødne mod til at tale magthaverne imod. Stor respekt for det.
Dels, fordi beskrivelsen viser en skjult verden de fleste ikke kan forestille, ved at være forældre til et handicappet barn. Hvor embedsmænd/kvinder i samarbejde med fint private revisionsfirma Deloitte overbeviser hinanden om, hvor langt der skal gås for at kontrollerer forældre til handicappede børn.
Hvor langt mon magthaverne vil gå i deres iver for at spare nogle få håndøre?
Hvor mange faggrupper vil disse magthavere have til at tælle bleer og melde tilbage når unge multihandicappede piger har deres menstruation og derved om de bruger for mange servietter og bind.?
Har vi, du og jeg et medansvar for udviklingen?
Ja, vil jeg mene, fordi vi råber ikke højt nok, til at forskrække politikerne.
http://www.information.dk/500760
Kommunens handicapcenter bruger kræfterne på at tælle bleer
Københavns Kommune kræver, at skoler skal tælle skumvaskeklude og bleer for at finde ud af, om forældrene til handicappede børn beder om for meget økonomisk hjælp. Hvor nedværdigende kan det blive?
I dag er der vendt op og ned på systemet. Kommunens skiftende socialrådgivere, sagsbehandlere, studentermedhjælpere bruger oceaner af tid og ressourcer på at indhente oplysninger fra læger, fysioterapeuter, lærere med flere for at få oplysninger om det enkelte barn med handicap, og for at konstatere, om forældrene nu også har ret til at få dækket de merudgifter, som de anmoder det offentlige om at afholde.
Sammen med andre familier, der har et barn med handicap, kunne vi skrive en lang bog om groteske eksempler på kommunens kontrolvirksomhed.
Lad mig nævne bare et eksempel: En lærer blive bedt om at tælle, hvor mange engangsskumvaskeklude der bruges, til at vaske en ung multihandicappet pige, når hun har menstruation, for derved at kontrollere om familien bruger for mange.
Og her et andet: En lærer skal tælle, hvor mange bleer en ung multihandicappet dreng bruger i løbet af skoledagen.
Hvad er det egentlig, kommunen regner med? At forældrene sælger bleer og engangsskumvaskekludene videre? Hvor nedværdigende kan det blive?
Mange af børnene har livsvarige funktionsnedsættelser, hvilket betyder, at de livet igennem vil være handicappede. Alligevel oplever mange forældre, at sagsbehandlingen vedrørende merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, skal genforhandles hver tredje måned med begrundelsen ’hvis noget skulle have forandret sig’.
Som et demokratisk land kunne Danmark jo overveje, om ikke hjælpen og støtten til sårbare mennesker er så grundlæggende vigtig, at den ikke kan overlades til kommunernes forskellige kultur og holdning – men at det derimod er et statsansvar, at alle mennesker får samme fundamentale rettigheder opfyldt.
Lena Rosenkilde er speciallærer
Man græmmes og man skammer sig over, hvad Danmark har udviklet sig til.
De nuværende politiske magthavere Socialdemokraterne, Radikale og de støttepartier som har besluttet ikke at gribe ind i dette nedværd og kontrolsystem, kan jeg ikke stemme på mere.
Triste og vrede hilsner
Peter
